Læsetid: 6 min.

Sulten efter alt

Livsmod. Hun stod ved sin had-kærlighed til det banale og vulgære, det poppede og den dårlige smag. Og så havde hun appetit på alt fra japansk sushi, avantgardemusik, klassisk musik og selvfølgelig bøger. Mød den amerikanske forfatter og intellektuelle Susan Sontag, der i disse dage ville være blevet 75 år
Livstykke. Efter 11. september 2001 modtog Susan Sontag mordtrusler og megen kritik for sit synspunkt om, at det var amerikanerne, der var kujoner og ikke terroristerne. Alligevel ændrede hun aldrig sit synspunkt. Men det var som intellektuelt orakel og som forfatter til essays, at hun opnåede sin store berømmelse.

Livstykke. Efter 11. september 2001 modtog Susan Sontag mordtrusler og megen kritik for sit synspunkt om, at det var amerikanerne, der var kujoner og ikke terroristerne. Alligevel ændrede hun aldrig sit synspunkt. Men det var som intellektuelt orakel og som forfatter til essays, at hun opnåede sin store berømmelse.

Wyatt Counts

24. januar 2008

BERLIN - "Jeg er ikke sikker på, at jeg nogen sinde kan tilgive Annie Leibovitz," sagde en af mine veninder til mig forleden. "Jeg er ikke sikker på, at jeg kan tilgive hende, at hun har vist de billeder af den døde Susan Sontag i sin fotobog."

Bogen, vi talte om, er A Photographer's Life 1990 - 2005 af fotografen Annie Leibovitz. Leibovitz og forfatteren Susan Sontag var et par fra slutningen af 1980'erne og frem til Sontags død i december 2004.

Annie Leibovitz skriver i bogens indledning: "Jeg har ikke to liv. Dette er ét liv, og de personlige billeder og arbejdet er alle del af det."

I forordet gør hun det også klart, at arbejdet med den store fotobog hjalp hende i en tid, der var præget af sorg.

Faktisk er jeg uenig med min veninde. Leibovitz' bog er fuld af billeder af den levende Susan Sontag. Vi ser hende spise overdådig morgenmad på Hotel Gritti Palace i Venedig. Vi ser hende ligge på sengen i Residencia Santo Spirito i Milano omgivet af noter, bøger, sin elektriske skrivemaskine med læsebrillerne ved siden af og sneakers på fødderne. Vi ser hende på rejser i Jordan, på Capri, i Japan, i Sarajevo. Vi ser hende på Ground Zero med sikkerhedshjelm kort tid efter 11. september.

Og vi ser hende holde den 51-årige Leibovitz' nyfødte datter Sarah op imod hende. Barnet blev født ved kejsersnit, så Sontag har operationsmaske for ansigtet, men vi ser hendes øjne. Og i de øjne ser man glæden og sorgen på én gang, og man glemmer det aldrig igen. Glæden over det lille nye liv, hendes elskede har sat i verden, og sorgen over ikke selv at kunne følge det ret langt på vej.

Billedet er taget tre år før Susan Sontag gav op over for den kræft, der første gang ramte hende i 1975. Sygdommen var del af hendes liv i næsten 30 år. På en måde er billedet med Leibovitz' datter i armene broen til mange af de andre billeder, som aldrig bliver patetiske, fordi bogen i så rigt mål også viser Susan Sontags kraft, engagement og livsappetit.

Det er billederne af Sontag, der ligger nøgen i badekarret i New York i 1992 og skjuler sit manglende bryst med den ene hånd. Billederne af Susan Sontag, der i 1998 får kemoterapi og klippet sit karakteristiske sorte hår med den grå stribe af. Og når man har vist billederne af den dødsmærkede Susan Sontag i sengen på hospitalet i Seattle i november 2004, må man nødvendigvis også vise billederne af Susan Sontag dagen efter hendes død. De giver betragteren fred i sindet efter billederne af sygdommen. Sontag ligger i en fin plisseret kjole, og om halsen har hun den lange perlekæde, som hun også har på på billedet, som Leibovitz tog af hende på Quai des Grands Augustins i Paris i december 2003.

På dette billede bærer Sontag en sort rullekravesweater og en sort frakke. Hendes hår er langt og sort. Halskæden med de lysende perler er det eneste, der bryder det. Det er svært at forestille sig et bedre billede på skønhed og klogskab.

Og når man tænker på, at Sontags berømteste essay fra 1977 'On Photography' gav mediestuderende over hele verden et fuldstændig nyt syn på kameraets rolle i den moderne verden, og at hun altid opfordrede Leibovitz til at blive en endnu bedre fotograf, så giver det mening at følge Sontag også ud gennem den sidste dør.

Fornuftens lidenskab

Det er også billedet af Sontag i Paris et år før sin død, som Heinrich-Böll-Stiftung i Berlin har valgt at projicere op på væggen en regnmættet dag i januar, hvor Susan Sontag ville være fyldt 75 år. Heinrich-Böll-Stiftung er en kulturinstitution og et debatforum, der er tilknyttet partiet De Grønne. Stiftelsen lægger særlig vægt på at debattere emner som solidaritet, demokrati, migration, voldsfrihed, økologi og kønsdemokrati. Så symposiet Fornuftens lidenskab til ære for Susan Sontag, forfatter, litteraturkritiker og politisk aktivist ligger lige for.

Susan Sontag blev født i New York af amerikansk-jødiske forældre, præcis to uger før Hitler fik magten i Tyskland. Hun definerede først og fremmest sig selv som skønlitterær forfatter, omend det ikke var denne genre, der gjorde hende berømt. Rollen som den intellektuelle var hun ikke meget for at påtage sig.

Men det var som intellektuelt orakel og som forfatter til essays, at hun opnåede sin store berømmelse. I 1964 skrev hun Notes on 'Camp', hvor hun vedstod og analyserede sin had-kærlighed til det banale og vulgære, det poppede og den dårlige smag, omend hun også sagde, at hun altid ville vælge russisk litteratur frem for rock'n roll. Men heldigvis behøvede hun jo ikke at vælge.

Netop denne kompleksitet, denne fascination af modsætningerne var kendetegnende for Susan Sontag. Jan Engelmann fra Heinrich-Böll-Stiftung siger indledningsvis, at Susan Sontag var en "europæisk amerikaner, en skeptisk aktivist, en moralsk æstet, en passioneret rationalist og en ikke-jødisk jøde".

Hendes søn, forfatteren David Rieff, har sagt om sin mor, at vidensbegær var hendes mest fremtrædende egenskab, og denne tråd følger journalisten Carolin Emcke i sit foredrag med titlen 'At betragte de andres krige'.

Emcke var i mange år redaktør ved ugebladet Der Spiegel og er nu krigsreporter for ugemagasinet Die Zeit. Hun kendte Susan Sontag personligt.

"Jeg har aldrig kendt et menneske, der var så sultent som Susan Sontag. Og jeg mener det ikke metaforisk," indleder Emcke: "Hun var sulten efter japansk sushi, efter avantgarde musik, efter klassisk musik. Man kunne ikke mødes med hende ret ofte, for man blev stopfodret. Sulten drev hende også til verdens krigsområder. Hendes egne tekster og den store kærlighed var ikke nok," siger Emcke. Hun giver Sontag ret, når hun i bogen Regarding the Pain of Others (2003) (Om andres lidelser) siger, at alt kan og bør beskrives. Måske ikke af dem, der selv rammes af lidelsen, men af vidnerne.

Selvudråbt supermagt

"Det gælder ikke kun for journalister. Mange af os tyskere har stillet fædre og bedstefædre spørgsmål, og vi har erfaret, hvor hullede historierne egentlig er," siger Emcke.

En mand med et arabisk klingende navn siger, at Susan Sontag opholdt sig i Berlin den 11. september 2001. Han vil vide, hvordan hun reagerede på angrebet på USA. Carolin Emcke svarer forsigtigt, at så vidt hun husker, skrev Sontag en tekst i Frankfurter Allgemeine Zeitung cirka en uge efter, hvor hun gav udtryk for, at angrebet burde føre til eftertanke hos USA. Landet burde reflektere over, hvilken virkning dets udenrigspolitik har i andre lande.

I The New Yorker skrev Sontag desuden, at det ikke var et angreb på civilisationen og friheden, men på "verdens selvudråbte supermagt", og hun nægtede at kalde selvmordsterroristerne for kujoner. Kujoner var de amerikanere, der til stadighed bombede Irak højt oppe fra luften og ikke unge mænd, der satte deres eget liv ind. Sontag modtog mordtrusler og megen kritik for sit synspunkt, men hun ændrede det aldrig.

Eksemplet er kendetegnende for Susan Sontag. Hun lod sig ikke tage til indtægt for partipolitiske holdninger eller retninger, men valgte sin egen vej.

I 1966 udgav hun essay-samlingen Against Interpretation (Imod fortolkning), hvor hun med filosoffen Olaf Prieses ord forsøgte at redde kunsten fra dens falske venner, nemlig marxismen og psykoanalysen. Kunsten skulle opleves intensivt og personligt, ikke gennem videnskabelige briller, mente Sontag.

I 1968 var hun i Nordvietnam og skrev efterfølgende bogen Rejse til Hanoi, hvori hun lovpriste det kommunistiske styre. 10 år senere distancerede hun sig fra bogen og nægtede, at den blev genudgivet på grund af hendes politiske naivitet over for det nordvietnamesiske styre. Hendes udsagn om at "kommunisme er fascisme med et menneskeligt ansigt" gav hende tæsk fra venstrefløjen. Men Susan Sontag var ligeglad.

Som hun selv engang sagde om sin vægring ved at tale offentligt om sin biseksualitet i et interview med magasinet Out: "Måske kunne jeg have trøstet nogle mennesker, hvis jeg havde forholdt mig mere til min private seksualitet, men det er aldrig min vigtigste mission at trøste, medmindre nogen er i forfærdelig nød. Jeg vil hellere fornøje eller ruske op i tingene."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu