Læsetid: 5 min.

African Blues

Mens storklubber som Liverpool, Chelsea, Barcelona og Sevilla lider under fraværet af stjernespillerne fra det mørke kontinent, ruller bolden lystigt videre i African Nations Cup
Didier Drogba (m.) nettede i alt tre gange i kampen mod Elfenbenskysten for en uge siden.

Didier Drogba (m.) nettede i alt tre gange i kampen mod Elfenbenskysten for en uge siden.

Rebecka Blackwell

9. februar 2008

Der er finale i African Nations Cup i morgen aften. Mens storklubber som Liverpool, Chelsea, Barcelona og Sevilla lider under fraværet af stjernespillerne fra det mørke kontinent, ruller bolden lystigt videre i Ghana. Afrika nærmer sig med stormskridt det europæiske fodboldniveau. Elfenbenskystens knusende 5-0 sejr over Guinea for en lille uge siden er essensen af den afrikanske drøm. Kader Keita, der til daglig spiller i franske Olympiqe Lyonnais, åbnede ballet med et drøn af et langskud fra flanken, og da der resterede 20 minutter af matchen, stjal ivorianerne grønsværen og dansede sig til yderligere fire mål. Chelseas Didier Drogba og Salomon Kalou nettede i alt tre gange, hvorefter Nice-forwarden Bakari Koné slukkede Guinea-drømmene endegyldigt.

Ghana lægger stadioner og folkemængder til en begivenhed, som flere kommentatorer ser som en generalprøve på VM i Sydafrika om to år. Og ser man bort fra et par kuriøse skandaler, hvor Benin og siden Namibia blev tilbudt penge under bordet for fiksede kampresultater, går det faktisk strygende for det ghanesiske projekt. Man glemmer helt, at den afrikanske slutrunde, som sidste år kunne fejre 50-års jubilæum efter startskuddet i Sudan i 1957, ikke bare er en massepsykose i alle regnbuens farver, men et dirrende mellemværende af showcase for fremtidens talenter og en skruetvinge for de europæiske fodbolddirektioner, som lige nu er drænet for afrikanske stjerner og vandbærere. Spørg bare Arsenals Arsene Wenger, der må undvære centerforsvaren Kolo Toure, eller hans kollega fra Chelsea, Awram Grant, hvis hold nærmest er skåret i stykker, mens Nations Cup løber af stabelen. Real Madrids defensive midtbaneoprydder, Mahamadou Diarra, nåede tilbage til den spanske hovedstad i god behold, efter at Mali blev slået ud af turneringen. Men Diarras præstation på udebane mod Almeria sidste weekend var langt fra mindeværdig, og mon ikke træner Bernd Schuster kunne sende et skulende blik i retning af sin kollega, Mali-manager Jean-François Jodar, for at have slået skår i den vigtige vinteroprustning.

Flugten fra fattigdommen

Anført af lande som Nigeria, Ghana, Egypten, Elfenbenskysten og Cameroun, som enten rangerer over Danmark på FIFA's verdensrangliste eller er godt på vej til det, står det afrikanske kontinent på tærsklen til uigenkaldelig professionalisering - og dermed kommercialisering - af fodbold. Overalt skyder mere eller mindre lyssky akademier op og lokker drenge og unge mænd til sig med sagn-omspundne fantasier om flugt fra korruption, vold og arbejdsløshed. Fodbold er det nye drug, og feberen bliver yderligere næret af en næsten hysterisk idolisering af koryfæer som Camerouns Samuel Eto'o og Malis Frédéric Kanouté. Navne som dem inkarnerer en gylden billet til karriere og rigdom. For slet ikke at tale om hurtige damer og kvikke firhjulstrækkere.

Fodbold kom til Nigeria i 1914 med de britiske kolonister, og siden da har legen med læderkuglen været nigerianernes nationalsport. De teknologiske landvindinger - trimning af græsplæner, støvler med skruedupper og trænere med geometrisk præciserede taktikker - er ikke-eksisterende i Nigeria, og spillerne er henvist til bulkede baner og hjemmestrikkede netmasker. Resultatet er en gentagelse af myten, vi kender fra Brasilien: de miserable forhold skaber en sublim fodboldteknik. Nigerianske spillere skal være store, hurtige og smidige med en fin balance og koordination for at klare mosten blandt støvfygning og jordknolde. Sådan en vare er stærkt efterspurgt i Europa, som for længst har kastet sit fintmaskede net af talentspejdere og fodboldkøbmand ud over den sydlige hemisfære.

Skyggesiden af den europæiske drøm er fortællingen om den ghanesiske fodboldspiller Nii Odartey Lamptey. I 1991 vandt han U17 verdensmesterskaberne med Ghanas Black Stars, og tillige blev han kronet med FIFA's Gyldne Bold. Belgiske Anderlecht fik fingrene i det afrikanske giganttalent, og Lamptey fik hurtigt tilnavnet 'Den nye Pele'. Ikke helt tosset, når man to år senere betragtede hans præstationer på Ghanas U20-mandskab, som tabte i en heroisk og åndeløst spændende kamp mod Brasilien i FIFA's ungdoms-VM. Lampteys landsholdskammerater var en perlerække af stjerner i svøb. Her var folk som Augustine Ahinful, Mohammed Gargo, Daniel Addo og Samuel Kuffour, som fodboldelskere genkender fra Arsenal, Roma og Ajax.

Måske var skiftet i 1994 et skridt ned ad karrierestigen, for Aston Villa virkede mindre end PSV Eindhoven, hvor Lamptey havde været den absolutte stjerne. Det var en italiensk agent, som havde overtalt Lamptey til at skifte til Premier League, og senere fortalte den unge ghaneser, hvordan han naivt havde bundet sig til en slavelignende kontrakt, der holdt ham i et jerngreb. Og mens Lampteys karriere rutschede mod bunden i engelske, italienske, argentinske, tyrkiske, kinesiske og til slut sydafrikanske klubber, blev familien ramt af en tragedie. Sønnen Diego døde af en sjælden sygdom. Nii ønskede at begrave ham på ghanesisk jord, men tilværelsen som hvileløs fodboldspiller forhindrede det. Som en stille protest nægtede Lamptey i en periode at røre den lille runde. I dag driver Lamptey en såkaldt 'glødelampe-skole' i Ghana. Han vil ikke se African Nations Cup. Som 33-årig burde han jo ha' været med, som han siger.

Resten er historie

Næst efter Egypten og på linje med Cameroun er Ghana det mest vindende land i ANC's historie. I disse tider, hvor europæisering er det hellige mantra for alle med mørk pigment, er det tankevækkende, at kontinentets fodboldprofessionalisering startede som en pan-afrikansk bevægelse. Under den legendariske Kwame Nkrumah, der virkede som Ghanas første præsident fra 1957 til 1960, løftedes fodbold fra sport og underholdning til det vigtigste instrument i kampen om et samlet Afrika. Ungarn havde besejret overherredømmet England på Wembley i 1953, og Nkrumah mente, at de ghanesiske Black Stars kunne gentage bedriften. Fodbold blev en kamp mellem kolonialisme og en revitaliseret patriotisme. Men det krævede organisation. Samtidig så det afrikanske fodboldforbund (CAF) dagens lys som en hierarkisk backup til Nkrumahs politiske scenario, og den fremsynede præsident fik via sin nytiltrådte sportsminister det multinationale medicinfirma, R.R. Harding and Company, til at finansiere den støt voksende hjemlige liga. 1960'erne var sort og hvidt for den afrikanske fodboldtilstand. Mens ghaneserne med det revolutionære begær og en liberalistisk sans for ressourceoptimering og organisering gik rundt i dyrt modetøj og kørte i smækre dollargrin, var de nigerianske naboer - The Super Eagles - henvist til brune jordmarker og hullede cykeldæk.

Resten er historie. I 1960 var Charles Kumi Gyamfi den første afrikanske spiller, som lod sig eksportere til det forjættede Europa med en plads på Fortuna Düsseldorfs mandskab. Og ud af 80'erne og 90'erne kom stjerner som Michael Essien, Steven Appiah, Sulley Muntari og John Pantsi.

Med svingdøren pivåben til den europæiske fodboldglobalisering er arven fra Nkrumah og Haile Sellasie kun et svagt minde. Her og dér lyser det dog op som et sejt og farvestrålende emblem på Black Star-supporternes amerikansk inspirerede t-shirts. Og dog. Som Barcelona-angriberen Samuel Eto'o har sagt: "Jeg arbejder i Europa, men drømmer i Afrika".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu