Læsetid: 4 min.

'Både virkelighed og film handler om ideer'

Den brasilianske instruktør José Padilha vandt lørdag med sin 'Elite-trop' Berlins Guldbjørn. Padilha dedikerer prisen til brasiliansk films generationsmæssige kontinuitet og fornyelse - og klandrer udlandet for ensidigt at ville se brasilianske film om socialt betinget vold i Brasilien
Kultur
22. februar 2008
Skævt billede. Hverken jeg eller brasiliansk film foretrækker volden som emne. Men af en eller anden årsag tiltrækker brasilianske film om dette emne det bredeste publikum ved festivaler og de fleste distributører, siger José Padilha og ærgrer sig over, at det kvæler de nuancer, der er i både landet og filmene.

Skævt billede. Hverken jeg eller brasiliansk film foretrækker volden som emne. Men af en eller anden årsag tiltrækker brasilianske film om dette emne det bredeste publikum ved festivaler og de fleste distributører, siger José Padilha og ærgrer sig over, at det kvæler de nuancer, der er i både landet og filmene.

Hermann J. Knippertz

På den knitrende telefon fra Rio de Janeiro undskylder José Padilha sin hæse stemme med den europæiske vinter. Information fanger ham få timer efter, at han og hans film, Elitestyrken (Tropa de Elite), er hjemvendt til et massivt presseopbud og hundredevis af mennesker medbringende brasiliansk films anden Berliner-Guldbjørn.

José Padilha ved godt, siger han, at Berlinale 2008 allerede er et før og et efter for ham. Godt nok roste verdenspressen hans 2002-dokumentar Bus 174 (Onibus 174) for dens tragiske og sandfærdige skildring af kidnapningen af en buslinje i downtown Rio. Men verdenspublikummet fik aldrig for alvor adgang til Padilha i samme grad som eksempelvis hans to landsmænd, Fernando Meirelles med dennes Guds By (Cidade de Deus) og Walter Salles' Central do Brasil, hvor sidstnævnte vandt Guldbjørnen i 1998.

Alligevel er den nye berømmelse for vand at regne i forhold til den polemik, Elitestyrken udløste i efteråret i Brasilien. Filmen, der ikke er en dokumentar, men Padilhas skildring af volden og politikorruptionen i den forhadte og frygtede BOPE-specialenheds (Batalhão de operações especiais da Polícia Militar) missioner i Rios slumkvarterer, blev piratkopieret før den planmæssige debut.

Glad for debatten

Det satte en ren lavine i gang, der endte med, at omkring 16 milllioner brasilianere så den ulovligt på to måneder.

Det tog samtlige brasilianske filmkritikere - og José Padilha selv - på sengen. Kritikken haglede ned over filmen for dens torturscener og ekstreme politivoldsscener, men det landsdækkede fænomen med piratkopieringen skabte en ikke uvæsentlig debat om adgangen til kultur i det socialt fragmenterede Brasilien - og dermed det indirekte plot i Elitestyrken, Guds By og Central do Brasil.

"Denne spontane underground-distribution ændrede spillereglerne, og store dele af filmpressen måtte agere vel vidende, at publikum havde taget filmen til sig uden filmpressen som mellemled. Denne undergrunds-debat forstørrede alt og var meget interessant og stressende," siger José Padilha.

Han er glad for den polemiske debat i Brasilien - fordi den udviklede sig spontant. Og er det som mere interesant end de universitets-afhandlinger, film som Elitestyrken, Guds By og Nyheder fra en Krig afføder.

15 års fornyelse

I Brasilien er José Padilha kendt for tidligere dokumentarfilm med smalle men ekstremt personlige skildringer af samfundets ikke-belyste eksistenser. Som eksempelvis dokumentaren Estamira (2004) om en skizofren kvinde, der har boet og arbejdet over to årtier på en losseplads.

I 1997 grunlagde Padilha produktionsselskabet Zazen Produções med sin kollega, fotograf og instruktør Marcos Prado. Elitestyrken er hans første spillefilm, og Guldbjørnen er ifølge Padilha selv en gave til brasiliansk film.

"Brasiliansk film er langt om længe kommet i en fortsat finansieringsproces, de sidste 15 år, der har tilladt uddannelsen af nye instruktører. Walter Salles' Central do Brasil blev filmet af Walter Carvalho, og jeg brugte hans søn, Lula Carvalho, som kameramand til Elitestyrken. Den blev lavet af et ungt hold skabt i disse 15 år. For mig er Guldbjørnen en cadeau til denne fornyelsesproces, der viser brasiliansk films vitalitet."

Han mener, at hans Bus 174 og Elitestyrken netop dykker ned i dybt kontroversielle emner for det brasilianske samfund - og at "følelser forstærker modtagernes overvejelser vedrørende emnet". Ifølge Padilha en præmis, som Guds By var med til at skabe.

"Kritikkerne kalder denne teknik for uforstålig, men for mig er det en ny vej. Elitestyrken forsøger at vise dramaet om, hvordan forskellige sociale aktører - her ordensmagten og slummafiaen - agerer på måder, der giver mening for dem. Jeg leger med ideen om, at det brasilianske samfund har nogle skrevne og uskrevne regler, der bringer forskellige socialgrupper på kollisionskurs."

Væk fra polerne

José Padilha vil ikke sættes i bås. Han bliver beskyldt for at være neoliberal med Elitestyrkens skildring af militærpolitiet, og blev kaldt kommunist for Bus 174.

"Nu hvor den politiske films time er kommet, så skal vi som instruktører flytte os fra disse to politiske poler og komme på banen med andre perspektiver på de sociale processer."

Han taler om forbilleder som Scorsese, Kurosawa, Coppola: "Men jeg vil sige, at en film, der har præget mit liv, er Lasse Hallströms Mit liv som hund. Min landsmand Fernando Meirelles kan jeg også lide. Om der er en forskel på brasiliansk film siden Walter Salles' Guldbjørn i 1998 og så det, jeg laver i dag? Walter er en stor filmmand, der har skabt andre store instruktører, og hans film er stadig meget aktuelle. De er poetisk inspirerende, og hans behandling af billedmediet ditto. Jeg søger min inspiration i samfundsforskningen og forsøger at skabe social kritik ud fra nogle teorier, som filmverdenen ikke er vant til. Jeg elsker energien i dokumentarfilm. Hvis jeg skal pege på en forskel på brasiliansk film dengang og i dag kan jeg kun sige, at min tid er post-Guds By og Walter Salles præ-Guds By."

Standpunkt og ideer

José Padilha ønsker ikke at tage stilling til, om Elitestyrken forsøger at forgude eller udstille ordensmagten. Han brugte over et år på at finde de rette politifolk. To af skuespillerne er tidligere BOPE-folk. Padilha begrænser sig til at sige, at optagelserne ikke har ændret hans mening om politiets fremfærd i slumkvartererne.

Han foretrækker at fortælle, hvor befriende og krævende det var for ham som dokumentar-instruktør at lave en spillefilm.

"Film og virkeligheden handler om et standpunkt, der kan diskuteres ud fra ideer. Jeg siger ikke, at dokumentarfilm viser virkeligheden. Den viser verden gennem en udvalgt prisme, et udvalgt perspektiv. For mig er det fundamentale at være bevidst om, hvad dette perspektiv er," siger han.

"Jeg har lavet flere film, der ikke handler om volden i det brasilianske samfund. Lad mig slå fast, at hverken jeg eller brasiliansk film foretrækker volden som emne. Men af en eller anden årsag tiltrækker brasilianske film om dette emne det bredeste publikum ved festivaler og de fleste distributører. Og det giver en falsk, forkert, opfattelse af brasiliansk film, der som landet selv er meget nuanceret."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her