Læsetid: 6 min.

Fem gange frihed - men ikke et ord om lighed

Debat. Snart får Danmark en demokratikanon. Men i den demokratiopfattelse, der ligger til grund for kanonarbejdet, er der overdrevet fokus på frihedsrettigheder, mens regeringen i sit kommissorium glemmer lighed, tolerance og menneskerettigheder. Samtidig er udvalgets sammensætning ideologisk tendentiøs, mener historikere
Demokratikanonen bærer præg af, at 'vi' skal lære 'de andre', hvad demokrati er, lyder kritikken.

Demokratikanonen bærer præg af, at 'vi' skal lære 'de andre', hvad demokrati er, lyder kritikken.

Nasser Ishtayeh

9. februar 2008

I november 2007 - i Danmarks hidtil eneste offentlige demokratikanon på demokratikanon.dk - kom demokratiforsker og lektor i historie på Københavns Universitet Mogens Herman Hansen med 14 forskellige bud på, hvad demokrati er.

Samtidig arbejdede et udvalg nedsat af regeringen på Danmarks officielle demokratikanon for at styrke danskernes kendskab til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på.

"Vi har i tæt samarbejde med Statsministeriet møjsommeligt sammensat et spændende, alsidigt udvalg med vidt forskellige personer - både intellektuelle og personer, der færdes ude i den virkelige verden," siger undervisningsminister Bertel Haarder og understreger, at der ikke som historiekanonen og kulturkanonen bliver tale om en obligatorisk kanon i skolen, men en liste med litterære værker, der skal inspirere lærerne til spændende undervisning om demokratiets rødder.

"Demokratiet i 30'erne blev udfordret af autoritære styreformer, og også blandt 70'ernes intellektuelle opstod der en vis demokratiblindhed og dyrkelse af diktaturet."

"Det er åbenbart sådan, at hver generation selv skal kæmpe sin egen demokratikamp," siger Bertel Haarder.

Med formanden Knud J.V. Jespersen, professor i historie ved Syddansk Universitet, i spidsen skulle udvalget have offentliggjort demokratikanonen allerede i januar 2008, men folketingsvalget betød, at arbejdet blev udskudt.

"Vi sigter nu mod medio marts. Onsdag den 30. januar holdt vi vores 10. og sidste møde og nåede et enigt resultat, hvilket i sig selv er en bedrift, da udvalget ikke var en arbejdsgruppe i sin fødsel, men en flok med mange synspunkter repræsenteret," siger Knud J. V. Jespersen.

"Det var i højere grad en debatgruppe, hvor der hele bordet rundt sad folk med stærke og velargumenterede meninger. Men jeg oplevede ikke, at projektet blev trukket sidelæns, selvom udvalgets medlemmer optrådte med vidt forskellige politiske og ideologiske positioner. Det var netop udgangspunktet for at dække spektret af synspunkter så bredt som overhovedet muligt at mødes midt på bordet. Det har været en del af projektet at tale sig ind på hinanden," siger Knud Jespersen og påpeger, at udvalgsarbejdet i sig selv var et lærestykke i en demokratisk proces, hvor alle måtte give og tage.

Personpaletten

Historiker Jes Fabricius Møller fra Københavns Universitet har dog svært ved at få øje på den nuancerede personpalet, Venstre-toppen har håndplukket, selvom han mener, at man ikke skal blive forarget over, at et politisk udnævnt udvalg har en politisk tendens: "Når jeg ser udvalgtes sammensætning, så er der en klar ideologisk hensigt med det," siger han.

"Dels er der en intention, der ikke er særligt præcist formuleret i kommissoriet. Nemlig, at det er indvandrerne, der skal lære demokrati. Det er derfor, der er en integrationskonsulent med, og det er af samme grund, at der er en skoleleder fra Rådmandsgade Skole, der har en stor repræsentation af indvandrerbørn, med i udvalget. Det er ikke ejendomsmæglere eller lokomotivførere, der skal lære demokrati - der er signaleret en modtager i det her projekt," siger Jes Fabricius Møller.

"Dels er der med Katrine Lilleør og navnlig Davis Gress nogle holdningsbårne medlemmer, der bestemt ikke er uvidende, men sammen med Peter Kurrild-Klitgaard en borgerlig garanti for retningen i udvalgets arbejde," siger Jes Fabricius Møller.

Knud J.V. Jespersen lægger ikke skjul på, at der har siddet et par repræsentanter fra tænketanken CEPOS og trukket mod højre i udvalgsarbejdet, men han pointerer, at der også er repræsentanter for synspunkter, der ligger i den anden side af spektret.

"Diskussionerne i udvalget har båret præg af en stor spændvidde, men der har været tale om saglige og faglige velfunderede drøftelser. Vi har på intet tidspunkt taget mål efter de politiske vinde, men det er klart, at det koster nogle kompromisser at nå til enighed - det ligger jo i den demokratiske proces. Man kan altid diskutere resultatet, men det er jo også det, vores arbejde skal bruges til, når vi offentliggør det til marts," siger udvalgsformanden.

Men ifølge manden bag den uofficielle demokratikanon og forfatter til bogen Den moderne republikanisme og dens kritik af det liberale demokrati, Mogens Herman Hansen, har det kommissorium, der ligger til grund for den officielle kanon, allerede fra begyndelsen skævvredet demokratibegrebet.

"Jeg konstaterer, at ordet frihed optræder fem gange i kommissoriet, mens der ikke er et eneste ord om lighed. På en eller anden måde lugter det af at være udviklet efter Muhammed-krisen, da ytringsfriheden er tænkt som en meget central del af projektet. Udvalget burde også tage fat på en institutionel definition: Demokrati er en styreform, hvis kernepunkt er almindelige frie valg, hvor der vælges repræsentanter, og kandidaterne skal være opstillet af mindst to forskellige partier. Har man det, så har man demokrati i institutionel henseende. Og det er det, regeringen hele tiden pukker på, at de har fået i Irak," siger Mogens Herman Hansen.

Knud J. V. Jespersen afviser, at udvalget er tænkt som et redskab til missionsvirksomhed for ytringsfriheden:

"Det er klart, at ytringsfrihed er en betingelse for demokrati. Hvis man ikke kan sige, hvad man mener, så hører det jo op. Men i samme grad er lighedsbegrebet og retssikkerhedsbegrebet vigtige begreber, som vi har drøftet på lige fod med ytringsfrihed. Jeg synes demokratikanonen kommer kompasset rundt på en måde, så der er et diskussionsgrundlag af alle de elementer, der indgår i den demokratiske ideologi. Den er et forsøg på at tilvejebringe et kvalificeret grundlag for en informeret debat om demokratiet. Både demokrati som politisk ideologi og demokratiets institutioner," fastslår Knud J. V. Jespersen.

Sten i søen

Historiker Henrik Jensen fra RUC er enig i, at udvalgets arbejde mere er et udgangspunkt for en diskussion end en facitliste, og han ser derfor ikke nogen grund til at forholde sig meget kritisk til den politiske bias.

"Jeg opfatter det som et ekspertudvalg og ikke et holdningsbestemt udvalg. Javel, der er en overvægt af borgerlige standpunkter i det, men kernen i et sådant arbejde er, at man smider en sten ud i søen, og så breder der sig nogle ringe i vandet. Nogen synes, at det er fornuftigt - andre, at det er sludder og vrøvl. Under alle omstændigheder giver det noget fokus og en diskussion, hvilket er formålet," siger Henrik Jensen og fortsætter:

"Jeg opfatter, at de mennesker, der er sat i udvalget forholder sig som eksperter til demokrati og udelukker de ting, de er politisk uenige i."

Men det er Mogens Herman Hansen ikke overbevist om:

"Det er statsministerens demokratiopfattelse, der ligger bag. Det er Venstre-ledelsen, der har udvalgt dem. Og med det fokus på frihed og frihedsrettigheder i kommissoriet, så er det åbenbart, at frihedsidealet er det demokratibegreb, regeringen automatisk går ind for - det er i dag fuldstændig glorificeret," siger Mogens Herman Hansen, hvis 14. definition på demokrati - "et demokrati er en stat, hvor hvert enkelt menneske er forpligtet til at værne om menneskerettighederne dels ved selv at respektere dem, og dels ved at medvirke til, at de bliver respekteret af de andre borgere og af landets politiske institutioner" - trækker i en helt anden retning.

"Hvert enkelt menneskes ret og pligt til at kæmpe for menneskerettigheder - frihed, lighed og tolerance er vokset frem efter 70'erne. I bøger om demokrati skrevet før 1979 stod der meget lidt om menneskerettigheder. I dag vil de indgå som en meget væsentlig del af det, der skrives om demokrati. Derunder selvfølgelig frihed, lighed og tolerance. Ytringsfriheden er kun et hjørne af demokratibegrebet. Men lad os nu se, hvad kanonudvalget når frem til. Jeg glæder mig til at læse det. Det er godt, at der skabes debat om, hvad demokrati er, og hvad det bør være," siger Mogens Herman Hansen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er i hvert fald en skævridning af dimensioner, når den eneste internationale kapacitet, som vi har i henseende til demokratiforskningen ikke er med i rådet. En mand, der næsten er mere respekteret og berømt i Oxford og Cambridge end i Danmark, Mogens Herman Hansen. Så er det på forhånd dømt til at være middelmådigt. Det kan udelukkende skyldes, at han har ytret sig for kritisk til at regeringen tør optage ham i rådet

Det vil næppe nogen sinde lykkes for Foghs regering som den eneste i verden at gøre Demokrati til en folkesag endsige erstatning for de mange politisk ukorrekte religioner, hvoraf Islam, som har fået skylden for 11. September, med sit kvindesyn m.m. for tiden er den mest ukorrekte. Den jødiske religion er naturligvis, på grund af Holocaust, hævet over enhver kritik.

Man har set eksempler på store folkemasser, der demonstrerer for Demokrati og Ytringsfrihed inden for de seneste to århundreder overalt i verden, men det er jo ikke begreberne i sig selv, de hylder, men egne behov -Den Franske Revolution eksperimenterede med statuer og digte omkring ytringsfrihed m.m., men uden held. I USA har vi Frihedsgudinden og diverse frimurersymboler i Washington D.C., men nogen folkesag er Demokrati ikke blevet. Under Kommunismen i Øst kunne amerikanerne sige og synge, at de var frie, nu er det lige som forstymmet.

Men, hov - kombineret med indvandrerfrygt er der måske en chance, hvis Ytringsfrihed betyder ja til spot og forhånelse af anderledes tænkende. Men skal Foghs projekt lykkes, må vi have bygget frimurertempler overalt i Hovedstaden og provinsbyerne, have en demokrati-sangbog og en Demokratisk Konfirmation, en Ytringsfrihedens Dag - hvor man skal sige alt, hvad man mener, helt uden konsekvenser - indtil Demokratiet og Dets profet, Ytringsfriheden kan indføres som officiel statsreligion og gøre en forskel som aldrig før i Danmark - Foregangslandet for hele Verden.