Læsetid: 4 min.

Essensen af Rolling Stones

Rolling Stones og Martin Scorsese åbnede torsdag filmfestivalen i Berlin med koncertfilmen 'Shine a Light'
Rolling Stones og Martin Scorsese åbnede torsdag filmfestivalen i Berlin med koncertfilmen 'Shine a Light', produceret af bandet selv
8. februar 2008

BERLIN - Det er Mick Jagger, som byder velkommen til pressemødet om Martin Scorseses koncertfilm med Rolling Stones, Shine a Light, der torsdag middag er blevet vist for pressen og samme aften skal åbne filmfestivalen i Berlin.

Jagger er glad for at være i Berlin, takker festivaldirektør Dieter Kosslick for æren og mener også - og det har han ret i - at Shine a Light er den første dokumentarfilm til nogensinde at åbne en Berlinale.

Filmen, der er produceret af bandet selv, er optaget under en Rolling Stones-koncert i Beacon Theatre i New York i efteråret 2006, og den skildrer til at begynde med nogle af de forberedelser, som Scorsese måtte gøre sig for på den bedst mulige måde at fange essensen af Rolling Stones på scenen. 16 kameraer, en håndfuld Oscarvindende filmfotografer og en specialbygget scene er nogle af ingredienserne i filmen, der ikke kan leve op til Scorseses store koncertfilm med The Band, den medrivende The Last Waltz, men som ikke desto mindre er energisk, morsom og får understreget den unikke dynamik, der er mellem de fire musikere på en scene.

Der er fuld gang i de gamle rullesten, og de har det tydeligvis som fisk i vand, når de står foran så hengivent et publikum, der kender alle deres sange.

Billeder i hovedet

Pressemødet er en munter, men også kort og forholdsvis fyndig affære, hvor Mick Jagger fordeler taletiden, Ronnie Wood stort set intet siger, Charlie Watts skal nødes til at tage mikrofonen, og Keith Richards indimellem mumler et eller andet mere eller mindre uforståeligt.

Mest lyd er der på en altid meget talende Martin Scorsese, der har meget godt at sige om Stones' musik - som han da også har brugt i adskillige af sine film. Som Jagger spøgefuldt bemærker, er Shine a Light nok den eneste af den nu 65-årige instruktørs film, hvor 'Gimme Shelter' ikke er med på lydsporet.

"Rolling Stones' musik var en del af mit liv op gennem 1960'erne," siger Scorsese, der i øvrigt deltager i Berlinalen for første gang siden 1981, hvor Raging Bull åbnede festivalen.

"Jeg så dem ikke optræde live før tidligt i 1970'erne, så for mig var lyden, akkorderne, vokalen, fornemmelsen af musikken, en stor inspiration. Det blev grundlaget for de fleste af de film, jeg lavede fra Mean Streets (1973) og frem, ja, endda før det, hele vejen op til The Departed (2006). Det er der ingen tvivl om. Deres musik har konstant inspireret mig gennem årene. Den er tidløs. Jeg har oplevet musikken ved at lytte til den og visualisere den i mit hoved. Det var meget stærkt og kraftfuldt og skabte billeder i mit hoved."

Essensen af Stones

Den amerikanske filminstruktør ser ikke selv Shine a Light som en dokumentarfilm, selv om Stones' liveoptræden er krydret med arkivklip, hvor bandets medlemmer som unge og lidt ældre blandt andet taler om, hvor længe de mon vil blive ved. (Det er et af de spørgsmål, de oftest har svaret på, og allerede i 1972 sagde Mick Jagger f.eks. til den amerikanske talkshowvært Dick Cavett, at han sagtens kunne se sig selv fortsætte, til han blev 60. Han er i dag 64.)

"Det er et forsøg på at indfange essensen af Rolling Stones' optræden," siger Scorsese på pressemødet.

"Da jeg første gang hørte deres musik, sagde jeg til mig selv, at dét vil jeg filme en dag. Det tog så ca. 40 år. Det har været mit begærs dunkle mål. Jeg har ønsket at besidde musikken, og pludselig skete det. Det har været en fornøjelse at lave filmen, fordi når man skyder og klipper materialet, genopdager man sin passion og sin inspiration. På en måde kan man vel sige, at det er en foryngelseskur for mig. Det holder min kreative energi oppe."

På smukkeste vis

Man kunne godt forestille sig, at de 16 kameraer, som Scorsese tog med sig ind i Beacon Theatre, ville virke forstyrrende på Rolling Stones. Men sådan var det ikke, fortæller Keith Richards.

"Martin har så fantastisk et filmhold, og selv om der var en masse kameraer, lagde vi ikke mærke til, at de var der. Det var det vigtigste for mig. Vi skulle bare gå på scenen og spille en koncert. Hvis man er alt for opmærksom på, at der skal optages en film, ændrer tingene sig for meget, og man fanger ikke, hvad en liveoptræden handler om. Det lykkedes Martin at undgå det og at fange os på smukkeste vis."

Et spørgsmål fra en af de flere hundrede journalister, der er stimlet sammen i det alt for lille pressekonferencelokale, går på, hvordan bandet har det med at se sig selv på det store lærred.

Mick Jagger giver straks ordet til fåmælte Charlie Watts, der overhovedet ikke bryder sig om at tale om sig selv.

"Jeg hader det," siger han, "men det er smukt filmet."

Jagger bryder ind: "Du ser ellers godt ud, når du optræder, Charlie."

"Mange tak," svarer trommeslageren, "næste spørgsmål!"

www.berlinale.de

Følg Informations dækning af Berlinalen i avisen, på nettet, information.dk/film, og på bloggen, luftskibet.information.dk/forsidesensationen

Shine a Light kommer til Danmark senere på året

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu