Læsetid: 4 min.

Familiefesten

Musikkollektivet Efterklang stod for prishøsten, og deres forældre stod for underholdningen til årets Steppeulv-prisfest, der blev holdt sammen af arrangørernes afslappede alle-kender-alle-attitude. Det gjorde alle i øvrigt også
Sebastian modtog Pioner-prisen ved årets Steppeulv-fest. Og han kendte nok også de fleste af de anmeldere, han fik prisen af - mere eller mindre personligt.

Sebastian modtog Pioner-prisen ved årets Steppeulv-fest. Og han kendte nok også de fleste af de anmeldere, han fik prisen af - mere eller mindre personligt.

Lars Møller

Kultur
4. februar 2008

"Der er jo ingen grund til at overdrive kvaliteten af musikken, bare fordi man har dansk pas". Informations udsendtes side-mand under Årets Steppeulv-fest

"Da jeg var lille, var jeg bange for børnelokkere. Så blev jeg voksen og sangerinde, og så blev jeg bange for anmeldere," fortæller Maya Albana, og byder, uden at dvæle nærmere ved denne sammenligning, velkommen til uddelingen af de danske musikkritikeres egen pris, Årets Steppeulv.

Det er en række af anmelderne selv, der står for at overrække priserne denne fredag aften i et nogenlunde fyldt Store Vega på Vesterbro i København, og Albana præsenterer dem hver gang på ganske underholdende vis ved at læse citater op fra den pågældende anmelders bagkatalog af begejstrede, poetiske eller som oftest bare gennemført perfide domsafsigelser over diverse håbefulde musikere. Som eksempelvis med Thomas Søie Hansen fra Berlingske Tidende:

"Det er fem år siden Karen Buscks seneste udspil. Den lange pause har hun, og gudskelov for det, brugt på at fjerne sig fra den heltigennem forfærdelige firser danpopfunk, som kendetegnede hendes debut og opfølgerens overdrevne, kønsløse mainstreamleflen."

"Det mener jeg sådan set stadig," replicerer Søie imidlertid roligt, da han tager mikrofonen. "Det er ikke noget personligt."

Men prisuddelingens midtpunkt var trods alt ikke anmelderne, og dem, der løb med det meste af opmærksomheden, var musikkollektivet Efterklang, som velfortjent hjemtog tre priser: Årets Album, Årets Orkester og Årets Komponist. Eller det vil sige, dem der løb med opmærksomheden var faktisk musikkollektivet Efterklangs forældre.

Flinke forældre

Da gruppen vinder den første af de tre priser, er det nemlig en flok gråtoppede skikkelser, der entrer scenen frem for de forventede ansigter. De læser en seddel op, som forklarer:

"I 2005 var vi også nomineret til en masse priser. Vi kom 20 mand med venner og lydfolk, og hvad har du - men vi vandt ingenting. Så i år har vi gjort det anderledes," lyder det. Og til sidst:

"Vi ved ikke, hvad vi har vundet. Men vi er meget glade for at have vundet noget."

Talen indeholder derudover, til publikums jubel, gentagne taksigelser til forældrene. Og de ser da også virkelig flinke ud. Den slags forældre, der ikke har bedt deres børn skrue ned, men som blidt, uden at pace, fra barnsben har tilskyndet dem til at lave deres helt egen bizarre, cinematisk fabulerende avantgarderock.

Ved overrækkelsen af pris nummer to, ruller en af fædrene sig endda rigtig ud fra talerstolen. Han fortæller blandt, at "drengene" lige nu er i Leipzig og spille og straks derefter skal ile videre til Berlin.

"Talent er godt, men flid er bedre," siger han faderligt formynderisk, som om han reciterer noget fra konfirmationstalen.

Det er dog en anden forælder, der modtager det største bifald. Da den nu afdøde Natasja vinder prisen som Årets Tekstforfatter, er det hendes mor, der modtager hyldesten og det stående bifald. Et bifald der kun overgås af hver eneste af de syv gange hiphop-gruppen Suspekt bliver nævnt som en af de nominerede. Albertslund er tilsyneladende vel repræsenteret i aften - særligt en fyr til venstre i salen hyler som en retarderet, trebenet ulv hver gang hans helte omtales (Informations udsendte formoder, at det er ham, der senere på aftenen kaster op på gulvet ude i baren).

Suspekt vinder ingenting, men det er Albertslund-kvartetten, der i et til lejligheden samarbejde med rockgruppen Veto leverer aftenens eneste nævneværdige musikalske præstation. Godt nok indleder de med en noget anstrengt pubertets-pimp-hymne, der centrerer om spørgsmålet "Hvem har kneppet til den her sang?" henvendt til publikum (det har Informations udsendte ikke, og han har heller ikke tænkt sig det, om så alternativet skulle være Ny Alliances orale holocaust af en valgsang), men næste nummer er gruppens hit 'Proletar', og dets tunge, mørke beats tilsat rigtig spade er det tætteste, der kommer på at være gang i den i aften.

Anmeldelse

Maya Albana præsenterer nu Henrik Queitsch fra Ekstra Bladet med et citat fra hans anmeldelse af den seneste koncert med Big Fat Snake.

"Det spillende fadølsanlæg tændte for fustagerne præcis klokken 21 og bød på små to timers skum, uden at vi nogensinde kom ned til øllet."

Hvorefter han, i hvad der tilsyneladende er vanlig tilbagelænet og selvsikker anmelderstil, svarer det højlydt imponerede publikum:

"Så skulle I bare have været der - i fucking Greve."

Og hvis man skal kommentere lidt på den samlede forestilling - og man skal da vel for pokker anmelde anmeldernes fest - så er det netop den afslappede attitude fra arrangørernes side, der holder sammen på aftenen. Der er ikke nogen forestilling om, at det her er mere, end det er, men snarere en uprætentiøs fornemmelse af at være til familiefest, hvor alle kender alle - om noget krystalliseret i uddelingen af Pionér-prisen til Sebastian, hvor Klaus Lynggaard, formand for Foreningen af Danske Musikkritikere, slutter sin overstrømmende overrækkelsestale med ordene: "Og så, Knud- Så skal der eddermanme krammes!"

Da Speaker Bite Me lidt efter runder dette års prisfest af, må man så bare konstatere, at de hyrede musikere, der desuden talte The Setting Son, Claus Hempler og Marybell Catastrophe, ikke formåede at løfte festen fra familiens skød og op under taget. Hvis I ikke synes, det lyder sandsynligt, så skulle I bare have været der - i fucking Store Vega.

Det er ikke noget personligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I kategorien "I Danmark er der ingen der bli´r større end de kan ligge ned" er
journalist Hans Henrik Rasmussen netop blevet indstillet til en halv gris
for at påstå at man kun kan få en pris hvis man kender anmelderne.

Han får den nok ikke - for jeg kender ikke ham. Ligesom jeg heller ikke har nogetsomhelst personligt kendskab til de anmeldere der har ment at jeg skulle ha´en steppeulv .

De kender mig - eller rettere det jeg laver. Jeg formoder det er derfor jeg har fået den. Lad Hans Henrik Rasmussen i stedet skyde ved daggry med opsøgende journalistik

Sebastian - sanger og sangskriver

Så skulle man opleve det: At jeg træder frem og forsvarer Sebastian.

Den sidste kritiker Sebastian mig bekendt har haft et personligt forhold til er Torben Bille, og han skriver ikke længere om musik og er slet ikke medlem af musikkritikernes forening. Alle medlemmerne af FDM er fra helt andre og yngre generationer end Sebastians.

Desuden skal det lige noteres, at Sebastian - også til min overraskelse - stod for prisfestens mest nærværende, bevægende og professionelle optræden.

Sebastian er og har altid været et af de mest hæderlige og ukorrupte mennesker i dansk populærmusik. Det er der tit folk, der har haft ondt i røven over, således åbenbart også den pågældende journalist.

Hilsen

Per Vadmand (der engang har spillet sammen med Sebastian, men tillader sig at have en mening alligevel).

Jeg ved såmænd ikke om skribenten har "ondt i røven" som Per Vadmand formulerer det. Det kunne også tænkes, at Hans Henrik Rasmussen - denne 27årige praktikant - simpelhen er ganske uvidende på dette felt.

Men fastholder Hans Henrik Rasmussen sin viden på området, kunne det måske være på sin plads med en uddybning i stedet for blot en antydning..?

Med venlig hilsen
Christian Winther

Almindelig logik tilsiger vel, at hvis alle kender alle - og der ikke er priser til alle - så kan Sebastian ikke få en pris, bare fordi han kender en eller flere anmeldere. Jeg kan simelthen ikke se, hvordan I læser ind i anmeldelsen, at Sebastian fik prisen fordi han kender Klaus Lynggaard eller andre - hvad han måske ikke gør. Who cares. At stemningen var familiær betyder ikke, at Knud spiller badminton med Klaus.

Anmeldelsen, som er ret sjov, beskriver hvordan en familiær og afslappet atmosfære holder sammen på arrangementet, som alternativt (det er så min læsning) kunne risikere at blive lidt stift og anstrengt. Jeg kunne personligt godt forestille mig, at kompromisløse og skarptslebne anmeldere generelt har et lidt anstregt forhold til prisoverrækkelsens sentimentale øjeblikke.

Jeg var der ikke, og jeg kender hverken Sebastian eller resten af hans band, men tillader mig alligevel at gøre mig forestillinger om stemningen til et halvofficielt arrangement som Steppeulvs-festen.

Jeg var der (for øvrigt kunne man købe sig en billet), og det var ganske rigtigt en aften med mere morfar end musik.

Men selv om mange tydeligvis kendte hinanden, så var der i hvert fald ikke nok af de tilstedeværende, der kendte Sebastians sange godt nok til at turde synge med på dem, trods flere opfordringer fra ophavsmanden. Jeg er ked af at sige, at jeg var en af dem, der kun kan den om Romeo og den om ost. Men når Sebastian til gengæld fik peget mikrofonen den rigtige vej, væk fra salen, var det ganske rigtigt det bedste ved aftenen. Og klart en pris værd.