Læsetid: 11 min.

Sig det skævt

Vi er med andre ord ikke længere i Kansas, venner. Vi er smask midt i storbyens omskiftelighed, dens brutalitet, dens sult efter nye mennesker, nye steder, nye begivenheder, nye eventyr
Essayisten fik installeret sig i Park Slope, Brooklyn, som er kendetegnet ved at være et fredsommeligt middelklassekvarter med unge forældre, konvojer af barnevogne og 'overfyldte sandwiches'.

Essayisten fik installeret sig i Park Slope, Brooklyn, som er kendetegnet ved at være et fredsommeligt middelklassekvarter med unge forældre, konvojer af barnevogne og 'overfyldte sandwiches'.

Chad Johnson

24. januar 2008

For nogle måneder siden mærkede jeg nye digte banke på og styrtede til New York for at tage ordentlig imod dem. Jeg fik mig installeret i Park Slope, Brooklyn, et fredsommeligt middelklassekvarter med unge forældre, konvojer af barnevogne og "overfyldte sandwiches", som det lokkende lød på skiltene uden for de mange delikatesser.

Så jeg måtte stige på toget og drage ind til Manhattan, hvis der skulle lidt krydderi på. På visse tog kunne man være heldig at støde på skilte med Poetry In Motion, en række småcitater af digtere som Walt Whitman og Emily Dickinson, eksempelvis Emilys gamle kending: Tell all the Truth but tell it slant - / Success in Circuit lies osv., der på dansk omtrent ville lyde: Sig alt det Sande, men sig det skævt - / Gå helst ad Omveje frem.

På en sær måde passede det præcis til ens skæverter rundt på Manhattan. I Chelsea for eksempel kunne jeg pludselig finde mig selv i en af de kulørte herrebutikker med duftende stearinlys, campede postkort, lidt for små underbukser og billedbøger med halvnøgne mænd. Her stod to ældre fyre og diskuterede film hen over et tøjstativ med stramme, gummiagtige T-shirts.

"Har du set den nye -?" lød det fra den ene fyr. Jeg nåede ikke at opfange filmens titel, men den anden fyr råbte ekstatisk:

"Ja, den var fabulous!"

Herefter blev fyrene på skift ved med at nævne en endeløs række af ligegyldige titler, indtil den ene kom i tanker om en tilsyneladende ganske særlig film:

"Den film ændrede fuldstændig mit liv," udbrød han.

"Den ændrede også mit liv," istemte den anden: "Jeg ville have været hetero i dag med kone og børn, hvis det ikke havde været for den film. Frygteligt at tænke på!"

Midt i denne eksalterede stemning bor John Ashbery, der nu efterhånden er blevet over 80 år, men stadig skriver og udgiver på livet løs.

Hver gang man besøger USA, kan man være sikker på, at han har udgivet en ny bog, men denne gang var der tilmed en bonus. Ikke blot var digtsamlingen A Wordly Country (Et sprogbevidst land, red.) netop udkommet, jeg faldt også over en samling Selected Prose (Udvalgt prosa, red.) fra 2004 med artikler, boganmeldelser og interview.

Poesiens Mary Poppins

Digtsamlingen ligner på mange måder enhver anden Ashbery-samling, og det er netop det mest besynderlige ved den. Digteren må dog kunne spejde sin afslutning, tænker man, og alligevel er der ikke megen dødsjammer i digtene.

Måske fordi det enkelte digt ikke kan hjemføres til et jeg, men snarere er en radar, der kører rundt og rundt og opfanger fjerne stemmer. Som i det ganske korte 'Anticipated Stranger', hvis titel samtidig er digtets åbningslinje, hvor en stemme pludselig udbryder: "What the hell / did you think you were doing?"

Men det er slutlinjen, der for alvor knalder til: "God will find the pattern and break it." (Gud vil finde et mønster og bryde det, red.) Ashbery har ladet den stå alene, efter linjeoverspring, og det forstår man godt, for det må være intet mindre end opløsningens og forvirringens og opbruddets gud, Gud for hele det postmoderne pivtøj, der her omtales.

Gud vil finde mønstret og trevle det op, kunne linjen lyde på dansk med en let omskrivning, hvormed digteren har stiftet en ny tids religion, hvis evangelium er evig vildfarelse. I den forstand er linjen helt på bølgelængde med sit tilblivelsessted, hvor man farer rundt i labyrinter og aldrig ved, om man er nået frem. Og hvis man når frem, skal Gud himself (eller en af de lidt mindre guder) nok forlede én.

I Selected Prose overraskes man først og fremmest over klarheden og den ligefremme kritik. Og over den umådelige præcision i karakteristikkerne: Raymond Roussel er "et mørkt og forvrænget spejlbillede af Proust", Jorge Luis Borges er "en metafysisk Fabergé", Marianne Moore er "poesiens Mary Poppins" osv. Man kan ikke lade være med at undre sig over, hvorfor Ashbery skjuler al den viden og hele sin kritiske finmotorik, når han bliver udspurgt om sin egen poesi. Hvad er der at skjule? Hvad er problemet?

I en tidlig opsats om New York-skolen skriver han, at det eneste sted, skolen ikke forholder sig til, paradoksalt nok er New York. For byen "samler sig ikke i ét sted: man har ikke følelsen af at bo nogetsteds - New York er i virkeligheden et antisted, et abstrakt klima". Byen er blot det mest "bekvemme" sted at opholde sig - med koncerter, job, mennesker osv.

Hvad Ashbery ikke nævner, er, at alle hans forestillinger om poesien er vokset ud af storbylivet: Poesien er "en hyldest til muligheden", den giver os indtrykket af det ene øjeblik at "gruble over en vanddråbe på et græsstrå; og øjeblikket efter svømmer man af fuld kraft for at redde livet".

Poesien søger "flertydighed" og "glædelige overraskelser", der begge opstår af ideen om, at "hvis vi vender os hurtigt om, vil vi opdage noget, som ikke ellers ville være sket". Den viser, at det er "grundløst at søge noget, der står stille. Alt, hvad der står stille, kunne lige så vel være dødt". Den afspejler "organiseret kaos eller tilfældig orden". Den udgør et "symfonisk væv, der ikke lader sig indskrænke". Den er "åben" og "fri" osv.

Tates groteske proportioner

Vi er med andre ord ikke længere i Kansas, venner. Vi er smask midt i storbyens omskiftelighed, dens brutalitet, dens sult efter nye mennesker, nye steder, nye begivenheder, nye eventyr. Det er ikke en poesi, der med fordel kan benyttes til at beskrive fuglelivet.

Amherst, Massachusetts

Et sted i Selected Prose nævner Ashbery, at der er to digtere, han gerne læser, hvis han ikke kan komme i gang med at skrive. Den ene er Hölderlin og den anden James Tate, født i 1943, bosat i Amherst og forfatter til to prosabøger og 15 digtsamlinger. Et udvalg af hans poesi findes i Selected Poems, der vandt Pulitzer Prize for poesi i 1991.

Det er morsomt for mig at se Tate nævnt, for jeg læste op med ham for mange år siden i Amherst. Det foregik i The Homestead, Emily Dickinsons hus, der virkede som et dukkehus. Man bøjede automatisk nakken, når man gik rundt, og alt i huset var ligesom skrumpet ind: borde, stole og ikke mindst Emilys kridhvide seng - indbegrebet af et dødsleje, forekom det. I stuen fangede jeg et glimt af den danske digter Annemette Kure Andersen, der deltog i oplæsningen. Også hun syntes skrumpet, og et kort øjeblik var det, som så jeg Emily stå foran sin skænk med ryggen til mig.

Kort efter dukkede James Tate op, en høj mand, der fik proportionerne til at virke endnu mere groteske. Hans sky, forfjamskede facon med håret drivende af sved bidrog kun til den let akavede stemning. Her var en mand, der tydeligvis ikke følte sig tilpas, hverken i Emilys Homestead eller noget som helst andet sted. Det virkede, som om der én gang for alle var gået hul på hans verdensbillede. En fornemmelse, der bekræftes af en udtalelse af digteren selv, gengivet i Ashberys introduktion til Tate i Selected Prose: "Jeg bruger det lyriske billede som en slags bor til at trænge igennem de slør af illusion, som vi med velbehag kalder Den virkelige Verden, den skyggeverden, som vi så fortrøstningsfulde bevæger os igennem."

Lettere sindsforvirret

Tates digte er fulde af drømme, uhygge, melankoli, ironi, desillusion, og grundfarven i dem er absolut 'blå'. Indimellem får man fornemmelsen af, at det hele kører baglæns i hans poesi, som en film, og man aner ikke, hvad der gemmer sig bag det hjørne, man lige har rundet. "Ja, aske falder opad", hedder det ét sted, "visk venligst søvnen ud af denne drøm" et andet. Og så er Tate, ligesom Ashbery, en mester i åbningslinjer, digtets måde at give hånd på. "Skoen var optaget" eller: "Jeg holder af at se læger hoste". Eller hvad med: "Det var næsten umuligt med sprog i de dage", "Stjerner faldt hele natten" eller den uoversættelige: "His clock has stopped watching."

I digtet 'Thoughts While Reading The Sand Reckoner' nævner digteren en række bøger, han er i gang med at læse, heriblandt den bog, der henvises til i titlen, hvori Arkimedes forsøger at regne ud, hvor mange sandkorn universet maksimalt kan rumme. Allerede her fornemmer man den absurde stemning i Tates poesi, og den understreges af en scene hen mod slutningen af digtet:

Søndag morgen i Amherst, jeg har fået øje
på en vandbøffel! Emily Dickinson
har besluttet sig for at købe adskillige jakker af mohair,
men det er søndag, og jeg er ked af at måtte meddele,
hun ikke har været en særlig god nabo på det seneste.
'Tårer er mine engle nu,' sagde hun til mig
ved firetiden om morgenen. 'Men er de interesseret
i Cedar Rapids?' spurgte jeg. 'Det er jeg ikke den rette
til at sige,' lød hendes triste svar. Og sådan
gik det,
lyden af en nynnende armbrøst, min egen
junglefeber. Min trætte og blomstrende Sjæl gik på omgang fra hånd
til hånd til hånd.

Jeg ved ikke, hvad det præcist er, Ashbery finder i Tates poesi, som kan sætte ham i gang med at skrive. Men jeg gætter på, at det kunne handle om Tates absencer, hans mentale udfald, der gør hans poesi fuldstændig konfus, hvis ikke simpelthen lettere sindsforvirret - "livet spundet ind i et snørebånd". Humørerne, selv i det enkelte digt, skifter ustandselig, som var digteren lidt for febrilsk ved gearstangen. Fra slapstick til tristesse til ømhed med en hurtig håndbevægelse. Hvis jeg skulle vælge et enkelt ord til at beskrive Tates digte, ville jeg sige, at de var beduggede. Som hos Ashbery skifter scenerne konstant, vi ryger ud og ind af rum - og af roller - og sendes ofte af sted mod nye egne ved hjælp af anekdotiske brudstykker, antydninger af fortællinger, der aldrig fortælles til ende. Hos begge digtere er tonen på kanten af det syrede, men alligevel aldrig ude af kontrol, aldrig rablende og aldrig sentimental. Og aldrig selvfølende. Det er tungen lige i munden hele vejen gennem bevidsthedens sære krummelurer.

The Bowery, Lower East Side

En af de varme efterårsaftener i New York trissede jeg sammen med et par venner ned mod Lower East Side. På hjørnet af Houston og Bowery stod tre helt unge fyre, ikke andet end forvoksede skoleelever, og pulsede løs med svedige ansigter i den fugtige varme. Den ene af fyrene formanede sine venner: "Før vi går nogen steder hen, skal vi have fat i nogle flere cigaretter. Og noget parfume."

Vi fortsatte ned ad Bowery, der ligesom så mange andre gader og kvarterer på Manhattan med et fingerknips har forandret sig til uigenkendelighed. Vi måtte sno os ud og ind mellem de mange unge på gaden, og min ven Stuart, der har boet i Alphabet City, så længe jeg kan huske, udbrød: "Jeg fatter ikke, at der er så mange mennesker her! Hvor kommer alle de mennesker fra?"

Sådan var det unægteligt ikke i halvfemserne. For 10-15 år siden (sidst Stuart var i byen) var kvarteret fuldstændig mennesketomt, bortset fra et par bumser her og der, most ud på en papkasse. Mødte man en person på gaden om natten, skyndte man sig over på det modsatte fortov. Nu ligger byens splinternye kunstmuseum midt på Bowery i fineste, japanske design (fem-seks gråhvide papkasser stablet skævt oven på hinanden), og det ene dyre ejendomskompleks efter det andet skyder op med 'bylejligheder' til Hollywoods filmstjerner.

Omkring årtusindskiftet, da Brenda Coultas skrev sin debutdigtsamling, A Handmade Museum (2003), var totalforvandlingen af Bowery allerede begyndt. Som beboer i kvarteret var Coultas nærmeste vidne til, hvordan udviklingen begyndte at æde sig ind på "de truede historiske steder": Små hoteller, kunstnerfællesskaber, folkekøkkener og de karakteristiske tenements med etværelseslejligheder, mange opført i 1890'erne. For at 'observere' kvarterets forandring indledte Coultas et "Bowery Project", der samtidig gjorde det muligt for hende at beskrive sin egen identifikation med det gamle Bowery "som en borger, der kun er en lønseddel væk fra gaden".

Rotter, bøvs og stank

'The Bowery Project' er det længste afsnit i A Handmade Museum, og det består af en række prosalyriske tekster sat sammen i collagestil, der redegør for hendes registrering og indsamling af gadeaffald, ikke mindst møbler og heriblandt ikke mindst stole. Hun gennemroder containere og skraldespande og bjerge af affald på fortovet og kommer undervejs i kontakt med mange af de hjemløse, der bogstaveligt talt bor i lort. "Kan jeg tale med dig et øjeblik," spørger en af dem og beder hende se op mod solen. Dér har han skrevet sit navn, fortæller han. Bagefter vil han omfavnes, men kommer til at bøvse hende i øret.

På tværs af rotter og bøvs og stank går værkets "projekt" ud på at undersøge, hvad det vil sige at være en "public character", som Coultas kalder det med en fin dobbelttydighed: ikke så meget en offentlig person som en person, der lever og bor i offentligheden. En offentlig person er desuden "gadens øjne" i mere end en forstand: han (eller hun) ser alt, og kvarterets udvikling bliver synlig gennem ham. Samtidig udgør den offentlige person kvarterets indre sammenhæng, fordi han kender alle, og alle kender ham. Når den offentlige person forsvinder, eksempelvis efter en totalsanering, forsvinder også denne sammenhæng, synes Coultas' småtekster at sige.

Det er den moralske side af værket: At der burde være mindst en stol til alle i et samfund, som har råd til at smide bunker af brugbare ting ud - tøj og møbler og køkkenting og ved en sjælden lejlighed hundredvis af bowlingkugler i mange farver. Men måske endnu vigtigere siger teksterne, at det at rode i affald også er at rode i forhistorien, i det primitive, i oprindelsen, lidt som når man bladrer i et fotoalbum og ser billeder af afdøde slægtninge. Fortællerens største ønske er således, røber hun, at finde faderens gamle hund Rusty eller sin egen pony ved navn Soybean Saint eller de savnede bedsteforældre: "Det var de døde, jeg ønskede, at jeg kunne finde i disse mytologiske gader i slumkvarteret."

Endelig er det at rode i affald også at nærlæse en udvikling, et forløb, en fortælling og måske ligefrem at kunne forudane, hvad der vil ske i den. For eksempel at World Trade Center undervejs i "projektet" vil styrte sammen og ende som en kæmpe bunke affald. I den forstand dokumenterer Coultas ikke blot noget affald, men også en forhistorie. Og ikke blot en forhistorie, men også en udvikling. Og ikke blot en udvikling, men også et forfald. Og ikke blot et forfald, men også en sorg. Og i digtningen kommer det hele ud i form af "drømme og mareridt" - alt det, vi kunne kalde sindets affald.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu