Læsetid: 8 min.

Dommedag nu igen

Dyrkelsen af dommedag kommer i bølger, og i øjeblikket er den stærkere end nogensinde. Film, bøger, musik, religion, miljøaktivister, terrorfrygt og journalister. Apokalypsen sælger billetter, bøger, aviser og politik. Vi dyrker undergangen, og det har vi gjort i flere tusinde år
Dyrkelsen af dommedag kommer i bølger, og i øjeblikket er den stærkere end nogensinde. Apokalypsen sælger billetter, bøger, aviser og politik
15. februar 2008

Det er ude med os. Vi ser det på film, hører det i radioen og læser det dagligt i vores egen avis. Verden er i opbrud, polerne tør, stormene hærger, kloden er overbefolket, eller også dør den af aids. Dommedag er nu. Og det har den i øvrigt altid været.

Sidste fredag havde katastrofefilmen Cloverfield premiere. Her følger vi med håndholdt kamera apokalypsen på nærmeste hold, personificeret af et kæmpe monster, der drager hærgende gennem Manhattans gader. Støv og ødelagte bygninger står tilbage. Skrigende menneskemængder og papir, der langsomt falder ned fra himlen. Samme uge udkom den Pulitzer-belønnede roman Vejen - på dansk - der spinder sin handling omkring en lille dreng og hans far, der tilsyneladende er de sidste overlevende på jorden. I julen spillede Will Smith den sidste mand på jorden i genindspilningen af filmen I am Legend. Tidligere på året forsøgte filminstruktøren Danny Boyle at lade et hold astronauter afværge dommedagen i filmen Sunshine, mens det var Clive Owen og Julian Moores opgave i foråret at undvige menneskehedens udryddelse i filmen Children of Men.

Fårene fra bukkene

Populærkulturen flyder over med apokalyptiske dommedagsvisioner, men vi har altid dyrket tanken om, at vi lever i de sidste tider.

"Man har altid i kunst og religion forsøgt at afværge katastrofen ved at foregribe den," siger sognepræst og forfatter Johannes H. Christensen.

"Det er en grundlæggende psykologisk mekanisme, tror jeg. Og her er dommedagen den ultimative katastrofe. Derfor er den så pirrende for os."

Siden Det Gamle Testamente har man haft forestillinger og visioner om den endelige apokalypse. Den fulgte med ind i Det Nye Testamente med Jesus' sidste taler og Johannes Åbenbaringen- hele kristendommen er gennem historien præget af fortællingen om Jesus, der vil træde ned fra himmerige og skille fårene fra bukkene, forklarer Johannes H. Christensen.

"Paulus var ret sikker på, at mange i hans samtid ville opleve undergangen og Jesus genkomst, og faktisk er tanken om at leve i de sidste tider et gennemgående træk ved kristendommen. Luther var stensikker på, at han levede i den sidste tid, og i 1400-tallets senmiddelalder havde man en nærmest hysterisk angst og svælgen i verdens undergang."

Også helt frem til moderniteten har historien været præget af apokalypsevisioner, og i forrige århundrede sev tankerne over i det politiske liv.

"1900-tallet var det mest brutale, rå og ubehagelige århundrede i menneskehedens historie, og også her ser man de bærende kræfter være bygget på apokalypsetanken. Århundredets to store ismer - nazismen og kommunismen - er fri for enhver religion, men de er begge apokalyptiske. De indeholder begge forestillingen om et tusindårsrige, som netop denne politik skal bane vejen for. Alle urenheder skal ryddes af vejen, og på den anden side af apokalypsen ligger den paradisiske orden og fred."

Atombombens endeligt

Sideløbende fulgte en teknologisk udvikling, der gjorde befolkningen panikslagen. Kulminerende med atombomben og truslen om total atomar udslettelse af jorden gav teknologien igen grobund for dommedagsvisionerne. Men ifølge Johannes H. Christensen er der i selve apokalypsebegrebet ikke tale om det rene helvede på jord. Tværtimod kan man tale om en renselse af jorden og udsigten til et paradisisk liv på den anden side.

"De ældste kristne så dommedag i møde med fortrøstning. Jesus siger, 'Når dette vil, ske skal rejse jeres hoveder, thi jeres befrielse nærmer sig'. Forestillingen om dommedag er også en befrielse fra denne onde verden," siger Johannes H. Christensen og refererer en samtale, han havde med forfatteren Ebbe Reich, der under en kæmpe strømafbrydelse befandt sig på Kongens Nytorv i København.

"Han fortalte mig, at der bredte sig en panik omkring ham, men som han sagde. 'Vi kristne, vi tog det roligt og sagde: Lad os lige se, hvad der sker.' Det er meget rammende for den troendes holdning til dommedag," siger Johannes H. Christensen.

"Det uhyggelige og ondskaben har altid haft en dragende effekt. Det pirrer os voldsomt, og jeg tror også, det handler om, at vi lige under vores pæne ydre gemmer et ondt dyr. Og der skal ikke meget til, at det blusser op. Vi kan mærke det alle sammen. Det er et tyndt og meget hurtigt krakelerende lag over en barbar. Det er den fascination, populærkulturen bygger på."

På filmlærredet

Og populærkulturen har nydt godt af apokalypsens dragende effekt. Gennem hele filmhistorien har dommedagsfilmen været med som en selvstændig genre, og sideløbende med den politiske bevidsthed har den udviklet sig i takt med publikums største frygt.

"Den første store nøglefigur er H.G. Wells roman fra 1898, Klodernes Kamp," siger filmlektor Peter Schepelern fra Københavns Universitet.

"Men faktisk skal den mindre kendte franskmand Camille Flammarion tages med. Han er en slags Jules Verne tilført verdens undergang. Det er i en sammenblanding af de to, man finder hele populærapokalypsen."

Mens der i 30'erne kommer et par forløbere til katastrofefilmen og film som Metropolis, der beskæftiger sig med dystopiske fremtidsfortællinger, er det først i slipstrømmen på Den Kolde Krig i 1950'erne, at apokalypsevisionerne for alvor tager fat, forklarer Peter Schepelern. Med science fiction-film som The Invasion of the Body Snatchers og filmatiseringen af Nevile Shutes roman On the Beach bliver menneskehedens udslettelse et gennemgående tema.

I 60'erne kommer den banebrydende b-film The Night of the Living Dead og Stanley Kubricks Dr. Strangelove, og i 70'erne kommer det store gennembrud for katastrofefilmen som genre.

"Katastrofefilmen hører bestemt også med til gruppen af apokalyptiske film," siger Peter Schepelern og peger på 70'er-filmene som flykatastrofefilmen Airport, Det tårnhøje helvede og Earth-quake, der følger Charles Heston under et altudslettende jordskælv i LA.

"Til en vis grad er der apokalyptiske kræfter på spil i Dødens Gab af Spielberg, og den model blev gentaget op gennem 80'erne med myrer, orme eller andre dyr, der overmander verden."

Genren ebbede ud, men kom tilbage sidst i 1990'erne med film som Dantes Peak og Vulcano og senere The Perfect Storm og The Day After Tomorrow, hvor hele den vestlige verden bliver ramt af en pludselig istid på grund af de menneskeskabte klimaforandringer.

"I dag er der altså tale om en art økologiske katastrofer," siger Peter Schepelern og henviser til film som The Day After Tomorrow, Terry Gilliams Twelve Monkeys og den nye I am Legend, der begge handler om en virus, der udsletter Jorden.

"Det er kulturarven fra Goethes gamle digt om troldmandens lærling. Troldmanden er væk, og lærlingen stjæler hans tryllestav, og så går det helt galt for ham. Her finder du den berømte sætning: 'De ånder, vi har kaldt frem, kan vi ikke mane bort igen'. Det er den tankegang, der gennemsyret hele den her genre. Vi opfinder atombomben, men vi kan ikke gøre det godt igen," siger Peter Schepelern.

Moralsk pligt bliver politisk kamp

Ifølge Schepelern er det vores pirringsgrad ved ondskaben, der sælger biografbilletter. Det at gennemspille worst case scenario virker på en eller anden måde beroligende, men samtidig ophidser det vores hunger efter sensationen. Det forfærdelige vil komme. Vores verden kan bryde sammen.

"Visuelt er det enormt stærkt at se jorden bryde sammen," siger Peter Schepelern og henviser til virkeligheden.

"Taler man apokalypsevisioner er 9/11 den flotteste gennemspilning af det, som komponisten Stockhausen noget upassende også sagde. Men han har ret. Fordi angrebet har så ultimativt et visuelt sprog. Det sker på to minutter, ser helt fantastisk ud og har en enorm symbolsk betydning ved at ramme Vesten lige midt i dens økonomiske hovmod. På den måde var terroristerne inspireret af film samtidig med, at de selv lavede en slags film. Det var en apokalypse, der ville noget," siger han.

"Det er også derfor, den begivenhed har fået så massiv en effekt helt ud i den politik, der bliver ført i verden."

Ifølge lektor Torben Rugberg Rasmussen fra Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet er der næppe tvivl om, at terroristerne var inspireret af dommedagsvisioner.

"I islam har du - ligesom i kristendommen - en domsdimension, der er meget markant. En forestilling om, at du skal stilles til regnskab for dine synder på den yderste dag, og at Jesus vil vende tilbage og træde i spidsen for de troende i en afgørende krig vendt mod de vantro," siger Torben Rugberg Rasmussen.

Selv om det i høj grad foregår på folkereligiøst niveau, er der i islam en eskatologisk figur, der hedder Dajjal, forklarer Torben Rugberg. Han manifesterer sig i verden som et tegn på, at den yderste tid er ved at indtræde. Han er den rene dæmon.

"Det interessante er, at denne Dajjalmytologi stadig florerer hos ekstremistiske muslimer med en tanke om, at han for eksempel vil manifestere sig i Israel eller i Irak," siger Torben Rugberg.

"Dajjal sidestilles således med Israel og USA, og den moralske pligt til at bekæmpe Dajjal bliver til en politisk kamp, sådan som han kommer til udtryk i den amerikanske sammensværgelse mod den islamiske verden. Man har en hel gren af apokalyptiske tekster inden for den islamiske litteratur. Det ses også i tv-film og -serier og bygger på hele den her mytologi om Dajjal. Det er et tegn fra Gud på, at den yderste tid er ved at slå igennem. Vær beredte til den endelige kamp. Modstå de fristelser og trusler, der udgår fra Dajjal," forklarer Torben Rugberg.

Men ligesom i kristendommen er forløsningen tæt forbundet med dommedag i islam. På den anden side venter et evigt muslimsk herlighedsrige, som jesusfiguren står i spidsen for. Det forudsætter blot, at man bekæmper Dajjal og denne dæmoni, der i øjeblikket gør sig gældende.

"Det er sådan set det samme med den kristne og jødiske eskatologi," siger Torben Rugberg.

"Hvis du ser på det religiøse højre i USA, er deres eskatologiske verdensbillede præcis lige så langt fremme. Bekæmp de vantro. Verden går under, og de rettroende vil stå tilbage i Paradis."

Dommedagen gør livet nemt

Dommedagsretorikken florerer ikke kun i religiøse kredse eller tidligere totalitære styrer. Også politikere i dag gør brug af dommedagsprofetier og gør retorisk brug af tanken om de sidste dage. Sådan ser statistikeren og miljødebattøren Bjørn Lomborg i hvert fald på dele af den politiske debat.

"Hvis du ser på klimaaktivisternes retorik, indeholder den det, en engelsk tænketank kaldte secretly thrilling," siger Bjørn Lomborg.

"Det har karakter af en slags klimaporno, der kun fokuserer på én ting og gang på gang fortæller os, at netop klimaet vil få vores verden til at bukke under. Og ligesom i religion, er det definerende for, om vi er gode eller dårlige, hvorvidt vi reagerer efter det."

Ifølge Bjørn Lomborg gør dommedagsargumentationen tingene så lette og overskuelige for befolkningen som muligt, men det understreger blot, at vi i virkeligheden godt kunne tænke os, at der bare var én ting, vi skulle koncentrere os om.

"Det er et enormt stærkt argument, for det giver os et spektakulært katastrofescenario. Det indeholder en pirrende fornemmelse. Men den virkelige verden er bare lidt mere kedelig og kræver en større afvejning og prioritering. Det kræver lidt det ene og lidt det andet."

Bjørn Lomborg understreger, at det ikke kun er venstrefløjen, der gør brug af denne retoriske form.

"Højrefløjen har også deres undergangsscenarier. Her ser man ofte islamisme og terror som jordens undergang, mens venstrefløjen har sine klimaproblemer. Bush har næsten kunnet definere hele sit præsident-embede ud fra denne ene optik. Det gør det meget lettere at handle og være moralsk."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad er balancen mellem benægtelsen og frygtindustrien.?
Og den herskende stemning i Danmark må være 90%
benægtelse.
Satellitfotos, over 100 nobelpristagere, talløse non-profit organisationer, fremtidsforskere, etc. taler for sig selv.

Artiklen mangler en afgørende distinktion: I modsætning til tidligere eskatologier, dommedagsfrygt, etc. er det første gang at vi kan destruere os selv. Det kunne man ikke tidligere pga. af manglende teknologi. Derfor er disse antagelser - i modsætning til tidligere - om mulige sammenbrudsscenarier rationelle.

Hvordan man forholder sig bagefter - om man dyrker frygten eller gør
noget positivt er noget andet.

Det er f.eks. blot rationalitet, fremsynethed og positivitet for mig, at Über-guruen Lester Browns kapitel-beskrivelser er som de er; fremsynede modforholdsregler:
http://www.earth-policy.org/Books/PB3/Contents.htm

Desuden giver jeg ikke meget for Lomborg der bliver citeret. Det siger
også noget om journalistens orientering at man bruger ham til sidst i
artiklen.

Steen Rasmussen

LASSE NU IGEN
Sidste uge (d. 9/2 under titlen: Verden reddes ikke af ånd eller politik - men af kapitalisme) fortalte Lasse Larvsen os, at vi lige så godt kunne nedlægge det politiske system, og overlade løsningen af de problemer, som tilbedelsen af de frie markedsmekanismer har medført af elendighed i den tredje verden, til de selv samme frie kræfter, altså til ”godhedsindustrien”, der står parat med tilbudet om at fjerne den dårlige samvittighed hos dem, der måtte have en sådan over for fattigrøve verden over.
I dag skal vi så kategoriseres som dommedagsprofeter, hvis vi tilfældigvis skulle være kommet frem til den ”helt urealistiske antagelse”; at mennesket udgør en eller anden form for trussel mod sig selv (som følge af de herskende succeskriterier!(kunne jeg f.eks. finde på at tilføje)).

Der gøres ikke noget forsøg på at retfærdiggøre de hysterisk mange videnskabsfolks beskrivelser af problemstillingerne, ikke et ord om IPCCs lødighed eller noget forsøg på at forholde sig til det faktum, at polerne rent faktisk smelter, og at atombomberne kunne gøre det af med os adskillige gange, nej, det er dommedagsprofetier, religion, salgbart hysteri osv. Der skelnes ikke mellem virkelige problemer eller hysteri. Og så citerer han: "Man har altid i kunst og religion forsøgt at afværge katastrofen ved at foregribe den," siger sognepræst og forfatter Johannes H. Christensen. (Ja hvor idiotisk tænker man!)

Konklusionen er, at det er ren religion at forsøge på at afværge katastrofer ved at foregribe dem. Ja lad os endelig lade være med at foregribe noget. Lad os tro på at udviklingen i sig selv og markedet dynamik og på at Lomborg har ret i, at det ikke kan betale sig at gøre ret meget ved noget som helst, og at det selvfølgelig er det eneste afgørende, om det kan betale sig, for det skal kunne betale sig.

Det faktum, at Exxon har tilbudt 10 000 dollars plus dækning for alt det løse til de forskere, der kunne fremstille et videnskabeligt budskab, der går imod konsensus omkring menneskets indflydelse på klimaforandringerne, det at det Hvide hus i Washington systematisk har manipuleret med fakta om samme emne og lukket munden på forskere, som ville udtale sig om det, vidner i sig selv om katastrofestemning hos dem, der føler sig truet af sandheden om netop denne problemstilling. Her finder man katastrofestemning. Larvsen? Hvem er det, der er så fokuseret på et og netop et problem, hvorfor er det lige, det er så vigtigt for nogle livsformer at fortrænge alle nuancer i forhold til netop den problemstilling. Hvorfor skal dem der beskriver netop det problem i en kategori, som hedder dommedagstilhængere.

Vi andre, som aldrig rigtigt har tilbedt de på mange måder selvnegerende succeskriterier USA og den vestlige verden dyrker, fordi vi har det bedst med nogle andre, lidt mindre destruktive, altså nogle i vore øjne mere livsbekræftende beskæftigelser, end dem der har at gøre med at berige sig på bekostning af fremtid og omverden, ja vi taler om muligheder og om udvikling. Vi taler ikke om katastrofer. Vi har ikke behov for at betale for at vise, at vi kan betale, køre rundt i firehjulstrækkere højt hævet over andre, med det budskab at vi kan, eller på anden må leve på at kunne sætte sig igennem på fremtiden og andres bekostning. Vi kan godt se, hvad det drejer sig om for dem med de i vores øjne og nu også i videnskabens øjne potentielt selvnegerende succeskriterier. Og vi kan godt se, at problemerne anfægter netop disse succeskriterier. Men vi er ikke dommedagsprofeter. Og vores budskab sælger ufatteligt dårligt hos de købedygtige. Det viser al statistik.

Ínformation skal selvfølgelig have alle perspektiver med, men behøver Hr. Larvsen skrabe bunden på den måde. Det ligner noget, der nærmer sig lavmålet i den generelle strategi, man finder i så mange andre af de medier, der lever af at sælge den tilbagelænede generaliserende og fordummende bekvemme udgave af sandheden. Selvfølgelig skal vi se det også, men ærlig talt, det er jo det der er mest af i Børsen, Jyllandspesten, TV2, DR, og hele vejen rundt. Der er nok af det lort!

Bjarne F. Nielsen

Lasse Lavrsen: "Vi dyrker undergangen, og det har vi gjort
i flere tusinde år"

Ja! Skærmende lindring og øreguf.

Fremragende artikel, som tør dæmpe fanatismens dom-
medagsbasun, der kan give en Nobel-pris med solide over-
drivelse af konklusioner i FN's klimarapport, så røster, der
vil bekæmpe

korruption
hunger
analfabetisme
og andet

ikke kan høres, når Lomborg ganske rigtigt og høfligt gør
opmærksom på, at også den menneskeskabte CO2-udledning
skaber elendighed i store dele af Afrika syd for Sahara.

Det er nødvendigt med CO2-fri energiformer. Men også
Læger uden Grænser råber på medicin og udstyr til bekæmpe
af malaria i befængte egne.

Man kan så høre Bjørn Lomborg som støj i klimadebatten.
Og rigtig nok.

Eller som en international debattør, der insisterer på at alle
FN's organisationer skal tilgodeses.

Der må naturligvis prioriteres. Det gør FN. Det gør regeringer.
Og det gør enhver i egen økonomi.

Med venlig hilsen

Steen Rasmussen

KLAMME KAMMERATER
Det er en udbredt demokratisk antagelse at alt lader sig bestemme demokratisk.

Når visse udemokratiske elementer så hævder at sandheden, om demokratiets og den globale økonomis indflydelse på sine egne forudsætninger (omverden, miljø), er videnskabelig og hverken kan fjernes med en afstemning eller kalkuleres bort i et budget, så skriger demokrater op om, at dommedagsprofeter og utidssvarende udemokratiske og uøkonomiske påstande ingen steder har hjemme.

Sådan er det. Demokratisk økonomisk magt bestemmer at demokratisk økonomi er ret.

