Læsetid: 4 min.

De var unge under hagekorset

'Jahrgang 1926/27' er en række erindringer fra mennesker, som voksede op i Det Tredje Rige. Tilfælles har de, at de - med og mod deres vilje - blev draget ind i Det Tredje Riges mølle. Og har skullet leve med det siden
'Jahrgang 1926/27' er en række erindringer fra mennesker, som voksede op i Det Tredje Rige. Tilfælles har de, at de - med og mod deres vilje - blev draget ind i Det Tredje Riges mølle. Og har skullet leve med det siden
12. januar 2008

Der var håb forude. Da de kom til verden i 1926-27 var de værste år i Weimarrepublikken overstået. Tyskland var ved at komme sig efter Første Verdenskrigs nederlag og det, der fulgte med: revolution, økonomisk krise og inflation. Økonomien tog fart. Kulturlivet blomstrede. Det politiske system, som i 1919 var vedtaget i Weimar, og som republikken blev navngivet efter, var ved at finde en form for balance. Og - ikke mindst - landet begyndte at forsone sig med sine naboer. Netop i 1926 blev Tyskland optaget i Folkeforbundet, og sammen med sin franske kollega Aristide Briand modtog den tyske udenrigsminister Gustav Stresemann Nobels fredspris. Året inden havde de to taget initiativet til Locarno-konferencen, hvor Tyskland, Frankrig og Belgien besluttede ikke igen at føre krig mod hinanden for at vinde territorium.

Som bekendt gik det anderledes. Og det gik hurtigt. Allerede i slutningen af 1920'erne blev Tyskland ramt af den verdensomspændende økonomiske krise, hvilket fik det spinkle fundament under Weimar-forfatningen til at briste. Tre år senere var Hitler kommet til magten - ikke en uundgåelig udvikling, men stærkt hjulpet på vej af de økonomiske og politiske omstændigheder. Så meget kan der vist ikke være tvivl om.

Ingen kan undvige

Med andre ord: Knap var årgangene 1926-27 begyndt i skole eller børnehaveklasse før det var under de brune faners fortegn. Og hvor hurtigt tingene nu begyndte at forandre sig, det har man i nogle år kunnet læse i bl.a. Sebastian Haffners fremragende selvbiografi En tyskers historie. Vist var nazisterne ikke en folkebevægelse fra starten, men det blev hurtigt sværere og sværere at unddrage sig dem. Som Haffner udtrykte det, begyndte et jordskælv den 30. januar 1933: "Alt, som var tidligere, drog forbi og hen over os. Det optog os og hidsede os op, den ene eller anden blev dræbt af det eller forarmede. Men ingen blev stillet foran de sidste samvittighedsafgørelser. Et indre område forblev uberørt. Man samlede erfaringer, dannede overbevisninger, men man forblev den, man var. Ingen, som villigt eller modvilligt, blev draget ind i Det Tredje Riges maskineri, kan påstå dette ærligt om sig selv."

Dette gælder særligt årgangene, som blev født i midten af 1920'erne og dermed var for unge til at kunne udvikle en selvstændig kritisk sans i forhold til de politiske begivenheder, ja den samfundsmæssige bølge, som svøbte sig om det tyske samfund. Da min bedstemor, født i april 1926, begyndte at gå i skole, så hun med længsel op til alle piger, som var medlem af BDM, Bund Deutscher Mädel, den kvindelige pendant til Hitler-Jugend - ikke af ideologiske grunde, men pga. deres uniformer og de mange fælles aktiviteter, som de foretog sig. Det kunne der ikke blive tale om for min oldemor, som betragtede nazisterne som en primitiv bande og vist var en hårdtslående kvinde. Men de brunes fællesskab forblev fascinerende for den unge pige, hvilket da også førte til mange diskussioner i hjemmet.

I kritisk søgelys

Erindringer og fortællinger af den slags er der mange af i bogen Jahrgang 1926/27, som forfatteren Alfred Neven DuMont, selv født i 1927, har udgivet. Bogen er på en måde en reaktion på diskussionen, der fulgte efter Günter Grass' indrømmelse af, at han havde været medlem af SS. Som DuMont skriver, så er hans egen generation på det seneste kommet 'i kritisk søgelys'. Årgangene, som i mange år blev betragtet som dem, der var blevet 'frataget deres ungdom', bliver nu pludselig rykket i nærheden af 'skurken', fordi de lod sig indlemme i nazisternes organisationer eller i krigens sidste dage hjalp med at opretholde Det Tredje Rige som del af den såkaldte folkefront.

Man behøver ikke dele denne analyse for at kunne nyde bogen. Debatten om Günther Grass f.eks. har i mindre grad handlet om, hvorvidt han var medlem af SS eller ej. Derimod var der mange, som tillod sig at spørge, om ikke han burde havde sagt det tidligere. Nej, bogen læses bedst som det, den er: En samling erindringer fra en tid, som efterhånden de færreste selv har oplevet.

Om lidt er de borte

I denne sammenhæng er det vigtigt at minde om Søren Kirkegaards ord, at livet leves forlæns. Mens årene gik, blev det umuligt at unddrage sig Hitlers regime. Sebastian Haffner har i anden sammenhæng skrevet, at hvis Hitler var blevet offer for et attentat i 1941, så var han gået over i historien som én af verdens største statsmænd. Det vil sige: Økonomien tog fart, arbejdsløsheden faldt, Tyskland vendte tilbage som storpolitisk spiller og genvandt tabt territorium, osv., osv. Vi ved godt i dag, at der skal et 'men' efter alle disse aspekter. Men det er set i bagklogskabens lys.

Om lidt er de borte hedder en bog af Anne Wolden-Ræthinge (Ninka) med interviews af danske modstandsfolk. Og det er netop pointen. At tiden er ved at rinde ud, hvor vi yngre har mulighed for direkte at adspørge dem, der har oplevet 1930'erne og 1940'ernes begivenheder med egne øjne. Dette er det interessante ved denne bog. Forfattere fra Siegfried Lenz over Hans-Dietrich Genscher og Wolf Jobst Siedler kommer fra meget forskellig baggrunde. Tilfælles har de, at de - med og mod deres vilje - blev draget ind i Det Tredje Riges mølle. Og har skullet leve med det siden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu