Læsetid: 9 min.

Nogle stikord til mine folkevalgte partikammerater

Den tyske forfatter og Nobelprismodtager Günter Grass talte den 11. januar til de socialdemokratiske medlemmer af den tyske Forbundsdag. I talen, der her bringes i uddrag, appellerer han til sit parti om at besinde sig på sine grundlæggende sociale værdier, sin evne til forandring og sin historiske tradition for at insistere på demokratiet
Opfordring til oprør. Konfronteret med den nuværende situation og med henblik på verdens krisesvangre fremtid ville det være ønskværdigt med en ny ungdomsprotest, der lige så lidt som den for 40 år siden lader sig slå ned med knipler. Fordi det er nødvendigt - og på høje tid. Også socialdemokraterne ville have godt af at blive hjulpet frem af en sådan udfordring, sagde Günter Grass til sinde partikammerater.

Opfordring til oprør. Konfronteret med den nuværende situation og med henblik på verdens krisesvangre fremtid ville det være ønskværdigt med en ny ungdomsprotest, der lige så lidt som den for 40 år siden lader sig slå ned med knipler. Fordi det er nødvendigt - og på høje tid. Også socialdemokraterne ville have godt af at blive hjulpet frem af en sådan udfordring, sagde Günter Grass til sinde partikammerater.

Mik Eskestad

19. januar 2008

Der er længe siden, jeg talte her for første gang - det var i marts 1971 - men for mig klinger min tale fra dengang, som var den igen blevet brændende aktuel. Når man er oppe i årene, trænger fjerntliggende erindringer sig gerne frem i forgrunden, fremtvinger sammenligninger, relativerer nutidigt konfliktstof og forfører taleren, altså mig, til at citere sig selv.

Dengang, da en social-liberal koalition regerede med et smuldrende flertal, sagde jeg til mine partikammerater: "Ingen af os tvivler på jeres vilje eller evner til at yde jeres bedste. Vi aner jeres flid. Vi ved, at reformarbejde kan være udmattende. Vi kender de resultater, I allerede har leveret, skønt SPD blufærdigt anstrenger sig for at fortie, hvad socialdemokraterne i Forbundsdagen har udrettet i regeringssamarbejdet, og hellere vil tale om, hvad de i dag ikke og måske selv ikke om 10 år formår at realisere. Disse opslidende erfaringer har ført mig frem til følgende erkendelse: En socialdemokrat er ikke kendetegnet ved sin tro på egne bedrifter, men ved sin tro på beslutninger, der peger ud i fremtiden."

Stikord I Og dermed er jeg også fremme ved mit første stikord: Den vedvarende strid om enhedsskole som heldagsskole. Siden midten af 1960'erne har det være socialdemokratisk politik at kræve enhedsskolen indført. Dengang som i dag drejede det sig om lige chancer, om en vej til uddannelse, som stillede alle børn lige i udgangspunktet. (...) Men i SPD's seneste principprogram nøjes man med alt for beskedne seks linjer: "Vi vil udbygge heldagsskolen som et sted for læring og socialt samvær ..."

Det er for lidt, for tamt, alt for profilløst. Vi har kæmpet for enhedsskolen siden Willy Brandts tid. Disse reformbestræbelser vidner om socialdemokraternes uddannelsespolitiske engagement. Lad ikke andre stjæle, hvad I selv har dyrket og plejet i jeres egen mistbænk, og som nu omsider er vokset op, men sig det højt og tydeligt i forbundsdagen og jeres valgkredse, at kun med enhedsskoler som heldagsskoler kan børn fra alle samfundslag tilbydes ægte chancelighed, for kun sådan kan det lykkes at bringe børn af medborgere af udenlandsk baggrund ud af deres sociale outsiderrolle.

I min tale fra 1971 sagde jeg også: "Den demokratiske socialisme må ikke fortsat kunne holdes op af kommunister og konservative som gensidigt skrækgenspenst. Snarere må det være et offensivt behov at gøre den demokratiske socialisme forståelig for alle borgere som et alternativ til to lige konservative og reaktionære samfundsindretninger, nemlig den kommunistiske statskapitalisme og den vestlige kartelkapitalisme."

I dag eksisterer det leninistisk-stalinistiske tvangssystem ikke mere - dets rester forvaltes af et PDS, der nu hellere hævder sig selv under navnet Die Linke (til venstre), idet man gemmer sig under den tyvstjålne undertitel 'demokratisk socialisme'. Mere skamløs historieforvanskning er vel aldrig set. Og socialdemokraterne har længe nok ladet sig byde dette tyveri, indtil vi endelig på partidagene i Hamburg besindede os på vores egen tradition, og jeg citerer: "Den demokratiske socialisme forbliver for os visionen for et frit, retfærdigt og solidarisk samfund, hvis virkeliggørelse for os er en vedvarende opgave."

Jeg vil gerne supplere: I en verden, hvor der kun resterer en eneherskende kapitalisme, som fejrer sig selv som ufejlbarlig ideologi, idet den foregiver at bygge på markedsøkonomi, men desuagtet destruerer markeder og afbrænder kapital - i en verden, hvor arbejdspladser nedlægges permanent af et uhæmmet profitbegær, hvor mindsteløn underbydes, og skellet mellem fattig og rig vokser til umålelige proportioner; i en verden, hvor den herskende kapitals magt forekommer absolut - der gives der intet andet alternativ end den demokratiske socialisme.

Som den europæiske arbejderbevægelses arv har den demokratiske socialisme til stadighed måttet forny sig selv. Dogmatik har aldrig været dens særpræg. Til stadighed behøver den revision. For sådan er det: Demokratiske socialister er skolede revisionister. Hvilket også er grunden til, at Agenda 2010 og herunder Hartz IV-planen (den reformpakke, der i 2002 under Schröder udløste storstrejker over hele Tyskland, red.), der blev skabt af menneskehænder og følgelig er fejlbehæftet, behøver ny revision. Kun takket være denne evne har den demokratiske socialisme kunnet overleve forbud og forfølgelse under dette og hint diktatur. Det socialdemokratiske partis historie som Tysklands ældste demokratiske parti beviser denne overlevelseskraft. Så meget desto større grund er der altså til på baggrund af en så erfaringsmættet tradition at tænke og skabe nyt for at konfrontere det 21. århundredes nok så påberåbte udfordringer.

Disse udfordringer er mangeartede: Ved slutningen af forrige århundrede forekom Tysklands deling og Europas splittelse, i al fald for så vidt angik uigennemtrængelige grænser, at være et overstået stadium. Dog mangler der i Tysklands territoriale enhed både social overensstemmelse og en gensidig anerkendelse. Og det Europa, der nu er blevet større, må ikke forfalde til blot at blive en markedsudvidelse. Snarere må vi ønske os et Europa, der på et grundlag af sin økonomiske styrke forpligter sig på et fælles socialt charter og undgår at komme til at stivne udadtil som fæstning.

Ved det nye århundredes begyndelse rykkede også globale forandringer nærmere, som der allerede længe var blevet advaret imod, beklageligvis forgæves: For det første en demografisk udvikling med modsatrettede tendenser: På den ene side den truende vækst i det globale folketal, på den anden side de lave fødselsrater i Europas industristater, især i Tyskland. Lige så lidt kan selv kroniske ignoranter benægte de klimaforandringer, der er frembragt af vore egne skadelige udledninger, og disse forandringers globale følger. SPD's Hamburg-program fastslår derfor: "Dette århundrede bliver enten de sociale, økologiske og økonomiske fremskridts århundrede, som baner vej for velfærd, retfærdighed og demokrati for alle mennesker. Eller også bliver det et århundrede af forbitrede fordelingskampe og løssluppen vold."

For tiden ser det mest ud til, at det bliver sidstnævnte prognose, der vil gå i varig opfyldelse. Et voksende antal kriser og krigszoner i Mellemøsten og Afrika modsvares af de vestlige demokratiers afmægtige adfærd, som ganske vist fremmaner terrorismens trussel som en ydre fjende, men dog kun har sit eget tiltagende troværdighedstab og selvforskyldte forfaldssymptomer at takke for miseren.

Stikord II Hermed kommer jeg til mit næste stikord, som vedrører et tema, der i særlig grad må være vedkommende for jer som indvalgte folkerepræsentanter i Forbundsdagen. Jeg taler her om de såkaldte lobbyers indflydelse på parlamentets lovgivningsarbejde. Om det er medicinalindustrien, storbankerne eller bilindustrien, så er deres ophobede magt hverken legitimeret af forfatningen eller folket, den egentlige suveræn - og dog influerer den stedse mere på den politiske proces og lovgivningsarbejdet. Lobbisternes interesser er således slået igennem i sundhedspolitikken, hvor de fik et sidste forhindrende ord at skulle have sagt i udformningen af regler om giftstofbegræsninger. De og deres klientel i parlamenterne har også blokeret for forsøg på at få indført effektivt banktilsyn og kartelkontrol. Lobbyisterne er blevet en stat i staten, og hvis der er noget, der stinker i denne stat, så er det dem. Uvalgte, men udstyret med kapitalmagt legemliggør de demokratiets værste fjender.

Hvem kan det undre, at dette misforhold foranlediger stadig færre borgere til at gøre brug af deres valgret eller til for sig selv at mumle denne formodning: "Hvad der besluttes og ikke besluttes i politik bliver ikke bestemt i parlamentet, men på chefgangene"? Værre skade kan man ikke tilføje et demokrati. Ingen højre- eller venstreradikale har haft eller har potentiale til at skade det på lignende måde. Alligevel jager vort forfatningsværn hellere fantomer og presser på for nye love, der indskrænker borgernes friheder stadig snævrere, uden at disse forfatningsstridige tiltag bliver bemærket. På denne måde bliver demokratiet en farce. Så åbent udtrykker staten sin egen afmagt. Så uhindret lader det demokratiske hus sig nedbryde indefra.

Alt dette, kære venner, ved I jo så udmærket. Og dog bliver det parlamentariske demokratisk tiltagende troværdighedstab opfattet som en uafvendelig skæbne, og vel at mærke af alle partigrupper, også den socialdemokratiske, skønt denne om nogen burde være bevidst om, at kun i et demokrati, der er tro over for sin egen forfatning, kan den sociale retfærdighed virkeliggøres.

Som folkevalgte betror folket jer sit mandat for en tid. Gør brug af dette. Forbundsdagens bygning er demokratiets hus. Meddel lobbyismens utallige væsler, at de fra og med i morgen har adgangsforbud i dette hus. Tag for en gang skyld fat i fejekosten, og sæt gang i den store oprydning. Kun sådan bliver det muligt at løfte 'det 21. århundredes udfordringer' - dette så ofte besværgede udtryk, der i mellemtiden er blevet til sprogblomst i søndagsprædikener.

Stikord III Jeg er fremme ved mit tredje stikord: Det er de tyske socialdemokraters opgave at erkende det perspektiv for deres politiske handlinger, som i sin tid Willy Brandt åbnede op som retningslinje for deres fortsatte arbejde. Dvs. at for at inddæmme terrorismen og i sidste ende bringe den til ophør må vi genlæse Brandts Nord-Süd-Bericht, som i den voksende fattigdom, der i reglen fører til elendiggørelse, og som i hungerstatistikker og postkolonial umyndiggørelse og ydmygelse så årsagerne til den også i dag så ondartede vold og terror, som vi aldrig vil kunne få bugt med, hvis vi alene griber til militære virkemidler.

I SPD's Hamburger-partiprogram findes der da også antydninger, der peger i den retning, men ingen reference til, at en tysk socialdemokrat for over 30 år siden satte navn på årsagerne til den nutidige katastrofe og anviste veje, der kunne vise veje ud af krisen og ved at gøre op med elendigheden som grobund for voldsudbrud. Willy Brandts tale, som han holdt i FN, da han endnu var forbundskansler udmundede i sætningen: "Også sult er krig!" - jeg var til stede, da han talte i generalforsamlingen i new York. Hans udbrud udløste bifald. Mere skete ikke.

