Læsetid: 4 min.

Øremærkning af barsel til mænd ligner kynisme

Intet må efterhånden overlades til forældrene selv: Vi vælger forkert. Vi har ikke køns- og ligestillingsperspektivet tilstrækkeligt for øje i vores daglige omgang med hinanden
25. januar 2008

Det er en besynderlig diskussion. Og trist tilmed. En gold, rigid og charmeforladt diskussion: Debatten om øremærkning af barsel til mænd, hvor det falder mange påfaldende let at ofre både småbørns trivsel, mange kvinders velbefindende og - ikke mindst - den enkelte families frihed på ligestillingens alter.

Man skulle ellers tro, at debatten var overflødiggjort med regeringens indførelse af den fleksible barselsorlov, hvor det netop er blevet muligt for mænd at passe børn. Men nej. Her rækker 'frihed' ikke. Slet ikke. Der skal lovgivning til. Ligesom i vores nordiske nabolande, som der bliver skelet misundeligt til.

Intet må efterhånden overlades til forældrene selv: Vi vælger forkert. Vi har ikke køns- og ligestillingsperspektivet tilstrækkeligt for øje i vores daglige omgang med hinanden. Uhjælpeligt hænger vi fast i kønsroller fra dengang, da ruderkonge var knægt. Og det er derfor indlysende, at staten - ifølge toneangivende feminister og fagforeningsfolk - bør gøre sin indflydelse gældende ved at gøre kort proces: Hvis ikke farmand tager barsel, så ryger Lille-Per i pasning.

At debatten fik ny vind i sejlene, efter at den dengang konservative Pia Christmas-Møller i sin kronik i Politiken i efteråret anbefalede oprettelsen af en ligestillingskommission og at få mere eller mindre ryddet op - eller luget ud - i kønsbestemt adfærd, var egentlig ingen overraskelse, for i det politiske landskab i Danmark er intet længere givet: Bag en umiddelbar borgerlig-liberal facade kan der pludselig springe en formynderisk smagsdommer ud - især når det gælder emnerne 'ligestilling og kvinder'.

Kvinder uden skrupler

Det kan godt forekomme én, at alt, hvad der på papiret tjener den enkelte kvindes erhvervsdeltagelse, individuelle økonomi og karrieremuligheder, i disse debattørers øjne er fuldstændig overordnet alle andre hensyn i dette samfund: Hensyn til børn, kvinderne selv, mænd, familie eller fællesskab.

Men øremærket barsel tjener netop mændene, hævder tilhængerne. Nu skal mændenes ret til omsorg opprioriteres, og det skal ikke længere blot være kvinderne forundt at opleve glæden ved et intensivt samvær med deres baby.

Hvis ikke alle disse argumenter kunne udmønte sig i et lovforslag på et tidspunkt - ikke mindst efter Pia Christmas-Møllers nye status som løsgænger - og risikere at blive vedtaget, så er de næsten kun til at trække på smilebåndet af. For de samme kvinder, der i mange år har ment, at kvinderne ikke skulle tvinges hjem til kødgryder, blevask og nullermænd, har nu absolut ingen skrupler med at tvinge mændene.

Og selvom de vælger at kalde det en opprioritering af rettigheder til mænd og betoner vigtigheden af de bløde værdier, så er og bliver det tvang: T-V-A-N-G.

Man forudser allerede den skam- og skyldfølelse, der vil blive en familiefar til del, der ikke har nogen som helst mulighed for at gå på barsel, fordi han og konen - efter fælles overenskomst - har valgt at prioritere udenom to fuldtidsjob: At han henter hovedparten af 'byttet' hjem, mens hun arbejder på deltid. Af hensyn til familien.

Er han nødvendigvis en dårlig far, der ikke gider sit barn? Selvfølgelig ikke.

Advarsel - ikke forbillede

Gang på gang bliver vi mindet om eksemplerne fra især Island, Norge og Sverige, hvor mænd i større antal tager barsel. De nævnte lande burde imidlertid ikke på dette felt tjene som forbilleder, men som en advarsel om, at der for nogen politikere ikke er grænser for tiltag, når det gælder ligestilling: I artiklen 'Fathers milk' (bl.a. bragt på den internetbaserede avis Dagens ETC) hævdede den amerikanske professor, Jared Diamonds, at også mænd kan amme; ikke alle mænd og heller ikke i samme omfang som kvinder, men at nogle mænd ville kunne producere mælk, hvis deres brystvorter blev stimuleret længe nok af barnet.

Det kan ikke nægtes at være en interessant oplysning, der sikkert - i manges øjne - åbner helt nye perspektiver-

I hvert fald udtalte formanden for den tidligere svenske regerings ligestillingsudredning, Gertrud Åstrøm, i den forbindelse i ramme alvor, at hun fandt udviklingen - sund.

Ud og køre traktor

Indtil videre er det dog stadig forbeholdt kvinder den vidunderlige omstændighed at blive gravide, at føde børn og at amme dem. Som oftest oplever nybagte mødre at få deres nattesøvn spoleret af sidstnævnte - i hvert fald i en periode, og at de følgelig kan være både trætte, hormonforstyrrede og fysisk udmattede, og derfor i den grad kan have brug for tid til at restituere sig oven på en fødsel.

Alligevel er det nu de kvinder, som mange af deres toneangivende medsøstre pinedød vil sende tidligere ud for at 'køre traktor' (billedet er fristende, da denne debat giver associationer til det kommunistiske Sovjet), for at give plads til farmand ved puslebordet. Der skal han naturligvis være hjerteligt velkommen, men vel først og fremmest, hvis det passer fint således med den enkelte families helt private planlægning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Du har ganske ret - det kniber gevaldigt for visse ligestillingsfor-
kæmpere at forstå den personlige frihed - en endog vigtig pointe
i videste forstand - såvel som barnet, hvis faderen skulle ønske
orlov med barnet - så tvinger moderen for tidligt væk fra barnet i
forhold til dets udvikling.

Familier skal have mulighed for at indrette sig på egne præmis-
ser - Folketinget skal udstikke rammerne og så iøvrigt ikke blande
sig.

Kvinder har aldrig været tvunget på samme måde - og det er denne
misundelse, som jeg grovest har set udtrykt på en anden webside
i avisen her 3l. dec. 07 af Cecilie Hove omkring Lone Dybkjærs lige-
stillings ønske med en egentlig kommission i Folketinget.

Visse mænd fokuserede også engang på 'graviditet' til mænd - og
sådan kan kønnene misunde hinanden til det ekstreme - og sundt,
hvis det er det, du skriver er den tidl. svenske regerings formand for
dennes ligestillingsudredning, Gertrud Åstrøm's mening omkring den
amerikanske professors udalelse omkring mænd og amning ?

Nej - der er noget galt. Det ses sikkert som et fremskridt - hvor det e-
gentlig er et tilbageskridt for det at kvinder får lov til t være kvinder -
og mænd får lov til at være mænd. Med hver deres potens.

Lad os håbe, at en ligestillingskommission bliver bedre sammensat
herhjemme til fremme for mest mulig sundhed for mænd, kvinder og
dermed børnene.

Så godt med røster om frihed og selvbestemmelse - så det ikke ry-ger i grøften. Så billedet med traktoren er helt fint -endog morsomt.