Læsetid: 6 min.

Sandheden i forskellige sandheder

Når man fortæller historier fra virkeligheden eller blot lader sig inspirere af den, bør man forvente reaktioner fra dem, der lever i den. Reaktionerne kan være voldsomme, men ofte gør det blot historien mere vigtig at fortælle
Kultur
14. januar 2008

Kim Leines bog Kalak har fået et incestoffer til at føle sig mindre ensom. Forfatteren fortæller, at han har modtaget næsten 100 breve og mails fra folk, der har læst hans bog. Og som brevet fra incestofferet, der ikke længere føler sig helt sig alene, har de fleste henvendelser været positive. Det glæder ham, men det var faktisk ikke helt det, han havde forventet.

"Jeg var meget nervøs for, hvordan folk ville reagere. Ikke mindst de mennesker, jeg har været perifært i kontakt med, som har fået en plads i bogen. Man kan aldrig fortælle hele sandheden, når man bruger virkelige personer. Det vil altid være min oplevelse af dem, jeg beskriver, og jeg var bange for, at de ikke kunne genkende sig selv," siger Kim Leine.

Inden udgivelsen af sin bog, der er hans personlige beretning om et liv somincestoffer og misbruger, lod han en del venner og familiemedlemmer læse manuskriptet igennem, så deres holdning kendte han. Det forholdt sig anderledes med en række venner, han havde i sine misbrugsår.

"Det er jo ikke, fordi jeg lyver om nogle af dem, men alligevel kan man aldrig få hele virkeligheden med i en personlig beretning. Jeg ville gerne være loyal over for dem, men skulle jo stadig få deres betydning for mit misbrug med," siger han.

Men selv dem har han kun fået positive reaktioner fra:

"Der er for eksempel en af mine gamle venner, som jegi bogen nærmest beskylder for at have smittet mig med sit misbrug. Han kontaktede mig, da han havde læst bogen, og nu taler vi sammen igen. Det viser sig, at han er kommet ud af sit misbrug. Han var glad for, at jeg havde skrevet bogen, for det fik ham til at forstå en masse ting om mig og også om sig selv."

Fornægtelsens fortælling

Kim Leine fortæller, at hans far også fortsat har forsøgt at kontakte ham, men det er et forhold, han ikke selv har lyst til at genoptage.

"Man kan sige, at hvor mine beretninger om mine venner er et forsøg på at forstå, et forsøg på en åbning, så er min fars rolle i bogen et forsøg på at sætte et punktum."

Erfaringerne med folks reaktioner har overbevist Kim Leine om, at man ikke skal være bange for at fortolke på virkeligheden, man skal gøre sig sin egen rolle meget bevidst.

"Det er utrolig vigtigt, at man ikke antager en form for offerrolle. Hvis man begynder at forherlige sig selv, så bliver historien fuldstændig utroværdig og ligegyldig."

En slags taleforbud

Det er ikke kun helt personlige beretninger, der kan få læserne til at fare til tasterne. Også historier, der kun har en flig af inspiration fra virkelige hændelser kan få folk til at reagere, folk, der ingen personlig aktie har i fortællingen.

Det oplevede Simon Pasternak og Christian Dorph, da deres kriminalroman, Afgrundens Rand, udkom i efteråret. Her har de blandt andet ladet sig inspirere af den berømte forlagsmand Ole Wivels tilknytning til en kreds af intellektuelle, der før og under Anden Verdenskrig var fascineret af nazismen. Ingen navne er nævnt, og romanen bruger inspiration fra mange andre fortællinger, men alligevel reagerede folk meget stærkt mod brugen af historien om Ringen.

"Der var en helt særlig falanks af personer, som står vagt om Ole Wivels minde og syntes at vi spartlede for meget på. Der eksisterer nærmest en slags taleforbud i den sag," siger Christian Dorph, men tilføjer, at det ikke er hele sandheden.

"Der er jo også mange, der har rost os for at forsøge at bryde med det tabu, for det fortæller jo sin helt egen historie, at folk ikke ønsker, at der skal skrives om det."

Så i virkeligheden har protesterne fra flere prominente personer, der kendte Wivel, blot øget forståelsen for historien.

"For os gør fornægtelsen blot historien endnu mere interessant," siger Dorph.

Det er også fornægtelsen og fortrængningen, der er omdrejningspunktet for den historie, Dorph og Pasternak vil fortælle i Afgrundens Rand.

"Folk misforstår og tror, at vores ambition er en tilsvining af Ole Wivel, og så protesterer de. Men derved bekræfter de egentlig bare det, der var udgangspunktet for vores interesse, nemlig hele denne fortrængningsmekanisme."

Karaktermord på en egn

Der er visse historiske begivenheder, der stadig kan få personer til at reagere voldsomt, hvis fortolkningen af historien ikke stemmer over-ens med det billede, de selv har, og det, de gerne vil have skal bestå. Men også vor samtidshistorie kan være omgærdet af følelser, der gør, at man helst fortrænger billederne af den virkelighed, vi lever i.

Journalisterne Mads Brügger og Nikolaj Thomassen udgav sidste år bogen Grænselandet. Den handler om Tøndersagen og har tillægstitlen Tøndersagen efterforsket. For det er mest af alt historien om to mænds jagt på en forklaring på, hvordan det kunne gå så galt. Meget af forklaringen skal ifølge den ene forfatter, Nikolaj Thomassen, findes i nogle strukturelle problemer, der hersker i Danmark generelt. De problemer er Tønder Kommune blot et billede på, men tøndringerne bryder sig ikke om at blive fremhævet som eksempler på forfald.

"I avisen JydskeVestkysten har der, siden bogen udkom, kørt en meget hidsig debat. Mange føler, at vi med vores bog forsøger at begå karaktermord på en hel egn. Men i virkeligheden bekræfter det bare den fornemmelse, vi har af, at der hersker enormt meget denial i Tønder," siger Nikolaj Thomassen.

Fra den positive front har de to forfattere modtaget mange henvendelser fra offentligt ansatte i Tønder og resten af Sønderjylland.

"De takker os for at have skrevet bogen, og siger, at det endda er meget værre, end vi tror. De to forskellige opfattelser af virkeligheden i Tønder er en del af forklaringen på, hvorfor den slags sker. Selvopfattelsen i det bedre borgerskab i Tønder er helt skæv. De lægger planer for, hvordan de kan overbevise andre om, hvor attraktivt et område egnen er, og overvejer, hvordan de kan lokke mere industri til. Det er en ekstrem form for fornægtelse."

At tøndringerne hellere fokuserer på de generaliseringer, som forfatterne foretager om Tønder, end på sagens kerne - incest og misbrug i deres midte - overrasker sådan set ikke Nikolaj Thomassen:

"Det er det mest naturlige i verden for et menneske at bruge angreb som et forsvar. Hellere det end at forholde sig til, at det, de to piger oplevede, kunne finde sted i så mange år, uden at der skete noget. Uden at nogen reagerede."

Selvom angrebet er vendt mod de to forfattere, er de faktisk glade for, at deres bog har skabt så stærk en reaktion fra tøndringerne.

"Det ville have været værre, hvis de ikke reagerede, så det er faktisk rigtig rart, at de farer i flint. Fordi et sted i den vrede ligger der en erkendelse af, at der er nogle problemer. Og den skal de nok finde frem til," siger Nikolaj Thomassen.

Ofte ligger der endnu en sandhed ud over den rent faktuelle, når to forskellige fortolkninger af en historie støder sammen. Som Nikolaj Thomassen gør opmærksom på, er der stor forskel på den barndom, som moren fra Tønder oplevede, og den barndom, som hendes egen mor mener, hun gav hende. De to forfattere overvejede kun at stykke én fortælling om morens barndom sammen.

"Men vi kom til den konklusion, at det virkede meget stærkere at lade dem være uenige. At deres fortællinger er så forskellige, siger meget mere om sandheden, end den i sig selv kunne gøre."

I denne uge er Informations kulturredaktion på Thestrup Højskole. Her er højskolen og Information værter ved en kursusuge under temaet 'Historien genforstået'

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her