Læsetid 6 min.

Når kuren er prosa frem for Prozac

Biblioterapi. I England er praktiserende læger begyndt at henvise folk med psykiske problemer til skønlitterære læsegrupper, og biblioterapien er på kort tid er blevet en stor succes. Også herhjemme bliver litteraturens lindrende virkninger i stigende grad taget alvorligt
Behandling. Meget tyder på, at læsning kan fungere som terapi. I England arbejdes der på at tilføje litteratur til den brede vifte af tilbud, som sundhedssektoren stiller til rådighed. På Rigshospitalet i København har syge børn i flere år haft gavn af professionelle historiefortællere.

Behandling. Meget tyder på, at læsning kan fungere som terapi. I England arbejdes der på at tilføje litteratur til den brede vifte af tilbud, som sundhedssektoren stiller til rådighed. På Rigshospitalet i København har syge børn i flere år haft gavn af professionelle historiefortællere.

17. januar 2008

En bog om dagen holder doktoren af vejen. Nogenlunde sådan lyder filosofien bag en af tidens nyeste tendenser inden for personlig mentalhygiejne, som bruger litteratur til at forløse følelser og skabe indsigt med.

Biblioterapi, som fænomenet kaldes, er på hastig fremmarch i England, hvor en række forskere under ledelse af Dr. Jane Davis fra The Reader Centre på University of Liverpool har indledt en nærmere undersøgelse af, hvor meget og hvordan romaner og noveller egentlig påvirker menneskers psykiske velbefindende. Projektet Get into Reading har indtil videre resulteret i oprettelsen af mere end 50 litterære terapigrupper fordelt rundt omkring i Liverpool-området. De skyder op på plejehjem, på væresteder, på neurologiske genoptrænings-centre, på akutte psykiatriske afdelinger, på biblioteker, i fængsler og i beskyttede boliger. Og de henvender sig både til folk med læsebesvær, Alzheimers, psykiske lidelser, misbrugsproblemer - og til ganske almindelige mennesker med ondt i livet.

Det er ikke hvilken som helst litteratur, der bliver serveret for deltagerne i de forskellige læsegrupper. Væk er de terapeutiske selvhjælps- og coachingbøger, og i stedet domineres pensum af skønlitterære klassikere som Store forventninger af Charles Dickens, Mus og mænd af John Steinbeck, Onkel Toms Hytte af Harriet Beecher-Stowe, Et Vintereventyr af William Shakespeare og mange, mange flere.

Ifølge Dr. Jane Davis er Get into Reading-projektet en bragende succes:

"Mange har i virkeligheden brug for at modtage psykoterapeutisk rådgivning, men gør det ikke. Måske fordi de ikke har adgang til det, måske fordi de ikke har råd. I stedet kan litteraturen så være med til at sætte ord på nogle af de følelser, folk ikke selv kan formulere. Den tilbyder folk et sprog, de kan forstå sig selv med," siger Jane Davis.

Hun fortæller, at flere praktiserende læger i Mersey-dalen omkring Liverpool allerede deltager aktivt i projektet. Lægerne kan ordinere et læsegruppe-ophold for deres patienter eller sende dem ned på det lokale bibliotek, hvor der er indrettet såkaldte læsningsapoteker med håndplukkede romaner og noveller, der skønnes at kunne hjælpe på humøret.

Et særligt succesfuldt element i projektet har været at læse poesi med dement-patienter, fortæller Jane Davis.

"For demente, der ikke længere kan strukturere og optage information på almindelig vis, tilbyder poesi en form for orden. Lyrikkens formsprog og rytme kan have en helende effekt, og mange demente finder tilsyneladende stor ro i den blotte kendsgerning, at en linje følger efter en anden i en kontinuerlig række. Oppe i hovedet roder alting rundt for dem, men i digtene er tingene sat i system."

For mange piller

Ordet biblioterapi er måske nyt, men selve forestillingen om, at litteraturen kan virke rensende på den menneskelige psyke, trækker tråde helt tilbage til Aristoteles' katarsisbegreb. Tiltroen til litteraturens opbyggelige egenskaber har dog ikke været lige vedholdende op igennem historien. Navnlig i kølvandet på Anden Verdenskrig svandt den ind, da det blev klart, at Holocausts uhyrligheder ikke var udtænkt og udført af primitive barbarer, men af belæste og dannede tyskere, der læste Göethe og Schiller om aftenen og planlagde jødeudryddelser om dagen.

Jane Davis' forestiller sig da heller ikke, at læsegrupperne i Liverpool skal lede mennesker på sporet af en mere ædel livsførelse. Men hvis den enkelte i selskab med verdenslitteraturens store skikkelser kan blive klogere på sig selv og sine egne følelser, er meget nået, mener hun:

"Det er vigtigt at understrege, at biblioterapi ikke virker for alle, og at vi ikke er ude på en mission for at få stoppet al ordinering af medicin til syge patienter. Det eneste, vi siger, er, at biblioterapi er godt for nogen og derfor også bør være at finde blandt den brede vifte af tilbud, som sundhedssektoren stiller til rådighed," siger Jane Davis.

Hun mener, at sundhedssystemet i England og den øvrige vestlige verden sætter al for stor lid til behandlingsformer, der involverer sprøjter og piller. Hun efterlyser mere Proust og mindre Prozac, mere Flaubert og mindre Fontex:

"Grunden til, at vores projekt har fået så stor opmærksomhed og succes, er, at folk med mentale og psykiske problemer i lang tid ikke har haft lejlighed til at tale nok om deres problemer," siger hun.

Det får man til gengæld på de litterære kurser i Get into Reading-programmet, der er motiveret af Jane Davis' egne ungdomsoplevelser med litteratur:

"Jeg kommer selv fra en meget dysfunktionel familie, jeg droppede ud af skolen som 16-årig og blev gravid som 18-årig. Jeg havde ingen uddannelse og måtte leve af kontanthjælp. Men det, jeg havde, som mange af de unge, vi nu hjælper ikke har, var litteraturen. Jeg var en læser, og selv når jeg løb hjemmefra, tog jeg bøger med mig. Jeg vil ikke sige, at bøger forhindrede mig i at blive narkoman eller alkoholiker, men det var noget, jeg havde, som hjalp mig," fortæller Jane Davis.

Hvorvidt biblioterapien i Get into Reading vitterligt også virker, er endnu ikke fuldt ud dokumenteret, men en evalueringsrapport fra december 2007 baseret på en række fokusgruppe-interview understøtter i vid udstrækning ideen om, at læsning kan virke terapeutisk. Rapporten citerer en anonym deltager:

"For mig har det været som terapi. Ikke den slags terapi, hvor du sidder i en gruppe, og alle snakker i munden på hinanden. Jeg føler bare, det har gjort så meget godt for mig. Jeg har nydt hvert minut".

Historier for syge børn

I dansk sammenhæng frister biblioterapien en tilværelse i periferien af den videnskabelige konsensus. Ikke desto mindre har man i en årrække haft gode erfaringer på Rigshospitalet med at invitere professionelle fortællere til at fortælle historier for børn, der er indlagt med alvorlige og kroniske sygdomme. Projektet 'Ordenes magi', som har kørt siden 2003, har til formål at "undersøge fortællingens effekt på syge børns trivsel og helbredelse". Leder af Rigshospitalets BørneUngeProgram og tovholder på projektet, Charlotte Blix, er ikke i tvivl om, at projektet nytter:

"Vi har ikke nogen regulære forskningsresultater endnu, der kan påvise det. Men hvis man ser på de videooptagelser, vi har taget af børnene, mens de får læst op, kan man tydeligt se effekten."

Dr. pæd. Bo Steffensen fra Nationalt Videncenter for Læsning, der har været konsulent i projektets opstartsfase, er enig:

"Børnene bliver ikke nødvendigvis raske, men man kan se, de får det bedre. Nogle af dem har tidligere været som forstenede og har lukket helt af som en reaktion på deres alvorlige kræftsygdom og den forfærdelige behandling, de har været udsat for med kemoterapi osv. Men på videooptagelserne kan man se nogle fantastiske gennembrud, hvor børn, man ikke har kunnet kommet i kontakt med tidligere, lige pludselig åbner op og begynder at smile, mens de får fortalt historier," siger han.

Ifølge Bo Steffensen har man tidligere undersøgt fortællingens effekt på børn gennem psykoanalytiske studier, men takket være hjerneforskningen er vi i dag langt klogere på, hvad det er, der sker, når en god historie inviterer os ind i et fiktivt univers:

"Inden for hjerneforskning skelner man mellem følelser og emotioner. Følelser er den subjektive oplevelse, og emotioner er det neurale korrelat i form af en aktivitet i hjernen. Emotioner er altså knyttede til kropsfornemmelser, og fordi fortællinger både er konkrete og sanselige, har de netop de egenskaber, der skal til, for at aktivere kropsforankrede emotioner. Det er grunden til, at man kan læse tørre opgørelser over, hvor mange der blev dræbt under Anden Verdenskrig, uden at det rører én, og bagefter læse Anne Franks Dagbog, mens tårerne triller ned ad kinderne," siger han og uddyber:

"Hjerneforskeren Antonio Damasio har introduceret en omskrevet version af Descartes læresætning i form af udtrykket: 'We feel, therefore we learn.' Ifølge ham bliver vi med andre ord nødt til at få aktiveret vores emotioner, før vi kan lære noget nyt og dermed få ændret på vores situation - og til det formål er litteraturen fantastisk god. Når man læser en god bog, lever man med i handlingen og får dermed aktiveret en masse emotioner, som gør, at man pludselig kan se børnene på Rigshospitalet bryde fri af deres følelsespanser og åbne op."

I telefonlinjen fra England skærer Dr. Jane Davis litteraturens betydning ud i pap:

"Tænk, hvis du i morgen kunne læse i avisen: 'Ny opfindelse tillader dig at rejse til andre universer, mens du reflekterer over dig selv'. Det ville være et fantastisk videnskabeligt gennembrud! Men faktum er, at vi allerede har den opfindelse i form af litteraturen. De fleste af os glemmer bare at bruge den."

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

Det er jo et hele, sansning, erfaring, fornemmelse, konvention, følelse er med til at gøre læsningen mulig. Det er i høj grad i skønlitteraturen, at vi møder os selv og dermed modsiges i vores ofte nagende angst for at afvige for meget.