'68 som det sekulære syndefald

Poul Behrendt fortæller i sin bog om ungdomsroprørets eftertid Bissen og Dullen fra 1984 en interessant anekdote: En præst beretter, at "tiderne har ændret sig". Når hans voksne datter kommer hjem på besøg, har hun sin kæreste med, som overnatter i præstegården, selvom de ikke er gift. Det er ikke noget, præsten er modstander af. Han ville bare gerne have lov til at give tilladelse til det. For det er helt i orden med ham. Men datteren spørger ikke, for det hører med til hendes forestilling om sig selv, at hun overtræder forbud. Hvis hun spurgte faren om lov, ville hun få tilladelse, og det ville ødelægge hendes antiautoritære selvforståelse. Det er meget sværere at protestere imod en fader, som giver lov, end imod en, som forbyder.

Behrendt fortæller historien som eksempel på en grundlæggende indsigt i bogen: Ungdomsoprøret var ikke en pludselig omvæltning, men den spektakulære afslutning på en langsom proces. Den autoritære fader var allerede faldet, inden der blev gjort op med ham. De gamle professorer på universiteterne havde allerede siddet alt for længe, og de gamle bureaukratiske hierarkier havde mistet deres legitimitet. Rektor ved Københavns Universitet i 1968 var ikke en gammel, autoritær leder, men derimod den kulturradikale Mogens Fog. Allerede i 1960 havde den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann opfordret de studerende til at 'kræve' demokrati på universitetet. Den antiautoritære kulturradikalisme havde længe domineret den intellektuelle offentlighed, og allerede i 1950'erne blev en selvstændig ungdomskultur etableret som en kritisk modposition. Poul Behrendt siger således, hvad siden også Suzanne Brøgger har sagt: Ungdomsoprøret blev så hurtigt og overvældende en sejr, fordi de unge oprørere løb åbne døre ind. De gamle autoriteter var allerede faldet.

Vi er stadig de unge

Denne indsigt synes efterhånden glemt. Det er i år 40-årsjubilæum for ungdomsoprøret, og både yngre venstreorienterede og borgerlige kritikere har rituelt genoptaget opgøret med '68'. Det hedder sig på den side, at 68-oprøret førte direkte til nyliberalismen, og på den anden side, at fællesskaber, kernefamilien og respekt for autoriteter blev smadret i 68. Når man læser og lytter til kritikken, kunne man få det indtryk, at Danmark lige indtil 'kærlighedens sommer' i 1967 var et harmonisk samfund med stabile værdier og idylliske kernefamilier, hvor de unge tålmodigt fulgte de ældres vise vejledning, og børnene lydigt, men i godt humør gjorde, som de fik besked på. Denne orden skulle så blive ødelagt nærmest som på en nat. Denne forestilling om ungdomsoprøret som en pludselig og radikal revolution deles af både nogle 68'ere selv og deres kritikere. Der er stadig 68'ere, som beklager, at først deres børn og nu deres børnebørn er så 'artige' og 'finder sig i det'. De spørger gerne i særligt intime øjeblikke de yngre generationer, hvornår de mon kan forventes at tage sig sammen og lave det næste oprør. Det er næsten ikke til at udholde spændingen for de gamle, der stadig retter ryggen og smiler, som om det er dem, der tales om, når talen falder på 'de unge'.

Ikke én - men to revolutioner

Men der er også stadig kritikere af 68, der ser denne nu 40 år gamle begivenhed som det afgørende sammenbrud for vores kultur og sammenhængskraft. De retter stadig ryggen og raser, når talen falder på 68, som om det er den store modstander, der viser sig i åbenbaringen. De ser sporene af ungdomsoprøret over alt: Unge, der tager stoffer, pjækker fra skolen og vælter fulde rundt på drukrejser i Bulgarien. Voksne, som kun tænker på at realisere sig selv kreativt og spændende og udfordrende. Ældre mennesker, som nægter at opføre sig som pensionister, men farver hår, lytter til rockmusik og formøbler børnenes retmæssige arv på eventyrrejser, dyre designmøbler og ekstravagante rødvine. Disse kritikere af 68 har erstattet den intellektuelle analyse med en dårlig teologi: De udlægger 68 som et sekulært syndefald.

Ungdomsoprøret synes at være blevet genstand for både oprørernes egen mytologisering og modstandernes ihærdige mod-mytologisering. Ole Grünbaum er blandt de ungdomsoprørere, som både har kritiseret den ensidige mytologisering og den ensidige mod-mytologisering. Ifølge Grünbaum må man skelne mellem den kulturrevolution, som blev en succes, og den politiske revolution, som blev en fiasko. Visse momenter i den kulturelle revolution blev en succes, fordi de allierede sig med andre udviklingstendenser som den teknologiske udvikling, kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, den stigende efterspørgsel på fleksibel arbejdskraft og en historisk udvikling af en demokratisk bevidsthed, som fik og får folk til at forlange begrundelser for ledelsesbeslutninger.

Det lykkedes derimod ikke den politiske bestræbelse at skabe et socialistisk samfund. 'Arbejderklassen' eller 'de udbyttede' så ikke nogen interesse i at realisere de unge intellektuelles teoretiske projekter for dem. De ville hellere have mere i løn og kortere arbejdstid. Og hvis de var utilfredse, ville de hellere stemme på Mogens Glistrup.

Det siger ikke så lidt om kontrasten mellem kulturrevolutionens succes og den politiske utopis fiasko, at kritikerne i dag forfalder til en rekonstruktion af et syndefald og en faderfigur, som allerede var faldet inden 1968. De har åbenlyst ikke udviklet et kritisk blik for, hvilke strukturer og positioner, som i dag appellerer til og betinger selvrealisering som egomani, grænseoverskridelse som asocial adfærd og seksuel frigørelse som den laveste fælles nævners selvdyrkelse.

De, der for at kritisere disse tendenser stadig bruger 68 som billede på det store syndefald, står efterhånden et stykke inde i voksenalderen og råber afmægtigt ad og efter en faderskikkelse, som for længst har givet dem lov til at råbe og skrige alt det, de har lyst til.