At den pessimistiske videnskabelige beskrivelse af samfundet er rigtig og velbegrundet, og at det er udtryk for en overordentlig sandsynlig og sammenhængende videnskabelig beskrivelse, der blotlægger, at det mest relevante at forholde sig til, hvis man skal tale om hvilke trusler og farer det moderne samfund står over for, netop er det moderne samfund, ja det er udtryk for en i økonomisk forstand ekstern problemstilling og det bekymrer kun mindretallet af demokrater. De fleste undskylder da også deres fatale praksis med, at de alligevel ikke kan bestemme over de andre, det ville jo være udemokratisk!

Den politiske og demokratiske selvbeskrivelse står for sig selv, lige som den videnskabelige beskrivelse af den moderne form for selvbeskrivelse står for sig selv. Virkeligheden er kun tilgængelig på de respektive forudsætninger for iagttagelse. Den videnskabelige sandhed om det moderne samfund er dårligt repræsenteret uden for den videnskabelige sammenhæng.

Det kan godt være, der findes et sted, hvor den mere rationelle selvbeskrivelse af det moderne samfund findes. Og det er yderst sandsynligt at denne beskrivelse findes i det videnskabelige system. Men det tilhører denne beskrivelse, at den i sin samfundsbeskrivelse gør rede for, at den ingen effekt vil have på det selvnegerende i den adfærd, den påviser i det moderne samfund. Det er underligt sandsynligt at den form for kynisk videnskabelig selverkendelse, man finder bl.a. hos systemteoretikeren Luhmann, er det nærmeste man kommer sandheden om det moderne samfund.

Og heldigt for den enkeltes øjeblikkelige livspraksis kan intet menneske tage menneskehedens skæbne på sin samvittighed. Det gode ved situationen er, at vi sandsynligvis alle hver især kan forfølge vore egne snævre succeskriterier ind til vi kollektivt har smadret livets forudsætninger. Og hvis vi hver især skulle få det dårligt, med at vi ikke ligefrem bidrager til nogen fremtid for vore efterkommere, så kan vi undskylde os med, at det ville have været udemokratisk at ophæve demokratiet, at gå imod strømmen bare for at rede jorden. Det ville have været meget udemokratisk ikke at have været demokratisk.

Vi læner os bekvemt tilbage, tror på de klamme kameraters bekvemme budskab om, at vi bare skal tro på mekanismerne, foretage de økonomiske prioriteringer, satse på at vi kan forbruge os ud af fattigrøvenes mangelsituation.

Lomborgs Institut for Miljøvurdering har for længst dokumenteret, at ethvert forbrug, som ikke realiseres nu, kan ses som et afsavn, hvis værdi falder indregnet i fremtiden med diskonteringsraten gange tid/år. Sagt på en anden måde, den liter benzin som ikke brændes af i dag, skal ses som et afsavn, et offer, en investering i en fjern uvirkelig og kun principiel fremtid, hvor den kan beregnes til en værdi der svarer til sin nutidsværdi gange 0,95 i en potens der svarer til antallet af de år, der går fra nu til punktet for opmærksomhed. På den måde ender værdien af alle investeringer og alle afsavn til fordel for fremtiden tilnærmelighedsvis mod nul.

Lomborg gør regnskabet op sammen med sine tilhængere inden for monetarismen og socialdarwinismen. Resultatet svarer til deres hedeste ønsker for deres eget forfængelige og stupide ego/nutid, deres eget øjeblikkelige behov for bekræftelse af det herskende succeskriterium. Konklusionen er, at de velstillede kan forbruge sig ud af alle problemer. Enhver investering i fremtiden skal ses som et afsavn, hvis værdi går eksponentielt mod nul i den fremtid som afsavnet gælder. Enhver liter olie, som ikke brændes af i dag, er således spildt.

Vor liberale regering arbejder i forlængelse af den performativt selvnegerende forfølgelse af økonomiske og demokratiske mål for succes. Den smerte man føler mellem ørerne ved indsigten i paradoksien, og ved erfaringen af de latterlige hurraråb omkring vælgerskarernes tilslutning om de gode økonomiske nøgletal, er ikke en del af den herskende succes.

At dagbladet Ínformation formidler de klamme kameraters patetiske retorik videre, som vi ser her, vidner om sygdommens evne til at fortrænge det meste.