Læsetid 9 min.

Sociologpolitiet møder den klamme videnskab

Kritik. Sociolog Henrik Dahl har givet sociolog Rasmus Willigs nye bog en hård medfart i Kritik. Nu sidder de her, forskudt over for hinanden i Informations mødelokale og beskylder hinanden for at lege sociologipoliti. Willig vil lave kritisk sociologi. Det er Dahl ligeglad med. 'For min skyld kan sociologi lige så vel handle om popmusik'
19. januar 2008

Rasmus Willig kommer for tidligt. Nydeligt klædt, sort jakke, stribet halstørklæde. Han er sociologforeningens formand, adjunkt ved Roskilde Universitetscenter og klar til at møde den lidt ældre. Han kommer lidt for sent, medieyndlingen Henrik Dahl, sociolog fra erhvervslivet, som har haft radioprogrammet Dahls Duel på P1. Det er da også en duel, de mødes for i dag. Dahl lagde hårdt ud i seneste nummer af kvartalstidsskriftet Kritik, hvor han revsede Willigs nye bog Til forsvar for kritikken. Bogen handler om kritik. Eller som Willig senere formulerer det:

"Det er interessant at genopdage en sociologi, der fortolker kritiske udtryk hos befolkningen. For hvad med nattearbejderen, som ikke får sin stemme hørt i demokratiets åbningstider, fordi han sover? Hvad med sengevæderne på hospitalsgangen eller på plejehjemmet, der lider uden at give en lyd fra sig? Kan sådanne fænomener være udtryk for kritik? Er der her et overset område, hvor vi må bruge vores fortolkende forstand til at bringe denne type af kritik ud til offentligheden? Er samfundskritikken blevet reduceret til en forbrugerkritik, hvor vi ikke stiller fundamentale spørgsmål til samfundets indretning, men nøjes med at brokke os over overfladefænomener?"

Det formål havde Dahl en kommentar til i sin anmeldelse i Kritik: "Hvordan kunne det gå så galt?"

Derfor sidder de to nu på Information. Den ene lidt forskudt over for den anden. Den ene og den anden - på skift defensivt tilbagelænet og offensivt foroverbøjet.

"På blandt andet mine præmisser er Til forsvar for kritikken til gengæld dybt, dybt problematisk," skrev Dahl i sin anmeldelse. "Bogens ærinde er at gøre sociologien til en videnskabelig-normativ videnskab (-), der kritiserer samfundet radikalt. Det lyder umiddelbart fint nok. Jeg elsker normativ, radikal samfundskritik. Kan lejlighedsvis finde på at skrive den selv og opsøger den også gerne. For eksempel i kunsten, i journalistikken, i det politiske liv eller sågar blandt mere kamplystne og radikale teologer. Men kan man forestille sig en hel videnskab - i nogen ægte betydning af dette ord - der er hardwired med en bestemt normativitet."

Dahl mener altså ikke, at man kan bedrive normativ sociologi; en sociologi, der handler om, hvordan vi burde handle. Det kan man sagtens, mener Willig, hvis bog netop handler om, hvordan vi demokratiserer kritikken. Altså, hvordan vi burde handle.

'Du har ikke hørt efter'

Men hvorfor må sociologien ikke mene noget om, hvordan samfundet bør være indrettet? Og har Dahl ikke selv gjort det i sine egne bøger, senest i sin bog Krigeren, borgeren og taberen. "Jo da," svarer Dahl. "Man må gerne være normativ som sociolog, men jeg har en indvending mod, at definitionen på sociologi er normativ. Og sådan læser jeg Rasmus' bog. Men sociologi er ikke en religion; ikke et politisk parti - men et fag. Og et fag handler ikke om, at man har en bestemt overbevisning. Det er åbent for dem, der behersker de elementer, som fagets udøvere er blevet enige om, at man skal," siger Henrik Dahl.

Willig indleder pædagogisk. "Jeg kan ikke genkende en speciel normativitet. Jeg har skrevet en bog til forsvar for kritikken, dvs. om forskellige normative positioner. Og det, der er så interessant ved det spirende sociologiske miljø i Danmark er, at det er så mangfoldigt. Man kan skrive om klassiske og moderne sociologer, have forskellige videnskabsteoretiske positioner, og man har en metodisk frihed. Det er sådan set det, jeg har forsvaret, og hvis Henrik mener, at et forsvar for kritik er en religion eller et forkert projekt, så forekommer det mig mærkværdigt."

Umiddelbart det modsatte af det, Dahl kritiserer ham for? Dahl ryster på hovedet, svarer irriteret, mens han skubber de karakteristiske uindfattede briller opad.

"Du har virkelig ikke hørt efter. Det er i orden for sociologer at være normative. Men det er ikke i orden at sige, at definitionen på sociologi er, at den er normativ. Du har skrevet en bog, der har et meget højt lixtal og er meget svær at forstå. Men hvis jeg har forstået den rigtigt, har du skrevet en højrøvet bog om, at der er rigtig mange sociologer, og at det, de laver, ikke er særlig godt. Den rigtige måde at lave sociologi på er, at den bliver lavet efter din opskrift, nemlig at den er kritisk."

Willig lever ikke op til sine egne normer om at være kritisk, mener han. "Axel Honneth, ham er du totalt ukritisk over for." Dahl ser ud som om han har vundet 1-0. Willig er fattet. "Du må påpege et konkret sted i bogen. Ellers kan jeg ikke forholde mig til din kritik."

Dahl gentager: "Den er meget svær at læse, og den er meget højrøvet."

"Nej, nej, nej ..." Willig ryster på hovedet. "Det er jo ikke seriøst at kalde den højrøvet. Du bliver nødt til at pege på, hvor i bogen jeg siger, at sociologi er en bestemt type enhedsvidenskab. På intet tidspunkt skriver jeg det i bogen," siger han og begynder at bladre. "Her, bogens indholdsfortegnelse, side 111, 'Kritik af Honneth'." 1-1.

Dahl synes, kritikken er overfladisk, Willig begynder at blive irriteret, afbryder, peger på, at han har redegjort for den mest radikale kritik af Honneths teori, der findes i international forskningslitteratur. Dahl spørger, hvad Willigs problem er. Willig svarer, at det er, at Dahl mangler et grundlag for kritikken at diskutere ud fra. Han trommer i bordet. Ydermere, at Dahl har kritiseret en masse i anmeldelsen, som Willig aldrig har nævnt i sin bog. Dahl svarer, at han ikke har forberedt sig på tekststeder, og at han stadig synes, at Willig har skrevet, at sociologi bør være kritisk. Sådan fortsætter det lidt endnu. Uafgjort.

Sociologi om popmusik

Willig trækker vejret dybt. Prøver at forklare. Igen.

"Bogen handler om, hvordan man kan begrunde kritik, forstået på den måde, at jeg spørger, hvad de metodiske begrundelsesprocedurer er for kritikken. Hvordan kan vi finde frem til nye kritiske projekter? Hvad er samtidsdiagnosen i kritikkens tilstand? Hvad er samfundskritikkens tilstand? Hvordan åbner man op for, at de, der ikke har samme muligheder som du og jeg, får deres kritiske udtryk ud i en fælles delt offentlighed? Det er det, bogen går ud på."

"Hvad kommer det mig ved som sociolog? Det kommer mig ved som politiker? Du bliver ved med at fremstille det som en mangel, hvis man laver sociologi uden kritiske projekter. Jeg accepterer ikke den mangel," siger Dahl. Willig svarer igen. "Det er jo ikke en mangel ved sociologien i bestemt form. Det her er et lille bidrag blandt mange."

Men sådan kan man ikke organisere en kritisk samtale, mener Dahl.

"En kritisk samtale kan aldrig handle om, at 'du har svigtet mig', eller 'jeg har svigtet dig'. Den kan kun komme til at handle om, at du har svigtet 'os'. 'Vores' værdier. Lad os sige, at jeg stemmer på parti x. Man kan ikke kritisere partiet for at mene det, parti x mener ifølge partiprogrammet. Men jeg kan kritisere det for at svigte demokratiet, for jeg går ud fra, at x går ind for demokrati. Så hvis du vil organisere en sociologisk samtale hen over alle de her forskelle sociologerne imellem, kan det ikke nytte noget, at det er en samtale, som bygger på, at du mener, det er forkert at mene noget andet."

Og så fortsætter Dahl med at tale om, at hvis sociologer ikke har et fælles grundlag, kan de ikke organisere en kritisk samtale imellem sig. Vi må have faglige belæg, der er ens over hele linjen, f.eks. spørgsmålet om et argument er selvmodsigende eller ej, og om det strider mod almindelig fornuft.

"Du organiserer en samtale mellem en hel masse sociologer, der er orkestreret ud fra noget andet, nemlig om det er kritisk. Og det kan du sådan set godt mene. Men jeg er ret ligeglad med, om det er kritisk eller ej. Med sengevæderne og dem, der arbejder om natten. Jeg er da i min gode ret til at lave sociologi om popmusikere."

Willig ryster igen på hovedet. Præmissen om, at han orkestrerer noget som helst ud fra kritikken er forkert. Og hvad er 'vores' værdier?

"Hvordan kan du på nogen måde være politiinspektør over vores værdier? Hvordan kan du agere sociologpoliti?" spørger han og understreger igen, at han har et andet videnskabsideal, end det, Dahl vurderer hans bog på.

"Vi kan sagtens organisere en faglig samtale med forskellige videnskabsidealer, og vi kan nyde godt af, at vi har mange forskellige videnskabsteoretiske fundamenter," svarer Willig og remser op, at for hans skyld må der gerne være kritisk sociologi, litterær sociologi, empirisk sociologi. Alle mulige slags sociologi.

"Jeg ville elske en konstruktiv kritik af denne bog, Henrik. Hvor man påpeger, hvor der er teoretiske mangler på bogens egne præmisser. Men det er ikke det, du gør."

"Jeg fatter ikke, hvad du siger," siger Dahl, kigger ned i bordet, løfter sin venstre pegefinger. Det må være hans tur nu. "Forlænger man den tanke, du gør dig til talsmand for, så er sociologi en slags lyrik, altså en rapport om stemningstilstand. Så er din bog meget værre, end jeg troede. Det er umuligt at organisere en samtale, der gør en eller anden form for erkendelsesmæssige fremskridt, om min hovedpine gør mere ondt end din hovedpine."

Willig undrer sig, spørger til, om Dahl overhovedet har læst bogen: "Nu gør du mig til relativist." Han sukker: "Du argumenterer for én måde at gøre erkendelsesmæssige fremskridt på, nemlig ved hjælp af empiriske data. Det er en type væsentlighedskriterium. En anden type er den, du selv nævner ved at sige, 'jamen, er det bare lyrik'? Men der er nogle, der mener, at lyrikken overskrider og producerer på samme måde, og der er nogle, der beskæftiger sig med litterær sociologi. Det, jeg siger, er, at alle de typer af positioner er interessante."

Kapitel fem

Erkendelsesmæssige fremskridt i en eller anden forstand er sociologiens mål. Så langt er de enige. Det betyder dog ikke, at der sker de store erkendelsesmæssige fremskridt i Informations mødelokale. Til sidst indvilliger Dahl i at pege på et konkret sted, hvor Willig har forbrudt sig mod sociologiens fælles grundlag.

"Kapitel fem. Det er helt forrykt. Her begynder du at beskrive et studiefelt, som er meget empirisk. Hvordan forebygger vi selvmord? Der står lidt om årsager til selvmord og så videre. Du har, hvis ikke jeg har talt forkert, ét empirisk studie, nemlig Selvmordet af Durkheim fra 1897, og så har du nogle løse skrivebordsovervejelser om, at så kan det være at dit, så kan det være at dat. Du har et langt afsnit, som er fuldkommen spekulativt om et fænomen som selvmord. Det, synes jeg ikke, er særlig heldigt. Jeg tror vi er enige om, at man ikke kan spekulere sig til viden om den ydre verden," siger han.

Willig konstaterer, at Dahl kritiserer ham for at mangle data. At han havde haft fuldstændig ret i kritikken, hvis det var det, der var hans intention. Og hvis det var det, han havde lovet læseren.

"Men hvad var intentionen? Selvmord som samfundsfænomen har været en indgang til at tale om det gode eller retfærdige liv, til at diskutere om samfundet kan blive klogere på, hvad det gode liv er, ved at forstå tragiske sociale fænomener som selvmord. Det er det, kapitlet vil på en teoretisk måde."

Men hvorfor skal man lytte til Willigs udsagn om selvmord, spørger Dahl så. "Døve menneskers udtalelser om toner og blinde menneskers udtalelser om farver har begrænset interesse. Hvad skal jeg med det? Det er sådan noget, du har spekuleret dig til i dit studerkammer, og her synes jeg, du svigter fælles idealer. Fordi jeg mener, at der er en grundfærdselsregel om, at når vi er ovre i den provins af virkeligheden, må du altså sætte dig ind i, hvad du skriver om."

Willig er ved at være træt. "Så du siger, at det er et område, hvor man ikke kan lave begrebslig udvikling? Vil du sige, at teoretisk udvikling er mindre vigtig end empirisk udvikling? Vil du sige - jeg kan næsten se dit politiarbejde her - vil du virkelig sige, at jeg ikke må det? Jeg er uenig. Jeg mener, der både bør være teori og empiriske studier. Vi ved ikke, hvad der giver de største erkendelsesmæssige fremskridt."

Det mener jeg da også, siger Dahl, men der er nogle områder, man ikke bør gå ind i, hvis man ikke har empiri. "Jeg spørger mig selv, om der i vores sociologiske miljø i Danmark har sneget sig en generel accept ind af, at man udtaler sig bombastisk om, hvordan verden er uden at have undersøgt det. Zygmunt Bauman er sådan et fantastisk eksempel på en person, der er højt anskrevet i det her land. Han skriver samfundsdiagnose om dit og dat. Men når man læser hans bøger, er det meste noget, han har set i fjernsynet."

Længere kommer vi ikke, indtil vi igen er nået til 'mine', 'dine' og 'vores' værdier.

Willig prøver igen. "Min bog handler om at begrunde kritikken. Er der forskellige måder? Kan man lave et samfund, der er bedre end det, vi har nu?"

Dahl synes, det er verdens klammeste projekt. "Det er klamt at bruge videnskaben til at tage patent på sandheden."

Willig spørger: "Hvordan kan du anklage mig for at tage patent på sandheden, når jeg argumenterer for, at der skal være plads til alle typer af kritik? Det handler ikke om sandhed, men om retfærdighed."

Det er en politisk pointe, ikke en sociologisk, mener Dahl. Men hvorfor kan vi ikke diskutere samfundsmodeller i sociologien, spørger Willig igen og tilføjer, at hvis man ikke må det, "så kan vi ikke snakke." Det kan de heller ikke. For Henrik Dahl har en anden aftale klokken 15.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for ole  thofte

Henrik Dahl er en borgerlig sjuft og en fusentast, mens Rasmus Willig er en seriøst arbejdende forsker. Hvordan kan de 2 overhovedet have noget at snakke om. HDa kommentarer er pinlige til det gyselige. Han har solgt sin sjæl med hud og hår til det neoliberale projekt.

Man kunne spørge i forlængelse af RW: hvad er den tavse samfundskritik i de mennesker der går ned med stress i forsøget på at leve op til samfundets præstationskrav? Hvor ligger kritikken i de unge som opfatter sig selv som fiaskoer fordi de ikke er smukke, talentfulde og successrige? Hvor ligger kritikken i de bøvede lærlinge, der efter en hel aftens forsøg på diskoteket ikke har fundet en pige at bolle med og går ud i natten, onde i sulet og smækker den første de møder en på skrinet? Hvor ligger kritikken i den fede mand, der efter endnu en nat med for mange bajere og tyndskid på tolilettet føler sig dårlig, synker sammen i sofaen med bar røv og dør, mens tossekassen kører videre? Hvor er kritikken i den ældre mand man møder på torvet som glad og indbydende siger: gå derover jeg har en helflask med; I kan osse få. Hvor er den skjulte kritik i drankeren der bommer en smøg, siger tak - kigger aggressivt og siger 'tak er kun et fattigt ord'; jeg pisser på graven til ham der sagde det. Tak er ikke et fattigt ord; det er at møde den anden og anerkende hans eksistens.

Der er masser af tavs kritik og famlende ønsker om noget andet. Willig prøver at opfange noget af det - Dahl er bare ligeglad og kører sit eget projekt med at blive populær hos dem der bevilger flere penge. Sjuft!

Brugerbillede for Peter Hansen

Det er da kun i Danmark, at man kan blive taget alvorligt som akademiker ved at kritisere en anden for at skrive for akademisk!
Det er uhyggeligt, at en 'forsker' med så ringe forståelse for kvalitative undersøgelsers overlegenhed overfor statistik har så manges øre.