Læsetid: 9 min.

'Der er så mange slumområder, at vi ikke kan gøre ret meget'

Indiens hovedstad buldrer af sted i to vidt forskellige retninger - og dermed illustrerer Delhi den udvikling, som finder sted i mange hidsigt voksende storbyer i udviklingslandene. Ifølge sine kritikere er Delhi ved at blive en 'Apartheid City'. For mens dyre it-forstæder, indkøbscentre, metrolinjer og motorveje skyder op til glæde for middelklassen og den globaliserede økonomi, bliver uligheden stadigt mere tydelig
Modsætninger mødes. I Indiens hovedstad, Delhi, bor rig og fattig side om side. Forskellen er bare, at de rige har hegnet sig ind, bor i moderne lejligheder med vand og elektricitet, mens de fattige huser sig i blikskure lige uden for de riges -kolonier-.

Modsætninger mødes. I Indiens hovedstad, Delhi, bor rig og fattig side om side. Forskellen er bare, at de rige har hegnet sig ind, bor i moderne lejligheder med vand og elektricitet, mens de fattige huser sig i blikskure lige uden for de riges -kolonier-.

5. januar 2008

Delhis velstillede spærrer sig inde bag høje mure og vagtværn, mens millioner af fattige bor under kummerlige forhold uden rent vand og sanitet - med en konstant trussel om at blive sat fra hus og hjem hængende over hovedet.

Mens de multinationale selskaber rykker ind og giver job til de veluddannede, er 80 procent af Delhis arbejdsstyrke sat af udviklingen. De er beskæftiget i den enorme uformelle økonomi, og millioner er henvist til usikre indtægter fra cykeltaxaer, skopudsning, småsalg af grøntsager eller for den sags skyld sortering af byens skrald med de bare næver.

Sine steder kan man se uligheden trukket så absurd skarpt op, at et billede som det på siden i virkeligheden siger det hele.

Men alligevel.

Velkommen til det, der måske er et billede på fremtidens by, velkommen til ulighedens by, velkommen til Delhi. Vi starter i den eksploderende sattelitforstad Gurgaon, hvor der er så meget gang i byggeriet, at byggestøvet formørker solen.

Spejlglas, stål og skovskidere

Mellem Gurgaon-tilkørlsen til National Highway 8 og en af Gurgaons byggepladser vokser nogle spredte buske på en smal stribe jord.

Her sidder en mand på hug med sine beskidte grønne bukser nede om anklerne. Inde på byggepladsen bag ham ligger en by af blik, som et fremmedelement klemt inde mellem den 16-sporede motorvej og et bagtæppe af funklende nye kontorbyggerier.

Men den er en nødvendighed, blikbyen - den huser byggearbejderne. Septitankene under toiletskurene bliver kun tømt hver anden uge, og når de er stoppet til, må byggearbejdere, koner og børn besørge i det fri.

Luften mellem de lave skure af bølgeblik er tung af støv, skrald, madrester, urin og afføring. Smalle stier med åbne afløb adskiller rækkerne af blikskure, og der er fluer overalt. Beskidte børn med dårlige tænder løber rundt mellem affaldet på jorden, kvinder sidder foran blikskurene og laver mad ved små hjemmegjorte ildsteder af ler.

Ifølge arbejderne lever de cirka 4.000 mennesker mast sammen på et område, der næppe er meget større end én kvart kvadratkilometer.

"Vi ved aldrig, hvornår vi bliver ramt af diarré eller opkastninger," siger en af arbejderne, Mohammed Shakir, og peger rundt på sine kolleger.

"Hvem som helst her kan stå op det ene øjeblik og falde om det næste."

Mohammed Shakir viser sit hjem af bølgeblik frem. Det er cirka halvanden meter højt, omtrent syv kvadratmeter stort og huser ham selv, hans kone og fem børn. Går han ud af døren og vender sig om, kan han se et af de kontorkomplekser, han som stilladsarbejder har været med til at bygge.

Der står XL og Serco på det, henholdsvis et multinationalt forsikringsselskab og et britisk konsulentbureau. På de øvrige bygninger i området står navne som Ericsson, Nokia, Deutsche Bank og Nestlé.

Mohammed Shakir og de øvrige arbejdere tjener 130 rupees (cirka 17 kroner, red.) på en almindelig ottetimers arbejdsdag. Og det er derfor, han kom til Delhi som migrantarbejder for to år siden. I hans østlige hjemstat Bihar var der slet intet arbejde at få.

Nu bor han med sin familie i den blikhytte, entreprenøren har stillet til rådighed. Når arbejdet her engang er færdigt, bliver de hjemløse, indtil de finder en ny byggeplads et andet sted i Delhi.

Spredt slum i alle sprækker

Gurgaon mod sydvest er bare en af Delhis eksplosivt voksende satellitforstæder - på den forurenede Yamuna-flods østlige bred ligger Noida, og mod syd Faridabad.

Men også længere inde i byen er der gang i udvidelser af veje, nybyggerier og en generel opgradering under overskriften "Green Delhi, Clean Delhi".

Men udvikling kræver plads, og taberne er ofte byens fattigste. For eksempel er cirka 130.000 mennesker blevet tvangsforflyttet fra deres slumkvarterer langs Yamuna-floden. Her skal der bygges stadion og andre faciliteter til Commonwealth Games, et mini-OL for de gamle britiske kolonier, som Delhi skal huse i 2010.

Blandt andet på grund af disse tvangsflytninger har Delhi ikke på samme måde som eksempelvis Mumbai eller mange af de latinamerikanske storbyer enorme slumkvarterer med hundredetusinder af mennesker.

Men ser man nærmere efter, finder man armoden overalt. Med en befolkningstilvækst på 42 mennesker i timen, hvoraf cirka halvdelen skyldes migration, er der dårligt plads til alle de nye fattige.

Inde i centrum sover de hjemløse på smalle fortove, og man kan finde familier bosat på et tæppe i en midterrabat mellem to vejbaner.

Overalt i byen, hvor der er plads, ligger klynger af jhuggies, som inderne kalder de små hytter af bambus og en presenning, de fattigste bor i - på smalle striber jord mellem husmure og veje, langs jernbanespor, ved vejenes udfletninger.

Ingen kender det nøjagtige antal slumbeboere, men det er mere end tre af byens 15 millioner, og de lever tættere og tættere.

Et liv bag høje mure

Men der er også et andet Delhi - et velstående Delhi. Den typiske boligform for overklassen og den øvre middelklasse er 'kolonier', som inderne kalder de indhegnede klynger af villaer og lejlighedsblokke, hvor de fattigste ikke har adgang.

Den type kolonier ligger på stribe i den velbeslåede bydel Vasant Kunj i Syddelhi. Områdets veje flankeres af koloniernes mure, og portene ved indkørslerne er bevogtet af blåskjortede vagter.

Adskillige af dem beretter, at de bor i de selv samme fattige bydele i nærheden, som beboerne bag murene fortæller, de vil afskærme sig fra.

Det gælder blandt andet vagten ved hovedporten til Vasant Kunj B1 Residents Welfare Association. Stemningen inde i kolonien minder mere om en søvnig sydfransk provinsby end en kaotisk og pulserende indisk storby.

I de gule, tre-fire etager høje lejlighedskomplekser lever cirka 4.000 mennesker trygt bag otte bevogtede porte, som lukker klokken halv elleve om aftenen.

I en femværelses lejlighed med blanke marmorgulve, smagfuldt indrettet med tunge, sirligt dekorerede indiske møbler, nænsomt udvalgt nips og velplejede sofaer, bor Kiran Sood, 61, formand for beboerforeningen. Manden er direktør i eget firma, sønnen er pilot og datteren for tiden hjemmegående husmor i Montréal, Canada.

Kiran Sood fortæller om grunden til vagterne og hegnene - og hvorfor hun planlægger at få sat overvågningskameraer op ved portene og pigtråd på toppen af murene:

"Problemet er, at kolonien er omringet af fattige bydele, og der er også flere slumområder, hvor der bor 'dårlige elementer'," forklarer hun.

"Jeg flyttede ind i 1990, og på det tidspunkt var kolonien helt åben, der var ingen sikkerhedsforanstaltninger overhovedet. Der var tilfælde af tyverier og endda mord. Ingen af os følte, at kolonien var sikker."

Nu er der udstedt særlige pas til de få grøntsagssælgere og andre handlende fra de omkringliggende slumområder og fattige bydele, som er blevet godkendt til at komme indenfor. Resten må blive ude.

Hvis der alligevel skulle ske noget inde på området, kender alle beboerne nummeret til vagterne, som kan nå at lukke portene og fange gerningsmanden, før han slipper ud.

Nøden og elendigheden uden for koloniens porte kender Kiran Sood udmærket. Hun behøver blot at bevæge sig ud af hovedporten og til den nærmeste gade med butikker og restauranter - herude banker tiggerne på glasdørene for at få lidt krummer fra de riges bord.

Men Kiran Sood føler sig ikke i stand til at hjælpe eller ændre situationen i sin by. Hun har affundet sig med uligheden:

"De fattige er underprivilegerede, så vi føler for dem. De er frataget så mange gode ting i livet. Men der er så mange slumområder, at jeg ikke tror, vi kan gøre ret meget," siger hun.

