Læsetid: 5 min.

Badegæst på fangeøen

Andamanerne, den indiske øgruppe ved Burmas kyst, har åbnet op for besøgende. Velkommen til perlen i den bengalske bugt- husk snorklen og bogen om øen
Andamanerne har både Asiens bedste sandstrand og en usædvanlig og i vid udtsrækning uforstyrret historie, hvor verdens muligvis eneste folk uden kontakt med omverdnen bebor en af øerne.

Andamanerne har både Asiens bedste sandstrand og en usædvanlig og i vid udtsrækning uforstyrret historie, hvor verdens muligvis eneste folk uden kontakt med omverdnen bebor en af øerne.

Matthieu Aubry

23. februar 2008

Lad det være sagt med det samme: Denne skribent sætter sig til tasterne med blandede følelser. Hun har nemlig fundet en perle midt i den bengalske bugt og har faktisk ikke spor lyst til at dele.

Hun vrider sig derfor en anelse ved at fortælle, at man 10 timer fra Kastrup kan tælle myggestikkene på tæerne, mens man står i 30 grader varmt, Perrier-klart vand til halsen.

Hun er umådelig ambivalent i forhold til at videregive, at der findes et sted på jorden, hvor man en spytklat fra stranden kan følge en muræneål jage en sprælsk blæksprutte mellem korallerne og se en svømmende vildtlevende elefant nedefra.

Og hun tænker, at andre da fint kan leve uden at vide, at en af verdens ældst beboede øgrupper den dag i dag rummer 7 forskellige stammefolk - herunder den eneste stamme i verden, der stadig ingen kontakt har til omverden.

Men hun har også lært hjemmefra, at man skal dele. Og har i gennem et længere rejseliv måttet erkende, at man ikke kan tillade sig at vade over breddegrader, gennem koralrev og stammeterritorier og samtidig mene, at andre turister gør skade og bør holde sig væk. Så her er den: Andamanerne er en øgruppe, der sammen med naboøerne Nikobarene udgør en indisk delstat, til trods for at den ligger som en ensom klat i den Bengalske bugt 1000 km fra Indiens kyst, men kun 140 km syd for Burma. Og det er et dejligt sted.

Efter mange år som lukket område, der krævede specialtilladelser samt fire dage med fragtbåd fra den indiske østkyst, er flere af øerne nu åbnet op for besøgende. En af dem er Havelock Island, der tre timers sejlads fra hovedbyen Port Blair dagligt lokker en del fedtede rygsækrejsende med tid nok og en del velklædte indiske middelklassefamilier på endagstur, med sine lange strande med timeglassand og tilgrænsende jungle.

Den største strand på Havelock blev sidste år udnævnt til intet mindre end Asiens bedste strand. Fra badehåndklædet er der udsigt til en jungle, hvor mere end 70 procent af alle jordens endemiske arter af sommerfugle, edderkopper og snegle findes. Havelock har det hele, men hvis alting går som Thai Air ønsker, vil halvdelen af Thailands internationale turister fra næste år strømme til, når flyselskabet starter en rute fra det populære feriemål Pataya.

Øerne har gemt sig godt, men turister er ikke sådan at snyde.

Historien

Turisterne har måske først lige opdaget Andamanerne, men øerne har været beboet i mindst 2000 år og huser i dag stammefolkene sentineleserne, der menes at være det sidste jæger-samler-samfund i verden, som absolut ingen kontakt har til omverden. Det var en ung nøgen mand fra denne stamme, der, efter tsunamien ramte øerne i 2004, fandt vej til alverdens tv-skærme, da en redningshelikopter fangede billeder af ham i færd med at skræmme de velmenende redningsfolk væk med en kaskade af pile.

I dag er stammeområderne lukket for besøgende, og de indiske kystmyndigheder tager opgaven alvorligt. Men på det noget mølædte antropologiske museum i Port Blair kan den besøgende få et lille indblik i livet blandt øernes stammefolk, der i dag - for de flestes vedkommende - lever mere eller mindre integreret.

Det påfaldende ved de andemanske stammer er, at de kategoriseres som negroide. At de findes så langt fra både Afrika og Australien giver stadig antropologerne grå hår. En teori lyder, at de endte i Sydøstasien som følge af kontinenternes opbrud og drift. En anden, at de er efterkommere af slaver fra et skibsbrud i slavehandlens allertidligste år.

At der i dag overhoved er oprindelige folk tilbage på Andamanerne synes mere held end forstand. I midten af 1800-tallet talte øernes oprindelige folk omkring 10.000. Efter at have været i kontakt med kolonialisternes våben og influenzabaciller var det tal i 1971 nede på kun 17. I dag skønnes det, at der er omkring 1000. I nogle stammer dog ikke mere end 30.

Der findes fortegnelser, der viser, at arabiske søfolk har besøgt øerne så tidligt som det niende århundrede. Også i Marco Polos noter findes en beskrivelse af øerne. Her beskriver den italienske opdagelsesrejsende de oprindelige folk som 'Kannibaler med hoveder som hunde'. Senere er der dog blevet stillet alvorlige spørgsmålstegn ved, om Polo nogensinde har besøgt området.

I 1788 etablerede briterne en fangekoloni på den største ø. Der gik dog ikke længe, før sygdomme og sammenstød med de oprindelige folk havde gjort så stort indhug i bosætterne, at kolonien blev nedlagt. Der skulle gå tæt ved et århundrede, før briterne vendte tilbage. Og denne gang var det i en anledning, der i dag lokker nationalistisk sindede indere på pilgrimsfærd til Andamanerne.

Fængslet

Mens man alligevel venter i byen Port Blair for at komme videre til de andre øer, kan man bruge tiden på at besøge byens berygtede fængsel, der panoptisk folder sig ud på en bakkekam. Blandt de mest prominente fanger var den indiske frihedskæmper Subhas Chandra Bose, der netop her for første gang rejste det indiske flag.

Da briterne vendte tilbage til øerne var det nemlig for at skabe det, der anses for at være verdens anden koncentrationslejer efter den, der blev skabt i forbindelse med Sydafrikas boerkrig. Fængslet blev etableret for at kunne isolere de frihedskæmpere, som i 1857 stod bag oprøret mod kolonimagten - kendt som the great indian rebellion.

Med årene blev også 'almindelige' farlige kriminelle skibet den lange vej til øerne. Fangerne blev gradvist rykket udenfor fængslets mure og sat til at fælde skove, opdyrke jord og bygge veje. Der var dog meget få kvinder blandt de dømte og for at dæmme op for seksuelle overgreb - og hvad den daværende britiske guvernør betegnede som 'unaturlige aktiviteter' blandt øernes mandlige indbyggere - fik de lov til at få hustruer eller potentielle hustruer til øerne. Senere ankom immigranter fra Burma, Sri Lanka og en række indiske delstater, og det begrænsede hustrumateriale betød, at den indiske praksis med ikke at gifte sig mellem religion, kaste og etnicitet her blev taget med et gran salt.

Mest badning

Sådan blev den andamanske befolkning skabt. Den tæller i dag over 300.000 indbyggere og ifølge Indiens demografiske undersøgelser er øerne landets mest etnisk blandede område.

Stammefolk, kolonihistorie, pladetektonik og antropologiske anekdoter. Historierne om Andamanerne er mange, men et besøg handler for de fleste - denne signatur inklusiv - om at få skuldrene ned uden at skulle bekymre sig om andet end faldende kokosnødder.

Imens kan man jo snuppe en bog om øernes fascinerende fortid - om ikke andet så bare for at have noget liggende på skødet, mens man kigger ud over den Bengalske Bugt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu