Læsetid: 3 min.

Man skyder forfattere

Pletskud eller vilskud. Filmhistorien vrimler med instruktører, der har misforstået, hvad der foregår i en roman
Fejlskud. Da Bille August filmede 'Frøken Smillas fornemmelse for sne', skulle han nok have fokuseret en smule mere på at få lidt dybde ind i filmen, som endte med at blive mainstream i forhold til Peter Høeghs roman, som filmen er baseret på.

Fejlskud. Da Bille August filmede 'Frøken Smillas fornemmelse for sne', skulle han nok have fokuseret en smule mere på at få lidt dybde ind i filmen, som endte med at blive mainstream i forhold til Peter Høeghs roman, som filmen er baseret på.

Lars K. Mikkelsen

24. januar 2008

En af de bedre historier om, hvor skøre de er i Hollywood, fortæller om produceren Sam Goldwyns ligegyldighed over for litteraturen. For mange år siden hentede han den belgiske nobelpristager, Maurice Maeterlinck, til filmbyen, hvor forfatteren fik til opgave at skrive et manuskript baseret på sin egen roman La vie des abeilles (1901).

Materlinck kunne ikke et ord engelsk, så han og Goldwyn talte aldrig sammen, og det var først, da manuskriptet blev oversat og læst op for Goldwyn, at denne fandt ud af, at hovedpersonen i romanen var en bi, og at der således ikke var nogen glinsende hovedrolle til en af filmmogulens store stjerner.

Anekdoter som denne tegner et billede Hollywood som en flok tåber, der ikke er interesseret i meget andet end den aura af seriøsitet, der forbindes med litteratur. De mange filmatiseringer af gode bøger, hvis tilløb til originalitet og dybsind er forsvundet undervejs fra bog til lærred, bekræfter i det hele taget teorien om, at mainstream-filmfolk - og ikke kun dem fra USA - sjældent evner at læse romaner.

Bille Augusts indimellem pinlige fortolkning af Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne (bog: 1993, film: 1997) og Brian de Palmas misforståede version af Tom Wolfes Forfængelighedens bål (bog: 1987, film: 1990) står sikkert klart i de flestes erindring.

Endnu værre gik det, da David Lynch med vanlig sans for det absurde kastede sig over Frank Herberts komplekse science fiction-bibel Dune (bog: 1965, film: 1984). Millioner af kultfans var forargede over alt det, instruktøren havde udeladt, mens resten af os ikke havde det fjerneste begreb om, hvorfor en kæmpenæse ikke ville tale, før en skaldet kvinde havde forladt rummet.

Problemet Henry James

Der findes selvfølgelig masser af gode film baseret på gode romaner. Den engelske patient (bog: 1992, film: 1996), Portræt af en kvinde (bog: 1881, film: 1996) og Kunsten at græde i kor (bog: 2002, film. 2007) er fremragende eksempler på, at en spillefilm godt kan ramme et bredt publikum uden at ødelægge sit romanforlæg, hvis blot bagmænd eller -kvinder har indsigt og mod nok til at ændre stilistiske virkemidler, skære i stoffet og eventuelt ændre synsvinkel for at finde frem til den historie, der lurer bag forfatterens umiddelbare dialog og handling.

En af filmens pionerer D.W. Griffith lagde i øvrigt heller ikke skjul på, at han netop fandt inspiration i den klassiske prosa. Specielt Charles Dickens inspirerede ham til at udtænke store handlingsforløb, ligesom han i litteraturen fandt eksempler på, hvordan en historie kunne tillade sig at bevæge sig i både tid og rum, uden at publikum stod af.

Over for hans skelsættende En nations fødsel (1912), baseret på Thomas Dixons roman The Clansmen, stod Joseph Von Stroheims Greed (1924) , en hele 10 timer lang filmatisering af Frank Norris' roman McTeague (1899), der til stadighed bruges som eksempel på filmmediets begrænsninger! Von Stroheim havde simpelthen set bogen i stedet for at læse den, hvilket medførte, at han omhyggeligt filmede alting nøjagtigt, som forfatteren havde beskrevet det.

Allerede med Greed stod det klart, at film og litteratur var to forskellige ting - hvilket også var François Truffauts erfaring, da han efter at have drejet Det grønne værelse (1974) baseret på hele tre af Henry James' noveller sagde:

"Problemet med Henry James er, at intet for alvor er udtalt, og at film ikke tillader denne form for vaghed."

En lykkelig slutning

Filmklassikere som Vredens druer (1940), baseret på John Steinbecks roman fra 1939; Dommedag nu (1979) baseret på Joseph Conrads Mørkets hjerte (1902) og Dommedag (1975), baseret på Ken Keseys roman fra 1962, er endnu tre velkendte eksempler på, at der godt kan laves gode film baseret på gode bøger, hvis folkene bag manuskript og kamera har andet end kommercielle visioner og ikke er blege for at forsøge at skabe egne filmiske metaforer i stedet for blot at sætte violiner på lydsiden, hver gang helten bliver udsat for en oplevelse ud over det sædvanlige.

Desuden bør man måske også minde sig selv om, at forfatterne heller ikke selv har været blege for at sælge ud af deres værker i mere end én forstand.

Fitzgerald formåede således selv at skrive et rædselsfuldt og idéforladt manuskript baseret på sin novelle Babylon Revisited (1931), der blev til filmen The Last Time I Saw Paris (1954), ligesom nævnte Henry James, da han forsøgte at gøre karriere som dramatiker på Londons West End først gav en af sine romaner en lykkelig slutning ved at indskrive et ægteskab. Og dernæst, da publikum stadig ikke var tilfredse, også fjernede et dødsfald.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu