Læsetid: 8 min.

Øvig-bøger åbner for selvrefleksion på venstrefløjen

Forskningsbibliotekar Morten Thing fremhæver Peter Øvigs bøger om Blekingegadebanden frem for Bent Blüdnikows artikler i Weekendavisen som eksempel på, hvordan venstrefløjens historie kan behandles, så læserne bliver klogere
Blekingegadebanden udsprang oprindeligt af de samme sociale energier, som drev resten af venstrefløjens unge, dvs. primært vrede over det mægtige USA-s krig mod det fattige vietnamesiske folk. Det var i høj grad den konflikt, der fik tusinder af unge, ikke bare i Danmark, men i hele Vesteuropa til at demonstrere stadig voldsommere mod f.eks. USA-s brug af napalmbomber over vietnamesiske landsbyer.

Blekingegadebanden udsprang oprindeligt af de samme sociale energier, som drev resten af venstrefløjens unge, dvs. primært vrede over det mægtige USA-s krig mod det fattige vietnamesiske folk. Det var i høj grad den konflikt, der fik tusinder af unge, ikke bare i Danmark, men i hele Vesteuropa til at demonstrere stadig voldsommere mod f.eks. USA-s brug af napalmbomber over vietnamesiske landsbyer.

Peer Pedersen

2. januar 2008

Retssagen mod Blekingegadebanden i starten af 1990'erne blev lidt af en øjenåbner ikke bare for mange socialister, men så sandelig også for højrefløjen i Danmark. Afdækningen af den kriminelle bandes aktiviteter, som dag for dag blev oprullet i retssalen og i medierne, ikke mindst her i Information, var medvirkende til, at en række skribenter med historikeren Bent Blüdnikow i spidsen indledte et felttog mod "Blekingegadebandens heppekor", som det blev formuleret.

I artikel efter artikel i Weekendavisen langede bl.a. Blüdnikow ud efter 'heppekoret', som angiveligt bestod af en lang række personer, som havde - eller tidligere havde haft - tilknytning til det, der engang med en vis selvrespekt blev omtalt som 'den revolutionære del af venstrefløjen' - for lige at adskille sig fra alle de 'røvborgerlige' socialdemokrater og folkesocialister mm.

Ifølge forskningsbibliotekar på RUC, dr.phil. Morten Thing, der selv var aktiv på 'fløjen' som skribent bl.a. på bladet politisk revy, kunne venstrefløjen i starten af 1990'erne ellers have haft gavn af lidt selvrefleksion.

Men på grund af den skingre tone, som Blüdnikow og de andre skribenter lancerede i deres artikler, fik kritikken dog mere karakter af en standret end et forsøg på at blive klogere, mener Thing.

Dårlig og doven

"Desværre var opgørets førstemand en dårlig og doven historiker," skriver Thing således med direkte henvisning til Blüdnikow i en artikel i det netop udkomne nummer af tidsskriftet Social Kritik.

Over for Information uddyber Thing, hvorfor Øvigs to bøger om Blekingegadebanden, i modsætning til Blüdnikow-artiklerne, åbner for en indsigt i, hvad der for knap 40 år siden kunne få veluddannede danske unge til at blive så ensrettede, at de uden tøven gennemførte røverier, hvor de anvendte vold mod andre mennesker.

Især er det Øvigs brug af 'stemmen', hvor et tidligere medlem af bandens inderkreds forholder sig til f.eks. det element af vold, som indgik som fast element i røverierne, der begejstrer Thing:

"Det er lidt af et scoop således at få et indblik i bandens tankegang," som Thing siger.

"Når man læser 'stemmen', går det jo op for en, at banden så at sige havde guddommeliggjort sig selv. De har åbenbart aldrig skænket det en tanke, at deres voldsomme røverier efterlod en stribe skæbner i kølvandet," siger Thing og uddyber:

"Jeg tænker her på f.eks. de bankassistenter og pengebils-chauffører, der i årevis havde traumer og angstanfald efter at være blevet overfaldet. I bandens selvopfattelse var de imidlertid højt hævet over den slags hverdagstrivialiteter, fordi aktionerne kunne afkorte vejen til det store forjættede mål."

Militarismen overvintrer

Thing roser Øvig for at beskrive, hvordan banden oprindeligt udsprang af de samme sociale energier, som drev resten af venstrefløjens unge, dvs. primært en vrede over det mægtige USA's krig mod det fattige vietnamesiske folk. Det var i høj grad det folkedrab, der fik tusinder af unge, ikke bare i Danmark, men i hele Vesteuropa til at demonstrere stadig voldsommere mod f.eks. USA's brug af napalmbomber over vietnamesiske landsbyer.

Hvor den revolutionære venstrefløj i starten af 1970'erne over en bred front opgav militante demonstrationer og protestformer for i stedet at begrave sig i årelange studier af Marx, Lenin eller Mao, så skete der imidlertid noget ganske andet for de få personer, der var medlemmer af Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), som Blekingegadebanden dengang kaldte sig.

"Det lykkes for KAK's åndelige guru, Gotfred Appel, at få en gruppe unge mænd til lige som at forstene i en konstant form for 'militantisme', selv om militansen i øvrigt var på retur på venstrefløjen. Det er altsammen beskrevet meget dramatisk i Øvigs bøger, men essensen er, at i små grupper kan de psykologiske relationer mellem medlemmerne spille en meget stor rolle."

Thing henviser til, at da et af bandemedlemmerne trækker sig fra gruppen efter en række forgæves forsøg på at kidnappe den svenske rigmandssøn Rausing, så tror de øvrige medlemmer ikke et sekund på, at han vil afsløre dem.

Så mens den øvrige venstrefløj fra 1970-72 frem til midten af 1980'erne stort set forvitrede i indbyrdes teoretisering og ikke mindst rivalisering, så fortsatte Blekingegadebandens medlemmer sammenbidt og med et meget højt udadvendt aktivitetsniveau. Nu var fokus ikke længere rettet mod at arrangere demonstrationer mod Verdensbanken eller USA-imperialismen, men derimod på at fremskaffe så mange penge (og våben) som muligt, som derefter kunne afleveres til den palæstinensiske organisation PFLP.

- Hvad er det så, venstreorienterede læsere i dag kan lære af Øvigs bøger?

"De rummer en klar adresse til de dele af venstrefløjen, der ligesom Blekingegadebanden havde en klippefast tro på en særlig historisk metafysik, altså en tro på, at socialismen ville komme af sig selv. At der så at sige fandtes en indbygget vilje i historiens udvikling, en mening med det hele. Og den mening var selvfølgelig, at revolutionen ville bryde ud snart, og imens var vi som personer bare en slags reklame-ikoner for den her ophøjede mening," funderer Thing.

Det var netop denne opfattelse, der fik mange på venstrefløjen til at interessere sig for det politiske lederskab, f.eks. ved at bruge kræfter på at stifte det revolutionære kommunistiske parti, som så kunnne bruge tiden på at konkurrere med alle de andre lige så stålsatte partier. Som skolede marxister mente mange dengang at besidde en særlig ophøjet indsigt i historiens mening og udvikling.

"Troen på historiens mening har haft en enorm betydning især for den stalinistiske del af venstrefløjen. Men dybest set var det jo pis og papir og ikke ret meget andet. I dag kan man dårligt forestille sig, hvor mange kræfter der blev brugt på at udlægge og fortolke alt det galimatias, som f.eks. Mao sagde."

- Er det ikke alt sammen ret forældet i dag?

