Nyd morgenkaffen og aftenkaffen med! Vi er stadig Europamestre lang tid endnu, og i dag er der guldfest på Rådhuset. For Sørensen da! En hektisk weekend afsluttede en uges drama. Til helvede med al den forbitrede politik. Vi fik det kongelige, danske, nationale statshumør tilbage midt i den sure januar. Det humør, vi gladeligt betaler skat for at få. Det handler om følelsernes alfabet. Ja, undskyld, men man bliver så underlig fjollet, når Danmark har vundet noget stort, og det er så viseligt indrettet, at når fodboldspillerne og håndbolddamerne er i bølgedal, så opper herrene sig og tager guldet i stedet for den sædvanlige bronzemedalje.
Der er sagt meget om, at den danske indsats var en holdindsats, at vi har haft spidskompetencer på de fleste pladser, at spillerne skiftedes til at have tur, men det var også stjernernes sejr, og godt nok var det Jesper Jensen, der blev kåret som finalens bedste spiller på det danske hold i 24-20 sejren, men de absolutte stjerner var den iskolde dræber Lasse Boesen med de knaldhårde, velplacerede, ofte underskruede skud og Kasper Hvidt, som var fantastisk på afgørende bolde, men endnu mere i mellemrunden. Og den bomsikre straffekastskytte Lars Christiansen, som sikrede sejren over de tyske pomfritter.
Killer i maven
Kroaterne kom med alle deres skaktern, og hvad de i øvrigt havde, og gjorde os nervøse i starten og igen hen mod slutningen, men lige lidt hjalp det, for den danske maskine var smurt vel af Ulrik Wilbek, som selv bagefter sagde, at det var viljen, der havde skaffet os sejren. Det var også hans hyppige udskiftninger og omplaceringer alt efter, hvad der tjente situationen bedst.
Den gamle håndboldkæmpe Jørgen Vodsgaard, kaldet Vosse, havde pakket bilen og var kørt op til Lillehammer for at overvære finalen.
Århusianeren skulle i tv kommentere på, hvordan han troede, spillerne havde det før kampen. »Jeg tror, de har killer i maven,« udtalte han bevinget. Det havde de – både i dansk og engelsk betydning.
Typecasting
I moderne håndbold er der mange flere afbrydelser, end da Vodsgaard spillede. Spillerne leger Grethe Sønck på gulvet, idet man skal gætte, om deres grimasser er ægte eller taktisk ’film’. Så skal bolden skiftes ud – det er åbenbart Kasper Hvidt, der bestemmer det.
Eller også skal der vaskes gulv. Det kunne de godt have gjort forud for kampene. Dommere afbryder med tvivlsomme kendelser. Irriterende, fordi det stopper spillets flow, selvom det også er suspense ...
Skrammede og småskadede gik danskerne fra banen. Mest træt var den dansende traktor, Joachim Boldsen, håndboldens svar på plæneklipperen. Kammeraterne kalder ham for Jens Okking, men Bjarne Henriksen kunne også spille ham, hvis det var en film. Ulrich Thomsen som Lasse Boesen, Mads Mikkelsen som Bo Spellerberg. Her slutter vi typecastingen.
Har vi fået armene ned? Hvorfor skulle vi? Fordi vi skal se fremad mod OL i Beijing. Vemodigt farvel til dem alle, også den tyske hvalros og den kaffebællende, storrygende Ivano Balic. Vi skal altid se fremad.
krbj@information.dk
