Læsetid: 12 min.

Den diskret revolutionære embedsmand

Den nuværende DONG-direktør Anders Eldrup har på mange måder stået som en helt central, men diskret aktør i samfundsudviklingen gennem de sidste tre årtier, hvor det klassiske danske velfærdssamfund er blevet moderniseret og har bevæget sig ind i det 21. århundredes globalisering
Status. Hvis man i et lille glimt kan sige, at det, man afleverede, var en tand bedre, end det, man modtog, så er det fint nok med mig, siger Anders Eldrup.

Status. Hvis man i et lille glimt kan sige, at det, man afleverede, var en tand bedre, end det, man modtog, så er det fint nok med mig, siger Anders Eldrup.

Finn Frandsen

1. marts 2008

Måske kan der skrives en alternativ samfundskrønike. En fortælling, som ikke handler om opbygningen af det socialdemokratiske velfærdssamfund og dets værdigrundlag, men snarere om dets forvaltning og videreførelse. Om at bringe det smertefrit fra det 20. til det 21. århundrede - fra kamp mod ulighed og fattigdom til strømlinet globalisering og ændrede grænser mellem det offentlige og det private. Det er på en måde en apolitisk, partineutral krønike, hvor der mere er lagt vægt på den driftsikre modernisering og trimning end på den værdibaserede, politiske konflikt.

Måske kan der findes en aktør, der står i centrum af denne fortælling. Ikke en politiker, men en person, der netop synes at svæve over det politiske, og som alligevel holder mange vigtige samfundsmæssige tråde i sin hånd. En embedsmand. Sandsynligvis kan der i givet fald ikke findes noget mere oplagt bud på denne aktør end den nuværende administrerende direktør i DONG og mangeårige departementschef i Finansministeriet, Anders Eldrup.

Hør hvad den kommende direktør for Det Kgl. Teater og tidligere kontorchef i Finansministeriet, Erik Jacobsen, i dag siger om Eldrup:

"Han har personificeret den modernisering af statsadministrationen, der har gjort, at Finansministeriet har spillet en aktiv rolle i samfundsudviklingen."

'Danmarks mægtigste mand'

Det kan selvfølgelig også formuleres langt mere akademisk. Som lektor Lotte Jensen har gjort det i sin bog Den Store Koordinator - Finansministeriet som moderne styringsaktør. Her konkluderer Jensen om de administrative ændringer i Finansministeriet i 90'erne med Eldrup som departementschef og igangsætter:

"Samlet set var strategien en betragtelig centralisering af både adgang til og dagsordenssætning i regeringens indenrigspolitiske beslutningsarena. Styregruppen var modellens center og Finansministeriets departementschef var Styregruppens center, der, som central figur var genganger i Økonomiudvalg og Styregruppe, og derfor var den væsentligste kanal for information mellem den politiske og den funktionelle beslutningsarena."

Men enkelte har også bragt det helt ned på jorden og sagt det med størst mulig fynd og klem. Luftkaptajn Oluf Husted, der bl.a. har beskæftiget sig med Anders Eldrups rolle som statens repræsentant i SAS' bestyrelse, erindrer, at han to gange har talt direkte med Eldrup i forbindelse med generalforsamlinger i selskabet. "Efter begge samtaler kom en anden aktionær hen og spurgte mig, om jeg vidste, det var 'Danmarks mægtigste mand', der havde talt til mig," fortæller Husted.

Denne mægtige, men diskrete mand er født i Ebeltoft i 1948, hvor faderen var godsforvalter og moderen husholdningslærer. Det er en fin og yndig lille beretning fra dengang, det danske velfærdssamfund trådte sine barnesko. Men i løbet af blot få år blev skoene omskabt til syvmilestøvler, der gjorde det muligt ganske let at forcere tidligere generationers ellers så uovervindelige kløfter. Eldrup har fortalt, hvordan han var den første i sin familie, der fik mulighed for at gå i gymnasiet, og hvordan uddannelsesstøtten var en hjælp, som hans forældre aldrig havde fået.

