Læsetid: 5 min.

Skriftestol, internet og kommune

Der er svage mennesker, som har brug for hjælp. Men det er ingen grund til at afblæse det personlige ansvar
4. januar 2008

Det lyder som blandede bolcher, men prøv lige at læse videre. Der er mening i galskaben.

For at få lidt skik på den strøm af bevidsthed, som suser af sted fra morgen til aften, må vi indsætte passende forenklinger, f.eks. billeder af os selv. Og når vi nu er i gang, kan vi lige så godt gøre dem lidt smukkere, end virkeligheden kan bære. Det skaber et lille problem: De bliver skrøbelige konstruktioner, som let krakelerer. Når vi må indse, at vi ikke er så modige, kompetente eller generøse, som vi gerne vil være, kan vi afgøre, om vi vil justere selvbilledet eller forsvare det, f.eks. ved at glemme nederlaget.

Skriftestolen er genial

Det behøver ikke at være et moralsk problem. Det er ikke forkert, at jeg ikke er så god som ønsket. Men et selvbillede har en moralsk dimension, og også her kan man falde brat igennem. Handler man forkert, står man ofte hjemløs med sin brøde. Det er svært at tale om den, fordi moralen dels er blevet privat, dels er opløst i psykologernes kausale syrebad. Derfor kan en dårlig samvittighed ikke finde sin fælles plads. Samvittigheden er, som Richard Rorty siger, en sump af private fornemmelser.

Her er den katolske skriftestol en genial opfindelse, som på raffineret vis forbinder offentligt og privat. Over for skriftefaderen er man på et offentligt sted, men samtidig på privat tomandshånd, så man ikke udstiller sine snavsede underbukser på torvet. Man kan meddele sin brøde uden at sætte forholdet til sine nærmeste over styr. Det giver let anledning til overflødige konflikter, hvis man hjemme lægger alle kort på bordet. Uden for hverdagen, på et offentligt sted, over for et menneske, som ikke er et menneske, men et åbent moralsk øre, kan man bekende, give ord til sin brøde og hermed på én gang fastholdes i sin personlige skyld og aflastes fra den. Brøden er meddelt og indgået i ordenes fællesskab. Den er lagt frem og dermed væk, Den er ikke bortforklaret, men heller ikke eksplosiv. Man får sin tilgivelse og går videre med lettet sind. Måske går man bare videre i samme spor. Det skal ikke opholde os her.

Nettets muligheder

Hvad har vi af tilsvarende institutioner i det kolde Nord? Ikke rigtig nogen. Vi må leve med skylden, som hober sig op, og afreagere den i rusen, raseriet og festen.

I de sidste år er der kommet et teknisk modstykke til skriftestolen. På internettet kan man, anonymt og offentligt, bekende sin brøde. Man kan give ord til, hvad man har gjort, og hermed acceptere et moralsk ansvar, ikke blot i sit stille sind, men over for en anonym anden. Måske er der ingen, som læser det, men muligvis er der. Og det er nok til, at bekendelsen finder sin plads i ordenes fællesskab, skubbet ud over både det stille sind og den private dagbog. Det er en aflastning at udtømme sig i ordene, næsten som blev man tilgivet.

Selvfølgelig kan man lyve på nettet. Beskyttet af sin usynlighed kan man gøre sig ikke blot meget større, men også meget mindre, end man er. Man kan overdrive sine laster og nyde deres imaginære storhed. Det skal heller ikke opholde os her.

Nettet kan bruges til mange ting, også til at imitere skriftestolen. Det er ikke blot en skraldespand for overflødig information, men også for ophobet skyld. Men er der ikke andre metoder? Jo, der er den klassiske: at aflaste sig ved at deponere sin skyld hos en syndebuk. Det kan være en dum kollega eller en ekskluderet gruppe. Man kan også opfinde en imaginær person, Den Dumme, der som en svamp opsuger al brøde, fordi han er nederdrægtig og småsnedig og årsag til alt ondt. Men også når det gælder syndebukke, er der sket interessante fornyelser.

Mange mennesker har svært ved at få en almindelig hverdag til at hænge sammen. De kan ikke klare at passe deres arbejde, skole, børn eller helbred. De falder ud på den gale side af loven. Deres vilje er fatalt svækket, og hver gang de forsøger at mobilisere den, går det galt. Også her er der selvbilleder, som krakelerer og skyld, som hober sig op. Også her er der hjælp at hente.

Det glemte ansvar

For hvem er egentlig skyld i miseren? Ikke folk selv. Det er ejendommeligt at se, hvordan der i medierne trives en fraspaltet måde at beskrive sig selv. Mennesker træder ud af sig selv og taler om sig selv som viljeløse maskiner, der kører deres blinde løb. Næsten som om de af nådesløse årsagslove tvinges til at overtræde regler og love. Teenagepiger kan ikke spise, tykke kan ikke lade være, alkoholikere drives til flasken, folk kan ikke komme op om morgenen, og forældre negligerer deres børn. Det sker for dem, ligesom shit happens. Det er forkert. Men hvem har ansvaret?

Det nye svar er, at kommunen har ansvaret. Den har ikke tilbudt hjælp, eller den har fået besked om at noget var galt, men har undladt at gribe massivt ind. I en sag fra Aalborg, hvor en 15-årig dreng umotiveret myrdede en 48-årig musiklærer i oktober 2007, hører vi om en mor, som helt er stået af. Drengen er væk fra hende, væk fra skolen, voldelig og på stoffer. Moderen smyger sig uden om og synes ikke rigtig, hun har gjort noget forkert. For hvad kunne hun gøre? Men døden skal have en årsag, og den ligger lige for: Kommunen tilbød ikke hjælp, skønt den vidste at noget var galt.

En kommune får formentlig, ligesom en skole, ganske mange informationer om, at 'noget er galt'. Hvis den havde ubegrænsede ressourcer og mandskab, kunne den sætte massivt ind. Det har den blot ikke, og den kan ikke finindstille sit blik og forudse præcis, hvor det vil gå ikke blot almindelig galt, men rigtig galt.

Den normale rollefordeling er, at forældre, ikke kommunen, har ansvar for at opdrage deres børn. At svage forældre glemmer det er én ting. Værre er det at massemedierne også glemmer det. Ting bliver ikke bedre af, at medierne optræder som mikrofonholdere for mennesker, som gør deres plagede bedste for at befri sig selv for ansvar og til gengæld belaste det offentlige med det. Selv om medierne måske mener, at de blot lader folk komme til orde, ender de med at legitimere en syndebukstrategi.

Der er svage, som ikke kan magte deres liv. Det er rigtigt, og de skal have hjælp. Blot er det ingen grund til uophørligt at sænke tærsklen og gøre det gratis at fraskrive sig ansvar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu