Læsetid: 5 min.

Skak som politisk kunst

Skakbrætter, spillere og brikker - den politiske udvikling i dagens Rusland begyndte allerede i Sovjet-tiden. Den russiske forfatter Olga Martynova kendte mange af de oppositionelle dissidenter fra dengang, men har svært ved at opfatte dem som noget seriøst alternativ i dag
Når man kender til Garri Kasparov (tv.) og Eduard Limonovs forhistorie, kan det være svært at tage dem alvorligt - hvor gerne man end ville! Og just dette er problemet for -den radikale opposition-, som de kalder sig selv.

Når man kender til Garri Kasparov (tv.) og Eduard Limonovs forhistorie, kan det være svært at tage dem alvorligt - hvor gerne man end ville! Og just dette er problemet for -den radikale opposition-, som de kalder sig selv.

Mikhail Metzel

10. januar 2008

Den store argentinske forfatter Jorge Luis Borges skal have sagt, at døden ikke kunne få ham, før han havde set, hvem der vandt verdens-mesterskabet i skak, Anatolij Karpov eller Garri Kasparov. Og det lyder jo som en typisk betragtning fra den Borges, hvis forkærlighed for bi-omstændighederne bag de store historiske begiven-heder har gjort hans bøger så uudtømmeligt underholdende.

Vi - den såkaldte kultur-elite - holdt naturligvis med Kasparov, hvorimod Karpov lige siden sine opgør med Viktor Kortchnoi forblev uelsket. Kortchnoi, som var tvunget i eksil og erklæret persona non grata i det officielle Sovjetunionen, spillede så at sige for frihedens sag, mens Karpov som medlem af centralkomiteen i kommunistpartiets ungdomsorganisation, Komsomol, stod som repræsentant for sovjetmagten.

En vittighed var dengang i omløb - den lød:

"Karpov har et ønske, som han vil forelægge regeringen, og siger: 'Gennem Leningrad løber der en stinkende flod, som hedder Karpovka. Vil De ikke være så venlig at omdøbe den til Kortchnoika?'"

Det har glædet mig, at Borges nåede at opleve Kasparovs sejr i 1985. Snart efter gik Sovjetunionen i opløsning, som evnede den ikke at overleve denne skam. Det var ikke kun os, som opfattede skakduellerne som systemernes tvekamp, også for regimet var de en politisk anledning. Sådan tænker alle magthavere. For nylig så jeg en udsendelse i CNN ommånelandingen, hvor kommentatoren erklærede, at denne bedrift havde vist sig som a fantastic way of demonstrating to the world the value of the American way of life.

Da Garri Kasparov i opløbet til det russiske parlamentsvalg den 2. december blev arresteret for at arrangere en ikke-anmeldt demonstration og idømt fem dage bag tremmer, kom Anatolij Karpov for at besøge ham i fængslet. Karpov blev ikke budt ind - dog tog Kasparov imod hans medbragte nummer af skakbladet 64. Denne episode kan tjene som påmindelse af, at meget af det, som aktuelt udspiller sig i Rusland, allerede begyndte for 20-30 år tilbage.

De samme mennesker, som foragtede Karpov som mønsterværdig sovjetborger, var glødende beundrere af balletstjernen Michail Barysjnikov, som var blevet i USA og derfor blev erklæret for statsfjende, skønt han tidligere havde været medlem af centralkomiteen i Komsomol og med sine berømte spagatspring havde søgt at vise verden the value of the Soviet way of life.

Kasparov også medlem

Kasparovs partikarriere så man gerne bort fra - ja, for tænk Dem engang: Også han var medlem af Komsomols centralkomité. Men han var jo så sympatisk! Og lignede i den grad en outsider! Og vandt, det gjorde han jo på vegne af os alle? Også på vegne af Komsomols central-komité eller hvad? Dobbelt-moralen var åbenlys. Ingen ville foreholde ham, at han sagde et og tænkte noget andet. "Han er en kyniker, der har gennemskuet tingene," sagde man bifaldende om dem, som gjorde karriere i Sovjetsystemet, alt imens de tænkte antisovjetiske tanker.

Pirrende samtalestof var de emigranter, der afskar sig fra videre karriere. Solsjenitsyn med sine episke fortællinger, Barysjnikov med sine spring og sågar den ikke nær så berømte Eduard Limonov med sin roman om en russers sexliv i New York.

Siden da har en del ændret sig. Solsjenitsyn skuffede mange med sin storhedsvanvittige hjemkomst til Rusland - i særtog gennem det ganske land - med sine antisemitisk farvede artikler og med sine gemytlige samtaler med Putin, der besøgte den grånende profet i dennes residens.

Ikke så snart var Limonov vendt hjem først i 1990'erne, før også han fordømte "det liberale Vesten" og siden grundlagde det såkaldtenationalbolsjevikiske parti, der udelukkende bestod af unge og benyttede sig af en symbolik, hvis lighed med den nationalsocialistiske man måtte gyse over: Rød fane med sort hammer og segl på baggrund af hvid cirkel. I dag er Limonov frontfigur i oppositionsbevægelsen 'Det Andet Rusland', et løst paraplyforbund for alle, 'der vil en anden vej'. Han forsøger nu at positionere sig tættere på de 'kapitalistiske' og 'pro-vestlige' kræfter.

Og minsandten om ikke også Garri Kasparov er på banen her - sammen med Limonov arrangerer han 'protestmarcher for de, som er imod', ligesom makkerparret giver fælles interviews og lader sig fotografere sammen.

Når man kender til disse menneskers forhistorie, kan det være svært at tage dem alvorligt - hvor gerne man end ville! Og just dette er problemet for 'den radikale opposition', som de kalder sig selv - og for dem, som vil have os til at tro på dem som seriøst alternativ.

Som en karrusel

Historien gentager sig som farce - denne formel passer på mange forhenværende og nyvakte marxister i dagens Rusland. For øjeblikket har jeg dog svært ved at se nogen gentagelser i historien. Snarere er alt rodet sammen, som om en vanvittig karruselmester drejede på en gigantisk karrusel. Den i Sovjettiden så hårdt trængte kirke har i dag en betydelig indflydelse. Det kommunistiske parti er derimod i opposition, og enkelte liberale intellektuelle er parat til at samarbejde med det. Mange unge mennesker er overbeviste om, at Sovjetunionen nok ikke var så slem endda, og at den i al fald frem for alt udmærkede sig ved social sikkerhed og menneskelighed. Andre advarer i dystre vendinger om, at den aktuelle situation er præcis som i Sovjettiden, hvis ikke værre. En tvivlsom påstand, når vi betænker Sovjetregimets ofre. Og betænker, hvad vi i dag har svært ved at forestille os: At det dengang var umuligt at offentliggøre ét eneste ord - ikke blot hvis man 'var imod', men også hvis man bare 'ikke var for'.

Man spørger naturligvis med rette til pressefrihedens tilstand i dagens Rusland. Jeg kan ikke sige noget definitivt om den og tvivler på, at andre kan. Efter mine umiddelbare erfaringer med den russiske elektroniske og trykte presse kan jeg kun sige, at der for øjeblikket næsten udelukkende havner yderst regeringskritiske medier 'på mit bord', hvilket naturligvis beror på min bekendtskabs- og interessekreds og på, at det er i de tidsskrifter og aviser, jeg selv publicerer. Der findes også andre publikationer, mange endda. Alting drejer som sagt rundt og rundt. Men hvis det en dag pludselig skulle blive 'som før', ville jeg straks mærke det - jeg har ikke glemt den tid.

Jorge Luis Borges forlod vores verden, da alting så meget enklere ud. Den Kolde Krigs store skakparti var allerede nået frem til slutspillet. I dag bliver der spillet på mange skakbrætter, og modstanderne skifter bestandig side, brætter og brikker. Brikker bliver til spillere (eller forestiller sig, at de gør det). Og spillere bliver til brikker (det forestiller de sig aldrig selv). Jeg vil ikke påstå, at jeg kan gennemskue dette spil. Blot ville jeg ønske, at man bag de blotte navne - Kasparov, Limonov - og bag de ophøjede ord - opposition, demokrati - også kunne få øje på virkelige historier og rigtige ansigter.

Olga Martynova (f. 1962) er russisk lyriker og litteratur-kritiker. Hun bor i dag i Frankfurt am Main i Tyskland

© Olga Martynova og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu