En upersonlig kærlighedserklæring

Efter en omfattende renovering og under nyt navn åbner Kunsthal Charlottenborg med udstillingen Danskjävlar - en svensk kærlighedserklæring.

Udstillingen præsenterer den nye direktør Bo Nilssons personlige top 20 inden for dansk samtidskunst - eller med hans egne ord, det som han finder allermest spændende på den danske kunstscene lige nu.

De ni mandlige og 11 kvindelige kunstnere er: Martin Erik Andersen, Olafur Eliasson, Jens Haaning, Lise Harlev, Jesper Just, Sophia Kalkau, Eva Koch, Joachim Koester, John Kørner, Ann Lislegaard, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Kirstine Roepstorff, Pia Rönicke, Katya Sander, Nina Saunders, Morten Schelde, Trine Søndergaard & Nicolai Howalt, Tal R og Kathrine Ærtebjerg. Fælles for dem er, at de allerede er kendte aktører på den danske kunstscene.

Tilsammen tegner de en generation af internationalt orienterede yngre danske kunstnere, repræsenteret på udstillingen med et bredt felt af medier.

Udstillingens titel er hentet fra Lars von Triers Riget, hvor den svenske læge Stig Helmer raser sin frustration over danskerne ud fra toppen af Rigshospitalet: "Danskjävlar!"

Som svensker i Danmark kan Bo Nilsson spejle sig i Stig Helmers situation, men Nilsson synes samtidig at bruge citatet med en god portion ironisk distance og et kærligt glimt i øjet, for faktisk er han ret begejstret for de danske djævle, som er meget mere end bare danske.

Ligusterfacisterne

Det danske og den danske identitet synes umiddelbart at være et tema for udstillingen, der åbner med et kolossalt værk af Jens Haaning, en hvid væg på 5 x 18 meter med ordet DANMARK skrevet med sorte versaler. Væggen er opstillet foran kunsthallens indgang som en forhindring, der skal forceres, inden man kan komme i gang med resten af udstillingen. Skiltets størrelse og placering tvinger udstillingsgæsten til at gentænke ordets betydning. Er der tale om en hyldest, der skal pirke til danskernes selvforherligelse eller er der snarere tale om en markering af et skel, en grænseovergang? Værket er åbent, men i høj grad inciterende og uden tvivl politisk ladet.

Indenfor bliver vi straks overfuset af Stig Helmer i en projektion af øjeblikket fra Riget, hvor han må have luft for sine frustrationer. Beskyldningen forfølger os op ad trappen til Lise Harlevs Noget jeg kender, en nydelig vinduesudsmykning i form af et våbenskjold fuld af mere eller mindre danske ikoner samt teksten "Danskhed er noget jeg kender men ikke tør sige hvad er". Symbolerne tegner bl.a. et billede af danskerne som nogle cykelglade ligusterfascister med hang til ost og hjemlig hygge. Mens teksten peger på begrebet danskhed som det ømtålelige emne, det er i dagens Danmark, og udfordrer betragteren til selv at forsøge sig med en definition.

Værkerne af Pia Rönicke og Eva Koch berører ligeledes på forskellig vis, men begge med politisk brod, emnet national identitet og historie, om end Eva Kochs video-installation i lige så høj grad omhandler det, man kan kalde for selvets identitet. Her møder Augusta, født i Grønland, men nu bosat i Danmark, sin enorme grønlandske familie i et virtuelt møde på tværs af rummets to videoprojektioner. Beskueren placeres midt i dette rørende familiemæssige og kulturelle krydsfelt, og kan ikke undgå at føle sig inddraget.

Temaet der forsvandt

Værkerne af Katya Sander, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Ann Lislegaard og Kathrine Ærtebjerg berører på forskellig vis ligeledes identitetstemaet.

Trods det markante spor af værker der tematiserer emnet identitet, er Danskjävlar i bund og grund ikke en temaudstilling, og resten af udstillingens værker peger da også i vidt forskellige retninger. F.eks. er Joachim Koesters film et sansemættet dokument over hans fascination af Aleister Crowleys okkulte sekt, Kirstine Roepstorffs collager en række politiske opsange pakket ind i skrøbelig og fin æstetik, og Søndergaard og Howalts fotografier af tilsneede træer virker frem for alt som en nyfortolkning af den romantiske landskabstradition. Dette er dog kun et problem, hvis man søger tematisk eller formmæssig sammenhæng. Hvis man i stedet tager Bo Nilssons strategi for pålydende og indstiller sig på, at dette er en highlight-udstilling, kan man med ro i sindet nyde de enkelte værkers høje kvalitet anskuet som en række separatudstillinger, der tilsammen viser spændvidden på den danske samtidskunstscene.

Operation Morgenluft

I tråd med udstillingens titel kan man sige, at Kunsthal Charlottenborg har været underlagt sin egen Operation Morgenluft og nu er åbnet i en opdateret og nybrandet udgave af det gamle Charlottenborg, i stil med den nybranding af afdelingen, som overlæge Moesgaard iværksætter i kølvandet på Helmers fejloperation. Rummene ligner i det store og hele sig selv, men alt er nyistandsat og klar til nye tider. Udstillingen præsenteres i en æstetisk og cool ophængning med langt imellem værkerne og uden skæmmende væg-tekster på de hvide vægge. Formidlingen foregår i stedet i en gratis udstillingsguide med korte introducerende tekster til hver kunstner, i et mere teksttungt udstillingskatalog samt via de nye udstillingsværter, som står til rådighed for spørgsmål og dialog i udstillingen.

Hvis man ser Danskjävlar som en programerklæring for Kunsthal Charlottenborgs nye kunstneriske udstillingsstrategi lover dette godt, eftersom kvalitetsniveauet er højt hele vejen igennem. Udstillingen er i sit udvalg af kunstnere dog ikke særlig overraskende. Det svenske blik er dermed ikke særlig tydeligt i udvalget, der virker lidt upersonligt af en kærlighedserklæring at være.

Danskjävlar - en svensk kærlighedserklæring. Kunsthal Charlottenborg. 12. jan.-24. mar. 2008. www.kunstcharlottenborg.dk