Har du penge, kan du få af kommunen

Kiran Soods koloni er en af de finere i byen, og huspriserne er steget voldsomt de senere år, fortæller hun. Det samme gælder i de mange nye kolonier, som for tiden bliver dannet ved en proces, som kan se speciel ud:

Mere end halvdelen af Delhis boliger er opført uden byggetilladelse. Og det gælder ikke blot slum, men også helt almindelige bygninger. Derfor indrykker bystyret for tiden helsides annoncer i aviserne med opfordringer til borgerne om at danne kolonier og søge om lovliggørelse af deres hjem.

Og det er en udvikling, som kan bidrage yderligere til skævvridningen mellem rig og fattig i byen, mener professor Debolina Kundu, som forsker i byens udvikling og ejendomsrettigheder ved National Institute of Urban Affairs i Delhi.

De velorganiserede kolonier har nemlig lettere ved at få service fra myndighederne - for eksempel kan de selv betale dele af en ny kommunal vandledning og dermed opnå en stabil vandforsyning, mens folk i slummen må leve med utilstrækkelige og ujævne leverancer af vand. Hvis de da får vand overhovedet.

"Vi deler byen op. De, som kan betale, får bedre service. De, som ikke kan, gør ikke," siger Debolina Kundu.

På samme måde er byen delt op i en formel sektor, som blot beskæftiger 20 procent af indbyggerne, og en uformel skyggeøkonomi, som beskæftiger resten. Og Delhi er helt afhængig af sin skyggeøkonomi, pointerer Debolina Kundu: "Byen kunne ikke eksistere uden. Den ville lukke ned," siger hun.

"Jeg kunne ikke sidde her i mit kontor, hvis ikke der var nogen fra den uformelle sektor derhjemme til at tage sig af mine børn."

Men skyggeøkonomien handler ikke bare om børnepasning i middelklassehjem. For nogle af Delhis indbyggere er hele tilværelsen baseret på den.

Hendes liv er fuldt af skrald

Man behøver blot at bevæge sig få hundrede meter fra Kiran Soods koloni i det rige Vasant Kunj for at se, hvilket lovløst liv der leves på bunden af Delhi.

For enden af en smal sti ligger Jaihind Camp, en slumby med 10.000 indbyggere, hovedsageligt muslimske migranter fra Bangladesh og det østlige Indien.

Stedet flyder med ildelugtende skrald, som tiltrækker horder af fluer. Hver morgen kommer lastbiler og læsser skrald af, som indbyggerne sorterer og pakker i sække i løbet af dagen - pap for sig, metal for sig, plastik for sig og så videre. Det, der ikke kan bruges, får lov at blive liggende.

Hver aften kommer nogle andre lastbiler og kører væk med sækkene. Det er den store forretning i Jaihind Camp, og ifølge den lokale ngo, Bal Vikas Dhara, som arbejder for at forbedre forholdene for Jaihind Camps indbyggere, er denne forretning komplet ulovlig og bygger formentlig på bestikkelse.

Lige så lovløs er selve Jaihind Camps eksistens. Ingen aner, hvem der ejer den jord, slummen ligger på. Alia Khan, en rank kvinde i koboltblå sari, fortæller, hvordan hun betaler husleje. Hver måned kommer en mand og indhenter lejen, som for tiden er på 2.500 rupees (325 kr., red.). Sådan har det været lige så længe, Alia Khan har boet i det blikskur på 15 kvadratmeter, hun voksede op i.

Hvem pengene gives videre til, ved hun ikke. Men hun ved, hvad der sker, hvis familien ikke betaler: Hendes mand får tæv. Sådan er slummens logik overalt i verden, også i Delhi.

Men Alia Khan er faktisk heldig.

I modsætning til de fleste andre børn i Jaihind Camp - det er oftest børnene, som sidder på hug med hænderne nede i skraldet - behøver hendes to sønner og to døtre ikke at sortere skrald i stedet for at gå i skole.

Alia Khan arbejder som kok i private hjem i overklassekvarteret Vasant Kunj, seks timer om dagen, syv dage om ugen, "fordi jeg ikke vil have mine børn til at vokse op her". Sammen med hendes mands indtægt rækker det til dagen og vejen.

"Vi har levet vores liv, intet kan ændre sig," siger Alia Khan - hun er 33 år.

"Men hvis børnene får en god uddannelse, behøver de måske ikke leve et liv som det her."

Mens hun taler, reder Alia Khan sit skinnende sorte hår og sætter det elegant op i en knold i nakken - klokken er fire, og hun er på vej på arbejde.

Så kan hendes børn måske få et liv, hvor vandforsyningen er tilstrækkelig, hvor elforbindelsen er lovlig, hvor de ikke er i fare for at få deres hjem jævnet med jorden, og hvor de ikke skal gå på toilettet i det fri.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu