Læsetid: 3 min.

Radiator

Når ens hjemlige bibliotek har nået en vis, anselig størrelse, begynder det at vokse af sig selv, uden at man kan standse det. Det seneste, de har fundet på, er at slå sig ned oven på varmeapparatet i arbejdsværelset
Når ens hjemlige bibliotek har nået en vis, anselig størrelse, begynder det at vokse af sig selv, uden at man kan standse det. Det seneste, de har fundet på, er at slå sig ned oven på varmeapparatet i arbejdsværelset
2. januar 2008

Når ens hjemlige bibliotek har nået en vis, anselig størrelse, begynder det at vokse af sig selv, uden at man kan standse det. Det tager magten, sprænger rammerne.

Det er en dag umuligt at få en finger ind imellem de enkelte bøger, som de presser sig mod hinanden, skubber de umedgørlige ovenud, hvor de må tage til takke med vandret position og dér snart bliver så mange, at man heller ikke kan få dem løsgjort uden snedig brutalitet. Derefter lægger de sig på alle ledige borde, på gulvet foran reolerne, hvor de stabler sig op og forhindrer adgang. Efterhånden falder den oprindelige alfabetisering fra hinanden.

Nu er bøgerne dog mine venner for livet og kan tillade sig at være besværlige over for mig og hinanden. Derfor kan man ikke kassere dem. Ikke bare sentimentale grunde gør, at jeg tager vare på dem og deres utæmmelige yngel, for pludselig har jeg måske uventet brug for selv de uanselige og deres trofaste hukommelse og tidligere tjenester.

Det seneste, de har fundet på, er at slå sig ned oven på varmeapparatet i arbejdsværelset. Dér vokser nu ved siden af hinanden tre stabler, hver på godt en halv meter med risiko for at skride ud. Mange af dem er tynde og glatte, fulde af poesi. Lutter digtsamlinger, som har opdaget, at de klæder netop fænomenet radiator, litterære som de er. Og det er så også dem, der udsender deres varme. Apparatet holdes slukket, da jeg foretrækker at arbejde i et lidt køligere rum.

Ubevogtede øjeblikke

I ubevogtede øjeblikke afsender de deres signaler. De vil ikke ligge roligt og støve til. Jeg har spændt liner fra klokketårn til klokketårn; blomsterguirlander fra vindue til vindue; guldkæder fra stjerne til stjerne, og jeg danser, råber den rastløse Arthur Rimbaud, som Erik Knudsen med sin sidste litterære handling gav dansk stemme. Meget vitalt. Heller ikke han brød sig om at tie stille. Bag bogens noget nedtonede matlilla omslag lyder og lyser disse Illuminationer med et overmod af den anden verden. Det er en såkaldt 'frase', renset for al almindelighed. Og "En almindelig nocturne" går lige igennem lydmuren: Et vindstød åbner operaagtige brecher i væggene - river i de møre tagbjælker - spreder ildstederne - formørker vinduerne.

Ildsøjler kan finde på at slå ud af disse prosadigte, som man kan brænde fingrene på over den kolde radiator. Bøgerne er urolige under ens hænder. Dingelingeling, det er mig, gør en opmærksom på. Jamen, det går da stille og roligt. Vi slæber os som altid så villigt af sted efter optog af hujende brandbiler. Det er Lone Hørslev med Lige mig, som må leve sin tid uden for alfabetet i reolerne. Og det i selskab med Henrik Nordbrandts Besøgstid, der selv slår op på side ni med ordene Jeg drømte på et sprog, der var gået tabt/om de mange munde, der savnede det./ Det var så tydeligt, det de ville have sagt.

De bedste digtsamlinger producerer et sprog, som ellers ville gå tabt. Et antal ligger nu hjemløse dér og spænder liner mellem hinanden, guirlander af sprogblomster, hujende eller roligt, parat til at åbne brecher i de indre vægge, krystalboulevarder, klokker af rosenild, hvis det ikke er den gyldne solnedgangs tungsindige storvask, som Rimbaud kunne se i den fragmenterede verdens skønhed, der skabte fremtidsdrømme. På en uundværlig radiator.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu