Læsetid: 5 min.

Obamas dilemma

Den demokratiske præsidentkandidat er bundet på hænder og fødder af sin afro-amerikanske identitet, mener en konservativ intellektuel, som også har en hvid mor og en sort far
Den demokratiske præsidentkandidat er bundet på hænder og fødder af sin afro-amerikanske identitet, mener en konservativ intellektuel, som også har en hvid mor og en sort far
26. januar 2008

Efterhånden ved alle og enhver, at den demokratiske præsidentkandidat Barack Obamas mor var en hvid amerikaner fra Kansas, mens hans far stammede fra Kenya og derfor var afrikaner. Han voksede op uden for det amerikanske fastland, i Hawaii og Indonesien, og besluttede først på et sent tidspunkt i sit liv at identificere sig som afroamerikaner.

Valget af identitet var med andre ord overlagt. Obama kunne sagtens have undladt at vælge og bare blive en amerikaner af blandet race, der assimilerer sig i et samfund domineret af hvide amerikanere. Men da den unge Obama begyndte sine studier på Ocean College i Californien og for første gang blev konfronteret direkte med sorte amerikanere og deres etniske kultur, gik det op for ham, hvor svært det kan være at benægte sine etniske og kulturelle tilhørsforhold i USA. Man behøver ikke at være halv sort for at være sort. I slavetiden var en enkelt dråbe sort blod nok til at udelukke folk fra det hvide selskab. De var dømt til slaveri.

Den unge Obama kunne aldrig gøre sig håb om at blive accepteret som hvid amerikaner. Hverken i sorte eller hvide kredse. Enten måtte han lære at leve som amerikaner af blandet race uden et præcist etnisk tilhørsforhold, eller også kunne han vælge at blive afroamerikaner med al den historiske bagage, som følger med. Som bekendt valgte han det sidste.

Den konservative intellektuelle Shelby Steele er også født af en hvid mor og en sort far. Han forstår bedre end de fleste det smertefulde dilemma, som amerikanere af blandet race lever med dag ud og dag ind. Hører de til den hvide eller den sorte kultur eller begge?

Hvorfor han ikke vinder

I sin nyligt udgivne bog A Bound Man, Why We are Excited about Obama and Why He Can't Win hævder Steele, at Obamas etnicitet ikke som hidtil antaget er et kæmpe aktiv i hans bestræbelser på at blive USA's præsident. Tværtimod, hans identitet vil være et negativ.

Obama er bundet på hænder og fødder. Det mest åbenlyse og enkle eksempel på hans dilemma er følgende: Hvis han optræder for 'sort', flygter de hvide vælgere. Hvis han optræder for 'hvidt' flygter de sorte vælgere. Kan han finde en balancegang? Nej, siger Steele. Det er ikke muligt, selv om Obama har krydset mellem disse to poler hele sit liv og klaret skærene bedre end de fleste.

Dagens demokratiske primærvalg i South Carolina bliver første gang, Obamas evne til at holde denne fine balance skal afprøves. Halvdelen af vælgerne forventes at være sorte. Hvis han vinder broderparten, og Hillary Clinton erobrer en tilsvarende andel af de hvide stemmer, står Obama pludselig med et problem. Har han ikke præsenteret sig som kandidaten, for hvem kun budskabet om enhed og forsoning tæller og race er irrelevant? Hvis Obama ikke kan få hvide Demokrater fra arbejderklassen i en sydstat til at sætte kryds ud for hans navn, falder rationalet for hans kandidatur formentlig.

Denne uomgængelige kendsgerning virker dybt uretfærdig, fordi Hillary Clinton ikke holdes til samme standard. Hun kan på en gang tabe den sorte Demokratiske stemme i South Carolina og fortsætte sin valgkamp uantastet. Afroamerikanske vælgere i andre sydstater vil i sidste instans stemme på hende. Sorte har altid stemt på hvide præsidentkandidater. Det omvendte kan stadig ikke tages for givet.

Race-dynamik

Hvordan så forklare Obamas succes med hvide Demokrater i Iowa og New Hampshire? Steele skrev sin bog inden partivalgenes start, men hans udlægning af den komplekse dynamik, som styrer relationerne mellem den sorte og hvide race i Amerika yder en plausibel forklaring.

Ifølge Steele findes der to typer afroamerikanske ledere. Den ene kalder han udfordrerne. De kendteste navne er Jesse Jackson og Al Sharpton, "hvis indflydelse og magt beror på den hvide befolknings samvittighedskvaler over slaveriet og behandlingen af sorte amerikanere".

Jackson og Sharpton besidder altså en moralsk funderet magt hidrørerende fra hvide amerikaneres begæring om tilgivelse for deres historiske synder. Problemet er, at de aldrig bliver benådet. Derfor havde de to sorte ledere aldrig en chance for at blive nomineret af det Demokratiske parti, da de stillede op til præsident i henholdsvis 1984 og 2004.

Den anden type afroamerikanske ledere kalder Shelby Steele 'forhandlerne'. De bedst kendte eksempler er 'eger-ikonerne', Sidney Poitier (skuespiller) og tv-entertaineren Oprah Winfrey (tv-vært). De bliver ikoner, fordi de slår en handel af med det hvide samfund. "Vi går ikke a priori ud fra, at I er hvide racister. Vi tilgiver jer for jeres forfædres synder. Til gengæld vil vi have lov at udfolde vores talent i jeres hvide verden," lyder ræsonnementet ifølge Steele.

Når hvide amerikanere ser og bifalder en Oprah, en Poitier eller en Bill Cosby (komiker), kan de føle en vis selvtilfredshed som ikke-racistiske amerikanere. Det er, som om de har købt aflad af ofrene.

Og Obama? Ja, han er naturligvis en fænomenal forhandler (der taler om at forene den amerikanske nation) og nu et neger-ikon i den politiske verden. Men det store spørgsmål for Steele er, om han kan vinde så mange hvide stemmer, som Oprah, Poitier og Cosby tiltrækker hvide seere.

Han skal udfordre

Svaret er nej. At Obama vandt i Iowa og klarede sig relativt godt i New Hampshire kan tilskrives den store tiltrækningskraft hans budskab om tilgivelse og uskyld udvirker i det hvide samfund. Hagen er, at den sorte vælgerbefolkning ikke uden videre vil falde for dette budskab. I forvejen bliver Obama kaldt 'halfrican' (halv afrikaner) i de sorte ghettokvarterer. Er han én af vores egne, spørger man. Åh jo, hans kone, Michelle, har kulsort hud. Hendes forældre er vokset op i South Carolina.

Men alligevel. Obama bliver ifølge Steele nødt til at optræde som udfordrer til den hvide kultur, hvis han skal gøre sig håb om at vinde den sorte stemme. Hvis han vælger den sti, taber han imidlertid hvide stemmer. En sejr i dag i South Carolina, båret frem af overvejende sorte stemmer, ville sende et umiskendeligt signal til det hvide Amerika om, at Obama repræsenterer det sorte Amerika. Det springende punkt er måske, at Obama, når det kommer til stykket, er en konventionel politiker. "Han er hverken revolutionær eller reformist. Han arbejder inden for rammerne af de eksisterende race-relationer. Hans genialitet består i at udnytte dette system maksimalt til at promovere sin politiske karriere," konkluderer Steele. Men kun et opgør med dette system, vil frigøre ham fra lænkerne og åbne vejen til Det Hvide Hus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu