Læsetid: 12 min.

Verdens mest forudseende band

Rock. Uden sentimentalitet og med analytisk sans har Radiohead placeret sig forrest i omdefineringen af musikbranchen ved at lægge deres musik ud gratis på nettet. Igen er bandet i en position, hvor man forventer, at det skal komme musikken til undsætning. Denne gang er det bare ikke rockmusikken som kunstart, men som vare, bandet skal redde. Det er bare ikke alle, der tror på dem
Uden sentimentalitet og med analytisk sans har Radiohead placeret sig forrest i omdefineringen af musikbranchen. Igen er bandet i en position, hvor man forventer, at det skal komme musikken til undsætning. Denne gang er det bare ikke rockmusikken som kunstart, men som vare, bandet skal redde. Det er bare ikke alle, der tror på dem
1. februar 2008

"Jeg har fået at vide, at vi kommer til at frelse rockmusikken, så mange gange de sidste par uger, at jeg har tænkt mig at få det trykt på toiletpapir så snart som muligt".

Måske ikke et af de mest poetiske udsagn fra en af rockens store og ellers så følsomme frontfigurer. Men et udsagn, der giver en forårsklar fornemmelse af de forventninger, der nu igen er blevet pisket op omkring Yorke og hans band Radiohead - kvintetten fra Oxfordshire, England, som har opnået kritisk og kommerciel superstjernestatus med deres blødende intense, visionært tænkte, raffineret konstruerede og sofistikeret forløste rock af den mere progressive slags.

Egentlig har de sidste fire måneder været gode for Radiohead. På trods af en mediehype, de selv har været ude om. 1. oktober annoncerede de, at de ni dage senere ville tilbyde deres nye album In Rainbows udelukkende som download-album og til en pris fastsat af brugeren selv - også til den ydmyge sum af 0,00 engelske pund. In Rainbows ville blive Radioheads første album, efter at kontrakten med det multinationale musikselskab EMI var ophørt, og den frihed drog bandet maksimal nytte af.

Meddelelsen blev ledsaget af bragende bifald fra størstedelen af den musikalske offentlighed, ikke mindst den mere progressive del af den digitale kultur, som i mange år har skreget på nye alternativer til de kontrolmaniske multinationale netstrategier.

Og så blev Radiohead udråbt til frelsere igen - som de også blev det omkring deres tidlige hovedværk OK Computer. Men denne gang ikke som frelsere af rockmusikken som kunstart, men som frelsere af rockmusikken som vare. Om de kan lide det eller ej

.

Faktisk har det været 16 mere end gennemsnitligt gode år for Radiohead siden deres første udgivelse,The Drill EP, i sommeren 1992. De første spæde strofer blev dog slået an i midten af 80'erne omkring en skole i Abingdon uden for Oxford. Teenage-Thom spurgte sin medmusiker i punkbandet TNT, Colin Greenwood, om ikke de skulle lave et nyt band sammen med Ed O'Brien. Det ville han gerne. Colins bror Jonny ville også være med, og Phil Selway blev trommeslager. Et voila ... Den snart fænomenale fembande var en realitet.

Dengang kaldte de sig On A Friday, og deres live-debut blev på Jericho Tavern i Oxford. Deres første demo Manic Hedgehog Demo var færdig i 1991, og kort efter skrev de kontrakt med EMI, der fik dem til at finde på et nyt navn, som de hentede fra Talking Heads-sangen Radio Head. Året efter udkom singlen Creep, som fik en knoldet start, men siden blev en kending for et modvilligt band med helt andre ambitioner end at fodre MTV's sendeflade og flirte med slacker-generationen.

Ingen åbenbaring

Debutalbummet Pablo Honey udkom i 1993 og var ikke en åbenbaring. Det kunne være gået gruelig galt for bandet allerede her. Efter en mere end et år lang turne, gik de i studiet for at lave deres andet album. De kunne have forsøgt at følge op på Creep, som blev ved med at klistre til bandet, de kunne have forsøgt at tilfredsstille en altid febergejl presses follow-up-forventninger. Men de blev aldrig indløst. I stedet udkom i 1995 albummet The Bends. Og forventningerne ændrede karakter, men blev til gengæld også endnu større.

The Bends rummede ingen teen-triller, man kunne skråle med på af fuld lunge, men masser af sjælesørgere man kunne digte med på for fuldt følelsesregister. Trods larmen omkring dem var det lykkedes Radiohead at fordybe sig og få skåret sig ind til det arvæv, den fremmedgørelse, den længsel, den afmagt, som store dele af den vestlige verdens befolkning åbenbart kunne og kan genkende.

De mørkt hymniske eller eksplosivt guitaristiske sange ramte noget dybt i folket, og to år senere ramte deres tredje album, det symfonisk storladne, men aldrig hule mesterværk OK Computer endnu dybere, endnu hårdere, endnu mere ambitiøst - til stående ovationer fra noget så sjældent som offentlighed og kritikerstand i forening.

Radiohead var blevet rockstjerner. Darlings. Allemandseje. På vej til at blive institutionaliseret. Det næste U2? Mange krydsede fingre.

Bandet var belejret. Se turnéfilmen Meeting People Is Easy, hvis du vil have en ide om, hvad bandet synes om dén form for hysteri. De var tæt på at gå i opløsning, og Yorke frontalkolliderede med en skriveblokering, hvis ikke med en depression.

De efterfølgende tvillingudgivelser Kid A og Amnesiac var både mentale modforanstaltninger og kunstneriske kampsport-manøvrer mod en klaustrofobisk overgrebskultur i medier og musikindustri. Numrene blev indspillet samtidig i flere forskellige byer, bl.a. København, og udgivet med otte måneders mellemrum i 2000 og 2001. Og af den konservative del af rockpublikummet og kritikerstanden blev udlagt som Radioheads sabotage af eget image. Selvdestruktive selvoptagelser. Men det var snarere det kunstnerisk klogeste, mest konstruktive skridt, de overhovedet kunne tage.

Med truslen om oppustet frelserstatus og druknedød i massehysteriets feedback-ocean og med en klar fornemmelse af, at de havde præsteret deres ypperste med OK Computer formåede Radiohead at vriste sig fri af deres hårdt oparbejdede status - og genopfandt sig selv med inspirationer fra moderne mikroprogrammering, freejazz, avantgarde komposition, dadaisme. Det kostede nogle fans, men knyttede til gengæld de tilovers blevne - og det var og er mange - ekstremt stærkt til bandet. Og allerede dengang i 2000 kunne Radiohead demonstrere, hvor meget en dedikeret fanskare er værd i det nye digitale downloadistan. Det gik nemlig hverken værre eller bedre, end at numre fra Kid A blev lækket tre måneder før udgivelsen og downloadet i millionvis via det dengang ganske unge Napster. Branchen anså det for at være dødbringende for Kid A, men i stedet nåede Radiohead for første gang den amerikanske albumhitlistes førsteplads - endda uden enorm marketing, uden en single eller regulær video, men til gengæld med blips - korte videoer gratis distribueret på nettet. Kid A blev bandets bedst sælgende album i USA til dato, og Radiohead demonstrerede tidlig forståelse for musikkens nye realiteter.

Det gik også godt for den mindst lige så fremragende tvilling Amnesiac i 2001, og tilsammen gav de billedet af et band, som var i stand til at holde fast i deres ethos, deres væsen, men samtidig usentimentalt slippe deres hæderkronede praksis og populære status og med imponerende skarpsyn udfordre den herskende musikkulturs konservatisme og vore vestlige forbrugsvaner.

Farvel til det gamle håndværk

Manøvren foregik også inden for gruppedynamikken, hvor de fem byttede instrumenter under indspilningerne, i stedet for at klynge sig til det, de kunne bedst. Nogle gange var der feks. hverken trommer eller guitar på en sang. Farvel til det gamle håndværk, goddag til nye hierarkier - dog stadig med en lettere grå eminence.

"Vi opererer som FN, og jeg er USA," sagde Thom Yorke i 2000 til The Observer. Demokratiet i Radiohead var altså præget af en supermagt (som på de to seneste plader angiveligt har løsnet grebet), men den traditionelle lead-guitarist Jonny Greenwood var og er også en magtfaktor, en alternativ frontfigur.

Greenwood er klassisk skolet violinist og har samtidig sammen med Yorke været hoveddrivkraften bag Radioheads rejse ind i elektronikken, inspireret af yngre mestre som Autechre, Oval og Aphex Twin. Han har været huskomponist for BBC, og han har de svimlende strygerarrangementer på sange som Pyramid Song og How To Disappear Completely på samvittigheden.

Greenwoods udsyn har været afgørende for Radioheads opposition til egen succes, til forventninger, ja, til dem selv og de former for kreativt ejerskab og stærkt klæbende klicheer, som bands bygger op om sig selv.

