Læsetid: 4 min.

Skal han være Europas præsident?

Foghs fremtid. Det er ikke længere en pointe, men en præmis for den politiske diskussion, at den egentlig meget lille europæer Anders Fogh Rasmussen drømmer om at blive den store leder for EUDet er ikke længere en pointe, men en præmis for den politiske diskussion, at den egentlig meget lille europæer Anders Fogh Rasmussen drømmer om at blive den store leder for EU
Europæeren. Det står som et faktum, at Fogh gerne vil være præsident for EU. Om det bliver til noget, spiller ingen rolle, så længe det kan styre dele af den politiske analyse.

Europæeren. Det står som et faktum, at Fogh gerne vil være præsident for EU. Om det bliver til noget, spiller ingen rolle, så længe det kan styre dele af den politiske analyse.

Jens Dige

5. januar 2008

Statsministeren er blevet for stor til Danmark. Han skal videre ud i verden og være præsident for hele Europa. Det har han godt nok ikke selv sagt noget om. Men det er ikke så vigtigt. For det er et af de rygter, der har roteret så intenst, at det ikke længere er en pointe, men en præmis for den politiske analyse.

Villy Søvndal siger ironisk, at han sådan set gerne vil hjælpe Anders ud i Europa, så vi kan slippe for ham herhjemme, men det kommer til at koste, når afstemningen om forbeholdene skal forhandles.

Pia Kjærsgaard vrisser, at hun er træt af, at han skal fedte for EU for at gøre sig salonfähig i Europa. Og under valgkampen sagde Anders Fogh Rasmussen selv, som den hårde mand, der prøver at være flink far, at 'Lars' ville være god til at være formand for Venstre og statsminister.

Der spekuleres i kredsene omkring Christiansborg ikke i, om han gerne vil være præsident, men snarere hvornår kong Anders vælger at abdicere fra den danske trone. Selv har han godt nok ikke sagt andet end det forudsigelige, at han ikke regner med at være formand for Venstre og statsminister til evig tid. Han har også i personlige interview fortalt, at han drømmer om det civile liv som en helt almindelig Rasmussen uden for dansk politik og medierne.

Det fortælles, at han over for sin polske ven Marek længe fortiede sin stilling som en offentlig figur i Danmark, fordi Anders Fogh drømmer om en ordinær tilværelse som økonomen Rasmussen.

Stor europæer ved et tilfælde

Men det hedder sig alligevel som et faktum, at Anders Fogh Rasmussen vil være præsident for Europa. Som statsminister har Anders Fogh Rasmussen præsteret én stor europæisk bedrift. Det var ham, der som formand for EU i december 2002 kunne fortælle verdenspressen: "Dette er et historisk øjeblik." Anders Fogh Rasmussen stod i spidsen, da 10 nationer fra den forhenværende 'østblok' blev integreret i den Europæiske Union. Og det var da en flot præstation. Men der var ret beset tale om en historisk tilfældighed, der gjorde, at han lige præcis han var formand, da den endelige optagelse skulle eksekveres. For ellers er statsministeren ikke nogen 'stor europæer'. Som ung var han modstander af det Europæiske Fællesskab, som han så som et vældigt, kollektivistisk bureaukrati. Senere, efter SV-regeringens korte, mislykkede periode i slutningen af 70'erne, var han tæt på at følge socialdemokraten Erling Olsen til Bruxelles som embedsmand, hvis Olsen var blevet kommissær, hvad han som bekendt ikke blev. Siden var det ikke Europa, men nyliberalismens og Ayn Rands USA, der fascinerede Anders Fogh Rasmussen. Det var ikke den europæiske politiske proces, men den amerikanske utopi om et samfund uden stat med selvhjulpne og retskafne entreprenører, som inspirerede Fogh Rasmussen politisk. De fleste husker, hvordan han som formand for Venstre taktisk holdt sig i baggrunden under kampagnen op til euro-afstemningen i 2000. Han var tilhænger af euroen, men investerede ikke sin politiske kapital i kampagnen. Det afgørende var ikke, om vi skulle beholde kronen eller ej, men at Poul Nyrup Rasmussen fik et politisk nederlag.

Under optakten til invasionen i Irak valgte Anders Fogh Rasmussen igen i 2003 den anden side, da han sammen med blandt andre Silvio Berlusconi, José Maria Aznar og Tony Blair skrev et indlæg, som blev trykt i den internationale presse og krævede, at Europa støttede USA. Det væsentlige ved denne aktion var ikke støtten til USA, men at disse ledere underminerede EU som en udenrigspolitisk aktør. Den stolte erklæring faldt kun en uge efter, at den amerikanske udenrigsminister, Donald Rumsfeld, havde hævdet en splittelse mellem det gamle, slappe Europa og det nye, handlingsorienterede Europa.

Det er endvidere ofte ignoreret, at Anders Fogh Rasmussen som dansk statsminister har tilføjet et femte forbehold til de fire eksisterende, som det ellers har været officiel regeringspolitik at ville afvikle. Dette forbehold omfatter flygtninge- og asylpolitik, men omtales ikke som det 'femte forbehold', fordi det behændigt er blevet tilføjet det allerede etablerede 'retslige forbehold'. Det er således ikke uden en vis komik, når statsministeren i sin nytårstale omtaler 'de fire forbehold' som en obstruktion opfundet af fremmede kræfter.

Det femte forbehold er ikke en tilfældig teknokratisk konstruktion, men et resultat af en konstant konflikt mellem Anders Fogh Rasmussens indenrigspolitik og den overnationale, teknokrat-humanistiske konsensus i Bruxelles. Gang på gang har Anders Fogh Rasmussen udlagt påtaler fra internationale institutionernes kritik af 'tonen' i den danske udlændingedebat og tendenser til institutionel diskrimination som latterlige, elitære smagsdommeres utidige indblanding i danske forhold.

De skulle blande sig udenom.

Pointen er en anden

Det er set i det perspektiv svært at se den meget lille europæer Anders Fogh Rasmussen som en god præsident for EU. Men tesen har den pædagogiske kvalitet, at den passer utroligt godt til de gængse kriterier for 'politisk analyse'. Den postulerer et begær efter magt hos den politiske leder, som det efterfølgende gælder om at afkode. Den bløde, populære psykologisme kombineres med den hårde magtrealisme: Det gælder om at afdække de sande motiver og forstå, hvad statsministeren i virkeligheden vil. Politik bliver i den optik til 'spin', som handler om at realisere en hemmelig plan og journalistikken skal så gætte, hvad den hemmelige plan går ud på.

Pointen er ikke, at statsministeren ikke vil være præsident for EU. Det kan godt være, at han vil det, og at han måske bliver det. En af de andre underskrivere af tillidserklæringen til den amerikanske krig i 2003 var såmænd José Manuel Barroso, som i dag er præsident for EU-kommissionen. Pointen er snarere, at den evindelige motivforskning leverer både spørgsmål og svar på alle politiske processer i en logik, som egentlig hører hjemme i en brevkasse eller et samtaleprogram i radioen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det var en bemærkelsesværdig tynd analyse fra Rune Lykkeberg. Det kan gøres meget bedre.

Det er svært at se ind i Foghs tankeverden, men mon dog ikke han er klar over, at han er "sat ud på denne kurs" af ex. Frankrig, som sikkert også har bemærket, at Tony Blair denne jul, lige var en tur forbi paven.

Dette korstog skader ikke hans kandidatur.

Dertil kommer det helt overordnede i spillet om præsidentposten, at her holder de store altså de gode kort meget tæt ind til kroppen, alt andet vil give en masse bøvl.

Fogh er ikke præsidentkandidat i dette spil, men et springbræt til afskaffelse af de danske forbehold.

Kommende fra det lille land med de dumme forbehold og det til tider og alt for ofte, ubegrænsede udenrigspolitiske hovmod.

Dertil siger de store i EU der bestemmer, hvorfor ikke høste denne bifangst? Vi bilder (spinner) den danske befolkning ind, at deres statsminister kan blive EU præsident - der er bare lige de dumme forbehold, kan vi ikke komme af med dem?

"Det kan godt være" at Fogh bliver EU's første præsident skriver Rune.

Jeg ved i sagens natur ikke hvad Rune ved, men jeg ved, at den Fogh jeg (desværre) har måttet leve under siden 2001, ikke er så ubegavet, at han selv tror at han kan blive EU's første præsident.

Jeg må give Kurt Bertelsen ret i at man skal være dansk journalist for at være så virkelighedsfjern i sin analyse, at man kan forestille sig Anders Fogh Rasmussen på en højtstående post i EU-systemet. Kan man forestille sig en notorisk krigsforbryder, som den første formand for EU? Nej vel.

Et mere relevant spørgsmål Rune Lykkeberg kunne have stillet ville have været, hvor længe vi skal vente på at oppositionen, medierne og den danske offentlighed stiller den danske statsminister til ansvar for sine ugerninger i forbindelse med det militære overfald på Irak, subsidiært at statsministeren bliver udleveret til retsforfølgelse i udlandet?

Den Internationale domstol i Haag har i de senere år haft travlt med at dømme krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien og Afrika. Det ser dog ud til at domstolen har et blindt øje, når det gælder ledere fra de rige lande i Vesten.

Bush, Blair og Fogh har startet en ulovlig angrebskrig mod Irak og har i den sammenhæng systematisk anvendt tortur, begået massakrer mod civilbefolkningen, anvendt ulovlige kemiske våben. Fogh & Co. har startet en blodig og beskidt borgerkrig i Irak, som ingen i øjeblikket kan se en ende på. En nyere undersøgelse viser, at der siden krigens ophør er blevet dræbt mere end en halv million irakere.

Bevismaterialet mod statsministeren og hans kammerater er ganske overvældende, og det burde være en formssag at få dem dømt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Lad os håbe at retfærdigheden snart sker fyldest!

Rettelse:

"Kan man forestille sig en notorisk krigsforbryder, som den første formand for EU?"

Jeg mente naturligvis præsident og ikkeformand. Sorry.

Nu handler analysen vil ikke så meget om AFR's chancer for blive EU præsident, men hvodan dette spin påvirker dansk indenrigspolitik

På den anden side så kan de stores slagsmål nogle gange give mærkelige resultater, så måske har Fjolset en chance?

Søren: Forskellen er, at Thomsen faktisk argumenterer for, hvorfor han kalder Fogh krigsforbryder - nemlig fordi han har indledt en angrebskrig mod Irak. Hvoriomod du bare slynger skældsord ud.

Nej Per Vadmand,
det gjorde et flertal i folketinget, som var valgt af ganske mange dansker og er genvalgt. Men det er måske ikke trængt ind i din bevisthed endnu?
Jeg vil ikke kalde Fogh en folkeforfører. Så underuddannede er danskere ikke, men åbenbart er du.

Søren: "Jeg vil ikke kalde Fogh en folkeforfører. Så underuddannede er danskere ikke, men åbenbart er du."

Du fortsætter med mudderkastning i stedt for argumenter, hvad?

For det første blev krigen vedtaget med et yderst spinkelt flertal - et særsyn i dansk udenrigspolitik - for det andet kunne man godt bruge det argument, at Foghs gentagne sejre beviser, at han ER en folkeforfører.,

Men han bør huske, hvad Lincoln sagde: Man kan ikke narre hele folket hele tiden.

EU blev i sin tid oprettet på USA's anmodning; det er helt logisk, at USA nu får sin mand placeret som præsident i sin europæiske lokalafdeling som belønning for tro tjeneste i Irak og for indlemmelsen af Østeuropa som bolværk mod Rusland.

Jeg synes, det er en fin analyse.

Problemet i dag er at Fogh vha. spindoktorer og underlødig journalisme på dagblade og i tv har fået en kejseragtig stråleglans herhjemme.

Rygterne om hans opstigning er et meget vellykket forsøg på at fortælle folk om hans internationale tæft og man kobler det endda på national stolthed.

En mand fra lille Danmark som leder af EU, ville det ikke være fantastisk lillemor, så må han da være dygtig.

Ja, en fin analyse!

Anerkend dog Ander Fogh Rasmussen som den mand han er, og alt det store han har udrettet både for Danmark og specielt EU. Men den røde Sarkasme på denne avis er åbenbart ikke til at komme uden om!

Tror AFR har en meget reel chance for at få posten idet :
1 Han er melem af den globale erhvervs loge "Bilderberg" ligesom Anders Eldrup og mange andre magtfulde danskere.
2. Han er ven med pr Bussemand som også er Bilderberger.
3. Han har arrengeret (sammen med Ander Eldrup) at både DONG Energy`s kommende børsnotering og statens økonomi bliver styret af den mest magt fulde bank fammilie i verden "Rotchschield son`s ltd. (forvalter en lang række andre forhenværende stats institutioners økonomi). Ejer nærmest Bank of England og The federal reserve i US.
4. Han er villig til at lyve for åbent tæppe og tilside sætte begreber som FN resolutioner, menneske rettigheder og er heller ikke bleg for at gå uden om grundloven.
5. Har været indæt forkæmper og fhv formand for Eu.
6. Han er en kynisk mand uden den store empati som har svoret sin troskab til de globale erhvervs livs interesser uden hensyntagen til de 50 % oppossition der er i de fleste EU lande.
7. Han er skidelige glad med alle andre end hans egen type menneske, det er noget de forstår i de elitære kredse, hvor man regner befolkningen i Eu for umælende stemme kvæg, eller som frimurene betegner "almindelige mennesker " som "Frofain goyans" Totale idioter kort sagt.
8.Han er godt og grundigt indrolleret i Eu`s lobbyist svineri der bla tillader at de fylder voret børns legetøj og vores madvarer med det rene gift.
Udadtil ser Eu jo meget tilforladelig ud med de officielle udmeldinger om fredelig samhandel og fælles demokrati, men i det skjulte lurer magt fulde lobby organitationer, som operer med bestikkelse, svig, bedrag,trusler,rænke spil og snyd med vores alle sammens midler, alt sammen noget Fogh garenteret billiger i kraft af hans venskab og troskab over for eliten, derfor er han en oplagt kandidat.