Læsetid: 4 min.

'68 som det sekulære syndefald

Meget voksne mennesker står stadig 40 år efter ungdomsoprøret og råber ad og efter pensionerede 68'ere, som om de har opfundet egoismen, forbrugerismen og nyliberalismen
Studenteroprørere i aktion. Løb 68-erne i virkeligheden åbne døre ind, fordi de forhadte autoriteter for længst var faldet?

Studenteroprørere i aktion. Løb 68-erne i virkeligheden åbne døre ind, fordi de forhadte autoriteter for længst var faldet?

2. februar 2008

Poul Behrendt fortæller i sin bog om ungdomsroprørets eftertid Bissen og Dullen fra 1984 en interessant anekdote: En præst beretter, at "tiderne har ændret sig". Når hans voksne datter kommer hjem på besøg, har hun sin kæreste med, som overnatter i præstegården, selvom de ikke er gift. Det er ikke noget, præsten er modstander af. Han ville bare gerne have lov til at give tilladelse til det. For det er helt i orden med ham. Men datteren spørger ikke, for det hører med til hendes forestilling om sig selv, at hun overtræder forbud. Hvis hun spurgte faren om lov, ville hun få tilladelse, og det ville ødelægge hendes antiautoritære selvforståelse. Det er meget sværere at protestere imod en fader, som giver lov, end imod en, som forbyder.

Behrendt fortæller historien som eksempel på en grundlæggende indsigt i bogen: Ungdomsoprøret var ikke en pludselig omvæltning, men den spektakulære afslutning på en langsom proces. Den autoritære fader var allerede faldet, inden der blev gjort op med ham. De gamle professorer på universiteterne havde allerede siddet alt for længe, og de gamle bureaukratiske hierarkier havde mistet deres legitimitet. Rektor ved Københavns Universitet i 1968 var ikke en gammel, autoritær leder, men derimod den kulturradikale Mogens Fog. Allerede i 1960 havde den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann opfordret de studerende til at 'kræve' demokrati på universitetet. Den antiautoritære kulturradikalisme havde længe domineret den intellektuelle offentlighed, og allerede i 1950'erne blev en selvstændig ungdomskultur etableret som en kritisk modposition. Poul Behrendt siger således, hvad siden også Suzanne Brøgger har sagt: Ungdomsoprøret blev så hurtigt og overvældende en sejr, fordi de unge oprørere løb åbne døre ind. De gamle autoriteter var allerede faldet.

Vi er stadig de unge

Denne indsigt synes efterhånden glemt. Det er i år 40-årsjubilæum for ungdomsoprøret, og både yngre venstreorienterede og borgerlige kritikere har rituelt genoptaget opgøret med '68'. Det hedder sig på den side, at 68-oprøret førte direkte til nyliberalismen, og på den anden side, at fællesskaber, kernefamilien og respekt for autoriteter blev smadret i 68. Når man læser og lytter til kritikken, kunne man få det indtryk, at Danmark lige indtil 'kærlighedens sommer' i 1967 var et harmonisk samfund med stabile værdier og idylliske kernefamilier, hvor de unge tålmodigt fulgte de ældres vise vejledning, og børnene lydigt, men i godt humør gjorde, som de fik besked på. Denne orden skulle så blive ødelagt nærmest som på en nat. Denne forestilling om ungdomsoprøret som en pludselig og radikal revolution deles af både nogle 68'ere selv og deres kritikere. Der er stadig 68'ere, som beklager, at først deres børn og nu deres børnebørn er så 'artige' og 'finder sig i det'. De spørger gerne i særligt intime øjeblikke de yngre generationer, hvornår de mon kan forventes at tage sig sammen og lave det næste oprør. Det er næsten ikke til at udholde spændingen for de gamle, der stadig retter ryggen og smiler, som om det er dem, der tales om, når talen falder på 'de unge'.

Ikke én - men to revolutioner

Men der er også stadig kritikere af 68, der ser denne nu 40 år gamle begivenhed som det afgørende sammenbrud for vores kultur og sammenhængskraft. De retter stadig ryggen og raser, når talen falder på 68, som om det er den store modstander, der viser sig i åbenbaringen. De ser sporene af ungdomsoprøret over alt: Unge, der tager stoffer, pjækker fra skolen og vælter fulde rundt på drukrejser i Bulgarien. Voksne, som kun tænker på at realisere sig selv kreativt og spændende og udfordrende. Ældre mennesker, som nægter at opføre sig som pensionister, men farver hår, lytter til rockmusik og formøbler børnenes retmæssige arv på eventyrrejser, dyre designmøbler og ekstravagante rødvine. Disse kritikere af 68 har erstattet den intellektuelle analyse med en dårlig teologi: De udlægger 68 som et sekulært syndefald.

Ungdomsoprøret synes at være blevet genstand for både oprørernes egen mytologisering og modstandernes ihærdige mod-mytologisering. Ole Grünbaum er blandt de ungdomsoprørere, som både har kritiseret den ensidige mytologisering og den ensidige mod-mytologisering. Ifølge Grünbaum må man skelne mellem den kulturrevolution, som blev en succes, og den politiske revolution, som blev en fiasko. Visse momenter i den kulturelle revolution blev en succes, fordi de allierede sig med andre udviklingstendenser som den teknologiske udvikling, kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, den stigende efterspørgsel på fleksibel arbejdskraft og en historisk udvikling af en demokratisk bevidsthed, som fik og får folk til at forlange begrundelser for ledelsesbeslutninger.

Det lykkedes derimod ikke den politiske bestræbelse at skabe et socialistisk samfund. 'Arbejderklassen' eller 'de udbyttede' så ikke nogen interesse i at realisere de unge intellektuelles teoretiske projekter for dem. De ville hellere have mere i løn og kortere arbejdstid. Og hvis de var utilfredse, ville de hellere stemme på Mogens Glistrup.

Det siger ikke så lidt om kontrasten mellem kulturrevolutionens succes og den politiske utopis fiasko, at kritikerne i dag forfalder til en rekonstruktion af et syndefald og en faderfigur, som allerede var faldet inden 1968. De har åbenlyst ikke udviklet et kritisk blik for, hvilke strukturer og positioner, som i dag appellerer til og betinger selvrealisering som egomani, grænseoverskridelse som asocial adfærd og seksuel frigørelse som den laveste fælles nævners selvdyrkelse.

De, der for at kritisere disse tendenser stadig bruger 68 som billede på det store syndefald, står efterhånden et stykke inde i voksenalderen og råber afmægtigt ad og efter en faderskikkelse, som for længst har givet dem lov til at råbe og skrige alt det, de har lyst til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Bissen og dullen" er ubehagelig læsning, der heldigvis er overstået, idet bogen kom i 1984, men meget tættere kommer man vel ikke på "motiverne"; i ca. 1971 begyndte fagbevægelsen (Thomas Nielsen: Ungdomsoprøret kunne vi ikke have undværet!) og Socialdemokratiet (J.O. Krag indkaldte "førere" fra oprøret for at forklare, hvorfor de var så mærkeligt utilfredse) at tage idéerne til sig - men i egen fortolkning!

Og den fortolkning kan forstås med udgangspunkt i Ekstra Bladets intrgration af oprørets idéer med egne kampagner mod skrankepaveri og bolighajer og i John Mogensens landeplage "Der er no'et galt i Danmark!". Skulle folkets brede lag (undskyld udtrykket) tage oprøret til sig, måtte det ske på egne præmisser: Nu er det vores tur - vi vil bevare vore gamle forestillinger, samtidigt med at vi vil have mere, mere og atter mere!

Sideløbende hermed kunne universitets- og arbejdspladsstrukturer nedbrydes - første fase et kortvarigt skindemokrati - nu er vi reelt tilbage i en hierarkisk, centralstyret model i stil med industrialismens barndom og en altødelæggende, total-despotisk aktionær-terror.

Det var vist ikke forudset af Ungdomsoprørets pionerer.

Det synes jeg altså ikke ... men sandheden er jo ofte ilde hørt. Ikke at artiklen er hele sandheden, men når Suzanne Brøgger siger, at man løb åbne døre ind, så skal det nok være rigtigt. For øvrigt var universitets- eller nymarxismen en latterligt verdensfjern hyper-intellektuel tilbagevenden til 1930'erne. Hvis man kan komme til at se Milos Forman's gribende, sørgeligt underkendte filmatisering af "Hair", kan man få en idé om essensen i det hele. Som alle store begivenheder - jf. for 2000 år siden - var det en fiasko. Men 300 år efter var Kristendommen blevet statsreligion.

Spændende artikel. Der er vist ingen tvivl om, nu 1968 er kommet længere på afstand og man kan skimte nogle længere historiske linjer, at man kan sige at ungdomsoprørerne delvist løb åbne døre ind. Det oprør de gjorde mod det patriarkalske samfund, det nomos, det samfund, la belle epogue, som var borgerskabets shining hour, det mistede jo fuldstændig troværdigheden i skyttegravenes meningsløse massemyrderier under 1. verdenskrig. Her forsvandt faderskikkelsen naturgivne autoritet, mens mellemkrigstiden blev en lang søgen efter at udfolde dette tomrum med andre socialreligiøse retninger fascisme, kommunisme eller nazisme. Men samtidig luftede jo allerede i mellemkrigstiden kulturradikale kritikere, selvom næsten allesammen undtagen PH lod sig spænde for den kommunistiske vogn, den kritik, som ungdomsoprørerne jo senere tog til sig. I hvert fald kulturkritikken. Altså kritikken af en kultur, som det var åbenlyst for alle var en anakronisme. At man så igen lod sig spænde for nogle politiske utopier er så en helt anden historie. Men jorden var da i den grad gødet for det ungdomsoprør fra mellemkrigstiden og frem.

Bent Jespersen

Her kommer der en historisk korrekt kommentar fra "Jesper", det var nemlig ham, der var krumtappen i ungdomsoprøret.
Jesper er født i februar 1941, kom ud at tjene bønder som 12 årig i 1953, hvorefter han kom i lære som masinarbejder i 1957 og fik svendebrev i 1961.
I 1965 blev han maskiningeniør med produktionsteknink som specielt studeret område og efter værnepligt under ingeniørenes særordning, fik han sit første ingeniørjob i 1968.
Som parcelhusejer og far til 2 børn blev han skildt i forsommeren 1968 og meldte sig ind på Københavns universitet fra 1968.
På dette tidspunkt havde han ikke haft et eneste minut til sig selv, han havde aldrig prøvet at bestmme selv, forpligtelser, studietvang og kadaverdiciplin, var hans eneste bekendtskab med samfundet.
Pludseligt befandt han sig, med en SU, uden forpligtelser og uden politisk-, social- og kulturel indsigt, midt i en meget stor gruppe til årsfesten på Københavns universitet, hvor en psykologistuderende bemægtigede sig talerstolen fra rektor Mogens Fog, hvorefter "helvede brød løs" i en frihedsrus uden lige.
Straks derefter skulle de studerende på Københavns universitet forholde sig til at Studentersamfundet var brudt sammen og bygningen på H.C. Andersens boulevard solgt til en møbelforretning.
På et møde i Vartov, hvori deltog mange ligeså ubehæftede sjæle, gik han op på talerstolen og mente at man ligeså godt kunne stifte et nyt samfund i betydningen et nyt studentersamfund, hvorefter alle råbte "Det Nye Samfund" og efter en valgrundte, hvor han fik 72 % af stemmerne, skulle han Peder Duelund og Anette Van Deurs, konstituere sig som henh. formand, næstformand og sekretær i Det Ny Samfund.
Jesper blev lokalemand, Peder Duelund indfandt sig samme aften på TV hos Pedro Biker, hvor han udbredte sig om Det Ny Samfund, Anette Van Deurs forsvandt ud af billedet og hedder vist nok nu Anette Sommer.
Denne 27-årige ingeniør (Jesper) kendte såvel gamle Helveg som Københavns overborgmester Urban Hansen og 14 dage senere fik han udleveret nøglerne til huset i Magstræde af Urban Hansen med bemærkningen "opfør Jer nu ordentigt".
Forskellige arbejdshold, under Jespers ledelse, istandsatte et højt kælderlokale og åbnede lidt senere Cafe Rosa Luxemborg.
Det siger sig selv at denne rotterede af ordentlig adfærd og tilstundende "bevidsthedsudviklende" stoffer af enhver art, var meget svær at styre og allerede i 1971 blev Det Ny Samfund smidt ud af Projekthus, der blev overtaget af KUC.
Jesper og Peder Duelund havde ingensomhelst fælles opfattelse af nogetsomhelst, ligesom andre af de involverede stort set brugte alle kræfter på indbyrdes uenighed.
Derfra startede ungdomoprøret og fortsatte over aftalen med forsvarsminister Kjeld Olesen i Christiania, og Det Ny Samfunds lejr i Nordjylland.
De af os der stadig er her, vil gerne fastholde nogle historiske kendsgerninger Jesper vi ihvertfald.
Bent A. Jespersen