Læsetid: 6 min.

Bim bam bøsse

Intet er bedre end fodboldens stjerner til at forkæle svinehunden og de anale urinstinkter. Se nu bare historien om Guti. Er han, eller er han ikke bøsse? Var det en mand eller en kvinde med meget kort hår, han kyssede i søndags, da det spanske smudsmagasin Cuore stod parat med zoomlinse og skandalerapport?
I mange år har publikum til Real Madrids udekampe råbt -Puti, Puti, Puti, Maricón- - -hore, hore, hore, bøsse- om Guti. Er det en homofobi, som mænger sig faretruende med fascismens latente angst for -det andet-? Eller er eder om seksuel orientering og hudfarve bare en del af gamet?

I mange år har publikum til Real Madrids udekampe råbt -Puti, Puti, Puti, Maricón- - -hore, hore, hore, bøsse- om Guti. Er det en homofobi, som mænger sig faretruende med fascismens latente angst for -det andet-? Eller er eder om seksuel orientering og hudfarve bare en del af gamet?

Daniel Ochoa de Olza

23. februar 2008

Hvorfor blev den første ottendedelsfinale i Champions League mellem Arsenal og AC Milan spillet taktisk i stykker? Onsdagens kamp på det splinternye Emirates Stadion i London endte 0-0. Hvorfor skete næsten det samme i matchen mod Lyon og Manchester United? Her stod der ganske vist 1-1 efter sidste fløjt. Og hvorfor handlede ugens mediesladder fra Laos til Lolland om Real Madrid-stjernen Gutis angivelige homoseksualitet? Fordi den rene sport er en utopi. Og fordi fodboldspillere er vor tids terapeutiske jokes.

Arsenal-Milan var de unge mod de gamle. Det var to hold, som udviste gigantisk respekt for hinanden. Mens Arsenal-drengene stillede med et påpasseligt 4-2-3-1-system, med Emmanuel Adebayor som ensom spydspids, mødte milaneserne op til dysten med den klassiske 4-3-2-1-opstilling, også kaldet 'juletræet'. For Milans vedkommende var det blot Seedorf, Kaka og den purunge Pato, som sørgede for offensive takter. Pato blev holdt i et jerngreb, Seedorf havde svært ved at løbe i de rigtige huller, og Kaka virkede decideret modløs. De første 15 minutter af anden halvleg var gyldne momenter for The Gunners. Alle hestekræfter blev sluppet fri, publikum larmede, og alligevel taler det til Milans storhed, at de modstod presset og holdt nullet. Spørger man en italiener, svarer det til en sejr. Endda en stor én.

4-3-2-1-perfektion

Men hvorfor er der ikke en logisk determinisme på færde her? Hvorfor er det ikke Arsenal med potent horsepower og en Nietzscheansk vilje til sejr, som løber af med triumfen? Eller måske burde det taktiske herredømme altid være synonym for uovervindelighed. I så fald ville Milan vinde alle kampe. Alligevel ligger de og kæmper om næste års Champions League-deltagelse i den italienske Serie A.

Det handler også om såkaldt 'transhumanisme'. Kan man tvinge kroppen ud over sit naturlige leje? Hvor langt kan og bør man gå i iveren efter det perfekte - hvad enten det nu er muskuløs hurtighed à la Arsenal eller strategisk storhed som hos Milan? Nogle siger, at alt det biokemiske snask, vi fylder i kroppen, er en farlig overskridelse af menneskets hårdt tilkæmpede suverænitet og etiske grundlag. Andre taler hengivent om de landvindinger, som ultimativt kan forlænge menneskers liv eller blot forsøde deres tilværelse. Og hvis man opfandt den perfekte taktik (lad os bare kalde den 4-3-2-1), ville fodbold helt sikkert være uudholdelig at kigge på.

Problemet er, at transhumanismen er en del af sportens væsen. Sportens ideal har nok sit grundlag i den moderne humanisme og i sangen om lighed og broderskab. Men samtidig hylder sporten en aristokratisk hierarkisering, en kompromisløshed og storhed. Og så går der kultur i den. Den krop, der kan mere end en krop egentlig burde, skal kanøfles. Eller også går den bare i stykker af sig selv. Den taktik, som flirter med perfektionens konkurrenceforvridende utopi, bliver skudt i sænk af netop Arsenals aggressive ungdomsmod. I sig selv ville magtinstinkterne være ubærlige. Resultatet ville være for meget professionalisme. For meget Nietzsche og for lidt Jesus med knæbeskytter. Men den rene tilfældighed ville også være en massakre på fodboldens fascination. For så ville vi havne i bøvet amatørisme. Politikere og foreningslivets forkæmpere har længe forsøgt at koble konkurrencementaliteten med en idealistisk sportspædagogik. Alligevel har sporten altid ønsket sig 'noget', som kunne vriste sig fri af kroppens kulturelle bindinger, og tilsvarende har den formået succesfuldt at gå på tværs af de nyeste trends i strategisk videnskab, biologi og teknologi.

Måske er mennesket grundlæggende en homo ludens, et legende menneske, som ikke kan lade være med at fabrikere regler og rammer for udfoldelser. Nogle vinder, og andre taber. Men civilisationen og dens indbyggede kritik klinger med i sportens skånselsløse privilegium. Sporten opstiller regler, som på ubønhørlig vis udstiller menneskets storhed og svaghed, men den intime nærhed med det, der sker inden for regelsættet, synes at nødvendiggøre en bestandig mobilisering af håb fra tilskuerne og medierne. Det håb handler om, at sporten lever sig selv ud i sin kontante transhumanisme, samtidig med at der levnes en paradoksal plads til alt det, der ikke er fuldkomment. Og med kroppen som suverænt fokus kan den moderne fodbold, som for længst har manifesteret sig som spydspids i en kynisk markedsglobalisering, indfange sportens dobbelthed. På den ene side bliver kroppen en lægevidenskabelig database for hysteriske overskridelser, hvor kravet er en udvidelse af kataloget for præstationsforbedrelser og samtidig en indsnævring af sportens umiddelbare humanisme. På den anden side iscenesættes kroppen via medierne i et familiariseret kredsløb, hvor vi kan få tilfredsstillet vores sensationsiver i et avanceret dyneløfteri, og hvor vi, minut for minut i utallige tilbud om intimitet, kan holdes ajour med sportsaktørenes aktuelle kropsvedligeholdelsesprojekter. Eller seksuelle eskapader.

Skrig om imperfektion

Og derfor er sporten en utopi. Den er ikke ren. Den handler ikke bare om at overskride sig selv i en evig drift mod et Eldorado af engelsk speed og italiensk arrogance. For så ville de fleste kalde den uetisk, og kulturministre ville ha' umådeligt svært ved at bruge sporten som politisk instrument. Den er heller ikke beskidt. For så ville Gravesen være massemorder, Beckham pornostjerne og Maldini medlem af mafiaen. Fodboldens kultur civiliserer den dobbelthed gennem sine til tider vamle piedestalbilleder af sportsatleternes skulpturelle formåen, men omvendt åbner den for en meddelagtighed - som egentlig er en falsk intimitet - i form af tilskuernes omsorg og foragt. Og intet er bedre end fodboldens stjerner til at forkæle svinehunden og de anale urinstinkter.

Se nu bare historien om Guti. Er han, eller er han ikke bøsse? Var det en mand eller en kvinde med meget kort hår, han kyssede i søndags, da det spanske smudsmagasin Cuore stod parat med zoomlinse og skandalerapport? I mange år har publikum til Real Madrids udekampe råbt "Puti, Puti, Puti, Maricón" - "hore, hore, hore, bøsse". Er det en homofobi, som mænger sig faretruende med fascismens latente angst for 'det andet'? Eller er eder om seksuel orientering og hudfarve bare en del af gamet og det værste, vi kan finde på at råbe i momentet? Under alle omstændigheder er rygtestrømmen en del af fodboldens skrig om imperfektion. Stjerner er lige præcis ikke maskiner. De er mennesker. Det vil sige latente bøsser. Og tror man stadig på Freud, vil man hæfte sig ved vores tilbøjelighed til at gøre tabu til totem. Vi får nøje udmålte iscenesættelser af kampe, som ellers ville være et spørgsmål om liv og død. Og vi får jokes med fodboldkoryfæer som Guti, der engang datede transvestitten Bibi Fernandez, som en adgangsbillet til frit at vende vrangen ud på sportskulturens heteroseksuelle dominans. Når tabu bliver totem, kan vi være øjenvidner til katastrofen, stille flabede spørgsmål til politikeren, lege doktor i stedet for lægen, slukke ildebrande i Los Angeles og aflure en ungmø på toilettet kl. 3 om natten. Eller gjalde, at Guti er en bøsserøv.

Det er tyrefægtning, men uden at det gør ondt. Det er dybe bikinier, men ikke rå nøgenhed. Det er en berusende og dog kontrolleret fiksering af irrationalitet. Gå ad helvede til med al den bim-bam-bøsse-snak, siger jeg bare. I min bog er Guti på sine gode dage stadig inkarnationen af Frans' fortælling i Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen, og det er sgu' dét, fodbold handler om:

"Men så er der dem, der selv laver hullet, hvor der ikke burde have været hul, det er åbenbaringernes ophavsmænd, alle tekniske og kropslige færdigheder er forudsat, de virkelige kvaliteter ligger i den skabende tilegnelse og forvandling af hele situationer, et enkelt umuligt træk, en brat vending, en aflevering, der ikke burde være plads til, og pludselig er alt anderledes, fuldt af mulighed, ja, den slags spillere behøver ikke engang have bolden for at lave deres åbenbaringer, de kan være spillets poeter uden at føre det store ord."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg snakkede med et par fyre i min 2g-klasse om episoden, og de forventede at høre skarp retorik fra min side da jeg er meget venstreorienteret, og den fik de skam også at mærke: det er noget forfærdeligt noget at man ikke engang i fodboldverdenen har ligestilling på det seksuelle område, og et af de eneste eksempler verdenshistorien har kendt til var en engelsk fodboldspiller som i 1998 tog sit eget liv fordi han ikke kunne klare den omfattende chikane der var mod ham og de påståede homorygter. Selvfølgelig er det en bommert hvis ovennævnte fodbold spiller kysser med en anden og derved er utro, men det at det er en mand er da ikke nogen dødssynd! Alle mennesker burde have ret til frit at vælge deres seksualitet, også inden for fodbold, uden at risikerer repressalier, attentater og mobning.

Ved I hvad svaret på den dundertale var? "Ej, jamen, Kuzz, nu må du lige tage dig sammen. Fodbold, ikk'å, det er det eneste frirum vi som mænd har her på jorden hvor vi kan være os selv og dyrke vores mandehørm uden at blive udsat for kritik, og så skal der fandeme ikke komme en bøsse og springe ud. Fodbold er en mandesport og ægte mænd er heteroseksuelle. Han er selv udenom det hvis folk chikanerer ham på baggrund af episoden. Folk i det miljø har meget svært ved at acceptere homoseksualitet."
(Da jeg efterfølgende spurgte til kvindefodbold lød der blot en humoristisk hån omtrent "Kvinder? Jamen de spiller jo ikke fodbold!" hvorefter forsamlingen brød ud i latter.)
Jeg snakkede med min SF-far (selv er jeg EL) om disse fatale reaktioner, og han forklarede mig, da han selv er aktiv i sin lokale sportsklub, at dette skyldes at nogle af de mest anti-homoseksuelle tendenser i verden findes på den ekstreme højrefløj, og disse var grundigt rodfæstet i fodbold blandt tilskuerne, hvoraf nogle af dem opfører sig som hooligans, drikker sig fulde og bryder ud i slåskamp på åben gade. Denne infantile måde at anskue verden på overrasker mig ikke, men jeg kunne nu ikke lade være med at afslutte samtalen med et "godt jeg ikke spiller fodbold længere" (stoppede i fjerde klasse). ;)

Men helt seriøst! Der burde virkelig gøres noget. Det kan ikke passe at sporten og fodbold er de eneste steder i samfundet hvor seksualitet der afviger fra normen endnu ikke bliver tolereret. Jeg ville glæde mig hvis DBU kunne iværksætte en anti-homofobisk kampagne på linje med den de gjorde mod racisme i sin tid. Racisme er jo også, fakta, et højreekstremistisk fænomen.