Læsetid: 6 min.

Er de overhovedet kvinder?

Nye tanker. På den filosofiske stjernehimmel er en ny vægtig konstellation af amerikanske kvindelige filosoffer igennem de seneste år blevet mere og mere tydelig. De lyser op, også i den danske akademiske verdens fodnoter, og inspirerer en helt ny generation af tænkere. Information præsenterer fire af de mest fremtrædende
Friheden i kvindelig figur, her symboliseret ved Eugène Delacroix- billede fra den franske revolution i 1830, -La Liberté guidant le peuple-. Feministisk inspireret frihedskamp er stadig et aktuelt tema, dog skal bannerførerne nu findes på den anden side af Atlanten, hvor flere fremtrædende amerikanske filosoffer sætter markante spor i det akademiske og politiske miljø.

Friheden i kvindelig figur, her symboliseret ved Eugène Delacroix- billede fra den franske revolution i 1830, -La Liberté guidant le peuple-. Feministisk inspireret frihedskamp er stadig et aktuelt tema, dog skal bannerførerne nu findes på den anden side af Atlanten, hvor flere fremtrædende amerikanske filosoffer sætter markante spor i det akademiske og politiske miljø.

Roger Viollet

3. januar 2008

Hvis vi skal tage den amerikanske filosof Judith Butler på ordet, er der allerede en fadæse i overskriften til denne artikel. For at kalde Butler, Gayatri Spivak, Nancy Fraser eller Seyla Benhabib for 'kvindelige filosoffer' er endnu engang at falde lige i fælden med identifikationer, der fanger det enkelte menneske i et rigidt netværk.

Judith Butler bragede igennem ikke alene i den filosofiske verden, men også inden for feminisme, litteraturkritik, sociologi og langt ud over de forskellige faggrænser i 1990 med værket Gender Trouble. Til den unge Butlers egen overraskelse gik værket sejrsgang verden over og almindeliggjorde begrebet 'gender' og indsatte 'queer' som et nyt kønspolitisk mantra. Værket, der stod i tung gæld til den franske filosof Michel Foucault og derfor rubricerede Butler som poststrukturalist, diskuterede også en række andre franske tænkere fra Simone de Beauvoir til Julia Kristeva, fra Luce Irigaray over Jacques Lacan til Jacques Derrida. Butler radikaliserede de Beauvoirs berømte udsagn om, "at man ikke fødes kvinde, men bliver det", så denne tilbliven også omfatter det biologiske køn.

For selv det biologiske køn er 'konstrueret', hvilket i Butlers filosofi er særdeles vidtrækkende og komplekst. Kønnet bestemmes igennem en række 'regulative diskurser', et typisk Foucault-begreb. Hvor svært, det er at undslippe disse diskurser, antydes af, at de også kan kaldes 'forståelsesrammer'. Sådanne kan det jo være svært at undgå, hvis man overhovedet vil forstå noget. Derfor bliver disse rammer bestemmende for subjektet gennem en række stiliserede handlingsmåder, der opretholder de to velkendte 'kernekøn'.

Om man her kommer med indvendinger om, at kønnene dog i en vis grad er biologiske, vil Butlers svar være, at det blot viser, hvor dybt denne idé om et 'naturligt' køn er forankret i os. For dybest set er kønnet en måde, vi handler på. Det er performativt. Med et andet greb fra fransk filosofi, nemlig eksistentialismen, kan man sige, at vore handlinger former subjektet. Men hos Butler altså ikke alene subjektet som ånd. I modsætning til eksistentialisterne, der satte det handlende jeg i modsætning til kroppen, inkluderer Butler kroppen. Man skaber, under påvirkning af herskende forståelsesrammer, i enhver forstand sit selv, sig selv.

Butler som nyliberalist

Hvad Butler måske ikke forudså, da hun skrev sit værk med næsen nede i fransk filosofi, var, i hvor høj grad hendes ekstremt individualiserende tanker svarede til en ny samfundsorden. Den endelige afvikling af den kommunistiske utopi med murens fald i slutningen af 80'erne satte individet fri fra enhver social bevægelse. I en sådan kontekst kunne Butlers teorier læses som en nærmest markedslignende velsignelse, med frit valg på alle kønnets hylder. Ikke alene er man sin egen lykkes smed, man er også sit eget køns smed.

Mens mange var begejstrede for Butler, lød der også kritiske røster. Butlers teser udfordrede nemlig flere fronter i feminismen, skønt hun ikke desto mindre selv blev opfattet som feminist, og i dag regnes for repræsentant for feminismens tredje bølge. I feminismens anden bølge, op gennem 70'erne og 80'erne, havde der været mindst to vidt forskellige holdninger.

Dels havde der været en såkaldt 'forskelstænkning' repræsenteret af blandt andre den franske psykoanalytiker Luce Irigaray. Feminismen som forskelstænkning opstod i 70'erne som en reaktion mod en universalisme, der ville gøre mænd og kvinder lige.

I stedet skulle der ud fra psykoanalysens erfaring af kroppen arbejdes på en anerkendelse af de to køns særlige karakter. Kønnene skulle anerkendes som forskellige, men ligeværdige. De særlige kvindelige egenskaber skulle have plads i samfundet på linje med de særligt mandlige egenskaber, der traditionelt har været fremherskende. Men hvis man som Judith Butler antager, at ideen om det biologiske køn er en konstruktion, så eksisterer det særligt kvindelige jo slet ikke. Kravet om en særlig anerkendelse af 'kvinden' smuldrer derfor.

Også for de såkaldte universalister var Butlers filosofi truende. For ved at opløse kønsidentifikationen, opløser man et vigtigt redskab i kampen for ligestilling. Hvis der ikke er en identificerbar gruppe, der undertrykkes, er det også svært at identificere, hvem der undertrykker. Dertil kommer, at hele ideen om social klasse og dermed politisk anvendelige begreber som gruppe- eller klassesolidaritet, mistede deres grundlag i Butlers tænkning. At det forsvandt var næppe Butlers skyld, men en konsekvens af den såkaldte postmodernistiske tænkning.

Det andet hold

Hvad enten den postmoderne tænkning kaldte sig 'poststrukturalisme' eller 'dekonstruktion' syntes den at føre til politisk passivitet.

Det blev den også kritiseret for fra andet hold. Det er på dette andet hold, vi finder nogle af de andre nye tænkere fra USA. En af dem er Nancy Fraser, der ret beset har været længere i gårde end Judith Butler. Hun er født i Baltimore i 1947 og begyndte ligesom Butler at udgive sine bøger omkring 1990. Hendes tænkning er dybt præget af hendes oplevelse af det raceopdelte USA og Vietnamkrigen. Derfor står begrebet om retfærdighed centralt for Fraser, og det får konsekvenser for, hvordan hun overvejer både anerkendelse og identitet. Også Fraser har været en tur omkring erfaringerne fra feminismen, men tager ikke mindst udgangspunkt i den såkaldte kritiske teori, udsprunget af Frankfurterskolen.

Nancy Fraser er ikke nær så fjendtligt indstillet som Butler over for det, man kan kalde anerkendelsens dialektik. Til gengæld er Fraser ligesom Butler bekymret over den måde anerkendelseskravet tipper over i identitetstænkning. Hver gang en gruppe lukker sig om sin egen identitet i kravet om anerkendelse, overskygger det noget, der i lang tid var et socialistisk kernebegeb, nemlig omfordelingen af samfundets goder. Klassekampen forsvinder i identitetspolitik. Den har man simpelthen glemt, da ideologien gik død.

I stedet for blot at aflyse identitetstænkningen, der ofte viser sig at opsplitte samfund i gensidigt uforenelige grupper, mener Fraser, at den må medtænkes, så anerkendelse kan etableres som en status i samfundet i stedet for som en individuel psykisk instans. Kravet om individuel anerkendelse fører derfor til et krav om et retfærdigt samfund.

Den hvide mands tækning

De feministinspirerede problematikker bliver ligeledes sat på spidsen hos to andre vægtige amerikanske filosoffer, som så slet ikke er amerikanske, selv om deres virke udgår fra USA. Til gengæld ser de ud til at være kvinder, men det har vi nu lært at vogte os for.

Det gør både Seyla Benhabib, der er af tyrkisk oprindelse og Gayatri Spivak, der stammer fra Indien. Men netop deres erfaring fra andre kulturkredse gør dem i stand til ikke alene at tænke mandsdominans, men også 'hvid' tænknings dominans. De leverer derfor det, man nu kalder postkolonialistisk tænkning.

Seyla Benhabib er født i 1950 i det, historisk betragtet, ekstremt kosmopolitiske Istanbul og er dels inspireret af Habermas, dels af Hannah Arendt. Hendes ambition er at forene pluralisme, altså forestillingen om at der findes fundamentalt forskellige kulturer, med en sand kosmopolitanisme. Også hun trækker på mange af feminismens erfaringer. For det første på et kombineret anerkendelses- og universalitetsprincip. Minoritetsgrupper skal have samme politiske, økonomiske og kulturelle rettigheder som majoriteten.

Men samtidig skal den statsbestemte identifikation ophøre. Det er individet selv, der indskriver sig i en bestemt gruppe, om det nu gælder køn, religion eller andre tilhørsforhold. Det står også individet frit at forlade en gruppe igen.

Lignende tanker findes hos Gayatri Spivak. Hun blev verdenskendt med en eneste artikel, Can the Subaltern Speak? ('Kan den undertrykte tale?'). Siden har hun beskæftiget sig med postkolonialisme og betegnet sig selv som en "praktisk marxistisk feministisk dekonstruktivist". Så har vi vist det hele med fra den drøm om at forene kritisk teori med poststrukturalistisk tænkning, som ikke mindst Nancy Fraser har som erklæret projekt.

Der er da heller ingen tvivl om, at alle disse tænkere har en masse med hinanden at gøre.

At Butler ikke selv har sat sig ned i en firkantet individualistisk yuppie-kasse, viser ikke mindst den seneste udgivelse dette efterår. Det er en samtalebog med Spivak med titlen Who Sings the Nation-State. Language, Politics, Belonging ('Hvem synger nationalstaten? Sprog, politik, tilhørsforhold').

Måske er det Butlers eget subjekt, som har flyttet sig siden gennembrudsbogen, måske lå alle disse tanker, som hun diskuterer med Spivak, om flydende grænser og nationalstatens forkrampede identitetsfallit, allerede gemt i det, som ellers blev læst som apolitisk individualisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu