Læsetid: 3 min.

Politik er beskidt, kunst er uforståelig

Hvorfor iscenesættes politikere altid som kalkulerende umennesker medens kunsten stadig ligger i læ af guddommelige kræfter
Hvorfor iscenesættes politikere altid som kalkulerende umennesker medens kunsten stadig ligger i læ af guddommelige kræfter
26. januar 2008

I 1980'erne blev den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas for alvor en akademisk superstar i brede kredse. Et eller andet sted omkring Københavns Universitet stod der på en mur Hab-Hab-Habermas. Så meget kult var han blevet, at der med graffitien kunne alluderes til de langhårede og sværmeriske dage med tilbedelse af Ho-Ho-Ho-chi-minh. Habermas leverede et gennemført og imponerende bidrag til fornyelse af den samfundskritiske tænkning. Alle med en samfundsvidenskabelig eller humanistisk uddannelse kan til søvnløshed efterplapre tesen om systemets kolonisering af livsverdenen, om hvordan strategisk og instrumentel fornuft trænger sig ind på områder af tilværelsen (offentligheden, familien, det civile samfund, kulturen etc.), hvor en fælles kommunikativ forståelse er grundlaget for en sund og balanceret samfundsudvikling. Livsverdenen er truet af systemets ekspansive kræft. Arbejdet ødelægger privatlivet, udtørrer det civile samfunds kilder af solidaritet, oprigtighed etc. og statens bureaukratiske og administrative væsen galvaniserer de nære relationer. Vi hører det stadig som et ekko af Habermas.

Lukket om sig selv

Hvad vi lidt mere sjældent hører om er Habermas' tese om, at livsverden kan forarmes, dens sprog og dermed overlevering lukkes om sig selv i kredsløb af ekspertise og lærdom uden stærke koblinger til offentligheden. Lagerforvalter Peter Rindal, der formodentlig er den eneste dansker, der i det 20. århundrede har givet navn til en isme, var seismografen herfor. Det får han ikke ret af, men kunstens stærke udvikling og differentiering væk fra de klassiske landskabsmotiver, portrætgenren og dens nationale forankring samt kunstkritikkens sortie fra den historiske, biografiske og fortællende analyse har skabt nyt erkendelsesmæssigt land. Hip Hip Hurra for det. Hvis ikke det var, fordi kunstkritikkens lukning om sig selv, og mediernes stigende fokusering på kunstnere som superstars har skabt nye spaltninger, der vidner om manglen på en kritik, der kan forbinde den saglige analyse og erfaring med samtidens publikum i en kulturel offentlighed. Lidt mere enkelt sagt: Kunsten skulle engang ligne. Nu skal kunstneren ligne en superstar, og hans barndom, kokainmisbrug, vilde dage i New York tifold mere interessante end en samtale om værkerne i et sprog, som kunstkritikken sjældent bidrager til. Kunstkritik bliver derfor til eksegese for de få, og offentlighedens reception af kunsten bundet til kunstneren - der er celeber eller skandaløs. Biografismen vandrer fra kunsthistorien over i mediernes fremstilling. Her bliver kritik enten til fejring eller skandale parret med gold og flabet afvisning. Det bærer medierne en stor del af ansvaret for. Men måske er der nu og da et problem med kunstkritikken som det udfolder sig i offentligheden. Dens indhold bliver esoterisk, for de få, indspundet i sprog og vurderinger, der ingenlunde er gennemsigtige, men findes i en sfære, hvor kunst er mere end ophøjet. Som dengang kunstneren besad et guddommeligt forsyn, en transcendent position, der jo ikke er en del af samfundet, materialitetens kedsommeligheder og kredsløb af magt, nedrighed, penge etc. Siger en politiker noget, står der horder af kommentatorer i kø for at udlægge de taktiske hensigter, afvæbning af fløjkrige, stemmemaksimering etc.

Gudsdyrkelse

Her lytter vi i stigende grad til kommentatorer af spillet, ikke til dem som er i stand til at begribe konsekvenserne af det. Medens den politiske kritik excellerer i ekstremt forudsigelige analyser af rene magtlogikker synes mediemaskinen at behandle kunstneren som sandhedsapostel. Ikke alene at analysere, udlægge og formidle hans værker på dets egne præmisser, men ofte også at lægge øre til hvad som helst. Her er no suspicius mind. Armslængdebrud, centralisering, magtmisbrug er altid noget i det politiske felt. Ikke hos os der har med kunsten at gøre. Og dem som analyserer kunsten synes sjældent, det er umagen værd at slå fordommene efter i finansloven eller indse at kunsten også organiseres i kredsløb, der handler om andet end æstetik. Kunsten fortjener en udbredelse der vil mere end det, så den ikke udspaltes mellem mediemaskinens afgudsdyrkelse og kunstkritikkens skriftklogskab - og dermed får fetichkarakter. Den urimelige højagtelse som afskalles kunne passende omsættes til en ny indholdsdyrkelse af politik og bare et enkelt anerkendende nik til de aktører der med næb, klør og bissetricks kæmper interessekampe; og nu og da faktisk for synspunkter, de oprigtigt tror på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu