Læsetid: 6 min.

'Jeg er på røven'

Anton Corbijn flyttede i slutningen af 1970'erne til England, fordi han var nødt til at leve dér, hvor Manchester-bandet Joy Division kom fra. 30 år senere har den hollandske fotograf lavet filmen 'Control' om bandets forsanger, Ian Curtis, der tog sit eget liv i 1980
Forløsning. For fotografen og instruktøren Anton Corbijn har arbejdet med filmen om Ian Curtis været en naturlig reaktion på det, der ramte ham, da han for 30 år siden hørte Joy Division første gang.

Forløsning. For fotografen og instruktøren Anton Corbijn har arbejdet med filmen om Ian Curtis været en naturlig reaktion på det, der ramte ham, da han for 30 år siden hørte Joy Division første gang.

Camera Film

11. januar 2008

Gennem de seneste 30 år har Anton Corbijn skabt sig et navn på at fotografere rockmusikere, designe albumcovers og instruere musikvideoer, blandt andet for U2. Nogle af de første portrætter, den respekterede, hollandske fotograf tog, var af det engelske postpunkband Joy Division. Til at begynde med ville bandet slet ikke hilse på den unge fotograf, der ikke kunne tale engelsk, men da de så hans fotografier, ville de godt.

Nu debuterer 52-årige Corbijn som filminstruktør med Control, der fortæller historien om Joy Divisions forsanger, Ian Curtis, som tog sit liv i 1980 i en alder af kun 23 år. Filmen, der er baseret på en selvbiografisk bog af Curtis' enke, Deborah Curtis, havde premiere på filmfestivalen i Cannes i 2007 og slutter således cirklen for Corbijn, som også er ved at flytte tilbage til Holland.

- 'Control' har fået en masse opmærksomhed, ikke mindst i England. Det handler ikke kun om, at det er en god film, men også om musikken, manden, myten og Manchester i 1970'erne.

"Det er mit første forsøg som filminstruktør, og jeg fik muligheden, fordi jeg har en tilknytning til materialet og derfor følte, at jeg bedre kunne få en film ud af det end en rigtig instruktør. Jeg ville bare lave en ærlig film. Jeg har aldrig været stor fan af voldsomme kamerature. Jeg kan godt lide at observere folk, og det er det, man ser i filmen. Livet var alligevel langsommere i 1970'erne. Jeg er glad for, at filmen har fået så godt et liv, men mens jeg lavede den, handlede det bare om at lave så god en film som muligt, og bagefter vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre med den. Jeg tror, at opmærksomheden har meget med skuespillerne at gøre. De er virkelig gode. En masse ukendte ansigter, men også nogle mere kendte. Det hele faldt bare i hak. Det føltes som en film, der ingen ubalancer havde i sig. Men jeg ved det ikke ... jeg har så mange følelser investeret i filmen, at det er svært for mig at se den på afstand."

Mørk skønhed

- Du flyttede til England på frund af Joy Division. Du har fortalt, at du simpelthen var nødt til at bo, hvor deres musik kom fra. Hvorfor?

"Det er lidt naivt, men musik betød så meget for mig dengang, og det var derfor, jeg begyndte at tage billeder af den. Musikere var for mig det indlysende motiv, da jeg fik et kamera i hånden. I 1979 udsendte Joy Division albummet Unknown Pleasures, og det forekom mig at være den perfekte opsummering af tidsånden. Selv om jeg ikke talte ret meget engelsk, kunne jeg høre fortvivlelsen i stemmeføringen og måden, instrumenterne blev spillet på. Der var en mørk skønhed over det, og pladens omslag var smukt, mystisk - alt, hvad jeg havde brug for på det tidspunkt. Jeg havde også punkplader, men de betød ikke lige så meget for mig, selv om jeg godt kunne lide energien. Det var en energi, der fik os alle til at foretage os ting, men jeg var ikke punker. Tony Wilson sagde engang om forskellen på punk og postpunk, som Joy Division var: Punks attitude var, 'rend mig i røven!' Postpunks attitude var, 'jeg er på røven!'. Det var en ret smuk opsummering af, hvad det handlede om, og jeg følte mig bestemt som en del af postpunken. Jeg havde været i England et par gange for at fotografere folk, og jeg havde altid fornemmelsen af, at der var en intensitet der, jeg ikke kunne finde i Holland. Det mindede mig om den intensitet, jeg følte i forhold til min fotografering, fordi den betød alt for mig i mit liv. Alt det reagerede jeg på, da jeg hørte Joy Division første gang, og pladen var grund nok for mig til at flytte til England."

Sort-hvid

- Kunne du i musikken fornemme, at der var mere på spil for menneskene bag? Det var enten musik eller ingenting, fattigdom, arbejdsløshed etc.

"Det tror jeg. Det var der, intensiteten kom fra. Og det finder man ikke i Holland, der i højere grad er en velfærdsstat. Det var et chok for mig at komme til England og opleve, hvor gråt det hele var uden for London, fattigdommen. Især hvis man rejser med tog, ser man de værste områder, og den slags så jeg ikke i Holland."

- Et det grunden til, at 'Control' er filmet i sort-hvid. Det var sådan, du oplevede England?

"Ja, det hele var gråt. Jeg ankom i det sene efterår, hvilket jo heller ikke ligefrem er en farverig årstid. Joy Divisions albumomslag var også i sort-hvid, og alle fotografierne af dem var taget i sort-hvid, så det føltes rigtigt at lave filmen i sort-hvid."

Isolation

- Har din oplevelse af Joy Divisions forandret sig siden da?

"Der er perioder, hvor jeg ikke har lyttet til dem. Det har været mere intenst for mig nu, fordi jeg virkelig skulle lytte til musikken og teksterne og finde ud af, hvad der gemte sig i dem. Det er ikke længere så gådefuldt, fordi man laver så meget research og begynder at forstå det hele. Der er ingen mystik tilbage. Men der er en utrolig styrke i musikken, og teksterne er uhyggeligt smukke. Det er virkelig smukke ord, hvilket er grunden til, at det lyder så smukt, når de bare bliver læst højt."

Mistede kontrollen

"Man kan høre, at der er en masse selvbiografiske elementer i Ian Curtis' sange, som ingen var opmærksom på dengang. Det blev man først, da han var død. Selv drengene i New Order (bandet, der efter Curtis' død opstod ud af Joy Division, red.) siger, at de først for alvor læste Ians tekster, da han døde. Det var hans tekster, og de anede ikke, hvad de gik ud på. Det er også derfor, at man i filmen oplever hans isolation. I en scene har alle ryggen til ham, og ingen lytter - på nær Annick, der er klar over, hvad der er ved at ske med ham. Det er ret symbolsk for hans isolation i bandet og i verden."

- Ian Curtis var meget ung, da han blev gift og fik barn, hvilket han siden fortrød og følte sig fanget af. Desuden led han af svære, epileptiske anfald, han ikke kunne styre. Isolerede han sig selv, eller blev han svigtet?

"Det er formodentlig en blanding. Jeg er sikker på, at folk gerne ville hjælpe ham. Men i 1970'erne gav engelske drenge ikke udtryk for deres følelser over for hinanden. Bernard (Sumner, guitarist i Joy Division, red.) forsøger på et tidspunkt at hjælpe, det samme gør hans forældre. Folk elskede ham, og jeg tror ikke, at man bevidst isolerede ham. Han skabte vel selv isolationen. Han havde kun lyst til at være sammen med Annik (belgisk journalist, Curtis forelskede sig i, red.). Det er i hvert fald det indtryk, jeg har fået efter at have læst hans breve til hende. Det lader til at have været ægte kærlighed, og han var den udfarende kraft i den affære. Men selv om han gerne ville have kontrol over det hele, ville han ikke svigte menneskene omkring sig, og det er svært at kombinere de to ting. Han var jo kun 23 år gammel. Han var meget ung, da han døde."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu