Læsetid: 5 min.

Countryfans svigter republikanerne

Countrymusik er så godt som lig med den amerikanske højrefløj. Men flere og flere countrystjerner skifter politisk ståsted, og noget tyder på, at demokraterne har sneget sig ind på den hellige countrygrund
Merle Haggard er langt fra den eneste countrystjerne, der har skiftet politisk ståsted og er gået over til at støtte demokraten Hilly Clinton. Det samme gørt Madonna, mens skuespilleren Sharon Stone har meldt ud, at hun vil se Obama i Det Hvide Hus.

Merle Haggard er langt fra den eneste countrystjerne, der har skiftet politisk ståsted og er gået over til at støtte demokraten Hilly Clinton. Det samme gørt Madonna, mens skuespilleren Sharon Stone har meldt ud, at hun vil se Obama i Det Hvide Hus.

9. februar 2008

Countrymusikken er blevet en kulturel kampplads i det kommende amerikanske præsidentvalg. For selv om countryen traditionelt set forbindes med cowboy, konservatisme og bibelbælte, er der noget, der tyder på, at lige præcis denne musikgenre kan spille en rolle for både republikanere såvel som demokrater i præsidentkampagnen.

Når det kommer til politik bliver de amerikanske musikfløje oftest skarpt adskilt. Republikanerne anses for at have råderet over musikelskere med hang til ensomme, fordrukne hjerter og uendeligt lange landeveje, hvor demokraterne er mere til stjernestøv fra Hollywood.

Denne fordeling er stadig gældende i den igangværende præsidentkampagne, men noget tyder på, at demokraterne spæder deres alenlange kendis-tilhængerliste op med de hippeste navne fra countryrækkerne.

Tager man et kig på hvilke musikere, der støtter hvilke præsidentkandidater, er det først og fremmest slående, at ingen af de republikanske kandidater har særlig mange officielle støtter blandt musikere.

John McCain, som egentlig havde erklæret at han ikke gik efter celebs, har nu alligevel fået tilføjet 'Rocky' og 'Rambo' alias Sylvester Stallone til sin beskedne liste.

Mike Huckabee har været så smart at alliere sig med fænomenet og hollywoodstjernen Chuck Norris og behøver derfor ikke en længere liste af kendisnavne bag sig, for, som deres fællesreklamefilm understreger "Chuck Norris has approved!"

Til sammenligning forekommer demokraternes kor af musikalsk opbakning iøjnefaldende.

En stærk skare af såkaldte indierockmusikere, der hovedsagligt henvender sig til det yngre, intellektuelle, politiskkorrekte segment, bakker op om Barack Obama.

Hillary Clinton fanger de mere modne musikfans med større etablerede navne som Tony Bennett og Barbara Streisand. Alligevel er det republikanerne, som sidder tilbage med et vigtigt trumfkort: Country-radiostationerne.

For mens demokraterne brager igennem med glitter og stjernestøv, læner republikanerne sig roligt tilbage, da countrystationerne i så godt som samlet front bakker den republikanske linje op.

Country og konservative

Men kan republikanerne nu også føle sig så sikkert støttet af cowboys? Ganske vist har countrymusikken i årtier tilhørt den amerikanske højrefløj, og musikgenren er blevet et republikansk varemærke. Men ifølge et interview fra National Public Radio med musikhistorikeren Lester Feder, har countryen ikke altid tilhørt republikanerne: "Antagelsen, at countrymusik pr. definition altid har været konservativ, er ikke sand. Det er noget, som er sket over tid og udelukkende ved hjælp af nogle vigtige aktørers aktive hjælp."

Feder forklarer, hvordan countrymusikken første gang blev forbundet med højrefløjen: "Den første amerikanske præsident, der blev opmærksom på countrymusikkens virkemidler, var præsident Richard Nixon. Nixon vidste, at han skulle have fat i Sydens hvide middelklasse, som traditionelt set havde stemt demokratisk, for at vinde valget. Ved at trække på countrymusikken formåede han at række ud efter denne vælgergruppe. Countrymusikken tog imod Nixons interesse, da der lå både markedsføringsfordele og politiske håb i samarbejdet."

Lester Feders historiske analyse af forholdet mellem country og politik viser, at kampen om countryfansene har spillet en vigtig rolle i amerikansk politik. Og det gør den for så vidt stadig i dag. For republikanernes inaktivitet i kendis-indsamlingen har ført til, at demokraterne lige så stille har sneget sig ind på den hellige countrygrund.

Et sigende eksempel på dette kursskifte finder man ved et nærmere studie af pladen Thank You Mr. President. Pladen, som aldrig blev offentliggjort, var tænkt som en støtteplade til Richard Nixon ved præsidentkampagnen i 1972. Den indeholdt titler fra både Tammy Wynette og Lorretta Lynn, men det hele store hit på pladen blev Merle Haggards "Okie from Muskogee".

Denne sang lagde eksplicit stemme til det stille flertal, der ikke var enig med den herskende kulturelle elite, der hyldede modkultur, anti-krigsbevægelse og en lebendig livsstil: We don't smoke marijuana in Muskogee/We don't take our trips on LSD (...) We don't let our hair grow long and shaggy/Like the hippies out in San Francisco do.

"Okie from Muskogee" blev et stort countryhit, der ramte diverse billboards i 1969.

Det var derfor med nogen forundring, at Haggard-fans i 2007 lagde øre til de nyeste toner fra deres idol: Changes need to be large/Something like a big switch of gender/Let's put a woman in charge, lød teksten i Merle Haggords sang med den sigende titel "Hillary".

Merle Haggard er langt fra den eneste countrystjerne, der har skiftet politisk ståsted. Sammen med andre countrymusikere indgår Haggard i alliancen The Music Row Democrats, hvis formål er at sprede budskabet om, at det demokratiske parti er partiet for sydstaternes arbejdende folk.

Sangskriveren Bobby Braddock fra The Music Rows forklarer holdets vigtige opgave til avisen The Telegraph: "Vi bliver nødt til at komme ud med budskabet om, at demokraterne er på større filosofisk bølgelængde med country-fansene end republikanerne. Fansene har stemt imod deres egne økonomiske interesser."

Music Row Democrats tæller udover Merle Haggard navne som Honky Tonkers for Truth, der synger "I'm Takin' My Country Back", bluegrass-musikeren Tim O'Brien, der bidrager med "Republican Blues" og Nanci Griffith, Darrell Scott, Ed Pettersen, The Mavericks og mange flere.

Robert Oermann, en af grundlæggerne af Music Row, tilføjer, at den manglende opbakning fra countrymusikere til demokraterne skyldes en af vor tids største countryskandaler, som går under navnet Dixie Chicks.

Denne pigegruppes offentlige kritik af præsident Bushs krigsførelse i Irak, har, i følge Oermann, ført til at "countrymusikere lever i konstant frygt. De tør ikke sige noget kontroversielt, der går imod den republikanske linje. Jeg mistænker flere af de store countrystjerner for at være demokrater." Music Row vil have countryen tilbage til sine ophavsmænd - demokraterne.

Men hvordan kan countryen, som oftest forbindes med nostalgi og sorger, indgå i en kampagne, hvis hovedmottoer går på fornyelse og fremtid? Feder giver sit bud: "Det er vigtigt, at man adskiller countrymusik som en musikalsk stilart fra countrymusik som en marketingskategori. Som marketingskategori forbliver countryen konservativ som altid. Det er countryradiostationernes vedvarende boykot af Dixie Chicks, til trods for at de lige har vundet en Grammy-pris, et godt eksempel på. Men som musikalsk stilart viser countryen sig meget bredere. Opblomstringen af nye countrystilarter såsom americana og den moderne countrylyd som bl.a. Dixie Chicks står for, viser, at countryen er blevet mere rummelig."

At støtten til det demokratiske parti fra den nye countrybølge er tilstede, fortæller de stigende pengedonationer fra netop denne lejr. Siden 1992 har demokratiske kandidater modtaget pengedonationer fra countrymusikken, der betydeligt overgår countrystøtten til republikanernes, oplyser The Tennessean.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu