Kommentar
Læsetid: 4 min.

Troværdigheden - det blakkede adelsmærke

Her ved årstiden for selvransagelse og opgør med alskens skørlevned kan der vel godt være grund til at svinge den flagellantiske pisk over mediebranchens rygstykker
Kultur
11. januar 2008

Hvad har journalister til fælles med ejendomsmæglere, bilforhandlere og politikere? Sikkert mangt og meget. Men det, der i denne sammenhæng bringer dem i en fælles kategori, er befolkningens ringe tiltro til deres etiske standard og almindelige troværdighed. I forskellige undersøgelser og målinger over de seneste mange år ligger dette mønster relativt fast. Dommere, politifolk, læger og skolelærere ligger, som nogle vi fæster lid til, i den anden ende af skalaen. I det store billede er det måske ikke så galt endda. Det havde været værre, hvis det var omvendt.

Men anskuet i en mere snæver mediemæssig sammenhæng kan der vel godt her ved årstiden for selvransagelse og opgør med alskens skørlevned være grund til at svinge den flagellantiske pisk over egne rygstykker. For det er noget af et paradoks, at en branche og en profession, der i den grad bygger sig selv op på en højt prioriteret troværdighed, har så svært ved at opnå den hos kunderne. Få andre brancher bruger så meget energi på at udstikke etiske retningslinjer for arbejdets udførelse og løbende at docere vigtigheden af deres overholdelse. Men det er som om utroværdigheden klæber til standen. Og det på tværs af medier med meget forskellig standing spændende fra Radioavisen, TV-Avisen og TV 2's Nyhederne, der ligger højt på troværdighedsskalaen over de store aviser i en midterposition til bundskraberne B.T. og Ekstra Bladet, som meget få synes at tro på.

Lige lovlig skinhellig

Det gør det heller ikke lettere at få pudset glorien, når reelle eller påståede problemer hele tiden stilles til skue i fuld offentlighed. Det forgangne års mange 'sager' som f.eks. den fejlagtige angivelse af køreretningen på grænsen mellem Kuwait og Irak, diskussionen om de såkaldte 'filmiske virkemidler', løsgående radio-missiler, personlige venskaber (eller det modsatte) mellem journalister og deres 'objekter' osv. er blot en foreløbig kulmination på en udvikling, hvor den slags ikke længere holdes inden for de kollegiale døre.

Bortset fra de tilfælde, hvor man kan have en lumsk mistanke om, at den kritiske nidkærhed mere har drejet sig om at løfte eget medie ved at træde på andre, er det i og for sig en sund udvikling. Lad så være, at kritikken af og til har været lige lovlig skinhellig, og at den stadig noget ensidigt rettes mod de elektroniske medier, mens der er langt mellem en tilsvarende nidkærhed aviserne imellem. Det er dog et sundhedstegn, at der ikke længere dannes kollegial vognborg om dårligdommene.

Ligger som vi har redt

Men er det så denne standens nye, selvkritiske udvikling, der forklarer journalisternes lave, kollektive troværdighed? Næppe - for troværdighedsproblemet er jo ikke nyt. En anden forklaring kan være den stadig hårdere indbyrdes konkurrence mellem medierne med en voldsom vækst i den samlede nyhedsproduktion. Klassiske journalistiske principper og kriterier som væsentlighed, relevans, dobbelt check af kilder osv. er sikkert vanskeligere at overholde, hvis tempoet sættes op, og kravene til underholdningsværdien øges. En 'god historie' kan researches ihjel, og der er mere salg i en historie, hvor man den ene dag hæver en person til skyerne for den næste at styrte ham i afgrunden til spot og spe.

Sådan kan vi gråhårede kværulanter på Muppet-balkonen hurtigt blive enige om, hvor galt det står til og hvor meget værre, det ser ud til at blive. Journaliststanden ligger, som mediebranchens arbejdsgivere og chefredaktører har redt. Hvis journalisterne er bedre end deres rygte, mangler de blot mod og professionel rygrad til at vise det.

Troværdighedsstigen

Der er dog et forstyrrende element i denne dommedagsprofeti. Udviklingen i journaliststandens troværdighed er tilsyneladende ikke gået mod det værre - tværtimod. En undersøgelse, som Institut for Konjunktur-Analyse lavede for et par år siden, viste at befolkningens tiltro til journalisternes troværdighed og etiske standard over en seks års periode var forøget markant. Fra at have skrabet bunden sammen med reklamefolk var de nu rykket et pænt stykke op ad troværdighedsstigen. Stadig i et betænkeligt selskab sammen med politikere og forsikringsfolk, men dog en klar forbedring.

Der kan være flere forklaringer på denne udvikling. Den større åbenhed og øgede selvkritik om problemerne kan være én. Den oplagsmæssige tilbagegang for de mest utroværdige medier en anden. Det kan selvfølgelig også skyldes, at vi der bruger medierne, har sænket vores troværdighedstærskel. Men under alle omstændigheder tyder noget på, at journalisternes lave troværdighed ikke er et uforanderligt standsmæssigt kainsmærke, vi - journalister og mediebrugere - må finde os i og leve med.

Og det er en vigtig erkendelse her på tærsklen til det nye år. Det betyder, at vi som mediebrugere skal blive ved med at stille krav til vores medier om journalistisk troværdighed og hæderlighed. Bevægeligheden i troværdighedsmønsteret betyder samtidig, at den journalistiske profession faktisk kan gøre noget for at forbedre sit image. Der er stadig et pænt stykke vej op til dommere og politifolk, men når journalister på godt og ondt så tit går dem i bedene, er det måske ikke en helt urimelig ambition at sigte så højt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her