Stikord IV Som tillæg presser sig nok et sidste stikord sig på.

Det endnu unge år 2008 vil give rig anledning til at reflektere over det studenteroprør, der nu ligger 40 år tilbage. I adskillige medier er afregningen med 68'erne allerede begyndt. Enkelte, som dengang erklærede sig langt til venstre, har i mellemtiden udviklet sig til megafoner for højrefløjen. Alle steder, selv i spalterne på dagblade, der plejer det seriøse ry, har BILD-Zeitung-stilen dannet skole. Til dette vil jeg sige: Nej! Ungdommens protester i '67 og '68 kom på høje tid, de var helt nødvendige, og de befriede Forbundsrepublikkens fra restaurationsperiodens stivnethed. Dengang reagerede jeg på disse protester med sympati, men også med kritik imod den pseudorevolutionære retorik hos nogle af bevægelsens talsmænd. Det landsomspændende oprør, som var blevet antændt af den elendighed, der herskede i skoler og universiteter og af den fjerne Vietnamkrig, kunne ingen politik og ingen knippelvold have holdt nede. Det oprør var en udfordring, som krævede politiske svar. Også SPD oplevede sig som udfordret. Politikere som Gustav Heinemann og Willy Brandt lod sig dengang ikke rive med af Springer-pressens gangbare kampagnejournalistik, de formulerede tværtimod deres eget svar. Til partiets vel. Ikke så få af studenteroprørere af begge køn udviklede sig til socialdemokrater. I det følgende år kunne jeres daværende formand som forbundskansler bestemme de politiske retningslinjer. Konfronteret med den nuværende situation og med henblik på den krisesvangre fremtid ville det være ønskværdigt med en lignende ungdomsprotest, der lige så lidt ville lade sig slå ned med knipler. Fordi det er nødvendigt og på høje tid. Også SPD ville have godt af at blive hjulpet frem af en sådan udfordring.

© Günter Grass 2008

Med tilladelse af Leonhardt & Høier Literary Agency A/S, København

Oversat og forkortet af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg håber inderligt, at det er tanker som disse, Ritt har i tankerne med sine seminarer. Navnet er løfterigt, og samfundet skriger på den type besindelse.

Talen burde duplikeres, deles ud til samtlige socialdemokrater og lægges på partiets hjemmeside.

Godt, der endnu er lig i gamle Grass!

Günter Grass har skrevet nogle blændende, uforglemmelige romaner og nogle kedelige, forglemmelige romaner.

Sådan er han også som samfundsdebattør.
Respekt til GG for at have været "go' socialdemokrat"; det er sandt, når han siger, at han var skeptisk overfor den pseudo revolutionære retorik hos '68'erne. Marxist har GG aldrig været.

Men: Stikord III viser, at han ikke har forstået terrorismens væsen. Den islamistiske terror har ikke ret meget med fattigdom at gøre, men ret meget med religiøst og kulturelt vanvid. Attentatmændene fra Glasgow sidste år var læger, veluddannede og vellønnede. Der er flere eksempler.

På dette og andre punkter (f.eks. hans auto-antiamerikanisme) er GG gået fuldstændig i stå, og det er nok en af grundene til, at hans rolle som Tysklands samvittighed, den intellektuelle Nummer Einz, for længst er udspillet.

Bevares, han er stadig væsentlig, men ikke længere en autoritet (og det har ikke noget med hans SS-fortid at gøre).

Hvis Klaus Kristiansen havde været begejstret for Grass' tale, ville jeg være blevet en smule foruroliget - men heldigvis kan man være tryg: ingen overraskelser dér.

Vadmand,

som det fremgår har jeg stor respekt for GG - men jeg mener altså, at det er intellektuel forkalkning at henvise til en Willy Brandt-rapport fra 1970erne (cirka) om nord-syd problematikken, til forståelse af moderne islamisk terror.

Der er nu også noget rørende over det. Jeg mener, han FORGUDEDE nærmest Willy Brandt.

Det er med GG som med vor egen Klaus Rifbjerg; et ur, der er gået i stå, har ret 2 gange i døgnet.