Han har også fortalt om bedstefaderen, hvis indsats og indstilling i lokalsamfundet var med til at få barnebarnets øjne op for det omgivende samfund: "Han var en stout midtjysk husmand, der var sognerådsformand og i den rolle var med til at præge samfundsudviklingen."

Derfor var der heller aldrig tvivl om Eldrups studievalg, efter han i 1967 var blevet student fra Grenå Gymnasium. Han skulle læse statskundskab, "arbejde i centraladministrationen og forbedre samfundet". I tilbageblik har han set sig selv som "et produkt af 68-generationen", og dette udgangspunkt indebar ifølge ham selv et ganske særligt valg:

"Det var vigtigt at spille en samfundsmæssig rolle og tjene samfundet, og det skulle man gøre inden for det offentlige system, hvis man skulle være sig selv bekendt. Det med at gå ind i erhvervslivet og bare tjene penge, det syntes vi var noget pjat."

På statskundskabsstudiet på Århus Universitet gik det stærkt. Samfundet ventede derude med problemer og udfordringer, og allerede i 1972 fik Anders Eldrup sin eksamen. Nogle studiekollegaer husker ham endnu og tilføjer en håndfuld kritiske aspekter:

"En snæver, målrettet, ikke overbegavet medstudent. Sammenbidt, indadvendt, kejtet. Anders sku' simpelthen bare ha' sin eksamen og så ind i den offentlige sektor. Han var benhårdt karriereorienteret."

Matcher hele kongrerækken

Det syntes at være mere tekniske problemstillinger end direkte politiske, der optog Eldrup i studieårene:

"Han skrev speciale om 'bargaining'. Et meget tørt emne. Helt uden samfundsmæssige visioner. Andre skrev jo om marxistisk statsteori, Pakistan, apartheid eller Den 3. Verden. Men han bidrog ikke til politiske diskussioner eller teoriudviklinger. Var ikke involveret i 68-ånden overhovedet, men fokuseret på egen udvikling og egne præstationer," fortæller en medstuderende.

Måske var det denne beslutsomhed og hårdhed, der siden gjorde det muligt for ham at bide skeer med nogle af de tungeste drenge i livtaget med den danske samfundsøkonomi, efter han i 1972 var blevet ansat i Budgetdepartementet.

Bare stil den op på rad og række - en kongerække af finansministre af både borgerlig og socialdemokratisk observans: Svend Jakobsen, Knud Heinesen, Henning Christophersen, Henning Dyremose og Mogens Lykketoft. Som ministersekretær i Finansministeriet fra 1980 tog Anders Eldrup dem én efter én og matchede dem fuldstændigt i overblik, viljestyrke og arbejdsraseri. Han var firmaets mand. Han lukkede og slukkede. Og næppe havde han i aftentimen vendt Slotsholmen ryggen, før han i morgenlyset åbnede døren til kontoret og rigets økonomiske stilling igen: Ja, hr. minister! Arbejdsdage på 15-16 timer blev meget hurtigt normen.

Arbejdet syntes for for Anders Eldrup i disse år at udvikle sig til en art frelsende mission, som med vold, magt og teknificeret statskundskab skulle gennemføres for samfundets skyld. Sognerådsformanden i Midtjylland ville bestemt have set det på samme måde. Eller som Erik Jacobsen i dag siger:

"I 1980'erne var alle i Finansministeriet præget af 70'ernes dårlige økonomi og dens begrænsninger. Det var som at arbejde sig op af et stort hul. Hele den generation af embedsmænd, hvor Anders Eldrup nok er den største eksponent, har fået ind med modermælken, at der ikke er nogen handlemuligheder, hvis der ikke er styr på økonomien."

Frustrerende erfaringer

Det var den berømte samfundsøkonomiske afgrund, der åbnede sig på vid gab. I Finansministeriet måtte ministre og regnedrenge klamre sig til inventaret for ikke at blive ramt af den største af alle ydmygelser, den sorte statsbankerot. Denne udfordring var den hårdeste nød at knække, og når ministre og embedsmænd tog fat gav det nærmest ar på krop og sjæl:

"Jeg har været med i New York i begyndelsen af 80'erne og låne penge. Det var en ydmygende vandring, for vi blev ikke betragtet som et godt papir - og var det heller ikke," har Anders Eldrup fortalt i 2001. "Jeg husker, hvordan landet mistede det ene A i Standard & Poor's kreditvurdering, hvilket var en stor katastrofe dengang. Det blev diskuteret, om vi overhovedet kunne afbetale vores gæld i den takt, som kravene var. Altså en situation, som vi finder i Sydamerika eller andre steder."

Andre frustrerende erfaringer gjorde stærkt indtryk og satte Anders Eldrup i gang med overvejelser om at omlægge Finansministeriet, så det var bedre forberedt til kampen om Danmarks økonomiske fremtid. Eldrup havde iagttaget sin chef og set, hvordan denne gang på gang løb panden mod en mur:

"Ingen var i tvivl om, at Heinesen var en meget dygtig finansminister. Han havde bare meget vanskeligt ved at komme igennem med sine synspunkter. Jeg så ham komme tilbage, dengang jeg var ministersekretær, fra ministermøder igen og igen, hvor han var blevet hældt ned ad brættet af de andre." Man kan ifølge Eldrup i ministermødereferater se, at Heinesen argumenterer godt for sin sag uden at vinde gehør.

Den store bedrift

Eldrup fik sin chance i 1991, da han blev udnævnt til departementschef. Men da havde han, ifølge kommitteret i Finansministeriet Hans Henrik Østergaard, "stået og stampet utålmodigt i stalden i nogle år for at komme i gang med at omorganisere departementet." Eldrups vigtigste forslag til den finansminister Mogens Lykketoft var at oprette det såkaldte Økonomiudvalg, hvor Lykketoft var formand i alle Nyrups år som statsminister, mens Marianne Jelved som økonomiminister var det andet faste, gennemgående medlem. Dertil kom bl.a. skiftende skatte- og erhvervsministre. Fast sekretær for udvalget var Anders Eldrup. Mindst lige så vigtig for koncentrationen af magt, overblik og ledelse var etableringen af den såkaldte Styregruppe, der var Økonomiudvalgets parallelle embedsmandudvalg, og hvor Anders Eldrup gennem alle årene var formand. I Styregruppen forberedte og disponerede embedsmændene de sager, som senere skulle tages op i Økonomiudvalget. Gruppen kom til at fungere som en slags administrativ portvagt for selve den politiske beslutningsproces blandt ministrene. Eller som tidligere departementschef i Socialministeriet Johannes Due kategorisk har formuleret det:

"Tingene kom ikke til Økonomiudvalget med mindre, de var godkendt af Styregruppen."

Trådene var nu samlet effektivt og overskueligt. Den økonomiske afgrund var ved at være langt væk, og den skulle holdes på afstand med styring og hårdt arbejde. Eldrup vidste, hvad han ville have, og hvordan han fik det. Nemlig ved at manøvrere sig i position lige midt i det, der er blevet kaldt 'det politiske orkan-øje', hvorved han opnåede en funktion og et overblik, der hverken lod sig matche af finansminister Lykketoft eller statsminister Nyrup. Denne suveræne position blev først og fremmest anvendt til at søsætte et væld af fremadrettede samfundsmæssige analyser og projekter.

Da den administrative omrokering havde fundet sted, skulle der handles, realiseres planer og laves politik i en hidtil uset grad for Finansministeriet. Samfundet skulle sættes i sving. Noget skulle forandres, forbedres. Det ville selv en sognerådsformand fra de gode, gamle dage kunne forstå. Nu havde man jo hele det fine apparat stående klar til start. Finansministeriet skulle nu forvandle sig til dén samfundspolitiske tænketank, som Eldrup havde forestillet sig allerede i løbet af 80'erne. Og dette formede sig især som et internt opgør med tidligere tiders støvede kontrolrolle og indskrænkede budgetbissefunktion. Det var slut med blot at sidde på rigets pengekasse og passivt sige nej til forespørgsler om udgifter. Nu skulle man i stedet springe ud i det og begejstret råbe ja - til fremskridtet, mulighederne og samfundsudviklingen.

Selv formulerede Eldrup det på den måde, at "filosofien i Finansministeriet er, at samfundsinteressen fortolkes økonomisk". Mens Svend Auken har konstateret, at "Finansministeriet er Danmarks største holdningsministerium". Det hed sig ifølge en folkelig talemåde, at "Poul Nyrup er statsminister i regeringen Lykketoft". Magt og indflydelse blev i disse år samlet i Eldrups omorganiserede ministerium.

Politisk entreprenør

I sin bog Fra folkestyre til markedsdemokrati har professor Tim Knudsen forsøgt at se udviklingen i et større perspektiv, hvor et af hovedtrækkene i de seneste år er, at den enkelte borger bliver en slags forbruger i den offentlige sektor, der samtidig lader sig stærkere og stærkere inspirere af private virksomheder:

"Finansministeriet har skabt sig en rolle som politisk entreprenør i en stat, som bevæger sig fra at være en velfærdsstat med sigte på omfordeling til at blive en globaliseret entreprenørstat," fastslår Knudsen.

Når Mogens Lykketoft i dag ser tilbage, hævder han, at 90'erne var en meget effektiv periode for Finansministeriet:

"Der var en meget klar politisk målsætning og en høj succesrate. Finansministeriet blev ideologisk ledende på arbejdsmarkedspolitkken, og der var en vision om, at man skulle gøre samfundet mere konkurrencedygtigt. Og vi lever stadig højt på nogle af de strukturelle forbedringer fra 90'erne."

I dag husker Lykketoft også, hvordan Eldrup havde opsummeret forløbet, da samarbejdet mellem de to mægtige mænd - ministeren og embedsmanden - havde nået sin afslutning:

"Han kunne frygte," genkalder Lykketoft, "at det havde været en enestående periode, hvor sagligheden fik lov til at udfolde sig. Og hvor også regeringen turde tage nogle upopulære beslutninger."

En dreven spiller

I forbindelse med researchen til sin bog opholdt Lotte Jensen sig et par måneder i Finansministeriet i år 2000, hvor hun fik mulighed for at studere magtapparatet på tætteste hold. Hun taler i dag i forbindelse med Finansministeriets samfundsstyring om "ingeniørkunst", og om Lykketoft og Eldrup som "to arkitekter, der finder hinanden":

"En trang til at skabe funktionelle og duelige styringsmekanismer, der virker, og som samtidig sikrer, at man ikke selv bliver genstand for styring."

Man ser for sig den drevne skakspiller med vinderinstinktet. Her er det under ingen omstændigheder Eldrups skæbne at blive hældt ned ad brættet, for han har for længst gennemskuet både sine medspillere og sine modstandere og forudset deres næste træk. Han er ovenpå og kigger ned. Der kan være grund til at frygte styrken i hans blik.

"En af Eldrups centrale kompetencer er, at han kan læse sine omgivelser, ikke mindst strukturelt, og bruge sin læsning strategisk til at skabe rammer omkring sig, der får større systemer til at operere i hans retning gennem incitamenter. Der er ikke så mange, der kan mestre en sådan metatilgang til styring. I dag har statsministeren noget af det samme, men er jo i en anden position", forklarer Lotte Jensen.

Der syntes imidlertid hos Eldrup at være tale om en ihærdighed og en disciplin, som langt fra altid var af det gode.

"At ministerierne går fra at være autonome republikker til at være styrelseslignende enheder, underordnet den finansministerielle taktstok, er Eldrups største bedrift," slår Tim Knudsen fast. "Men det er en jesuitermoral, der præger projektet. Det er en svækkelse af demokratiet, hvor magten flytter til embedsmændene. Eldrup har aldrig været bærer af det aktive, borgerinddragende deltagerdemokrati. Tværtimod står han for teknokratisk topstyring."

I dette overblik og denne topstyring synes der slet ikke at være plads til partipolitisk fnidderfnadder. Og på spørgsmålet, om Anders Eldrup er en god socialdemokrat, fortrækker Lykketoft da heller ikke en mine, men lader svaret falde med det samme:

"En god offentlig tjener. En embedsmand som Eldrup har aldrig vist sine kort partipolitisk, men han kan læse det politiske landkort. Der er tale om en noget særegen mennesketype. Departementschefen, der kan administrere og leve sig ind i den politiske ledelse."

Synlige resultater

De synlige resultater af denne evne udspiller sig lige for øjnene af os - bl.a. Storebæltsbroen, Øresundsbroen, Ørestaden, Metroen.

Det er ifølge Erik Jacobsen eksempler på "strategiske samfundsinvesteringer, der er gennemført under Anders Eldrups auspicier". Danmark var hermed ved at blive et moderne land og træde ind i et nyt årtusinde. Tiderne skiftede. Liberalisering, privatisering og det frie marked trængte frem overalt, og den offentlige sektors traditionelle funktion og styremekanismer var under pres. Også på energiområdet, hvor naturgasselskabet DONG i 25 år havde haft en monopolstatus. Nu skulle det pludselig til at kæmpe på almindelige markedsprincipper med internationale energimastodonter som norske Statoil, franske Gaz de France, tyske Ruhrgas og svenske Vattenfal. Det var i denne situation, at Nyrup, Auken og Lykketoft med stor selvfølgelighed indså, at Anders Eldrup var den rette mand at sætte i spidsen for det danske selskab for at ruste det til fremtidens bråvallaslag. Systemets mand, den gode offentlig tjener kunne simpelthen ikke finde en bedre placering i det store samfundsspil. Finansministeriet var fortid, nye udfordringer ventede. Og Eldrup så med det samme, hvor der skulle sættes ind for at få det hele til at se rigtigt og attraktivt ud:

"Man kan se hans politiske flair og forståelse for samfundsudviklingen, når han giver DONG en profil på klima- og miljøområdet, som er vigtig op til topmødet i 2009. Han forstår at placere DONG ordentligt i den aktuelle udvikling," fremhæver Erik Jacobsen.

En tand bedre

Vi er omsider ved at være fremme ved nutiden. Det meste er forandret siden Anders Eldrups bedstefar var sognerådsformand eller Knud Heinesen stirrede ned i afgrunden. Det er tidens gang. Og hvor meget er vi egentlig selv herre over udviklingen? Er Anders Eldrup en samfundshelt, fordi han var med til at bygge noget nyt op? Eller en samfundsfjende, fordi han formåede at hæve sig over det demokratiske hundeslagsmål? Måske blot en mand, der ville gøre karriere, og så var der pludselig et tomrum, hvor han kunne gribe ud efter magten. Selv har han engang fortalt, at Simone de Beauvoir's roman Alle Mennesker Er Dødelige har gjort stort indtryk på ham, fordi hovedpersonens ønske om et evigt liv ender med at blive en forbandelse. Eldrup konkluderer:

"Det er vigtigt, at det, man afleverer, ser fornuftigt ud, og at man kan være det bekendt i forhold til børn og børnebørn. Og så må man forlige sig med, at man ikke lever evigt, selv om det er ærgerligt på en måde. Men hvis man i et lille glimt kan sige, at det, man afleverede, var en tand bedre, end det, man modtog, så er det fint nok med mig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Imponerende, ikke ET ord om at Anders Eldrup
er en Bilderberger, ikke ET ord om VL - grupper
og ikke ET ord om hans kones rolle i det danske mediebillede .

Jeg må jo give Winston ret
Det er højst besynderligt at kapitalens bagmænd ikke nævnes.
Eldrups tætte tilknytning til verdens-kapitalen via Bilderberg gruppen er almindeligt kendt udenfor Danmarks grænser. Bl.a. er Eldrups hustru jo medvirkende til muslimernes konspirationsteori om Muhammed-tegningerne.

Men Fogh, Fritz Schur, Eldrup er åbenbart total-fredet af danske journalister, hvad mon det koster?
http://www.zinio.com/cover?is=189215981&img=l