Læsetid 7 min.

Fra omfordeling til identitet og tilbage igen

Aldrig før er der blevet talt så meget om identitet som nu. Vi vil anerkendes i kraft af, og ikke på trods af, vores identitet som køn, etnicitet eller seksualitet. Men hvad med den økonomiske ulighed? Den bliver fortrængt af en misforstået identitetstænkning, mener filosoffen Nancy Fraser, der vil bringe retfærdighed tilbage i centrum.
Frie og lige? Homoseksuelle har gennem mange år kæmpet for anerkendelse, blandt andet gennem Gay Pride-parader som her i Amsterdam tidligere på året. Men økonomisk ulighed har det med at glide i baggrunden, når politiske problemer bliver reduceret til et spørgsmål om identitet og mangfoldighed.

Frie og lige? Homoseksuelle har gennem mange år kæmpet for anerkendelse, blandt andet gennem Gay Pride-parader som her i Amsterdam tidligere på året. Men økonomisk ulighed har det med at glide i baggrunden, når politiske problemer bliver reduceret til et spørgsmål om identitet og mangfoldighed.

Peter Dejong

3. januar 2008

Anerkendelse af hvem vi er. Det er det, vi som mennesker ønsker. Slogans som 'black is beautiful' og 'gay pride' fortæller omverdenen, at det at være sort eller homoseksuel er noget særligt.

Sådan skabes identitetspolitik. For når det at være kvinde, sort eller homoseksuel har lav status i samfundet, må man selv skrue op for værdien af sin identitet. Det essentielt sorte eller kvindelige fremhæves, og der insisteres på anerkendelse.

Ikke på trods af, men i kraft af kønnet, hudfarven eller seksualiteten. Spørgsmålet er så bare om denne identitetspolitik er vejen til større retfærdighed, og det er netop retfærdighed i alle dens former, der optager Nancy Fraser. Som filosof, som kvinde og som 68'er.

Nancy Fraser voksede op i Baltimore, Washington D.C., hvor raceadskillelse, kvindeundertrykkelse og Vietnamkrigen i levende billeder brændte begrebet retfærdighed ind i bevidstheden på en hel generation. Retfærdighed blev derfor det altoverskyggende tema først i hendes politiske aktivisme og senere i hendes teoretiske arbejde.

Ikke mindst forsøget på at aktualisere spørgsmålet om lighed er gennemgående for Fraser. Men netop emner som økonomisk omfordeling og ulighed er blevet skubbet til side til fordel for et misforstået og enøjet fokus på identitets- og anerkendelsespolitik, mener hun.

Køn, etnicitet, race og seksualitet blev i 80'erne og 90'erne inddraget i retfærdighedstænkningen på lige fod med klasse. Til forskel fra i 70'erne skulle det ikke længere kun handle om social lighed, men også om den sociale forskel. Den menneskelige forskellighed skulle anerkendes:

»Identitetspolitikken var en politik rettet imod at give værdi til og højne anseelsen af en bestemt gruppe eller dens identitet, hvor tanken er, at gruppen er blevet urimeligt nedvurderet og må opvurderes igen,« fortæller Nancy Fraser fra Mallorca, hvor hun er på et måneds ophold som gæsteprofessor.

Men dette fokus på identitet, der ifølge Fraser i udgangspunktet var et positivt tillæg til omfordelingspolitikken, endte med at overtage tænkningen.

»Det, der startede ud som en bestræbelse på at hjælpe og berige social retfærdighed, endte med at skabe et ensidigt og indskrænket retfærdighedsbegreb. Vi endte med en begrænset 'kulturalisme', hvor problematikker omkring politisk økonomi og økonomisk lighed havde tendens til at falde ud.«

Økonomisk retfærdighed overset

'Den kulturalistiske vending' markerer det tidspunkt i tænkningen, hvor vi begyndte at tage den økonomiske omfordeling for givet. Nancy Fraser oplevede en stigende afpolitisering af tænkningen efter marxismens nedgang i 80'erne, hvor samfundsvidenskaben gled ud på bekostning af litterært funderede retninger som postmodernisme og poststrukturalisme. Alt gik fra at være struktur til at være kultur, og det skyggede ganske enkelt for neoliberalismens fremmarch og dens succesfulde angreb på ideen om økonomisk retfærdighed.

»Det var én ting at insistere på det kulturelle, når man allerede havde en stærk tilknytning til klasselighed og økonomisk retfærdighed, noget andet var også at insistere på det, når den socialdemokratiske stat var under angreb.«

Nancy Fraser vil finde frem til, hvad vores forskellige gruppeidentiteter betyder for vores status. Man kan være nok så stolt af sin sorte skønhed, sit kvindelige 'omsorgsgen' eller sin alternative seksualitet, men hvis den anerkendelse, man søger, ikke resulterer i andet end en overfladisk ligestilling, er identitetskampen ligegyldig.

Nancy Frasers tanke er, at det ikke i sig selv nytter at opvurdere bestemte gruppers identitet ved f.eks. at have flere sorte tv-værter eller flere kvindelige toppolitikere, hvis man samtidig accepterer de dybereliggende strukturer, der skaber en sort underklasse i USA eller systematisk udbetaler lavere løn til kvinder. Kræfterne skal bruges på de indgroede normer i samfundet, der øger eller sænker bestemte menneskers status og derigennem skaber ulighed og uretfærdighed.

»Et eksempel er den praksis, at politiet i USA laver 'raceprofilering'. Det står ikke i loven, men er alligevel en uskreven regel, at politiet altid stopper sorte bilister eller fodgængere som mistænkelige. Dette institutionaliserer en kulturel norm og et værdihierarki, der siger: 'Hvide er lovlydige, sorte er farlige kriminelle'. Normerne, der udtrykkes gennem vores institutioner, skaber et bestemt hierarki, og det hierarki positionerer nogen i en meget ufordelagtig situation og afholder dem fra at fungere som fuldgyldige partnere i social interaktion og i samfundet.«

Lige mulighed for deltagelse

Retfærdighed er for Nancy Fraser ganske enkelt 'lige mulighed for deltagelse', og hvis samfundsnormerne lader borgere stå uden for deltagelse i dele af samfundslivet, er samfundet ikke indrettet retfærdigt. Her er vi fremme ved kernen i Nancy Frasers retfærdighedsbegreb.

»Et samfund er retfærdigt, når dets strukturer og institutioner gør det muligt for alle medlemmer at deltage på lige vilkår med alle andre, og derfor må en kritisk teori om retfærdighed finde frem til de systemiske og strukturelle forhindringer for den form for ligestilling, og så prøve at tænke over, hvilke slags sociale kampe der er nødvendige for at fjerne de forhindringer,« siger Nancy Fraser.

Pointen er, at omfordeling af penge og magt ikke i sig selv er nok til at skabe et retfærdigt samfund. Det er gensidig anerkendelse af identitet og forskellighed heller ikke. Kombinationen af dem kan derimod få os langt. Hvis vi vel at mærke bliver opmærksomme på det fundamentale: at skabe mulighederne for at alle folk kan have indflydelse på den politiske ramme, der definerer deres liv.

»Det er derfor, at den politik, der handler om at opnå social retfærdighed, er så svær og kompliceret, for når man kun fokuserer på en af disse dimensioner, bliver den let undermineret af de andre. Ens mulighed for have en politisk stemme er dybt påvirket af ens økonomiske position og status i anerkendelsesordenen. Og omvendt: hvis du ikke har politisk stemme, kan du ikke kæmpe for dine økonomiske interesser og gå imod statusdiskrimination.«

For Fraser er det store projekt at genoplive omfordelingsspørgsmålet i tænkningen uden samtidig at smide spørgsmålet om anerkendelse og social status ud.

"Hele min ide er jo at kombinere omfordeling og anerkendelse, og jeg tror, at identitetsvarianten af anerkendelsespolitikken gør det sværere at gøre det.«

Især feminismen har lidt under identitetspolitikkens dominans, mener Fraser. Den såkaldte 'forskelsfeminisme', også kaldet 'identitetsfeminisme', fik op gennem 80'erne og 90'erne vind i sejlene i USA.

I stedet for den tidligere feminismes ligestillingspørgsmål som kvinders ubetalte arbejdskraft i hjemmet og manglende ligeløn ville den nye feminisme fremhæve forskellen mellem mænd og kvinder og give det specifikt kvindelige mere værdi, forklarer hun.

Feminismen blev på en måde intellektualiseret og koblet fra det politiske projekt. Mens akademiske vestlige feminister farede vild i deres begejstring over postmodernistisk teori og begravede sig i en intern diskussion om en kvindelig essens, blev hele klasseproblematikken gjort tavs.

Og klasseuligheden stikker stadig sit grimme hoved frem inden for den feministiske bevægelse, der ofte i USA bliver udpeget som de veluddannede, hvide og rige kvinders bevægelse. Det gamle slagord 'ingen kvindekamp uden klassekamp' er forlængst forladt.

»Vores feminisme er blandet med det klasseskel, som globaliseringen har ført med sig: de uddannede klasser, der mærker globaliseringens fordele, over for de producerende lavindkomstarbejdere, der lider under den. Feminismen tænkes som de uddannede kvinders bevægelse, der på en eller anden måde ikke taler til andre kvinder, og vores store udfordring er at udvikle et perspektiv, der modvirker denne opfattelse.«

Tænkningen skal svare sin tid

Lige nu og her er den stigende multikulturalisme en stor udfordring for feminismen, og debatten om det muslimske tørklædes symbolik har i Danmark raset hele vejen ind i Folketinget. Mange feminister – især de rødstrømper, der lige som Fraser var med til at starte kvindebevægelsen – finder visse kulturers kvindesyn komplet uforeneligt med feminisme.

Nancy Fraser vil dog hellere holde fast i pluralismens princip end at sætte hårdt mod hårdt i en modstilling af religiøse værdier og feministiske værdier. Selv om man som kvinde eller homoseksuel kan føle sig stødt over religiøse overbevisninger, der nedvurderer kvinden eller ikke anerkender homoseksualitet, er der en pragmatisk grund til ikke at føre moralsk og værdimæssig politik. I den europæiske tørklædedebat forsvinder den reelle undertrykkelse af syne igen, og kun en overfladisk feministisk kritik bliver tilbage.

»Jeg tror, at man skal lave et multikulturelt samfund, hvor det at være f.eks. dansker handler mere om borgerskab og mindre om en førpolitisk etnisk identitet. Selvfølgelig skal der også være love, der ikke tillader tvangsægteskaber eller kvindelig omskæring og så videre, men når det handler om f.eks. tørklæder, så er jeg tilhænger af at åbne tanken lidt op. Lade den sociale praksis finde sin egen vej og lade kampene inden for miljøerne udvikle sig.«

Nancy Fraser sætter i sidste instans sin lid til det frie samfunds grundprincipper, hvor ytringsfrihed, politisk deltagelse og en grundliggende ligestilling for loven skal opretholdes, samtidig med at man kan have en kulturel og religiøs pluralisme. Kulturel og religiøs pluralisme er i højere grad en del af det amerikanske samfund, end det er tilfældet i Europa, hvor integration som regel forstås som assimilation.

– Men hvordan ser det så ud for retfærdighedens vilkår i USA lige nu?

»Ja, jeg bliver nødt til at sige, at set fra USA, så har hele den ulykkelige drejning siden 9/11 (11. september 2001, red.) til den såkaldte 'krig mod terror' været en slags altoverskyggende kraft, der gør al progressiv politisk kamp meget svær. Vi er i en meget dyb politisk krise, og vi har mistet så mange rettigheder i denne paranoide tid. Den atmosfære har fjernet al diskussion om social retfærdighed. Det er et stort problem.«

Det er ifølge Fraser på tide at få teorien til at åbne sig mod samfundet igen, og god filosofi bliver aldrig fri for det politiske.

»Alt mit intellektuelle arbejde har været meget tæt forbundet med at forsøge at forstå udfordringerne og mulighederne for frigørelse i vores tid. Jeg tror, at al god filosofi på den ene eller anden måde har det mål. Alle de store filosoffer var involveret i de historiske kampe i deres tid, hvis ikke direkte så som observatører.«

»Hegel har så berømt defineret filosofi som 'forsøget på at indfange sin tid i tanken'. Jeg føler, at jeg bevæger mig i denne tradition. At tænkningen skal svare sin tid.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu