Læsetid: 3 min.

Pater familias

Denne gang foregav statsministeren ikke at dele den såkaldte almindelige danskers bekymringer for indvandring og sundhedssystemets angivelige kvalitetsproblemer
5. januar 2008

Statsministerens nytårstale var denne gang interessant. Ikke fordi statsministeren som pater familias talte til hele befolkningen, gjorde det med myndighed og klare statements med lige dele snusfornuft og politisk-strategisk finesse. Nej, det var snarere fordi statsministeren denne gang ikke foregav at dele den såkaldte almindelige danskers bekymringer for indvandringen, sundhedssystemets angivelige kvalitetsproblemer, slapheden i skolen og de andre af velfærdsstatens vaneforbrydelser.

Statsministeren talte ned til os; han var ikke denne gang blandt folket i opposition til formodede hærskarer af frihedsfornægtende eksperter og smagsdommere. Her var ingen nye løfter om fortsat fremgang eller nye kontraktlige forlæg af en handlekraftig statsminister, men snarere folkepædagogisk besindelse på at huske, at der skal ryddes op efter den fest, der blev bevilget med de meget omtalte skattelettelser i efteråret 2007 - og nu altså ryddes op efter af navnlig dem, som ikke fik de helt store cocktails ved party'et.

De skal dels rydde op ved at udvise passende balanceøkonomisk mådehold ved forårets bebudede lønfest og endelig i mere emfatisk politisk henseende løfte blikket og tage fat på de store, uvedkommende temaer, danskerne af medier og politikere er grundigt trænet i at lade hånt om. Statsministeren talte med sine formaninger, sit europapolitiske udblik, den internationale solidaritet i Afghanistan, den klimapolitiske udfordring etc. lige lukt ind i det kolossale tomrum af kosmopolitisk og samfundsøkonomisk sindelag, som har haft temmelig behersket appel i den alliance mellem en kulturel underklasse og økonomisk over- og middelklasse, som kontraktpolitikken og dens ideologiske frontmarkeringer mod rundkredspædagogik, slaphed her og der og systemtænkning nærede sig ved.

I sig selv et sympatisk fremstød at turde tale op til befolkningen og dermed diskret, men effektfuldt markere den provinsialisme, som kendertegner velfærdsdebatten og dansk politik og som statsministeren siden 2006 synes godt og grundigt træt af. Og ubestrideligt fornuftigt at dæmpe forventningerne til forårets lønforhandlinger.

En lille Anker

Men selv om hukommelsen er ufattelig kort og kravet til sammenhængende argumentation noget behersket i den danske politiske offentlighed, er det en vovet strategi ud i et landskab, der kan komme til at ligne en lille Anker (indrømmet: en meget lille). Her tænkes på forhenværende statsminister Anker Jørgensen (S) og navnlig den samtidighed af kriseprægede økonomiske vilkår og parlamentariske ditto, han regerede på. Statsministeren står over for økonomiske udfordringer af en helt ny kaliber og med en parlamentarisk situation, der tvinger ham mod midten efter syv fede år med højkonjunktur i lårfede stråler (når der bortses fra et intermezzo i 2003-4) og et parlamentarisk flertal af bibelske dimensioner. Det er ved at være slut nu.

Statsministerens udfordring er ikke alene at mobilisere opbakning til sine nye dagsordener, hvilket, når der bortses fra EU, formentlig vil lykkes relativt elegant, men derimod at skabe vind til de skibe, der allerede er sat i søen med sidst kvalitetsreformen.

Reform uden udvikling

Her er der nemlig brug for endnu et opgør med den provinsialisme og kåde feststemning, statsministeren gjorde op med 1. januar. Det indebærer dels en holmgang med den opfattelse, der består i at tro, at den offentlige sektor kan reformeres og kvalitetsløftes ud fra ledelsesmæssige ideer og brugersynsvinkler alene uden nævneværdig udvikling af eller åbning mod det professionsperspektiv, enhver ved er afgørende for, at den meningsdannende dimension kan få ben at gå på i de job, det kræver stærk naivitet at bilde sig ind er drevet af lønforventninger.

Hvis ikke dette udvikles, mister reformen fremdrift blandt de aktører, der skal drive den. Ligesom den kaster benzin på forventningernes bål, hvis der ikke defineres roller og krav, som kan balancere de brugerforventninger, der ingen ende vil tage, men som kontraktpolitikken og en løfterig højkonjunktur har kunnet afstive. Det indebærer et opgør med en provinsialisme, der ikke er skåret over dimensionen national-international, men derimod handler om relationen mellem borgerne og velfærdsinstitutionerne, mellem borgernes udsyn og velfærdsprofessionernes autoritet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu