Læsetid: 6 min.

'At skide er ikke at male'

Som en del af Det ny Arken præsenteres den russisk-tyske kunstner Andreas Golder. En samtidskunstmaler, der placerer sig mellem den sovjetiske, klassiske skoling og samtidskunstens abstrakte normløshed. Sådan skabes en kunstner, der både kender sit håndværk og ser med kritisk og ironisk distance på det at være kunstner
Andreas Golders værk 'Værre bliver det ikke' antyder både kunstnerens frie tilgang til maleriet og den distance til kunsten og det at være kunstner, som han mener er meget vigtig.

Andreas Golders værk 'Værre bliver det ikke' antyder både kunstnerens frie tilgang til maleriet og den distance til kunsten og det at være kunstner, som han mener er meget vigtig.

Schlimmer wird nicht mehr

28. januar 2008

Jo, Arken har genoplivet sine lig i lasten og præsenterer nu et museum med en massiv udbygning.

1.900 kvadratmeter er der lagt til efter et greb på 38 millioner kr. i skattekisten. Nu skal det store publikum tiltrækkes. Nu kan museet præsentere sin ret store samling - "museets sjæl", som Arkens direktør, Christian Gether, betegner den. Samlingen tæller da også både et særegent vue ud over samtidskunsten og en - priserne taget i betragtning - pæn slat Damien Hirst-værker, der af direktøren betegnes som "museets stolthed", og som i dag koster fantasillioner, og så er det jo et besøg værd!

Derudover har museet nu opnået en fleksibilitet, som ifølge Gether har været ønsket længe. Og fleksibilitet antyder åbningsudstillingerne da også i de nye lokaler, hvor der dels er blevet plads til en massiv udstilling af skagensmalerne dør om dør med den meget yngre samtidskunst.

Fleksibilitet har jo sin naturlige grænse omkring fibersprængningen, men det er netop ideen med Det ny Arken, som det hedder, at spændvidden nu kan udfoldes. Den nye tilbygning spænder i åbningsudstillingen således fra guldalderen i Skagen til fronten på den berlinske samtidskunstscene.

Malerhjerne med to øjne

Andreas Golder, den 28-årige russiskfødte kunstner, der præsenteres her med 31 værker, indeholder en lige så stor spændvidde.

Der er tale om et af de helt store unge talenter fra den berlinske kunstscene. Andreas Golder er født med en pensel i hånden i en familie af kunstnere og kunsthistorikere, tæsket igennem i en sovjetiske malerskole og efter Murens fald foldet ud som samtidskunstner i Berlin. Som få andre på sin alder har Andreas Golder en skoling i bagagen, som gør ham i stand til at udtrykke sig snart i velproportioneret realisme og snart i samtidskunstnerisk vildskab, hvor maleriets alvor udfordres af en meget karikeret og ironisk kommenteren af det at lave kunst og det at være kunstner.

Men det at skide er ikke at lave kunst, som titlen lyder på et af udstillingens hovedværker - Gekackt non est pictum.

For Andreas Golder er det at male en stor udfordring. Men de redskaber han gennem sin uddannelse har tilegnet sig, giver ham også en unik mulighed for at udfordre maleriet som udtryksform.

"Maleriet er spændende for mig, fordi det er begrænset af lærredet, utrolig gammelt og så er det svært at gøre noget nyt. Og det er en sund udfordring for mig. Jeg tager et redskab, som har været her utrolig længe for at gøre noget nyt med det," siger han.

Andreas Golder gik som barn på en kunstskole i Sovjetunionen, hvor han lærte at få ting til at se virkelige ud i to dimensioner. Og det har givet ham en frihed.

"Jeg kan gøre, hvad jeg vil på lærredet. Jeg kan lave traditionel realisme, men samtidig forholde mig meget abstrakt til det at male. Og måske giver det et tydeligere billede af, hvad realisme og abstraktion er, når det mødes på lærredet," forklarer han.

I dag er der mange, der mener, det ikke er vigtigt at kunne male realistisk, og kunst handler heller ikke om at gengive virkeligheden, mener Andreas Golder.

"Det handler om at se rigtigt. Når du kæmper med proportionerne, bliver du klar over, at der er stor forskel på et kamera og to øjne med en hjerne. Se bare på Lucian Freud. Det handler ikke om at revolutionere og være den nye Vassily Kandinsky. Det er gjort," siger han med eftertryk.

I dag fokuserer man i samtidskunsten ofte på konceptet, ideen, bag værket. Og hvis Golder skal vælge, hvad der for ham er vigtigst, så er det da også konceptet.

"Håndværket er kun et redskab, som er godt at have som maler. Olafur Eliasson får en ide til en lampe, som han får andre til at lave. Jeg er i den situation, at jeg selv kan lave mine værker og ikke behøver at forklare noget til nogen."

Kunst med referencer

Men man kan godt se en rød linje gennem Andreas Golders udstilling, hvor der arbejdes i store formater med meget dynamik og mange kunstneriske referencer til helte som Francis Bacon, det ekspressive maleri, avantgarden, tegneserien. Den er bare ikke tiltænkt, siger han.

"Jeg forsøger faktisk at bekæmpe den. For nu befinder jeg mig på et marked med forventninger, som jeg er nødt til at kæmpe imod. Gerhardt Richter (tysk kunstner, red.) formåede at gøre begge dele samtidig: Tilfredsstille og udfordre markedet. Den udfordring er vigtig for mig som kunstner. For hvorfor skal man blive ved med at gentage en god ide?"

Her ligger også kimen til den indlejrede kritik af det ekspressionistiske maleri, som Golder spiller på banen.

"Det er en kunsthistorisk kommentar, som også udtrykker avantgardens død. For alt hvad du ser nu i samtidskunsten, er referentiel kunst. Det bygger på kunst fra 1960'erne og 70'erne. Der er ingen front. Jeg er selv referentiel. Francis Bacon, som jeg er meget inspireret af, åbnede for eksempel en masse døre for det moderne maleri. Han satte spørgsmålstegn ved de maleriske principper og kombinerede overflader og former på en anden måde. Han er meget gennemført som kunstner i den maleriske proces. Han er en klassisk maler, men får maleriet til at fremstå chokerende nyt. Det interesserer mig meget."

Fejltagelser

Helt grundlæggende vil Andreas Golder udfordres. Og kan han ikke selv gøre det, lader han maleriet udfordre sig.

"Jeg gider ikke at kede mig i atelieret. Jeg siger: Ok, hvordan kan jeg overraske mig selv i dag? Hvad sker der, hvis jeg gør sådan? Når du ved præcist, hvad du vil lave, kan du aldrig gøre det. Og når du synes, det går godt, skal du forlade atelieret med det samme. Det handler om at vide, hvornår man skal stoppe. For mig handler det om proces, udfordringen imellem mig og maleriet. Nogle gange er jeg nødt til at spørge maleriet, hvad det synes, ved at kigge på det. Måske falder der en dråbe, og så følger jeg med. Kontrollerede fejltagelser, tror jeg, jeg vil kalde det."

Men det er også vigtigt for Golder, at publikum kan følge med ham.

"Jeg vil ikke bare lave kunst for min egen skyld. Jeg er på markedet og laver også kunst til publikum. Jeg vil ikke sidde på atelieret og tænke på mit fortabte liv, eller sådan noget," siger han smilende.

Mødet med Berlin

Andreas Golder kom til Berlin i 1997, og dengang havde han ingen ide om, at han skulle være kunstner. Han havde ikke en adgangsgivende eksamen til universitetet, og på kunstakademiet var det ikke påkrævet. Så han søgte, men kom først ind efter seks forsøg.

Mødet med samtidskunstscenen var specielt for den trænede realist.

"Jeg gik rundt og kiggede på alt den her kunst og blev vred. De kunne jo ikke engang finde ud af at male en hånd! Hvordan kunne de gøre det? Men så begyndte jeg langsomt at forstå, hvad der foregik. Jeg begyndte at læse kataloger og forholde mig til det og fandt ud af, at det ikke bare var dumt. I dag er der alt muligt i kunsten, og man stopper ofte op og spørger sig selv: Hvad er det egentlig, jeg laver?"

Og Andreas Golder er ikke interesseret i at sige noget specifikt. Han opstiller bud, og så må folk tage det eller lade være, som han siger.

"Kunstneren som et geni, der stiger ned fra himlen med en masse svar er noget værre bullshit. Det er forfærdeligt. Vi er alle sammen individer, der stjæler fra hinanden og får en ide, når vi ser en fed Audi eller et Rubens-maleri. Hvordan kan det være genialt? Det er bare dumt. Ingen skiller sig ud på det punkt. Ingen er original, og der handler det om personen og ikke kunsten," understreger han.

Det ny Arken:Andreas Golder: It has my name on it. Til 18. maj 2008Skagensmalerne: I nyt lys. Til 1. juni 2008

Arkens Samling - Premiere: Damien Hirst: Special

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"1.900 kvadratmeter er der lagt til efter et greb på 38 millioner kr. i skattekisten. Nu skal det store publikum tiltrækkes"

- Det latterlige publikum

Man glemmer at den virkelige fornyelse i institutionerne måske sker når ledelsen udskiftes...ja, eller kan der overhovedet ske noget nyt på det institutionelle musem? Har kunsthistorikerne glemt deres fag ?
Hvem afgør hvor længe vi skal være vidner til Kristian Gethers evindelige og uaktuelle nyekspressionisme og postmodernisme problematik? Skriv dog det speciale færdigt!

'At skide er ikke at male'.

Så har man hørt det med, er det ikke en grov indskrænkning af kunstbegrebet? Jeg håber Uwe Max Jensen hører om det her og er på vej for at give Andreas Golder en lærestreg.

Søren:

Jeg tror ikke at Uwe Max Jensen kommer til at dele særlig mange stryg ud da det Andreas Golder siger er uhyre aktuelt og usandsynligt skarpt.

Det er sjovt at en person fra det fynske kunstakademi kalder denne mand skarp og hyperaktuel. For 5-10 år siden var man en gammel røv i de kunst-akademiske kredse i DK, hvis man bevægede sig ud i det ekspressionistiske felt - og hvis man havde Francis Bacon, som sit store forbillede, var man til at lukke op og skide i. For at sige det på meget jævnt dansk. Ingen kunne tage den type alvorligt. Men moden skifter og Berlin dikterer trenden. For trend og mode er, hvad det der er. Og intet andet.

Vibeke:

Jeg undskylder og omformulerer så jeg slipper for at høre på den slags ligegyldigheder.

Jeg skrev at det Andreas Golder sagde (sagde!) var aktuelt og faktisk temmeligt skarpt, ergo hans tilgang til kunsten (maleriet primært) er interessant og han kommer med nogle ret skarpe pointer omkring samtidskunsten som den udvikler sig for tiden. Bedre?

Hvorfor er det sjovt? Jeg vil mene at siden jeg går på akademiet så ja, så har det da en væsentlig relevans at jeg finder interviewet aktuelt og skarpt.

Og må jeg spørge hvad dig stikker dig?

Og nej, jeg synes ikke udelukkende at det er Berlin der sætter en dagsorden - det er da i lige så høj grad New York. Det er i grunden bare forskellige trends vi ser der bliver samplet og remixet.

Jeg har aldrig sagt at Andreas Golder er "det sidste nye" men hans tanker synes jeg sgu holder ærlig talt.

Ja. Hans skarpe pointe er, at samtidskunsten ikke udvikler sig. Men det har dem, der i tresserne diagnosticerede den postmoderne tilstand allerede formuleret. Og geniet er blevet erklæret dødt for mange år siden.

Det sjove består i, at det, der er erklæret dødt og evigt borte (til at lukke op og parkere sit affald i) jævnligt genoplives og erklæres hyperaktuelt. Og så kan alle dem, der smed deres pensler ud for ti år siden eller blev moppet af deres medstuderende, fordi de havde de forkerte idoler eller dyrkede den forkerte stil ellers finde penslerne frem igen, medmindre deres "værktøjer" i mellemtiden er blevet så rustne, at de må droppe det helt.

Det morsomme er også, at mange helt unge kunststuderende tror, at det varme vand jævnligt opfindes på ny af de kunstnere, der hypes af de trendsettende gallerier og udstillingssteder. Det gør de primært, fordi de er historieløse. Og der har akademiet et stort forklaringsproblem.

Kritisk refleksion - er det ikke det, akademiet prøver at bilde verden ind, at de forsøger at lære de studerende? Hvorfor ser vi så så forsvindende lidt til denne kritiske tilgang til autoriteterne og trendsetterne, som skolerne angiveligt skulle gøre deres elever modne til?

Refleksiv- adj. visende tilbage til; om pronomen: visende tilbage til subjektet; om verbum: som til genstand har samme begreb som subjektet (fx han vasker sig); refleksbetinget.