Læsetid: 5 min.

Mit bidrag til uafhængigheden

Det er som i en virtuel fodboldkamp, hvor albanere og serbere møder hinanden, skyder bolden, skylden og truslerne over til hinanden, mens det internationale samfund agerer dommer, skriver kosovo-forfatteren Beqë Cufaj i denne lille tekst om uafhængigheden
Trods kulden blev Kosovos selvstændighed fejret søndag. Luften var elektrisk, og kosovarerne holdt varmen med dans, øl, snaps, kager og kaffe. Her jublende mennesker i Pristina.

Trods kulden blev Kosovos selvstændighed fejret søndag. Luften var elektrisk, og kosovarerne holdt varmen med dans, øl, snaps, kager og kaffe. Her jublende mennesker i Pristina.

Samir Delic

19. februar 2008

Min ven Luan er billedhugger og leder af Kosovas Nationale Kunstgalleri. Ikke så snart var 1999-krigen ovre og omkring en million albanere fordrevet fra deres hjem i Kosova af Milosevics kræfter, før han vendte hjem fra USA og overtog ledelsen af galleriet. Siden da har Luan med stor succes stået i spidsen for denne kosovariske kulturinstitution. Fremtrædende kunstnere har udstillet i hundredvis af udstillinger i denne bygning, som er blevet gæstet af ligeså prominente folk. De er kommet fra Kosova, Serbien, Montenegro, Makedonien, Tyskland, Frankrig, Italien, USA. Om det så var den daværende generalsekretær for FN, Kofi Annan, har han banket på og er blevet modtaget af min ven. Det skete, da Annan indviede verdensorganisationens største mission nogensinde i Kosova.

På det seneste har jeg tilbragt megen tid i Kosova, og mine møder med Luan har derfor fundet sted med større hyppighed. Omvendt er telefonsamtalerne mellem Tyskland og Kosova blevet noget sjældnere, fordi vi så ofte ses i Pristina. Med undtagelse af sidste uge. Da ringede min telefon to eller tre gange om dagen, og hver gang var det min ven, der ville vide, præcis hvornår jeg ville komme til Kosova i anledning af fejringen. Jeg skulle nemlig gøre ham en tjeneste derovre i Tyskland.

Som VM i fodbold

Ligesom resten af kosovarerne havde også min ven planlagt at bidrage til søndagens fejring af selvstændighed fra Serbien. Det skulle ske med enorme tegninger udfærdiget af børn, studerende og unge kunstnere. Med maratonlange visninger af dokumentarfilm, koncerter og litteraturoplæsninger. Det eneste, min ven manglede, var to metalstykker til heliumflaskerne, som skulle bruges til at puste uafhængighedsballoner op. "Hvis du ikke køber de to stykker med til mig, vil alt, hvad jeg indtil nu har arrangeret, have været forgæves. Uafhængighedsballonerne skal nemlig dække himlen over byen," gentog han uafladeligt for nu også at være helt sikker på, at jeg havde fundet og indkøbt metalstykkerne i Tyskland.

Lige så mange gange forsikrede jeg ham om, at jeg skam havde købt stykkerne til heliumflaskerne, og at han kunne regne med dette lille bidrag til den store dag fra min side.

Vel var det et lille bidrag. For helt fra lufthavnen og ind til de inderste gader og smøger i Pristina er kosovarerne blevet mobiliseret for at fejre uafhængighedserklæringen. I sandhed et vintereventyr: De lave temperaturer afholder ingen fra at danse i timevis og uddele øl, snaps, kager, te og kaffe. Luften er elektrisk, og alt er klædt i albanernes nationalfarver, med flag og med bannere. Det er som at være i Tyskland under verdensmesterskabet i fodbold, og jeg mindes samtaler med min tyske ven, FN's senest udsendte missionsleder Joachim Rücker.

Med ham har jeg i mere end to år kommenteret de mislykkede albansk-serbiske forhandlinger om Kosovas status. Vi har talt om første halvleg, anden halvleg, forlænget spilletid og (den afgørende: lad os tilføje dette for kvindelige ikke-fodboldkyndige læseres skyld - o.a.) straffesparkskonkurrence: I en virtuel kamp mellem albanere og serbere, hvor albanere og serbere skød bolden i form af skyld og trusler over til hinanden, mens de internationale agerede dommer. Indtil søndag aften, da parlamentet i Kosova - med tilslutning fra og koordineret med de internationale - proklamerede Europas yngste stat. Og dermed satte punktum for det virtuelle slag, som var blevet stadig mere truende og eksplosivt for begge parter: albanere såvel som serbere. Men især for de internationale og for FN-missionen, som netop takket være Joachim Rücker og den smidighed, hvormed han skridt for skridt havde trukket sig tilbage fra scenen for at overlade den til de involverede lande. Dermed fjernede han en kolonialistisk ledelsesforms åg fra et helt folks skuldre.

En upolitisk fejring

Uafhængighedsnatten i Pristina besad virkelig meget af stemningen fra en fodboldkamp. Det var en løssluppen, men også ganske upolitisk fejring. Det var en stor, men også ret abstrakt glæde. Der blev egentlig ingenting sagt - hvis man ser bort fra vore politikeres feststemte, men ganske stive og lidt for historiske taler. Udover den sorte ørn på rød baggrund sås Stars & Stripes og Union Jack. Overalt i Kosova festede ungdommen, som i forvejen bestandigt fejrer sig selv. De glæder sig over deres liv, og enhver anledning kan bruges.

Vi er et ungt samfund. Den bronzefarvede nationalhelt Zahir Pajaziti på pladsen foran Grand Hotel fik overmodigt en fane trykket i hånden. En trist blomsterbuket lå ved heltens fødder, som de jublende og dyttende masser drog forbi uden ophør. 3-2 til Kosova i kampen mod Serbien - efter straffesparkkonkurrence. Den yngste stat i Europa er også den fattigste og har den højeste arbejdsløshed, det højeste fødselstal - og den mest optimistiske tro på en bedre fremtid. Alle disse kendsgerninger kender kosovarerne til, ligeså vel som de ved, at verden har rettet sit blik mod dem; derfor har de mobiliseret masserne, så festen kan forløbe på værdigste vis, hvilket vil sige uden ulovligheder og uden skyderier. Med fyrværkeri og til lyden af Beethoven. Og med min ven Luans balloner.

Mandag holdt vi fri

Mandagen i Pristina er lidt varmere. Flere end 1.000 journalister er draget mod de serbiske enklaver, som naturligvis ikke vil anerkende den nye stat. Dette synes dog ikke at forurolige ret mange albanere ret meget. Eftersom Kosova netop takket være hævnens politik og gestik straks ved Milosevic-kræfternes tilbagetrækning og NATO's indmarch i 1999 tvang Kosova-serberne til at bo i enklaver - til et liv ved siden af albanerne, ikke sammen med dem. Rengøringsfirmaerne er allerede tidligt på morgenstunden begyndt at ordne hovedstadens pladser. Skoleeleverne og de ansatte har fri.

De nationale fjernsynsinstitutioner begynder deres formiddagsprogrammer noget senere end sædvanligt. I en af udsendelserne optræder min ven Luan som gæst. Han fortæller, at det af ham forberedte uafhængighedsprogram har haft stor succes. Også takket være mit bidrag til opblæsning af balloner. Og han fortæller, at der om aftenen også vil være en litteraturoplæsning. Det må jeg gøre, ved jeg. Men hvad skal jeg sige? Jeg har endnu ikke bestemt mig for, om jeg også vil bidrage med en højtlæsning.

Oversat fra tysk af Sara Høyrup

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer