Læsetid: 5 min.

Erobringens kronikør

Magtspil og seksualdrift er de dominerende temaer i den 76-årige instruktør og venstrefløjsveteran Mike Nichols' knap 20 spillefilm inklusiv den premiereaktuelle 'Charlie Wilson's War'
Mere i ærmet. Mike Nichols, der her ses under optagelserne til -Charlie Wilson-s War-, ligner trods sine 76 år en mand, som meget vel kunne have flere filmiske kommentarer til livets skæve gang i Guds eget land i ærmet.

Mere i ærmet. Mike Nichols, der her ses under optagelserne til -Charlie Wilson-s War-, ligner trods sine 76 år en mand, som meget vel kunne have flere filmiske kommentarer til livets skæve gang i Guds eget land i ærmet.

Francois Duhamel

8. februar 2008

Sagt forsimplet findes der to slags immigranter: De, der bliver mere katolske end paven - eller mere amerikanske end John Wayne, om man vil - og de, der ikke tøver med at rette deres outsiderklarsyn mod det nye hjemland. Tyskfødte Mike Nichols falder i sidstnævnte kategori.

I sin nye film, Charlie Wilson's War, ser han tilbage på en af de talrige uhellige alliancer i USA's udenrigspolitiske historie. Samtidig er filmen drejet med et skarpt øje for det psykologiske drama figurerne imellem, og netop evnen til at favne både det personlige og det (stor)politiske er et af Nichols' kendetegn.

Succes med May

Mike Nichols hedder egentlig Michael Igor Peschkowsky, og han blev født i Berlin i november 1931. Senere på årtiet følte hans jødiske forældre, at jorden i Hitlers Tyskland for alvor begyndte at brænde under dem, og da Nichols var syv, flygtede familien til USA.

Han blev amerikansk statsborger i 1944, og det stod snart klart, at der sad et lyst hoved på hans unge skuldre. Nichols puklede sig til et stipendiat til University of Chicago, og det var her, at han sammen med den jævnaldrende Elaine May dannede komikerduoen Nichols and May.

Fra slutningen af 1950'erne fik parret stor succes med improviserede sketches, som kastede et satirisk blik på bedemænd, mødre og andet godtfolk. Dog sled det tætte samarbejde på dem begge, og i 1961 gik de hver til sit. Siden blev de begge filminstruktører, hvor May i 1987 mødte sit Waterloo med kæmpefiaskoen Ishtar. I 1990'erne skulle hun imidlertid genoptage samarbejdet med Nichols i egenskab af manuskriptforfatter.

Sublim start

I første halvdel af 1960'erne var det teaterverdenen, som nød godt af Nichols' instruktørtalent. Først som knap 35-årig foretog han en glidende overgang fra de skrå brædder til det store lærred med en fremragende filmatisering af stykket Who's Afraid of Virginia Woolf? (1966) med Richard Burton og Elizabeth Taylor i hovedrollerne som et ægtepar i afgrundsdyb krise. Allerede her var Nichols' talent for personinstruktion ikke til at tage fejl af.

Med sin anden spillefilm skrev han sig ind i filmhistorien. Fagre voksne verden (1967) var en perfekt timet skildring af en rastløs og retningsforvirret ung mand med en berettiget skepsis over for autoritetsfigurer. Dustin Hoffmans hovedrollepræstation kørte på et hidtil uset højkoncentrat af nervøs energi, og Nichols demonstrerede sit sikre greb om filmmediets virkemidler blandt andet via en rapfodet klipperytme. Filmens trumfkort var dog den kongeniale lydside af Simon and Garfunkel, duoen, der om nogen har følt sig ind på de unge års småmartyriske Weltschmerz.

Selvmordsmission

Nichols var igen i tråd med tidsånden, da han i 1970 med dødsforagt kastede sig ud i en filmatisering af Joseph Hellers anti-krigsroman Catch-22, som samtidig er et sorthumoristisk frontalangreb på den i USA dybt rodfæstede ide om markedskræfternes frie spil. Med sin sprængte kronologi og sit mylder af bipersoner er Catch-22 nærmest umulig at filmatisere, og selvom Nichols' forsøg ikke er uden gode takter, var det hans hidtil mindst helstøbte værk.