Den amerikanske professor og forfatter Curtis White udsatte i 2000 Radiohead for en analyse i lyset af Frankfurter-filosoffen Adorno, i artiklen Kid Adorno i Context:

"Musikken på Kid A og publikumsmodtagelsen tydeliggjorde det drama, der implicit ligger i forholdet mellem uafhængig kunst (eller i hvert fald en kunst der ønsker autonomi) og en topstyret kultur."

Herefter tog White den rockistisk protektionistiske reaktion fra bl.a. forfatteren Nick Hornbys anmeldelse under ætsende behandling.

Ikke en salgsvare

Whites pointe er at for overhovedet at finde frigørende potentiale i kunsten, så må man udfordre konventionerne. Det gjorde Radiohead også - omend knap så radikalt - på OK Computer, men flugtstrategierne har det med at blive slidt op og nye må opfindes. Og det gjorde Radiohead fremragende på Kid A, til traditionalisternes store fortrydelse.

"Radiohead gjorde det meget klart for alle, at de ikke ønskede at blive en salgsvare. De ville skabe kunst, eller med andre ord, intet band siden Nirvana har i den grad tydeliggjort at dets 'intention' (hvad folk så lægger i det) er at løsrive friheden fra ufrihedens omklamring - følelsen af det autentiske, autonomiens spontanitet, ja bare en lille sprække mellem bandet selv og det altomsluttende andet, The Corporate Life World.

Thom Yorke har selv sagt i et duo-interview med professoren og historikeren Howard Zinn i Resonance Magazine:

"Jeg ser det ikke som noget med at ændre omstændighederne, men mere som at bruge sprog og musik som våben i en kamp mod en mainstream medieverden, der hovedsageligt er højreorienteret, og loyal over for de givne politiske rammer og disses korporative interesser. (Men) det er da kun, fordi vi sælger en masse plader at det overhovedet interesserer folk en flyvende fis."

Skillelinje mellem samfund og kunst

Yorke og Radiohead er stærkt engagerede, men de forsøger også at fastholde en - omend porøs - skillelinje mellem deres samfundsengagement og deres kunst. Man kan finde adresser til humanitære organisationer på deres plader, jovist. Man har kunnet finde Yorke til demoer mod Irak-krigen og amerikanernes stjernekrigsprogram, til fordel for fattige arbejdere verden over og fair trade. Og i interviews kan man læse om hans - svære og indrømmet fejlbarlige - kamp for en mere økologisk bæredygtig turné-virksomhed og livsstil.

Men spørger man til tekster og pladetitler, ja, så er han ikke meget for at fortolke eller sætte det i direkte forbindelse med alt for meget nutid (hans solo-sang Harrowdown Hill om våbeninspektør David Kellys død undtaget). Han mener, at kunst ikke først kan være politisk og så kunst; at det må ske den anden vej rund.

Så da Radioheads sjette album Hail To The Thief udkom i 2003 nægtede han, at titlen havde at gøre med de ord, som blev hæftet på Bush og hans valgsejr i 2000. Næ, det havde at gøre med en langt tidligere amerikansk præsidentvalgsejr - i 1888 - til John Quincy Adams, der var blevet udsat for samme lidet flatterende stillingsbetegnelse.

Der er ingen nemme løsninger hos Radiohead. F.eks sagde de nej til Live8-showet bl.a. fordi Yorke mente det var:

"En politisk bekvem biting i forbindelse med hvad der sandsynligvis var det vigtigste G8-topmøde - At afholde en stor rockkoncert og reducere problemerne til enkle slagord tror jeg i sidste ende var til skade for Make Poverty History-kampagnen." (The Guardian). De tidlige mediedrømme om et nyt U2 er for længst blevet gjort til skamme. Radioheads kunst må tale for sig selv og i øvrigt i fortolkningerne foretaget af deres hyperaktive fanskare (se f.eks. tekstnoter på Green Plastic-sitet). Og Yorkes afvisning af Hail To The Thiefs forbindelse til Bushs valgsejr ligner mere en smart undvigemanøvre for at få folket til at tænke i større perspektiver, ja, sågar handle selv - hvilket også indikeres af bandets laissez-faire-politik i forhold til piratoptagelser af deres koncerter, til illegal fildeling af deres musik og til deres vane med at afprøve nyt materiale live på publikum før indspilningerne.

Dermed er bandets beslutning om at lægge deres nye album In Rainbows også i naturlig forlængelse af deres forhold til deres publikum. Jonny Greenwood sagde således til Rolling Stone i december: "

"Det føltes som et eksperiment, der var værd at prøve (...) det er sjovt at få folk til at stoppe op et øjeblik og tænke over, hvad musik er værd."

Og eksperimentet ser ud til at være lykkedes.

Der er ikke kommet officielle tal frem, men estimeringerne lyder typisk på over en million downloads allerede i den først uge. Gennemsnitsbetalingen estimeres af forskellige kilder til mellem 2,26 og 10 dollars. Og ifølge den mest pessimistiske beregning har Radiohead tjent 1,36 millioner dollars over de første tre uger (ifølge Technology Review).

Når så Billboard mener, at bandet ville have tjent mellem to og tre millioner dollars for en konventionel cd-udgivelse, så ligner download-eksperimentet en succes. Ikke mindst fordi Radiohead fra starten annoncerede, at de også ville udgive In Rainbows på cd. Hvilket skete 1. januar, hvorefter pladen nåede nummer et på album-hitlisten i både USA og England. Men det er også her, at det begynder at blive problematisk. Det er her billedet af humanisterne ved Neros hof er kommet under beskydning.

Det humanistiske kasseapparat

Ligesom Radiohead på deres plader diskuterer menneskets problemer i et teknologiseret samfund med brug af teknologiens redskaber - samplere, laptops, synthesizere - så diskuterer de også kunstens overlevelsesevne i senkapitalismen ved at opstille deres eget fleksibelt humanistiske kasseapparat i kapitalismens fold. Men det er stadig et kasseapparat. Og der er røget rigtig mange slanter i det.

"Jeg begynder at hade Radiohead. Ikke for deres musik, men for deres forretningspolitik," skrev den indflydelsesrige og passionerede musikbranche-blogger Bob Lefsetz for nogle uger siden. Det er sjældne ord blandt seriøse musikskribenter.

Men hele In Rainbows-eksperimentet kan netop også udlægges som en unødig malkning af især dedikerede fans. Hvorfor ikke bare lække albummet, som bandet tidligere har nydt godt af? Er det ikke lettere kynisk, når Radioheads management fra starten har erklæret, at internet-udgaven blev sat i stand for at booste salget af det fysiske album? Og understøttes dette ikke netop af, at download-albummet kun blev tilbudt i en halvdårlig mp3-kvalitet? Hvad sker der med musikverdenen, når store bands forlader den musikalske fødekæde, hvor små bands finansieres af store - hvilket også mindre og kunstneriske valide musikselskaber betjener sig af? Har Radiohead ikke en forpligtelse i kraft af deres størrelse? Og er der overhovedet nogen lektie at uddrage af dette eksperiment for andre end nogle få superstjerner med hyperdedikerede fans? Det er spørgsmål, der har skabt debat og også fået bl.a. den nye ejer af EMI, Guy Hands, til at forsøge at score billige points ved at hævde at forhandlingerne om en ny kontrakt med Radiohead gik i vasken, fordi bandet havde krævet et meget stort forskudsbeløb. Det har Yorke på Radiohead.com med vanlig spyttende passion afvist: "Hvad vi ønskede var kontrol over vores arbejde, og hvordan de brugte det i fremtiden - det forekom rimeligt nok for os, det var faktisk ret vigtigt for os. Mr. Hand var ikke interesseret. Så det var vi heller ikke. Vi gjorde korsets tegn for os og gik vores vej."

For dette handler også om ejerskab. Om at have kontrol over sin musik også efter udgivelsen, og det har Radiohead ikke over nogen anden udgivelse end In Rainbows. Det handler om, at man nu kan gøre det selv, og at man nemmere end nogensinde før kan kæmpe for sin egenart i en industri, der stadig dyrker og profiterer på ensretning og afretning.

Hvem ved, måske vil den moralske forbruger et sted ude i fremtiden forstå, at The Long Tail-effekten har skabt en stor klasse af bands og selskaber, der hviler på meget svagt økonomiske grundlag (fraregnet f.eks. Radio-head). Men også en klasse der til gengæld for forbrugerens penge (i bedste fald) vil dedikere sig til kunsten og endda uden multinationale selskabers bureaukratiske fedt og tidligere grådighed. Pengene går til skaberne, ikke aktionærerne. Og der kan Radiohead lære masser af vordende musikere noget. Fortsættelse følger uden tvivl.

Kilder: The Guardian, New York Times, The Independent, Resonance Magazine, Technology Review, Rolling Stone, Wikipedia, www.ateaseweb.com, greenplastic.com, www.lefsetz.com, www.centerforbookculture.org/context/

Radiohead giver koncert på Roskilde Festival i 2008

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu