Interview
Læsetid: 5 min.

Alvor skal serveres med et grin

'Jeg er en stor fan af Woody Allen, fordi han gør det alvorlige til en komedie,' siger den den tjekkiske nybølgefilmmager Jirí Menzel, der netop har gæstet København
-Tidligere måtte man tie om visse emner. Pludselig fik vi en frihed til at sige, hvad vi ville - men med den kom også pengenes diktatur. Det betød, at man selv skulle sørge for at sætte det hele i gang. Det er ikke min stil - og det er jeg måske også lidt for opblæst til-, siger Jirí Menzel.

-Tidligere måtte man tie om visse emner. Pludselig fik vi en frihed til at sige, hvad vi ville - men med den kom også pengenes diktatur. Det betød, at man selv skulle sørge for at sætte det hele i gang. Det er ikke min stil - og det er jeg måske også lidt for opblæst til-, siger Jirí Menzel.

Peter Kollanyi

Kultur
6. februar 2008

"Det er væsentligt sværere at lave film nu, end det var under det kommunistiske styre," forklarede den tjekkiske filminstruktør Jirí Menzel, da han i weekenden gæstede Købehavn i anledning af, at Cinemateket i februar måned viser en retrospektiv serie med hans film. Og Jirí Menzel ved, hvad han taler om. Siden debutspillefilmen Skarpt bevogtede tog (1966) har han måttet indpasse sin filmiske karriere efter de store politiske omvæltninger i hjemlandet.

Sammen med instruktører som Milos Forman (Blondinens kærlighed), Jan Nemec (Nattens diamanter) og Vera Chytilová (Daisies) er Jirí Menzel en af de helt centrale skikkelser i den tjekkiske nybølgebevægelse, der i årene forud for den russiske invasion af Prag i 1968 med stor succes dyrkede en karakteristisk blanding af bittersød realisme, sort humor og stor sensibilitet.

I Skarpt bevogtede tog, der blev en stor international succes og for alvor var med til at vende verdens øjne mod den tjekkiske nybølge, tager han som så mange af sine landsmænd før ham afsæti Anden Verdenskrig og især det belastede forhold mellem tjekker og tyskere. Men i stedet for at skildre livet på slagmarken er krigen her fortrængt til kulissen - og blikket er vendt indad mod hverdagen, som den tager sig ud på en lille togstation i en tjekkisk udørk befolket af lige dele bureaukrater og skørte-jægere. Her følger vi den unge knægt Milos Hrma, der er mindre interesseret i krigen omkring sig end sin egen desperate kamp for at lægge sin jomfrutilværelse bag sig og træde ind i de voksnes rækker som en rigtig mand.

Filmen er baseret på en roman af Bohumil Hrabal, hvis absurde, sortkomiske og sindrigt snurrige prosa blev en fast sparringspartner, ikke blot for den unge Jirí Menzel, men for en hel generationen af tjekkiske filminstruktører, der i hans værker fandt en måde at kommentere den politiske virkelighed omkring dem på - uden på noget tidspunkt at slippe sensibiliteten over for de både tragiske og lystfyldte øjeblikke i hver-dagen.

Oscarvinder og invasion

"I USA ville de slet ikke tro på, at det var min debutfilm," forklarer den ydmyge og fåmælte instruktør, da vi møder ham på hans hotel i Hellerup, med henvisning til, at filmen i 1968 vandt en Oscar for bedste udenlandske film.

"Men det har intet med mig at gøre. Det skyldtes først og fremmest, at jeg havde en rigtig god lærer, Otakar Vávra. Han var selv film-instruktør. Fra 1940'erne og frem lavede han flere end 50 film, men i den socialistiske tid var filmjobs så dårligt betalt, at et underviserjob på filmskolen blev betragtet som et kærkomment tilskud til husholdningsbudgettet. Det var kun i de kapitalistiske lande, at underviserne på filmskolerne kun var teoretikere og derfor ikke havde noget som helst begreb om praksis. Af økonomiske årsager var det derfor de bedste folk, der underviste på FAMU, filmskolen i Prag. Vi blev undervist af de bedste instruktører og de bedste skuespillere. Og det er rent faktisk en stor del af hemmeligheden bag den nye bølges succes."

Da Jirí Menzel i 1968 tog til USA for at modtage sin Oscar, havde hans anden film, den lunefulde Capri-cious Summer (1967) om lyst og sommerforelskelser, allerede haft premiere i hjemlandet, mens hans tredje film, Lærker i snor (1968/1990), der ligeledes var baseret på et forlæg af Bohumil Hrabal, næsten var færdigindspillet. Men der var ikke lang tid til at glæde sig over den store, internationale anerkendelse.

"Da jeg stod med statuetten i hånden, var det nogenlunde sammenfaldende med, at russiske tanks kørte indi landet og markerede overgangen til en ny periode i vores historie," forklarer han.

Lærker i snor, der viser den absurde bagside af Tjekkoslovakiets socialistiske 50'ere, blev øjeblikkelig skrinlagt med mærkatet 'bandlyst for altid' og fik først premiere efter Murens fald.

"I mange år kunne jeg slet ikke komme til at lave film," forklarer Jirí Menzel og undskylder sig med, at situationen var den samme for alle.

"Det paradoksale skete først ved den næste omvæltning i 1989/90, hvor man samtidig liberaliserede filmstudierne. Tidligere måtte man tie om visse emner. Pludselig fik vi en frihed til at sige, hvad vi ville - men med den kom også pengenes diktatur. Det betød, at man selv skulle sørge for at sætte det hele i gang. Det er ikke min stil - og det er jeg måske også lidt for opblæst til," tilføjer han med et selvironisk smil.

Vigtigt at grine

Det er heller ikke, fordi det er blevet til mange film fra Jirí Menzels hånd siden Murens fald - og det på trods af, at Lærker i snor i 1990 vandt Guldbjørnen på filmfestivalen i Berlin. Hans nyeste film er således hans første i godt 13 år - og den er på mange måder en tilbagevenden til hans faste fingeraftryk fra tiden før 1968. Med sin filmatisering af Jeg har serveret for kongen af England er den tjekkiske filminstruktør nemlig endnu engang vendt tilbage til Bohumil Hrabals romaner, men selvom han efter bogens udgivelse fik tilbudt rettighederne af forfatteren selv, skulle der alligevel gå 20 år, førend makkerparret, der lagde den internationale filmverden for deres fødder i 1966 med Skarpt bevogtede tog, igen skulle finde sammen på film.

Romanen, der optrevler et halvt århundredes politiske omvæltninger i Tjekkiet gennem historien om en enkelt mands begær efter at tjene penge, har en central placering i Hrabals værk.

"Den er skrevet under regimet, men på et tidspunkt, hvor Hrabal ikke kunne udgive den, og den griber direkte ned i de vigtigste politiske begivenheder i vores historie, men karakteristisk for Hrabal gør han det i en tone, så man ikke kan undgå at grine ad det, og den har jeg forsøgt at ramme i filmen," forklarer Jirí Menzel, der er en stor fan af Woody Allen, og tilføjer efter en kort pause:

"For kan man andet? Hvis man taler alvorligt om alvorlige ting, så keder folk sig bare."

Bergman på pension

Hvor andre af hans generations instruktører, som eksempelvis Milos Forman, tidligt i deres karriere benyttede nybølgens enorme succes til at rejse til udlandet for her at fortsætte med at lave film, valgte Menzel i stedet at blive i hjemlandet.

"Det var ikke, fordi det ikke fristede," forklarer han.

"Og fra det øjeblik, hvor jeg ikke måtte, ville jeg rent faktisk gerne. Men jeg begyndte langsomt at få tilbud om at lave film hjemme - og så foretrak jeg rent faktisk det."

Det betyder dog ikke, at han ikke havde tilbud fra udlandet.

"Jeg fik mange tilbud. Der var sågar gode venner i Sverige, der sendte en stewardesse, som jeg kunne blive gift med - så jeg på den måde kunne komme ud af landet. Men jeg var bange for det. For blive gift altså," forklarer han.

"Og hvis jeg var rejst til Sverige, ja så skulle Bergman jo været gået på pension," tilføjer han med et stort grin.

Otte film af Jirí Menzel, fra 'Skarpt bevogtede tog' (1966) til 'I Served the King of England' (2007), heriblandt flere af de film, han lavede i perioden 1969-1989 kan i februar måned ses i Cinemateket i Gothersgade. Læs mere på www.cinemateket.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her