Læsetid: 4 min.

En rekonvalescent siger 'hold dog op!'

Nok er nok. Hvis Niels Barfoed havde haft modet til at give sin succesrige 'ven' en på sinkadusen i begyndelsen af 1960'erne, ville hans erindringer ikke have haft sit skær af ynk
Så tag da affære, Niels Barfoed! Du skal ikke finde dig i, at Rifbjerg klipper din telefonledning. Hvis du havde sagt fra, kunne det være kommet Rifbjergs forfatterskab til gode.

Så tag da affære, Niels Barfoed! Du skal ikke finde dig i, at Rifbjerg klipper din telefonledning. Hvis du havde sagt fra, kunne det være kommet Rifbjergs forfatterskab til gode.

Marianne Grøndahl

31. januar 2008

Lad mig ab initio sige det rent ud: Jeg har altid været en stor ynder af Niels Barfoed. Det humanistiske arbejde, han har lagt i dansk PEN, og alt det krudt, han har brugt på at føre vigtige samtaler med dissidenter i Titos eks-Jugoslavien, er al ære værd.

Som gammel bibliotekar har jeg ofte haft Barfoeds digtsamlinger og essays mellem hænderne, og ikke sjældent har jeg selv lånt bindene med hjem på mit sygesikringskort. Jeg erindrer tydeligt, hvor jeg var, da jeg læste hans debutdigtsamling Den tøvende dag. Jeg sad i S-toget et sted mellem Allerød og Birkerød.

Da jeg nåede pensionsalderen for en halv snes år siden og ikke længere havde dette kliniske forhold til litteraturen, satte jeg mig for at opstøve de af Niels Barfoeds udgivelser, som bibliotekets gæster i årenes løb havde fundet det betimeligt at beholde.

Jeg husker, hvordan jeg en forårsdag i silende regn løb spidsrod mellem Københavns små antikvariater for at finde en bog, han havde forfattet om de østeuropæiske kommunistiske systemer og de antitotalitære kræfter. Jeg nærede ikke de store forhåbninger, men kom hjem med favnen fuld af gamle anmeldereksemplarer. Hotel Donau til 45 kroner, Omkring Niels Lyhne til 30 kroner og Jeg ringer til 40 kroner. Jeg måtte af med en halvtredser for Husk Klaus - en hilsen til Klaus Rifbjerg på hans 60årsdag 15. december 1991, som Niels Barfoed redigerede sammen med Peter Seeberg.

To sjæle, én tanke

Jeg ved ikke, om jeg var ekstra sensibel, fordi jeg endnu var rekonvalescent efter en snue, som jeg havde pådraget mig anden juledag, men det gjorde mig uendeligt trist at læse Niels Barfoeds Farvel så længe! Nogle erindringer, jeg havde fået af min datter Britta, der er psykolog.

Jeg har mødt Niels Barfoed ved flere lejligheder, men jeg tvivler på, at han husker mig. I 1966, vist nok, stod vi ved siden af hinanden ved baren på Montmartre under en koncert med Oscar Petersson eller Dizzy Gillespie. Mens vi bejlede om tjenerens opmærksomhed, greb vi begge ud efter en skålfuld nødder.

Så pludseligt og på nøjagtig samme tid, så vore fingre rørte hinanden.

"To sjæle, én tanke!" sagde jeg for at konversere, men Niels Barfoed trak hånden til sig med et spjæt.

Uden for inderkredsen

Det der forbløffede mig under læsningen af Nogle erindringer, var, hvor meget Niels Barfoed og jeg har til fælles! Vi er næsten lige gamle, og vi har begge haft en ruhåret schnauzer. Også jeg har været udstyret med et digterhjerte, men i modsætning til Niels Barfoeds digte forblev mine sonetter i skrivebordsskuffen. Wankelmut i de afgørende øjeblikke, velsagtens.

Derfor var jeg aldrig med til at spise coq d'or på Vester Boulevard sammen med Vindrosens redaktion (jeg nåede dog ind i kredsen omkring kredsen omkring Vindrosen). Jeg blev ikke inviteret til taffel i privaten hos Billeskov Jansens på Frydendalsvej, og jeg gik ikke rundt med opsmøgede lærredsbukser og bare fødder i strandkanten ud for Brostrøms sommerhus i Rørvig. Jeg var ikke præsident for dansk PEN (i 1982 var jeg dog med til at stifte fredsinitiativet Sjællandske Bibliotekarer For Varig Fred). Det var ikke min kone, der blev kurtiseret af Jens Kistrup, det var ikke mine digte, der blev rost af Ole Wivel og trykt i Heretica, og det var ikke mig, der var genstand for Villy Sørensens opløftende bemærkning om, at "nu tror jeg, du bliver forfatter". Gid det var så vel. Men nej, det hele faldt ned i Niels Barfoeds turban. Barfoed stod for alt, hvad jeg gerne ville være.

Trods al den medgang læste jeg Niels Barfoeds Nogle erindringer som én lang klagesang.

Rifbjergs drengestreger

"Jeg har aldrig skrevet noget, hvor jeg ikke følte, at der manglede et eller andet, undertiden ligefrem noget graverende," koketterer Niels Barfoed et sted.

Det jeg finder mest frustrerende, er Niels Barfoeds skildring af forholdet til bragehovedet Klaus Rifbjerg. Jeg tænker i særdeleshed på den episode, hvor de to 'venner' er på vej hjem efter et gilde hos Hammerichs. Pludselig river Rifbjerg Niels Barfoeds mappe med 10 tilsendte kronikmanuskripter ud af hænderne på ham og kaster den op på ladet af lastbil fuld af gammel sne. Mappen falder heldigvis af igen og ned i sølet, hvor Barfoed samler den op.

Til Barfoeds 40 års fødselsdagsfest bliver han ringet op af gratulanter fra Aalborg, og han tager opkaldet i entréen. Men pludselig dør forbindelsen.

Det er Rifbjerg, der har klippet telefonledningen over med en grensaks. Niels Barfoed skriver, at der var en stemning "over disse episoder, som virkede intimiderende og kuldslående".

Jamen, så tag da affære! Det, der martrer mig, er, at Barfoed ingenting gør. Han skulle have straffet Rifbjerg for hans drengestreger. Intet under at Rifbjerg har drillet Barfoed i sine bøger. I Bibliotekarforeningen, hvor vi da også har haft vores brodne kar, havde vi grebet situationen anderledes an. Niels Barfoed skulle have bedt Rifbjerg gå ad helvede til eller simpelthen have slået et par tænder på hans store kæft. Tro mig, det er det eneste, de har respekt for.

Det ville have gavnet Rifbjergs forfatterskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Hr. Brønderslev

Jeg finder din artikel fyldt med paralleler. Du sammenligner dig selv med Niels Barfoed på flere punkter, bla. nævner du jeres alder, og den tilfældighed at i begge har haft en ruhåret schnauzer. I var også begge to på "Montmartre under en koncert med Oscar Petersson eller Dizzy Gillespie.".

Der stopper parallellerne

Hvor du i din artikel klandre Barfoeds uvilje til at "slå et par tænder ud" for at straffe Rifbjerg, læser jeg noget helt andet. Jeg læser om en mand der ikke turde åbne sin skrivebordsskuffe, og hive sine Sonetter frem. Jeg læser om en mand der har levet på sidelinjen, en mand som aldrig har stået til skyts for sin kunst. Jeg læser om en mand der ikke tuder slå et par tænder løs på sin egen frygt. Frem for alt, læser jeg om en mand der mener at styrke ligger i almen vold, og ikke i beherskelse og fokus.

Du skriver, at du læser Barfoeds erindringer som en lang klagesang. Jeg læser hele din artikel som sådan; en klagesang fyldt med misundelse, ærgrelser og bitterhed.

Jeg har haft æren af at have mødt Manden et par gange, og er altid blevet overrasket over hans livsglæde, imødekommenhed og balance. Grunden til at han er sådan, kan meget vel skyldes, at han er tro imod sine overbevisninger; overbevisninger der fortæller ham, at det er dumt at sænke sig til andres niveau, for at forsage smerte. Det kan være at han bare syntes at det ville have været spild af tid.

Jeg er sikker på at du har ret i én ting: Niels Barfoed kan ikke huske din halv-stalkeragtige Peanut-Gate. Han var sikkert i gang med at nyde musikken.

Det kan undre, at Information stadig spilder plads på disse anonnyme, studentikose "Over Stregen"-artikler, der tager pladsen op for seriøst litteraturstof.

Det værste er ikke at de er anonyme; det værste er, at helt "almindelige" læsere ikke har fattet at det kun er for sjov. ("sjov"?) -
Nu spørger folk mig i ramme alvor om jeg har læst om ham der kender Barfoed. Og tænk, jeg gider ikke engang forklare hvad jeg tror der foregår. Jeg siger bare nej.

Jeg synes, Børge Brønderslev har skrevet en god lille novelle, ja måske faktisk en ret god lille novelle - eller hvad man nu skal kalde det.

Fin historie. /,-@)

/peter

NB: Jeg er ikke ironisk.