Han skiftede herefter storpolitik ud med seksualpolitik, og nåede med Kødets lyst (1971) et kreativt klimaks. Nichols' tilbagevendende tema om trængt maskulinitet ses her i en langt mere dyster - om end også til tider grumt lattervækkende - inkarnation end i Fagre voksne verden. Gennem to årtier følger filmen to venners seksuelle udvikling, der dog i foruroligende grad ligner følelsesmæssig forkrøbling. Som i næsten samtlige Nichols' film er rollebesætningen helt rigtig med Art Garfunkel som den selvgode Sandy og Jack Nicholson som Jonathan, en brovtende kvindehader forklædt som kussetyv.

Eksil og comeback

Efter denne imponerende start på karrieren knækkede kurven med Nichols' næste to film, den aparte politiske konspirationsthriller Operation Alpha og sexkomedien Ta' livet af kællingen. Deres kølige modtagelse hos anmeldere og publikum førte til, at Nichols holdt filmfri i næsten 10 år. Han helligede sig teatergerningen og havde fortsat succes med det.

Da Nichols i 1983 vendte tilbage, var det med et drama fra virkelighedens verden. I Silkwood ses Meryl Streep i titelrollen som Karen Silkwood, der arbejdede med fremstilling af plutonium. I 1974 omkom hun i et trafikuheld, bedst som hun planlagde at offentliggøre dokumentation for graverende sikkerhedssjusk fra arbejdsgiverens side. Det var derfor oplagt at betvivle, hvorvidt der nu også var tale om et trafikuheld. Skønt amerikanerne slap med skrækken, stod den delvise nedsmeltning på atomkraftværket på Tremileøen i Pennsylvania i 1979 desuden frisk i den kollektive erindring.

Filmen fik en overvejende god modtagelse, selvom Nichols ifølge nogle fokuserede for meget på det personlige drama og for lidt på historiens politiske aspekter.

"Det svarer omtrent til at lave en film om Jeanne d'Arc og lægge hovedvægten på hendes menstruationssmerter," som filmkritikeren John Gill formulerede det.

Bredspektret satire

Hvor første fase af Nichols' karriere var præget af stilistisk spræl og risikovillighed, veg det personlige fingeraftryk fra Silkwood og frem til fordel for solidt filmisk håndværk.

Tidens strømninger fyldte fortsat godt i Nichols' produktion; både Working Girl (1988) og Det handler om Henry (1991) skosede således yuppie-æraens 'min-karriere-fremfor-alt'-filosofi.

Det valne vampyrdrama Wolf fraregnet blev Nichols' politiske dagsorden endnu mere udtalt, da han i 1990'erne atter slog de professionelle pjalter sammen med Elaine May. Hun skrev en amerikansk version af en fransk komedie, hvori et farverigt bøssepar fra Miami møder deres modsætning i skikkelse af en stokkonservativ senator fra Ohio (Gene Hackman i brutal storform).

I The Birdcage (1996), som filmen hed, var der ingen tvivl om, hvor filmmagernes sympati lå, men i næste ombæring rettede Nichols skytset mod sin egen ideologiske lejr. I den politiske satire Præsidentkandidaten (1998) løb instruktørens to kæpheste, sex og magt, på veloplagt vis side om side i historien om en visionær, veltalende og storcharmerende sydstatsdemokrat (forrygende spillet af John Travolta), der søger landets højeste embede.

Slående lighed

På grund af sin heftige libido er folkeforføreren dog på tragikomisk vis sin egen værste fjende, og enhver slående lighed med daværende præsident Clinton er næppe tilfældig. Igen havde May skrevet manus, skønt det var baseret på en nøgleroman af en anonym forfatter, som viste sig at være journalisten Joe Klein.

Ebbe og flod

På det seneste har Nichols i øvrigt selv udviklet sig til lidt af et comeback kid: USA's førende filmkritikere gjorde kort proces med hans komedie What Planet Are You From? (2000), men veteranen vendte tilbage til kridthuset med den prisbelønnede tv-serie Angels in America (2003), der tog temaer som skabshomoseksualitet, aids og religion under behandling.

Også Charlie Wilson's War, der har dansk premiere i dag, er et værk, Mike Nichols kan være bekendt. Instruktøren, som virker betragteligt yngre end sine 76 år, ligner en mand, som meget vel kunne have flere filmiske kommentarer til livets skæve gang i Guds eget land i ærmet.

Charlie Wilson's War har premiere i dag - anmeldelse på forrige side

Cinemateket i København viser i denne måned en serie af Mike Nichols' værkerwww.cinemateket.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu