BERLIN - "Om lidt bli'r her stille/Om lidt er det forbi," synger Kim Larsen, som har han selv været til filmfestival i Berlin og oplevet, hvordan der hen mod slutningen kommer færre og færre mennesker til pressekørslerne, og det ellers så travle filmmarked helt er tømt for mennesker.
Det er en mærkelig fornemmelse at være en af de få, der endnu er til filmfestival her i Tysklands hovedstad, men det er også meget rart, at man ikke længere behøver kæmpe om de gode pladser i biograferne og derfor kan tage den med ro, når man skal nå en film. Den sidste konkurrencefilm blev vist i går, fredag, og tilbage fra det officielle program er kun Michel Gondrys komedie Be Kind Rewind, som ikke er med i konkurrencen, selv om jeg vist påstod det forleden dag.
Små film
Jeg må sige, at jeg ikke er voldsomt imponeret over årets Berlinale - i hvert fald ikke over filmene. Jeg er nu heller ikke specielt skuffet, for jeg har haft adskillige gode oplevelser i biografen i løbet de seneste 10 dage. Men af de 21 film, der kæmper om en Guldbjørn, er det kun nogle få, som virkelig har formået at overraske og forsøgt noget nyt, og som derfor har kunnet leve op til de forventninger, man naturligt har til hovedkonkurrencen på en stor filmfestival som denne.
Det er på flere måder meget små film, der er blevet vist i år, og det giver desværre også indtrykket af en lille festival.
Det ændrer dog ikke ved det faktum, at alle festivalens priser skal uddeles i aften, og at der trods alt er en håndfuld titler, som har gjort væsen af sig og derfor må anses for at være favoritter i dét ræs.
Først og fremmest er der selvfølgelig Paul Thomas Andersons There Will Be Blood, som bør indbringe sin hovedrolleindehaver, Daniel Day-Lewis, en pris for en kompromisløs, modig præstation som oliebaron i det tidlige 1900-tal. Filmen og instruktøren kan også godt gå hen og vinde guld eller sølv.
Der er ikke umiddelbart nogen reel konkurrent til Day-Lewis - heller ikke selv om Ben Kingsley gør det godt i Isabel Coixets kærlighedsdrama Elegy, og Moshe Ivgy har en forfriskende rå energi i rollen som jødisk gadepoet og small time forretningsmand i New York i Amos Kolleks Restless.
Mord og minimalisme
Derimod er der flere skuespillerinder, som bejler lige stærkt til en pris. Ikke mindst bedårende Sally Hawkins, der spiller evigglade Poppy i Mike Leighs dejlige Happy-Go-Lucky; Tilda Swinton, som leverer en stærk præstation i Erick Zoncas ellers meget kritiserede drama Julia; Sayuri Yoshinaga for en underspillet, følelsesfuld præstation i den japanske Kabei - Our Mother; og både Kristin Scott Thomas og Elsa Zylberstein, der spiller meget forskellige søstre i Philippe Claudels intense drama Il y a longtemps que je t'aime.
Vinderen af en Guldbjørn for bedste film og af instruktørprisen synes at skulle findes blandt en håndfuld film og filmskabere, der alle har fået roser med på vejen af kritikerne. Ud over There Will Be Blood står den mexicanske Lake Tahoe højt på listen med en minimalistisk tilgang til et meget følelsesfuldt emne.
Med på opløbsstrækningen er også Yoji Yamadas Kabei - Our Mother, der på fornem vis kombinerer det personlige med det politiske; Happy-Go-Lucky, der har været festivalens livgivende solstrejf; og Il y a longtemps que je t'aime, som fortæller en stærk historie om to søstre, som prøver at finde hinanden igen, efter at den ene har været 15 år i fængsel for at have slået sit eget barn ihjel.
www.berlinale.de
Følg Informations dækning af Berlinalen i avisen, på nettet, information.dk/film, og på bloggen, luftskibet.informa tion.dk/forsidesensationen
