Læsetid: 3 min.

På promo-tour med fransk film

Europæiske distributører og journalister har netop været til det årlige træf i Paris for at se franske film og interviewe franske skuespillere og instruktører
18. januar 2008

Frankrig er stolt af sin filmkultur, sine instruktører, sin store produktion - ca. 200 film om året - og sin høje markedsandel af solgte billetter på hjemmemarkedet, 30 procent - Europas højeste.

Frankrig har længe været foregangsland i forsøget på for europæiske filmnationer at dæmme op for flodbølgen af amerikanske mainstreamfilm. Man har en EU-kulturkommissær, Viviane Reding, der indædt kæmper for europæisk kultur, og man har indført kvoter, der bestemmer, at kun så og så mange procent af de film, der vises i biograferne, må være amerikanske.

Man har også en organisation, Unifrance, der 'promoverer franske film i udlandet', som deres slogan hedder. Unifrance er en selvkørende, men statsfinansieret paraplyorganisation, der repræsenterer alle franske filmselskaber og arrangerer såkaldte rendezvous'er mellem udenlandske distributører og journalister og franske film og filmfolk. Det foregår i USA og Asien, men også i Paris hvert år i januar, hvor omkring 140 europæiske journalister og dobbelt så mange distributører inviteres til Paris og beværtes grundigt.

Pynten på lagkagen

Jeg har selv været i Paris med Unifrance en håndfuld gange - senest i den forgangne uge - og det er en oplevelse, man lærer at sætte pris på. Man installeres på et femstjernet hotel, spiser middag med Paris' borgmester og fremtidens franske stjerner og instruktører og sejler nattetur på Seinen med en effektfuldt oplyst by som bagtæppe. Et år åbnede man endda Musée d'Orsay for Unifrance-deltagerne og serverede hors d'oeuvres midt mellem alle Monet'erne og Manet'erne.

Men det er trods alt kun pynten på lagkagen, som får den til at tage sig bedre ud - og smage af mere. Det egentlige er selvfølgelig filmene og muligheden for på tomandshånd at møde nogle af Frankrigs mest interessante skuespillere og instruktører. Unifrance har f.eks. noteret sig, hvilke franske film der når danske biografer i løbet af årets første måneder, og så sørger de for, at man - hvis man vil - kan møde folkene bag, når man er i Paris.

Det foregår alt sammen på hotellet, hvor man bor - de seneste to år har det været det navnkundige Grand Hotel lige ved Opéra Garnier - og man bevæger sig rundt mellem værelserne med sin blok og sin båndoptager og får en halv time hér og en halv time dér med Vincent Cassel, Emmanuelle Béart, Claude Chabrol eller måske Jean-Luc Godard.

Arrangementet koster Unifrance mange penge, men organisationen får også meget igen. Hvis man forestiller sig, at hver journalist i gennemsnit laver fem interviews, beløber det sig til ca. 700 artikler, som i løbet af det kommende år vil være med til at fortælle den fortsatte historie om fransk film som en kulturel kraft, man skal regne med - trods ikke overvældende billetsalg i mindre lande som Danmark, hvor publikum nok falder for Amélie, men ikke altid for hendes mange brødre og søstre.

Leconte, Ozon og Molière

Nogle år er bedre end andre, hvad angår både interviewmuligheder og planlægning, og 2008 hører ikke blandt de bedste, selv om jeg fik lavet en lille håndfuld gode interviews. Bl.a. med Patrice Leconte, som har lavet en fin, lille komedie om venskab, Min bedste ven, der har den altid velspillende Daniel Auteuil i en af hovedrollerne. Jeg talte også med François Ozon, der snart er aktuel med Angel, en virkelig morsom og gennemført pastiche på melodrama a la Douglas Sirk - iblandet lidt Jane Austen og Charles Dickens.

Den bedste af de film, jeg lavede interview på, var nok Laurent Tirards Molière, der handler om det tidspunkt i den franske dramatikers liv, hvor han forvandlede sig fra falleret, dramatisk skuespiller til komisk geni. Det er en morsom og begavet film, der i form og indhold vækker mindelser om et stykke af Molière selv, og det var interessant at høre Tirard fortælle om franskmændenes forhold til den berømte dramatiker.

Ét interview sagde jeg nej til, da jeg i Paris så filmen. Det var Marc Caros science fiction-film Dante 01, der var en frygtelig og meningsløs omgang fortænkt bras. Det er svært at forestille sig, at Caro for 10-15 år siden - sammen med sin kreative makker Jean-Pierre Jeunet, som man nu har mistænkt for at være den af de to med talentet - var en af Frankrigs mest spændende filmskabere med Delicatessen og De fortabte børns by på cv'et.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu