Note
Læsetid: 1 min.

Oscar-finale uden dansk medvirken

Kultur
17. januar 2008

Det lykkedes ikke for dansk film at kopiere bedriften fra sidste år, da Efter brylluppet var nomineret til en Oscar for bedste udenlandske, ikke-engelsksprogede film. Kunsten at græde i kor var Danmarks kandidat, men den slap ikke med i det fine selskab, da akademiet, der står bag priserne, valgte ni titler, som i første omgang dyster om at blive nominerede. Disse fem film offentliggøres tirsdag sammen med de nominerede i de øvrige kategorier. Danmark har to gange vundet denne Oscar: I 1988 for Babettes gæstebud og året efter for Pelle Erobreren. I fem tilfælde har en dansk film været indstillet uden at blive nomineret. 62 lande havde indstillet deres kandidater, og ved den første sortering måtte flere film med favoritstatus se sig elimineret. Det gjaldt således for sidste års palme-vinder i Cannes, den rumænske 4 måneder, tre uger og 2 dage samt for den franske animationssucces Persepolis. Heller ikke den tyske instruktør Fatih Akins På himlens kant er med i feltet. Det tæller bl.a. den østrigske Forfalskerne og den italienske Den ukendte kvinde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her