"Nej, det kan man ikke sige. Vi mangler jo stadig at udvikle en moderne socialisme, der tager højde for, at ressourcerne her på kloden er begrænsede og ikke uendelige, sådan som Marx forestillede sig for 160 år siden."

Guddommeliggørelse

"Også i dag er det da en væsentlig diskussion, om venstrefløjen skal fungere som et korrektiv til Socialdemokratiet, således som SF gør - og ikke ét ondt ord om det - eller om man i stedet skal repræsentere noget helt nyt, nemlig et helt anderledes samfund, en helt anden måde at fordele samfundets værdier på."

- Og det ser du et behov for?

"Ja, hvis ikke opgøret med USA's verdenskapitalisme skal overlades til islamistiske kræfter, som i mine øjne udgør et 'forkert' oprør, fordi det udover det religiøse også er ikke-demokratisk og anti-moderne. Men der er behov for oprør og modstand. Derimod er det mindre væsentligt, om vi kalder det for socialisme."

"Præcis her sætter Øvig et nyt paradigme for, hvordan man kan udfolde en historisk beskrivelse. Man kan jo mærke gennem teksten, at Øvig som person har en vis forståelse for baggrunden for bandens handlinger - altså nødvendigheden af oprør og modstand - men at de metoder, som Blekingegadebanden så valgte, er ham inderligt imod. I al sin enkelthed viser bandens metoder jo, at de mente at have ret til at bruge vold mod andre mennesker, alene fordi de handlede ud fra, hvad de selv opfattede som meget ophøjede og ædle idealer. Og dét har bud også til venstreorienterede i vore dage."

Blüdnikows påstande

- Hvorfor er Øvigs bøger så bedre end Blüdnikows kritik?

"Meget kort kan man svare, at Øvig har været flittig, han har været nede i kilderne, han bygger på fakta og kan sit stof."

- Er det i modsætning til Blüdnikow?

"Ja, det mener jeg. Man skal jo huske, at Blüdnikow oprindelig er uddannet historiker, og derfor burde han være velbekendt med kildekritik. Men som jeg har skrevet, så er han doven og dårlig," svarer Thing.

Ifølge Thing baserer Blüdnikow sin kritik på to forudsætninger, som ikke står til diskussion: For det første, at det russiske og kinesiske samfund var socialisme, basta. For det andet, at dét mente hele galleriet af organisationer og bevægelser til venstre for SF tilbage i 1970'erne.

"Hvis nogen på baggrund af deres personlige erfaringer fra venstrefløjen dengang så påstår, at sådan hang det ikke sammen, fordi der altså også var organisationer, der hverken støttede USSR eller Kina, så lyver de ifølge Blüdnikow. Blüdnikow gør nemlig det, at han går på citatjagt, indtil han finder ét citat, der 'beviser' hans to påstande, og så går det ellers derudad over stok og sten med fordrejninger, insinuationer og manipulationer," forklarer Thing.

Som eksempel på "Blüdnikows lemfældige omgang med sandheden" henviser Thing til en tre år gammel mail, som han for nylig har fået fingre i.

En meget vred herre

I maj 2004 sendte Blüdnikow en skriftlig protest i en mail til bl.a. radiodirektør i Danmarks Radio, Leif Lønsmann. Blüdnikow protesterede mod Things gentagne besøg i et bestemt radioprogram. Den vrede mail er citeret i sin helhed i Social Kritik, men lyder i uddrag:

"Jeg har forsøgt at gøre op, hvor mange gange Morten Thing i de sidste par år har været inde og og blive interviewet hos Birgitte Rahbek. Jeg har fået det til 18 gange. Tallet er behæftet med en vis usikkerhed, for jeg ved ikke om jeg har fået noteret samtlige interview. Af disse 18 gange har jeg personligt været angrebet med navns nævnelse seks gange (...) Hvis ikke radioledelsen meget snart giver mig et tilfredsstillende svar og retter op på skævheden, så vil jeg i den kommende uge kontakte bestyrelsen for Danmarks Radio og udbygge min klage," skriver Blüdnikow i mailen.

"Hvis vi ser helt bort fra den lidt herremandsagtige tone, som Blüdnikow anlægger, så bliver hans løse forhold til sandheden også tydeliggjort: I virkeligheden var jeg, hvad der let kan dokumenteres, gæst i alt fire gange i det radioprogram, og kun én gang nævnte jeg Blüdnikow," siger Thing.

"Blüdnikow tror, at fordi han er en del af højrefløjens magtelite, så kan han true sig adgang til radioen. Det er naivt af ham at tro, at man kan slippe af sted med sådan en svada."

- Men du var altså gæst i det radioprogram fire gange, mens Blüdnikow slet ikke var?

"Jamen, jeg arbejdede sammen med Rahbek om det radioprogram. Min baggrund for at være i studiet var de bøger om anti-kommunisme og antisemitisme, jeg havde skrevet."

- Hvorfor er det så vigtigt, hvad Blüdnikow mener?

"Min vurdering er, at Blüdnikow og andre af skribenterne i Weekendavisen, der deltog i opgøret med venstrefløjen, dybest set var ude i et helt andet ærinde, nemlig en selvopbygning af højrefløjen. Og dét projekt må siges at være lykkedes! Danske vælgere har ikke stemt så borgerligt siden før Første Verdenskrig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fuldkommen rigtigt, Blüdnikows artikler var aldrig andet end en gang overfladisk politiserende sludder og forvridning af historien. Men endnu mere beklageligt er det at de dele af vennstrefløjen som yndede at kalde sig videnskabelige og historiske materialister ikke selv evnede at gennemgå og analyserer egne vildførelser. Hvis det var blevet gjort kunne vi langt tidligere have påbegyndt arbejdet med at skabe et nyt venstre, et som ikke bare bygger på stereotyp nej/øv sigeri og USA bashing men på analyser af den faktiske virkelighed. Et europæisk og globalt tænkende venstre for det 21 århundrede - imodsætning til et der stadig tænker i termer fra den forfejlede russiske revolution,

Wow! Selvkritik på venstrefløjen! Yess!
Gik i skole i 70'erne og ser stadig frem til det.
Så kunne vi måske også være så heldige, at højrefløjen gik i gang, og hvem ved... måske ville vi en dag få politikere, der arbejdede for at løse verdens virkelige problemer set i et større perspektiv og med fremtiden for øje.

Jeg tilslutter mig helt og holdent den forrige kommentar: Hvorfor skal venstrefløjens politik formuleres som et "oprør og modstand"? Hvorfor ikke bare fokusere på, hvad man gerne vil have, i stedet for hvad man ikke vil have? Og hvorfor ikke arbejde sammen med den dynamik og mulighed for udvikling, som ligger i kapitalismen og udnytte det til at opnå humanistiske og anstændige mål? Hvorfor ikke definere sine egne værdier uafhængigt af, hvad andre (USA) gør? - Kan socialismen ikke stå på egne ben?

Jamen, ham Morten Thing er rigtig interessant at høre på. Bl.a. synes jeg, han beskriver de dér deterministiske ideer rigtig skarpt. (Tænk, hvor flovt det må være, at have været marxist dengang, og så nu tænke tilbage på ... hvordan H...... kunne jeg gå og være overbevist om alle de tankeprutter fra Marx's side?!). Jeg synes bare, det er sådan lidt ... altså Thing lyder som om, at alle de venstresnoede medløbere fra dengang må ikke føle ubehag endsige flovhed over at have været med i 'det stort røde kor' dengang, og derfor er Blüdnikow en slem mand, men nu skal alle disse salonsocialister l.æ.r.e. noget, så er der nemlig stadig lissom en lidt ophøjet stemning omkring dem. "Vi er dem, der lærer noget!", kan de så sige og derved glemme, at 100 mill. døde af marxisme.

Asger tror åbenbart at folk døde af marxisme. Hvilket jo er en løgn, der på fineste vis demonstrerer det nye tunnelsyn. Førhen førte tunnelsyn til at visse mennesker i DK støttede en uhyrlig despot som Pol Pot. Nu er der til gengæld folk som Asger, der uden at blinke reproducerer den slags tankeprutter som "at marxismen slog 100 millioner mennesker ihjel". Bent Jensen og Blüdnikow er de nye demagoger, som folk som brægende får bare pepegøjer efter.

Marxisme slår ikke nogen ihjel. Marxisme er et skelet for et samfund, hvor der tages et opgør med udbytning og grådighed. En skitse til hvorledes resurserne kan fordeles retfærdigt. Man må derfor gå ud fra, at Asger forveksler tingene og mener stalinisme og kapitalisme. Hvoraf sidsnævnte ufortrødent fortsætter med at slå ihjel - hvilket understreger det sande i Mortens Things pointe om, at der til stadighed er behov for modstand og oprør.

For, Lene Andersen, de mål, vi er nødt til at opnå, hvis menneskeheden og planeten skal have en chance, kan kun opnåes ved at bekæmpe selve 'sygdommen': grådighed og den stærkes ret til at udbytte den mindre stærke. Tingene hænger sammen, vi må både formulere visionerne for en bedre verden og udpege og slås imod det uretfærdige.

Krøniker over den tidligere venstrefløj, som Øvig Knudsens Blekingegadebanden-bøger er drønvigtige og skal minde os om, at hjerte ikke er nok. Vi må i den grad have hovedet med i kampen. Ja, vi skal som Thing siger, lære. Lære af fortidens fejl og lære at tænke nyt og kreativt i en kamp, der til stadighed handler om retfærdighed, lighed, en kamp for miljøet og for fred, men som aldrig igen må føre til den kæmpemæssige løgn i den gamle østblok, der kaldte sig socialistisk.

Tak til Morten Thing og til Peter Øvig Knudsen. Kampen fortsætter.

Hvis Morten Thing synes vi kan lære noget af at læse om Blekingegadebanden, hvorfor bruges det meste krudt så på Bent Büdnikow ?
For enhver der blot havde den mindste berøring med det der blev kaldt venstrefløjen i tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne var det til at brække sig over den selvfedme, religiøs overbevisning og marxistisk bibelkundskab, der udvikledede sig som tiden gik. Mon ikke det er de færreste der i dag med glæde vil mindes det meningstyrani der foregik på
mange undervisningsinstutioner ? Hvor megen af den forskning der skulle være for folket kunne forstås af andre end de rettroende ? Det der står tilbage var oprøret mod normer og snærende konventioner som jo kom alle til gode.
Da oprøret blev institualiseret blev det en stendød sild. Blekingegadebanden gik langt over stregen og de fleste andre har har tilpasset sig så meget at de siger demokrati ved hver anden sætning, det demokrati de alle foragteligt kaldte det borgerlige demokrati, for at vise at det var et skindemokrati. Hvis vi kan lære noget af banden er det, at dette demokrati er yderst skrøbeligt og at det er dødvigtigt at forsøge at holde det intakt uden at sætte dets frihedsrettigheder på spil. Det er i dette modsigelsesmæssige felt vi hele tiden vil stå i når vi vil forsvare demokratiet. Her er en udogmatisk og levende venstrefløj livsvigtig, mens de rettroende var livsfarlige. Fra højre elller venstre.

Øvig giver et godt rids af nogle vigtige hovedlinjer i 70'ernes fraktionsdannelser, og får hermed bragt Blüdnikow, Bent Jensen o. a. billede af den daværende venstrefløj som landsskadelig 5. kolonne for Moskva ned i en størrelse, hvor det virker mere genkendeligt og nuanceret.

Indirekte tager Øvig også hul på et andet og vigtigt spørgsmål om selve den borgerlige retsstat og dens opfattelse af forbrydelse og straf, og dermed rimeligheden af den ”second to none” status man har tildelt Blekingegadebanden.

På elegant vis, viser Øvig under gennemgang af Poul Bilgart og Johan Schrøders aktiviteter som våbenhandlere, at de to sager (straffesagen mod Schrøder og Bilgart og Blekingegadebandesagen) handler om det samme. Om mennesker, der (som "Stemmen" siger) justerer etikken efter en højere sags tjeneste, så målet helliger midlerne.

For Bilgart og Schrøders vedkommende er det et veldokumenteret bevidst valg om at begå kriminalitet for ussel mammon og egen vindings skyld. For Blekingegadebandens vedkommende er det et ligeså bevidst og veldokumenteret valg om at begå kriminalitet for at fremme revolutionen der, hvor den ifølge den Appelske dialektik har de bedste muligheder.

Det er således kun omfanget af de to banders forbrydelser, og det aktuelle valg af midler, der er forskelligt. Beslutningen om at sætte sig ud over samfundets normer og regler er den samme. Bind II af Blekingsgadebanden bør derfor åbne for langt mere end blot selvrefleksion på venstrefløjen. Betingede straffe til Schrøder og Bilgart, og ti års ubetinget fængsel til Blekingegadebandens mest fremtrædende medlemmer - står det nu også i rimeligt forhold til de ulykker som gerningsmændene måtte forudse deres forbrydelser ville forvolde?

Borgerlige langt ind i de Konservatives og det besindige Venstres rækker vil formentligt have svært ved at mene andet end, at de ulykker der fulgte af Blekingegadebandens forbrydelser blegner i forhold til hvad der fulgte med Bilgarts milliardforetninger med Iran og de fascistiske diktaturer i Sydamerika. Heller ikke det borgerlige Danmark kan sige sig fri for et behov for selvrefleksion.

Hvis man skal debattere Marx kræver det at man ved hvad man taler om og det gør du tydeligvis ikke Asger. Du tror at det jeg tænker og det Thing siger nødvendigvis er en bekræftelse af dine fordomme. Men du tar fejl, det er det ikke. Desuden var mine bemærkninger ikke møntet på at bekræfte fordomme hos folk der tydeligvis ikke anser sig selv for venstreorienterede.

Marx er på adskillige punkter stadig relevant læsning ikke mindst fordi han selv vendte sig imod deterministiske ideologier. Venstrefløjen har en stor bred arv at forvalte og i den arv vil ikke mindst Marx stadig være levende og relevant, men intet og ingen bør ophøjes til religion. Religion er skadelig og farlig og så er det ligegyldigt om religion påstår at den er ateisme eller om den åbenlyst bekender sig til en guddom. Tilsvarende er også den søgen efter og tro på absolutte lovmæssigheder som ikke bare kendetegnede Marx, men som kendetegnede al samfunds- og naturvidenskabelig tænkning før anden verdenskrig. Men samfundsvidenskabelig analyse er stadig relevant for politiske bevægelser. At gøre op med determinisme og absolutisme må ikke betyde at man kaster vrag og politiske og samfundsvidenskabelig analyse og metoder som dem bl.a. Marx men også mange andre var fortalere for. Tværtimod bør disse gives nyt liv og nyt sigte.

Torben Petersen skriver at heller ikke de borgerlige kan' sige sig fri for et behov for selvrefleksion.'

Det er hvad jeg kalder et ’understatement ’af de store, og uden at det skal opfattes som en kritik så må jeg sige at jeg finder det beklageligt at jeg skal læse det fra en hvis indlæg jeg i øvrigt er meget enig i.

Virkeligheden er at nogle af de stærkeste antidemokratiske bevægelser i det tyvendeårhundrede blev næret af de borgerlige og deres politik. Mere end det, den eneste gang i danmarkshistorien hvor kræfter i det danske samfund for alvor hvad tæt på at undergrave den demokratiske udvikling i Danmark, var under Estrup i 1890erne og i påskekrisen i 1920, og det var de højborgerlige og gammelkonservative der forsøgte at spænde ben for demokratiet og demokratisk udvikling. Ingen af galdningene på venstrefløjen i 1970erne var nogen sinde en reel trussel for demokratiet. Det er rent opspind og fantasi. Højrefløjen derimod har været en sådan reel trussel adskillige gange i de sidste 150 år, og det er ikke nazismen og besættelsen jeg her tænker på.

Angsten for den stadig voksende magt til arbejderbevægelsen og troen på at socialisme var uundgåelig under et folkestyre var på højrefløjen i 20erne og 30erne grobund for stærke diktatur sympatier og alle mulige forestillinger om at demokratiet skulle begrænset for at undgå det borgerlige politikere i denne periode betegnede som 'pøbelvælde'. Det var bl.a. det som var baggrunden for påsekrisen i 1920, men også mange borgerlige sympatitilkendegivelser for Hitlers og Mussolinis nyordning sydpå. Der er ikke mange der har rene hænder og det er absurd at ville gøre f.eks. Marx ansvarlig for diktatur og undertrykkelse. Venstrefløjen handlede og bør stadig havde om frigørelse og om lighed og en samfundsmæssig ansvarlig og forsvarlig omgang med de globale ressource. Der er derfor stadig meget at hente i traditionen men der er et stærkt behov for at man kaster fastlåste forestillinger over bord og at man evner at være både analytisk, visionær og pragmatisk på en gang.

Ristinge skrev:

"Venstrefløjen har en stor bred arv at forvalte og i den arv vil ikke mindst Marx stadig være levende og relevant, men intet og ingen bør ophøjes til religion."

Det er så sandt. Og tiden er kommet til at genlæse Marx. Neomarxisme er fremtiden. Og det er det fordi, neomarxister ikke er bange for at bruge Marx' tankegods i en ny tid uden at være begrænset af snævre dogmatiske rammer for forståelse og anvendelse.

Det er meget positivt at se, at marxisme i høj grad via diverse neomarxistiske tænkere og værker er på vej ind på universiteterne igen. Noget af det bedste og mest interessante fra den front er efter min mening Hardt & Negri's fælles værker "Imperiet" (2000) og "Multitude" (2004).

Så længe nogen stadig kan slippe af sted med indholdsløst nonsens om "100 mill. døde af marxisme." er der vist ikke håb om nogen fornuftig debat.

Jeg var for nyligt i selskab med en af de mere kendte CEPOS-folk (for hans egen skyld nævner jeg ikke navne) - og da én i selskabet tillod sig at udtale sig kritisk om USA's invasion i Grenade - kan nogen huske den - fór vedkommende op og forsvarede "USA'sd forsvar for demokratiet" med en ildhu, jeg ikke har set magen til, siden jeg engang i 1970 tillod mig at kritisere sovjetinvasionen i Tjekkoslovakiet i nprvær af et par troende DKP'ere.

Fjolser med et religiøst forhold til ideologi og politik er ikke noget, nogen af fløjene har eneret på.

Meget morsomt - :(

Det jeg personligt har i tankerne er et nyt venstre som definere sig selv som en radikal demokratisk bevægelse. En bevægelse som er forankret i social og miljømæssig samvittighed. Som sådan burde den lade ismer og kammerateri af enhver art ligge tilbage som det fortidige semireligiøse gods det var.

Istedet for at forsøge at genoplive den 'marxisme' som bl.a. Marx selv udtrykte sin skepsis over for, bør man bruge samfundsvidenskab og analyser - ikke for på dogmatisk vis at lede efter absolutte lovmæssigheder -men for at sikre sig den bedst mulige forståelse af den politiske økonomiske virkelighed og for dermed at kunne politisk udnytte denne til at fremme et samfund som er i balance med naturgrundlaget og som lægger vægt på såvel lighed som frihed.

Sikke dog en masse ord, Jakob. Hvorfor nøjes du ikke bare med at skrive: "Alle venstreorienterede er dumme og onde antisemitter"? Argumentationen holder alligevel ikke en meter - og modargumentation har du jo hidtil vist dig immun over for.

Han var medlem af KAP og fik faktisk en del opmærksomhed for sin selvbiografiske nøgleroman. For 127. gang: Venstrefløjen er ikke DKP, og Venstrefløjen er ikke antisemitter, så havde Blüdnikow, Rose, Pittelkow , Pearle, Wolfowitz og alle de utallige andre vel ikke meldt sig ind i Venstrefløjen, inden de vejrede Globalisering og skiftede side. Venstrefløjen er forresten heller ikke krystaller og selvrealisering, endsige konebytning, her er vi snarere ovre i den nu uddøde og rent historiske Kulturradikalisme.

Jacob Schmidt Rasmussen skrev: Er du ikke med os, er du imod os, er alle antidemokraters motto.

Tak. Jeg synes det er en fin grundregel for den nye modstand. Og til dem, som søger en ny materialisme til at begribe verden kan jeg anbefale Torkild Kjærgaard. Hans økohistoriske afhandling om den danske revolution fra 1500 til 1800 har en del at komme efter, synes jeg. Også på det politiske plan, i og for sig, eller man skulle måske kalde det det samarbejdspolitiske plan.

Det er noget med, at de fleste partier er enige, og at de i stedet for reel debat giver sig for meget af med fadermord og sekterisme. Sådan i grove træk.

Materialistisk er den en guldgrube til at forstå samfundets grundlæggende strukturer til produktion, forbrug og fordeling af ressourcer. Og den viser, at man har løst ganske svære samfundsmæssige problemer før. Det er en meget fin bog.

Jacob, du skriver:

Her er en udtalelse fra Meinhof, der beviserr påstanden:
"Auschwich betød, at 6 millioner jøder blev dræbt og smidt på Europas mødding på grund af, hvad de var: Penge-Jøder, Finansen, Kapitalen og Bankerne. Den hårde kerne af det imperialistiske og kapitalistiske system havde vendt befolkningens had mod penge og udnyttelse, og imod jøderne .. - . Antisemitisme er i virkeligheden had mod kapitalismen”...

Jeg tvivler egentlig ikke på citatets autenticitet, men hvis du kunne angive en kilde, ville jeg være taknemmelig.

Efter min mening var Blekingegadebanden en radikal, men konsekvent udløber af '68 og nymarxismen. Venstrefløjen har så mange skeletter i skabet, at den gør klogt i at begrænse sig til at kæmpe for højere løn til offentligt ansatte og den slags jordnære ting, og så droppe alle de luftige utopier, hvad enten de bygger på Marx eller ej. Dem er det store flertal af danskerne heldigvis vaccineret imod.

Jacob - hvis du ville koncentrere dig om at rydde op i den egen antisemitisme - som tit kammer over i noget der har stærke racistiske undertoner (bare tag dit indlæg om Kosovo forleden dag det var sgu til at få kvalme af at læse, du behøver bare at udskifte ordet islam med jødedom og muslim med jøder, så burde det være indlysende for enhver hvor langt ude du ofte er) så ville du gøre dig selv en stor tjeneste.

Det er fuldkommen absurd kaskade af ord. Jødefordomme var aldrig større på venstrefløjen end den var på højrefløjen. Marx var jo selv jøde og det var store dele af venstrefløjen, de var irreligiøse jøder om du vil det. Ja Morten Thing er så vidt jeg ved selv af jødisk baggrund. Den retorik enkelte anvendte i det nittende århundrede kan ikke læses med det 21 århundredes briller og bagklogskab. Ingen i det 19 århundrede kunne have forudset Hitlers jødeudryddelsesplaner. Det er en absurd analogi - det er sgu svært nok at forstå det idag. Men der er stadig mange saglige grunde til at være endog stærkt Israel kritisk, men det er irriterende at man så med det samme skal have skudt i skoende at man er jødehader.

Citater af Stalin er især absurd alt den stund at der er mange og stærke indicier at manden stort set aldrig skrev en linie selv og hans synspunkter i alle tilfælde aldrig faldt ind under det jeg og de fleste opfatter som venstrefløj. De der ekstremister var altid en minoritet, du behøver bare at se statistikken over valgene siden tyverne i Danmark. Det beklagelige er at der skete en skævvridning og det i mange år ikke var muligt at debattere udviklingen i Sovjet på en saglig måde. En helt traditionel marxistisk kapitalanalyse kunne rent faktisk have forudset sovjetunionens sammenbrud. Det var indlysende allerede i 1970erne at det politiske system i sovjet var blevet en klods om benet på enhver politisk og økonomisk udvikling. Men der var gået religion i det for et mindretal og selv i SF hvor jeg i en årrække var engageret var der folk der mente at man ikke kunne debattere disse emner åbent for så ville man træde kommunisterne over tæerne. Ikke at man var begejstret for DKP men det var jo dog en slags samarbejdspartner i visse situationer og sådan, og man havde siden salig Macarthys' dage fået en frygt for alt hvad der lignede eller klingede i retning antikommunisme.

Som jeg ser det er vi nu behageligt fri for hele tiden at skulle debattere kommunisterne og deres elskede sovjet og kaperne og de andre og deres elskede Kina Albanien og hvad ved jeg. Det er nu indlysende klart for alle, hvad i al ubeskeden har været indlysende for mig i mange år, at sovjetsystemets og dets kinesiske og andre proselytter ikke nærede ret mange ideer til efterfølgelse for noget som helst. Det var stort set intet af progressiv værdi i de landes styrer. Det burde derfor være muligt at begynde at nydefinere hvad venstreorienterethed i en højindustriel virkelighed bør handle om uden at vi skal sidde og fedte rundt i nogle ulande hvor udviklingen kørte af sporet allerede inden den startede.

Jeg mener at man burde starte med at slå fast at ægte venstreorienterethed bør være internationalistisk og nationalismekritisk. Det var et af de punkter hvor de gamle havde ret da di kaldte sig internationale. Globaliseringen er ikke ny, den har stået på i over 200 år og den er uundgåelig (som allerede Marx gjorde opmærksom på) og dens skævheder kan kun bekæmpes i internationalt samarbejde med ligesindede.

Enig med ristinges sidste afsnit. Det nationalismekritiske ser jeg sådan, at kulturer er ligeværdige indenfor et givent sæt af samfundsregler, og af forskellige samfund kan samarbejde efter globalt anerkendte regler.

Et af de største politikområder for tiden er ressourcer og hvordan man skaffer dem. Senere kommer spørgsmålene om hvordan man fordeler dem. Jeg mener, at venstreorienterethed indebærer, at man ikke må skaffe ressourcer ved tyveri. Der må være et rimeligt bytteforhold, ikke mindst, at de samfund, som henter ressourcer, må bidrage til stabiliteten i de samfund, der leverer.

Det kapitalistiske system indholder et væld af regler herfor, og mange af dem kan bruges. Så vidt jeg kan se mangler der kun nogler rimelige beskyttelsesregler for de fattigere samfund.

Det venstreorienterede og ligeværdige system indebærer, at når samfundet udkonkurreres fra de eksterne ressourcer, som fx i Irak, så skal mangelproblemet løses på en anden måde end den blev. Det vil jeg gerne se nogle forslag til, please. Jeg tror bestemt at det lader sig gøre. Men umiddelbart rimer det ikke med, at venstreorienterethed kun skal kæmpe for mere i løn til alle i det danske samfund.

Det skorter aldrig på bortforklaringer fra de venstreorienterede. Marx havde selvfølgelig i følge dem i.n.t.e.t. med marxismens 100 mill. døde at gøre. Dem, der slog ihjel, havde intet med Marx eller de andre marxister at gøre.

I øvrigt har jeg læst en del Marx. Det er bind efter bind af arrogant nedrakning af tidligere og samtidige tænkere. Selv har Marx ikke frembragt een eneste original tanke, men bare tyvstjålet fra andre. Bl.a. kalkeret forestillingen om arbejdsværditilvækst fra Adam Smith ord for ord. Smith tog fejl, og Marx kopierede fejlen. Der er intet, vi kan bruge Marx til, ikke som samfundsanalytiker, ikke som trøst til de 100 millioner dødes efterladte.

Jeg har ikke selv noget forslag her Jeppe, men det er bl.a. sådanne problemstillinger man bør se på med friske øjne. Ligeledes kan der heller ikke være tvivl om at indtægtsfordelingen mellem rige og fattige lande givet må betyde tilbageholdenhed i de rigere lande.

Der var den igen, den med "marxismens 100 millioner døde" - hvor dybt mon højrefløjen vil sænke lavmålet for sin "argumentation"?

Det kan du ikke være i tvivl om Vadmand. Sådan noget skal man ignorere, manden er i enhvar henseende uvidende og argumentet er både ubegavet og ubegrundet.

Det er lidt ærgerligt at der ikke er flere der har noget at sige til emnet men at vi istedet er overladt til de sædvenlige fordomsfulde tågehorn fra højresiden. Men der er få venstreorienterede på disse strenge der er nået så langt at de kan sætte sig ud over det sædvanlige øv nej ned ud og så væk med USA sludderet, for istedet at forsøge at debattere realistiske alternative globale strategier.

Og EU, Ristinge, også EU. Har vi noget alternativ? Kunne det ikke også være befriende at diskutere hvad vil vil bruge det til?

Jeg vil gerne starte med at anerkende, at her har vi faktisk en organisationsform, som er både levedygtig og handlekraftig. Den står i levende forbindelse til resten af verden og taler dens sprog på en tilpasset måde.

Hvad skal vi bruge det til? Det kan klart bruges til noget.

Jeg er ganske enig - det var i mine øjne den største fejltagelse – en jeg i begyndelsen selv hoppede på – omend dette mest var udtryk for rådvildhed. Men det var desværre en som havde folkelig grobund så den var umulig at slippe. Venstrefløjen blev stand-in for den gammel konservative nationalisme. Nationalismen tog venstrefløjen som gidsel. Det hele var fyldt med hykleri og uforenelige modsætninger fra starten af. DKP var imod unionen, ikke fordi de var imod unioner (tværtimod man elskede jo unioner), men fordi det ikke var i Sovjets udenrigspolitiske interesse at få en økonomisk stærk og forenet blok som nabo. Resten af venstrefløjen var imod, det er altså venstrefløjen i norden, den sydpå var for, de ville det hele. Mest fordi det var populistisk smart træk som gav magt.

EU modstanden var altid en kamufleret højrenationalistiske bevægelse, det var 'fort danmark politik' intet andet, det var noget med at beskytte nordisk velfærd, men ville ikke risikere at skulle dele med dem der bor i ’jordhuler’ sydpå. Man garnerede det så med en masse snak om det 'demokratiske underskud' - men også det var rent hykleri. Der var sgu ingen af EU og EF modstanderne der skulle have noget af at eliminere dette demokratiske underskud. Ethvert skridt i den retning ville jo være ensbetydende med suverænitetsafgivelse –ikke sandt?

EU er kommet for at blive - modstanden er funderet i reaktionær nationalisme - intet andet. Det har for mig at se været en af de helt store fejltagelser på den nordiske venstrefløj - og gud være lovet ser det ud til at men endelig er ved at overvinde den
Fremtiden ligger i at få denne enestående politiske mulighed til at fungere. EU kunne være et eksempel på at det netop er muligt at samarbejde overnationalt på tværs af nationaliteter, etniske og religiøse forskelle - der er intet der er vigtigere og mere progressivt end netop støtten til et sådant projekt. Det er for mig at se afgørende for vores evne til at løse de globale problemer vi står over for, at vi styrker de overnationale organer og finder den rette arbejdsdeling mellem den enkelte nation og det overnationale og globale samarbejde og dets organer.

Det er tankevækkende at der med sikkerhed ikke havde været EU nationer involveret i Irak hvis EU havde haft fælles udenrigspolitik.

Bo S. Nielsen

Ristinge vi to har engang taget den der EU-diskussion. Du erindrer sikkert hvor jeg står, så det vil jeg lade være for nu.

Til gengæld kan jeg bare ikke lade være med at ryste på hovedet af det her:

"EU modstanden var altid en kamufleret højrenationalistiske bevægelse, det var 'fort danmark politik' intet andet, det var noget med at beskytte nordisk velfærd, men ville ikke risikere at skulle dele med dem der bor i ’jordhuler’ sydpå."

Er det en modstand du helt seriøst vil påstå kan identificeres med Enhedslistens? Kom nu, tror du selv på det dér?

Bo - jeg identificerer ikke noget parti med noget somhelst - jeg anbefalere at venstrefløjen vender tilbege til sine internationalistiske rødder og opgiver resterne af en politik som aldrig var progressiv - men derimod båret af nationalisme - og 'fort-danmark'.

De overnationale europæiske organer er bare ny kampplads og det er ikke en vi gør os selv eller nogen som helst (det er lige bortset fra DF) nogen tjeneste ved at bekæmpe.

Der er mange dele af ELs politik som jeg har sympati for, men har man hele tiden været på gal kurs, her ville lidt gammeldags marxisme være at foretrække - de gamle ville så sandelig ikke have været modstanderer af overnationale organer - de kæmpede for at en overnational bevægelse - det var det det hele gik ud på.

EF og EU modstanden var dybest set aldig udtryk for andet end en blanding af højrepopulisme og sovjets angst for at vesteuropa skulle forene sig. Der er ikke fem flade øre proressivitet i den politik.

Bo S. Nielsen

Ristinge, det går det stadig ud på, når vi taler om den EUmodstand, der hører til i området omkring EL-vælgere og Folkebebægelsen-støtter. Internationalen er IKKE en markedsliberalistisk mastodont-stat. Det er ikke os på den fløj, der trænger til et old school marxistisk internationalt udsyn, Ristinge. Sig mig engang, hvad regner du egentlig med er drivkraften? Du svarer udenom. Nationalisme? Nej vel? Euronationalisme, indenfor et fort, der favoriserer kapitalen og beskytter sine egne interesser på bekostning af tredje verdenslande? Nej - Vel???

http://www.ansvarsflugt.dk/

God weekend

Bo S. Nielsen

Haha, der fik du lige skrevet et indlæg i mellemtiden.

Det, 'det stadig går ud på' er selvfølgelig med adresse til din sætning.

"de kæmpede for at en overnational bevægelse - det var det det hele gik ud på."

Bo Eu er ikke en døjt mere markedsliberalistisk end Danmark og resten af verden er det. Jeres EU modstand er i marxistisk forstand - maskinstormeri - rigtige venstreorienterede (marxister) holder sig ukke uden for - for de ved at der ikke er noget - udenfor.

De ved at modstand mod kapitalisme handler om at være ind og om at analysere og bruge de indre modsætninger som der er i markedet som rambuk til at ændre i vores retning i fællesskab med andre ligesindede. Jeres politik er gammeldags romantisk anarkisme og maskinstormeri.

Det tjener kun et formål - i bedste fald at holde danmark uden for det sted hvor beslutningerne tages - og at holde den danske venstrefløj væk fra samarbejdet med den europæiske venstrefløj. I værste fald støtter i den reaktionære nationalistiske højrefløj - DF og den slags

I ønsker at slås om Danmark - vi andre ønsker at føre kampen hvor den skal føre - på verdensmarkedet. I drømmer jer til fatamoganaer om alternative overnationale organisationer der ikke eksisterer - vi andre mener at men skal besvæge sig i den virkelige virkelighed og bruge de faktisk eksisterende organer i vores kamp.

Det kunne have været sagt kortere Jacob. Men hvis du ikke bryder mig om hvad jeg siger når jeg kalde en spade for en spade, så burde du nærlæse de udgydelser du ofte er kommet med på disse strenge. Du er flere gange gået over stregen hvad angår muslimer. Det er der ingen grund til at gøre. Også jeg, som du et par gange har bemærket, er opmærksom på at der rent faktisk er en islamofascisne løs derude og at denne bør holdes i skak. Men det får ikke mig til at ville bekæmpe en hel religion og jeg er som du også har bemærket ikke ligefrem tilhængere af religiøse tankesystemer hverken dit eller andres. Men derudover høre det meste af det du her skiver ikke ind under denne streng, vi kan debattere det et andet sted og på et andet tidspunkt.

Denne artikel og denne diskussion virker til at vise, i kombination med mange andre bidrag, hvordan venstrefløjen må genopfinde sig selv. Jeg er selv i vildrede med hvordan... Først og fremmest er tiden vel efterhånden forbi for sammensværgelsesteorier. Dernæst er det vigtigt at huske på, at målet aldrig helligere midlet, og så kan vi se på, hvordan vi opnår at blive lykkelige i en god verden.
Eller hvordan er prioriteterne egentligt? Mange vil sikkert betone "at vi gør det godt igen, efter fortidens synder", eller noget lignende. Og hvor starter man med det hele? Anerkender man ikke retten til ens egen lykke, eller burde man pine sig selv, ligesom flagellanterne i middelalderen gjorde. Er ens eget argument det samme som det gamle kristne argument om, at verden er syndig, og vi skal kæmpe for vores sjæl frelse. Og har venstreorienterede ikke været bemærkelsesværdigt lig de kristne i den henseende?
Måske burde venstrefløjen vågne op og ikke være så bange for åbent at fremsætte positive argumenter for lighed, broderskab og alt det, den har at byde på. Istedet for alle de negative, konspiratoriske, bagstræbende og fjendske måder, den tidligere viste sig selv frem på. Bedre agtelse og vilkår for offentligt ansatte, bedre muligheder for minoriteter. Men også være glad for USA, som det store skøre land med alle dets smukke frihedsidealer. Leve en verden, hvor socialister kan have deres Marx, Weber og Foucault i baghånden. Hvor de viser, at istedet for homo oeconomicus er der en homo politicus. Men lad nu vær med at blive ved med at strides om at være mest retfærdig. Jeg ved i hvert fald ikke hvor jeg selv skal gå hen istedet.

Bo,
det er morsomt at den side du linker til (ansvarsflugt) argumenterer for frihandel. Det hører man ofte folk på venstrefløjen argumentere for i den sammenhæng. Selv de har åbenbart fattet at kapitalisme er vejen til velstand. Det er tegn på at venstrefløjens projekt er dødt. At det endelig er gået op for socialisterne at deres planøkonomi er katastrofal og arbejdsdeling, frihandel, kapitalisme er den eneste vej at gå, hvis levestandarden i den tredje verden skal hæves.

Velkommen i de borgerliges rækker!

Jones - dit problem er at du som de fleste borgerlige ved for lidt til at kunne bidrage til en debat som denne. Planøkonomi var noget men indførte i sovjet - det var affødt af en nødsituation. Den nødsituatioin man stod i når man skulle gøre hvad Marx og andre tidligere havde fastslået var umuligt - nemlig at indføre socialisme i en tilbagestående og underudviklet land og økonomi.

Planøkonomi var aldrig tidligere en integreret del af socialistisk tænkning og behøver derfor ikke være det for en moderne venstrefløj. Planøkonomi var et produkt af militærøkonomisk tænkning som indførtes og anvendtes i USA og England under den første store krig. Det var ikke en socialistisk opfindelse.

Omvendt så har de borgerlige jo adopteret en lang række statslige styrings instrumenter, ja man har ikke mindst i netop EU gjort det i den grad at det er sludder at beskrive EU som en liberalistisk model. Den rene liberalistiske model er tværtimod lige så stendød som sovjets planøkonomi er det, ikke engang Fog Rasmussen vil længere høre om den.

Virkeligheden er at der er brug for samfundsmæssige regulering ikke mindst af markedsmekanismen hvis ikke vi skal køre samfundet i sænk. Virkeligheden er også at sovjeteksemplet demonstrerede at planøkonomien, omend generelt ubrugeligt i et højtudviklet samfund, ikke i alle forhold er et dårlig redskab. Trods manglende demokrati, myrderier, udrensninger og alskensk politisk skalten og valten transformerede det stadig det russiske samfund fra et uland til en stormagt på forbløffende kort tid. Rusland gik fra at være to illitterære bønder og en lommetyv, til et industrielt powerhouse som opfattedes som en trussel af vesten på mindre end 20 år. Og dette til trods for at man begik den ene katastrofale politiske brøler efter den anden. Jeg siger ikke dette fordi jeg nu vil begynde at argumentere for indførelse af planøkonomi, men det hører med når vi skal tale om emnet.

Mewn pointen er at du ikke har omvendt nogen, end ikke dig selv Jones – for du går næppe selv ind for din egen ide om det ultraliberale markedsøkonomi – hvis du gør og fik flertal for det ville du køre dansk økonomi lige ret ned i helvede. Virkeligheden er at den model har lige så lidt fremtid som det du kalder planøkonomi.

Bo S. Nielsen

http://www.folkebevaegelsen.dk/visartikel.php?artikelnr=1942

Hubert skrev blandt alt muligt fordrejet pjat:

"Velkommen i de borgerliges rækker!"

Jeg takker pænt nej tak. Borgerlig politik har aldrig haft et seriøst bud på at løse verdens ulighed. Borgerlig politik fastholder den stærkes ret til at udplyndre den mindre svage.

Men sig mig, Hubert. Regner du med, at socialister ikke handler? At vi vil nedlægge alt og flytte ud i skovene og leve i en anarkoprimitivistisk anticivilisations verden? Du er uanset hvad tydeligvis galt afmarcheret med dine småhånlige fordomme om venstreorienteret kapitalismekritik.

Hvis det kan opklare tingene lidt for dig, kan vi da også kalde frihandel for fair handel for tredjeverdenslande. 'Frihandel' som vi kender det for tiden er frihandel for i forvejen priviligierede. 'Fair' som i beskyttelse af egne interesser og dumping i fattige lande.

Jeg er enig med Ristinge i, at EU er en stor velsmurt maskine. Desværre er maskinen konstrueret til at pleje nogle snævre kapitalistiske interesser indenfor Fortets mure. Det er da pissebekvemt for os, der er så heldige at være født indenfor, men en dødsdom for andre udenfor. Så 'maskinstormer'? Tjoh, hvis det er hvad du vil kalde bevægelsen, der ønsker at tage konsekvensen af, at der INTET positivt er sket for dem udenfor murene og pigtråden i de efterhånden mange år 'fællesskabet' har eksisteret. Og det er jo ikke fordi, der ikke har været 'røde' politikere i organisationen. De har bare intet kunne ændre, fordi EU nu engang er den liberalistiske kul og stål union, den er og alle dage har og vil ageret nanny for store griske selskaber.

At EU ikke er mere eller mindre liberalistisk end DK, som Ristinge skriver, er jo en sandhed man ikke kan komme udenom, i og med, at EU jo som bekendt er DK og DK er EU. Vi har simpelthen ikke en ærlig chance for - hvis det parlamentariske flertal skulle være for det - at ændre på tingenes tilstand i en mere retfærdig retning.

Jeg under virkelig latinamerikanerne de historiske muligheder, de for tiden oplever. De vælger selv hvordan de vil samhandle - uden snærende bånd om en bestemt (USA-dikteret) økonomisk model. I denne region oplever man sågar en udveksling af arbejdsydelser (læger, lærer mv. er også kapital) mod bl.a. energiresurser. Alt er der stadig nyt og meget kan selvfølgelig ske i fordelagtig eller negativ retning, og der er masser af udfordringer, også økologisk mv. Men ved at tage et opgør med de eksisterende handels'aftaler' har hidtil udbyttede, fattige og ekskluderede folk fået en stemme og en ærlig chance for at få et værdigt liv.

Det er stadig handel, men på andre fair vilkår. Om du vil kalde det frihandel, kapitalisme, socialisme eller hvad ved jeg, er jeg sådan set ligeglad med, Hubert. Det vigtige er, at der har været politisk mod til at ville en anden mere social retfærdig vej. Og der har særligt Venezuela haft friheden for at kunne gøre som de vil og støtte de lande (særligt fattige caribiske og mellemaerikanske småstater) de mener er vigtigt. Dét er hvad jeg opfatter som ægte liberalisme. Nyliberalisme som både Fogh og socialdemokraterne står for er ikke liberalisme. Og den perverse ejendomsretschauvinistiske ultrliberalisme, CEPOS-drengene står for, er intet andet end dødelig egoisme af værste skuffe.

Bo - det enste virkelige 'fort' er 'fort-danmark' - det andet fort var altid en indholdsløs retorisk påstand fra folke og juni-bevægelsens side. Påstanden om at det skulle være mere kapitalistisk og sådan var bare et forsøg på at omdanne disse bevægelser til noget der kunne fungere som et kontor til pleje for sovjetunionens udenrigspolitiske interesser.

Men ja - lad EU debatten foregå på den anden streng. Lad mig så bare nøjes med at udtrykke min enighed med Jeppe Brogård og sige at spørgsmålet om EU bestemt er noget man bør nyvurdere hvis et nyt og stærkt internationalistisk orienteret og analytisk begavet venstre skal på banen som dagsordensætter i dette århundrede.

jakob Schmidt:
"Jakob Schmidt-Rasmussen, fhv. tillidsmand i SID og tidligere uddannelsesordfører for SFU"

Jakob hvorfor er det lige at du pludselig præsenterer dig med (fhv.) titel? Skal det tjene at understrege at racismen rækker helt ud på "venstrefløjen", som du jo er så forhippet på at bevise? I så fald må jeg sige at jeg for længst har opgivet de såkaldte folkesocialister, som ikke er endet end en slags mere grønne socialdemokrater.

Og så er vi vel tilbage til Torben Lund citatet. Kan en socialdemokrat virkelig sige noget racistisk i al offentlighed? JA, det kan han. Men det er nu ikke Lund jeg har i tankerne her, Jakob.

Simon man kan sige meget om Jacob - men socialdemokrat er han altså ikke - han har muligvis stemt S og han var engang medlem af SFU - og er nu mest af alt scientolog. Det skal han have lov til at være, man bør altid respektere folks tro.

At du har opgivet SF er jo ikke nogen overraskelse - jeg har som du kan se en del problemer med de mange højredrejede og ansvars flyvske elementer i ELs politik, sådan er der jo så meget. Hvad EU angår står SF klart til venstre for EL hvis vi skal gøre marxisme til målestok - men du er jo også mere interesseret i anarkisme, så vidt jeg har forstået.

Du har somme tider argumenteret godt og sagligt for tolerance når det gælder muslimer, men skal ens tolerance tages alvorligt så bør man også evne at udvise tolerance for andre end bare muslimer.

Hej RH Ristinge.

Ja jeg har godt læst dine og Nielsens EU-diskussion og jeg må indrømme jeg ikke fatter en dyt af den der påstand om at EU projektet er det marxistiske valg i for/imod debatten. men fred med det.

Om jeg er anarkistisk eller marxistisk? Øh jeg er vist både og og hverken eller. Jeg opfatter først og fremmest mig selv som venstreradikal og forsøger at se nye måder at finde inspiration i "de gamle" på uanset om det må være Marx, Lenin, Bakunin eller Kropotkyn mfl. Jeg har ganske rigtig skrevet i Anarkismen Bobler-tråden at jeg finder såvel Critchley som syndikalismen interessante, men jeg er på alle måder absolut ateist og ser ingen endelig sandhed i nogen idéer, kun muligheder for at udvikle ideer fremadrettet. Jeg finder at de mest progressive tanker om demokrati (som kan være meget andet end lige det liberale og repræsentative) tænkes i nyere venstreradikale miljøer og bevægelser. Meget opstår af erfaring gennem en slags learning by doing hvor forskellige antiautoritære 'kommunistiske' måder at indrette sig i fællesskaber genererer ny venstrepolitisk tænkning. Diverse autonome miljøer og antiglobaliseringsbevægelser i Europa og USA er meget interessante i denne sammenhæng og jeg tror vi vil opleve stærke strømninger på fremtidens venstrefløj udgå af tanker og erfaringer fra disse.

Endelig - jeg forstår ikke hvad du mener med:
"Du har somme tider argumenteret godt og sagligt for tolerance når det gælder muslimer, men skal ens tolerance tages alvorligt så bør man også evne at udvise tolerance for andre end bare muslimer."

Er det med adresse til min kommentar om SF? Det er da i så fald ikke et udtryk for intolerance at sige at man har opgivet at forvente noget af et parti. Slet ikke. jeg kan sagtens tolerere SF'ere. Jeg kan sågar tolerere DF'ere i det omfanf at jeg acceptere deres demokratiske rettigheder. I modsætning til SF'erne mener jeg bare at DF'erne fundamentalt er udemokratiske og en fare for samfundets ve og vel.

OK Godt ord igen Simon - jeg er bare med tiden blevet lidt ømskinnet når det gælder den debatform man somme tider udsættes for på venstrefløjen. Førhen kunne man høre kreaturvognen rumle hen over taigaen på vej til Suibiren hvsi man stillede det mindste spørgsmål ved dogmerne.

"anarkistisk, marxistisk, Marx, Lenin, Bakunin, Kropotkyn, skrevet i Anarkismen, syndikalismen, ateist, venstreradikal"

Lyder det ikke lidt ligesom dér i Life of Brian, hvor de diskuterer, om de er Judean Popular People's Front, Popular Front, Popular People's Front eller Popular Front?

I Israel findes der navneplader over personer der hjalp jøderne under besættelsen. Heldigvis er der også danske navne iblandt.

Når palæstinenserne (forhåbentligt) får deres egen stat, vil de sikkert også lave navneplader over folk der hjalp dem mens de var besat.

Banden kunne være blevet rigtige helte - hvis det ikke var for det forbandede uheld med at komme til at skyde en betjent. Vi har et af verdens fredeligste politikorps - blandt andet i kraft af, altid at taksere drab på betjente hårdere end andre drab - i hvert fald hvis de er overlagte (Palle Sørensen).

De kan derfor nok aldrig blive rigtige helte her i Danmark - men nemt i Palæstina.

Det må vist være på sin plads med en lykønskning til Peter Øvig Knudsen med den fortjente Cavlingpris.

Tak for dit arbejde.

Når først freden sænker sig bliver alle de, der kæmpede på den rigtige side til helte. Efter befrielsen blev folkene bag terrorangrebet på cafe Mokka hyldet på lige fod med andre frihedskæmpere - selvransagelsen kom først langt senere - og var uden andre konsekvenser.

Sharon måtte træde tilbage lige efter de 2 Libanon-massakrer - men fik kort efter ny ministerpost.

Har ikke noget imod jøder - men en besættelse er nu engang en besættelse - og "at samarbejde med en besættelsesmagt" er nu engang "at samarbejde med en besættelsesmagt".

Blekingegade bogen henviser til en ANC-aktion, hvor øvelsen var at slå en hel busfuld skolebørn ihjel. Det samme ANC alle har så travlt med kalde "legitim" nu om stunder. Bogen henviser også til staten Israels dannelse som den første gennemsystematiserede brug af terror mod civile.

Terror er terror - men ikke-terror er sværere at identificere - i hvert fald hvor der foregår blodsudgydelse.

Tak til Jeppe Brogård for at minde om Thorkild Kjærgårds fremragende økohistorie. Den er en fin inspiration for, hvordan selv komplekse samfundsproblemer kan løses, når viljen er til stede. Problemet idag er at vi formodentlig ikke som dengang har adskillige århundreder til at få rettet op på elendighederne, måske ikke engang adskillige årtier.

Thing langer i artiklen berettiget ud efter, den - sammenlignet med Kjærgård - langt ringere historiker Bent Blüdnikow, som op gennem halvfemserne fik fri spalteplads til at være en af 'feltherrerne' i højrefløjens opgør med 70'ernes venstreorienterede.

Som det nævnes et sted var Weekendavisens redaktionelle linie egentlig mest et udtryk for højrefløjens eget selvopbyggelsesprojekt - som i mellemtiden er lykkedes over al måde.

Egentlig burde det vække fortrøstning blandt venstreorienterede, at højrefløjen i processen har måttet støtte sig til så begrænsede ånder som Bludnikov. Omvendt er det lidt trist at venstrefløjen ikke på de vilkår i samme periode har kunnet folde et nyt og overbevisende samfundsprojekt ud.

En del af forklaringen ligger måske i at selvransagelsen ikke er gået så dybt som Øvig Knudsens bøger bl.a. ansporer til. Jeg tror dog især, at problemet er at venstrefløjen aldrig for alvor er kommet ud af industrialderens moderne paradigme - og derfor endnu ikke har været i stand til fuldt ud at tage kampen op på postmoderne betingelser.

Sider