BERLIN - På udstillingen Særtog til døden ser man to billeder af den lille Jean-Pierre Guckenheimer. På det ene smører den 4-5-årige dreng sin fars ansigt ind i barberskum, skjortekraven er helt hvid, på det andet sidder han med klapbukser og mørke krøller og tapper med to fingre på en skrivemaskine.
Teksten til billederne lyder: "Jean-Pierre Guckenheimer blev født den 30. november 1935 i Paris. Hans forældre Ernst og Hertha var jøder fra Frankfurt, men havde forladt Tyskland i tide. Jean-Pierre blev sammen med sine forældre og sin bedstefar Markus anholdt i Nice, hvor familien boede i Rue Murat 6. Transport nr. 62 bragte den 20. november 1943 hele familien til Auschwitz."
Jean-Pierre Guckenheimer var ét af de i alt cirka halvanden million jødiske børn under 14 år, der blev myrdet af tyskerne under Anden Verdenskrig. Og han var et af de 11.400 børn under 18 år, der blev deporteret til udryddelseslejrene fra Fran-krig.
En lille intens udstilling med stor effekt har for de næste to uger fundet sin plads under jorden på stationen Potsdamer Platz i Berlin.
Det er det tysk-franske ægtepar Beate og Serge Klarsfeld, der har arrangeret den. Den bygger hovedsagelig på fotografier af de tyske børn, som tyskerne i nært samarbejde med den franske fascistiske Vichy-regering deporterede fra Frankrig til udryddelses- og koncentrationslejrene østpå i årene 1942-44. 800 af disse børn var tyske eller østrigske børn, der var flygtet med deres familier til Frankrig. På udstillingen får man en liste over deres navne. Den begynder med Marion Abraham fra Freiburg, der blev deporteret med tranport nr. 8, og slutter med Leo Zysman fra Berlin, der kom med transport nr. 10.
Ikke uden tog
Desuden fokuserer udstillingen på, hvor uundværlig en rolle Deutsche Reichsbahn spillede i deportationen af jøderne. Julius Dorpmüller, der havde været generaldirektør siden 1926, tilpassede sig hurtigt det nationalsocialistiske regime. Han blev belønnet med posten som trafikminister og sørgede alleredei midten af 1930'erne for, at kun "tyskere og med dem blodsbeslægtede" var ansat ved Rigsbanen. Allerede før rigspogromnatten den 9. november 1938 sørgede regeringen for udvisningen af 17.000 polske jøder med adresse i Tyskland. Til afsendelsestransporterne til den polske grænse bestilte de stedlige politistationer særtog hos Rigsbanen. Ved Anden Verdenskrigs begyndelse var Rigsbanen helt og holdent blevet til naziregimets værktøj.
Penge fra de rejsende fik Rigsbanen også ud af turene til Auschwitz. To pfennig pr. tilbagelagt kilometer kostede det at køre med godsvogn, og man skulle ikke betale ekstra, hvis man blev stuvet indi en almindelig passagervogn. Desuden gav Deutsche Reichsbahn 50 procent rabat på 3. klasse ved mindst 400 personer. En returbillet var ikke nødvendig.
Gemt i et skab
Serge Klarsfeld blev fødti Rumænien af jødiske forældre i 1935. Familien boedei Nice ligesom Guckenheimers og havde under en af de store razziaer den 30. september 1943 gemt sig bag en dobbelt bagbeklædning i et skab. Razziaen blev ledet af den berygtede Alois Brunner, der var Adolf Eichmanns nærmeste medarbejder. Klarsfelds far, der blev i lejligheden for ikke at vække mistanke, blev fanget, deporteret og myrdet i Auschwitz. Brunner nyder i dag sin livsaften som skattet gæst i Syrien.
For at give disse børn, som han selv var en skillevæg fra at blive ét af, et ansigt, er Serge Klarsfeld og hans kone gået på jagt efter fotos af børnene. De har samlet 3.800 fotografier, og en del af dem vises på udstillingen. Sort-hvide fotografier taget hos fotografen af børn med vandkæmmede lokker eller snapshots af glade børn på cykler i sommerlandet. Allesammen bestemt til en anden skæbne end den, billederne lægger op til.
Sidder dybt i møget
Forbilledet for Beate og Serge Klarsfeld har været en fransk udstilling, der har været vist på 18 store banegårde i Frankrig, på rådhuset i Paris og i det franske parlament. Den var arrangeret af FFDJF (Les Fils et Filles des Déportes Juifs de France). Den tyske udstilling skal i løbet af foråret rejse rundt til de store tyske byer. Forud har Klarsfelderne, der egentlig ønskede den placeret på Berlins hovedbanegård, kæmpet en lang kamp med Hartmut Mehdorn, chef for Deutsche Bahn. Mehdorn ønskede ikke at vise den på sine banegårde med den begrundelse, at "emnet er alt for vigtigt til, at man kan beskæftige sig med det, mens man spiser en bolle i hast på vej til toget". Mehdorn måtte dog til sidst bøje sig for trafikminister Tiefensee (SPD), der ønskede udstillingen gennemført.
At Mehdorns påtagede frygt er gjort til skamme, erfarer Informations korrespondent kort efter åbningen. Der er tæt pakket med mennesker foran de 40 plancher. Mange af dem er over 70 år. De står meget længe foran plancherne og læser med alvorlige blikke. Ingen af dem har travlt. Ingen af dem spiser boller.
Der står mange og læser brevet fra den 17-årige Norbert Bernheim, der var fødti Berlin. Hans mor, far og søster var allerede deporteret med hver deres transport, da han som den sidste i familien den 18. juli 1943 kom med transport nr. 43 mod Au-schwitz.
Han skriver:
"Min kære Franca, min kære Paul og Isenhofs, nu sidder jeg dybt i møget, d.v.s. i en kreaturvogn med plads til fyrre mennesker. Vi er halvtreds med bagage. Varmen, stanken, gråden fra de kvinder, mænd og børn, der her er stuvet sammen, trodser enhver beskrivelse. Der er ingen toiletter. Vi ved heller ikke, hvor vi skal hen. På flugt kan man ikke tænke. Min sindstilstand er ligegyldighed. Den gode Gud har villet det sådan, han vil hjælpe os ud af kniben igen. Med mange hilsner, jeres Norbert."
Sonderzüge in den Tod, Potsdamer Platz (man skal gå ned til stationen over for Hotel Ritz Carlton), Berlin. Til 11. februar 2008
