Læsetid: 3 min.

Endnu en historisk dag

Alle EU-politikerne bliver ved med at gentage, at Kosovo bliver 'det enestående eksempel', selv om ingen kan sige hvorfor
21. februar 2008

Den 17. februar var en historisk dag, men ikke kun for folk i Kosovo. Kosovarer proklamerede endelig uafhængigheden. Den næsten 20 år lange løsrivelsesproces fra Serbien var de facto afsluttet. Men en ny periode med andres styre over det lille land er netop begyndt, hvad enten det bliver EU, FN, USA, IMF eller nogle andre. Et uafhængigt Kosovo synes blot at være en luftspejling, en stat uden økonomi og egne institutioner - nøjagtig som Bosnien, der nu, 13 år efter krigens afslutning, endnu ikke har opnået uafhængighed.

"Åh, hvor jeg hader disse historiske dage," siger min mor, mens vi sammen ser en direkte tv-transmission fra parlamentet i Pristina, "indtil videre har ingen af dem bragt os andet end problemer." Og hun har ret, for hun husker godt de historiske dage i 1991 og den slovenske, kroatiske og bosniske løsrivelse og den frygtelige krig, der fulgte. Nu er spørgsmålet, hvad der følger efter, og det er derfor, dagen er så vigtig.

Jeg ser hele den højtidelige begivenhed, men for mig ser det ikke særlig højtideligt ud. Præsidentens og premierministerens taler er for lange og fyldt med gentagelser og tomme fraser. Desværre minder de mig om de lange møder i det kommunistiske partis centralkomite i Jugoslavien for 30 år siden. Der er ingen ild, ingen poesi og ingen inspiration, selv ikke i selve proklamationen, der, havde jeg forventet, skulle være skrevet med et længe lidende folks følelser. For de led virkelig.

Verden husker stadig lange rækker af mennesker, hundredtusindvis af dem, på flugt fra Kosovo, strømmende ind i nabolandene Albanien, Makedonien - Det var en exodus af bibelske proportioner. Albanere, den 2,2 millioner store minoritet i Serbien, er ofre for de serbiske naboers brutalitet, for Milosevic og hans politi og hæren, travlt optaget af arbejdet med etnisk udrensning. Dette giver dem moralsk ret til deres stat, til frihed og uafhængighed.

Ikke jura

Men det retmæssige krav på deres stat, deres moralske ret og retfærdighed er ikke det samme som den juridiske ret, og det er her, komplikationerne opstår. Ikke kun for kosovarerne - ja måske mindst for dem - men for de andre. Nu er det naturligvis først og fremmest et spørgsmål om, hvilke stater - ikke mindst i EU - der anerkender deres uafhængighed. Og straks opstår der splid: hvordan kan Spanien for eksempel anerkende den, når man tænker på deres baskiske befolkning, der ikke kan vente med at gøre det samme? Eller Rumænien, hvor den ungarske minoritet allerede har krævet uafhængighed. Eller Cypern, for den sags skyld - Jo, alle EU-politikerne bliver ved med at gentage, at Kosovo bliver 'det enestående eksempel', selv om ingen kan sige hvorfor - eller hvordan nogen kan garantere det.

Allerede nu viser det faktum, at EU er splittet mellem 17 lande, der er parat til at anerkende Kosovo og 10, der ikke er (tydeligvis fordi de har lignende problemer på hjemmefronten), at EU ikke er stærkt nok til at skabe en fælles politik. Hvad vigtigere er: Denne splittelse skaber en følelse af usikkerhed. Specielt fordi Rusland er dybt involveret i sagen på den ene side, og USA på den anden.

Og hvad med den eks-jugoslaviske region selv og de stemmer, der hævder, at Kosovos afhængighed er afslutningen på den krig, der startede der? For ikke at tale om selve Serbien og landets frustrationer over tabet af Kosovo (og det skal også tages i betragtning), nu synes hele regionen at være tilbage ved udgangspunktet: serbere i Republika Srpska, kroater i Hercegovina-Bosnien, albanere i Makedonien - og serbere i den kroatiske Krajina-region - hvorfor skulle de ikke ønske det samme? Hvem vil forklare dem, at de ikke er et 'enestående eksempel'?

Frygtens sæd er atter sået, og dette er i sandhed en sørgelig konsekvens af en ellers retfærdig og fortjent løsrivelse. Eller det er i det mindste den følelse jeg får, mens jeg fortsætter med at se tv den dag. Jeg sidder blot dér, ambivalent, glad over, at retfærdigheden er sket fyldest, og på samme tid urolig over hvad fremtiden, som folder sig ud for mine øjne, kan bringe.

Hvad andet kunne jeg gøre på endnu en historisk dag?

Slavenka Drakulic er kroatisk journalist og forfatter

Oversat af Ebbe Rossander

Serie

Seneste artikler

  • Æresbegreber stopper Kosovo-domme

    7. juli 2008
    Ingen vil vidne i sagerne efter det blodige etniske opgør i 2004, hvor snesevis af serbere blev dræbt, og hundredevis af serbiske huse og flere ortodokse kirker blev sat i brand
  • Brug for ægte ledere

    22. marts 2008
    SEJDI HALILI er en gammel mand i det nordlige Albanien, far til otte sønner. Han har en gåsehuds-smuk historie at fortælle
  • Voldsomme uroligheder i Nordkosovo styres fra Beograd

    18. marts 2008
    I går satte det serbiske mindretal i byen Mitrovica ild til FN-biler, kastede med sten og affyrede granater, efter at det besatte domhus i byen var blevet ryddet af de internationale styrker. Ifølge kilder fra både Serbien og Kosovo koordinerer den serbiske regering urolighederne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

At Kosovo ikke er et enestående eksempel betyder bl.a. at Spanien har kviet sig ved Kosovos uafhængighed, for hvad bliver det næste? Et uafhængigt Baskerland? Enten må EU politkkerne til at tage den svære beslutning om at Unionen er sprællevende og består regioner i stedet for nationalstater, og herefter give fritlejde til alle regioner i Europa som måtte ønske selvstændighed - som for eksempel vor egen koloni: Grønland!

Det er en besværgelse der skal give EU mulighed for at spille med et andet sæt regler overfor løsrivelsesrepublikker i centralasien end de har gjort i forhold til Kosova. Det handler om at gøde jorden for dobbeltmoralen, når vi om føje tid fordømmer Rusland for at støtte løsrivelsen af Trans-Dniester.

Tillykke til Kosovoalbanerne. Håber i forvalter uafhængigheden bedre end kroater, slovenere, lithauere, ester og letter, som benyttede deres uafhængighed til at undertrykke de nye nationale mindretal i deres lande(russere, serbere m.fl.)!

Isoleret set var det en glædens dag, da de 90 % albanere i Kosova fik den uafhængighed, som de ønskede. Dobbeltmoralen er dog en torn i øjet på mig. Hvorfor skal der gælde en standard for de områder der ønsker uafhængighed fra Serbien og Rusland, og en anden standard for de områder dr ønsker uafhængighed fra Spanien, Storbritanien, Tyrkiet eller Grækenland? Hvor er linien i den danske udenrigspolitik? Det er skræmmende at regeringen ikke engang forsøger at forklare sig!