Analyse
Læsetid: 3 min.

Formatkrigen er forbi

Det er Sony, der har trukket det længste strå i krigen mellem de to high definition-dvd-formater, HD DVD og Blu-ray
Kultur
22. februar 2008

For et par uger siden var det, hvad man kunne kalde bekræftede rygter, der fortalte, at Toshiba og HD DVD havde kastet håndklædet i ringen. Men i tirsdags kom så den officielle meddelelse fra elektronikfabrikanten selv: Toshiba stopper med det samme al produktion af HD DVD-afspillere - også til computere - og fra og med marts sender selskabet ikke længere maskiner rundt i verden.

Det betyder, at Sony og det konkurrerende high definition-dvd-format Blu-ray har vundet den seneste, blodige formatkrig, hvorfor alle de store, amerikanske filmselskaber da også straks efter Toshibas melding annoncerede, at de nu ville satse helhjertet på Blu-ray.

Det er lidt ligesom i 1980'erne, hvor videokrigen rasede, og VHS-maskinen udkonkurrerede Sonys Betamax, der godt nok kvalitetsmæssigt var et bedre format, men ikke havde de store filmselskaber eller - nok så vigtigt - pornoindustrien i ryggen. I dag downloades det meste porno fra nettet, hvorfor det ikke har været lige så vigtigt, hvad pornoindustrien ville vælge - hvad de i øvrigt heller ikke selv helt har kunnet finde ud af.

PlayStation-tricket

Snarere skyldes dødsstødet til HD DVD, at Sony har haft held med at placere Blu-ray-afspillere i millioner af hjem verden over via deres PlayStation 3-maskine, der har en Blu-ray-afspiller indbygget. En HD DVD-maskine er billigere at fremstille end en Blu-ray-afspiller - og koster følgelig mindre - men Sony har dumpet priserne på PlayStation 3 med øget salg til følge, og i Europa sælger film på Blu-ray tre-fire gange så meget som film på HD DVD.

Det er noget, filmselskaberne kan forstå, og da et af de største, amerikanske selskaber Warner Bros., som også har et omfattende og værdifuldt bagkatalog af film, i januar besluttede sig for at satse på Blu-ray, syntes det kun et spørgsmål om tid, før HD DVD enten måtte satse stort eller helt give op.

Det almindelige dvd-format blev lanceret for godt 10 år siden, og det tog ikke lang tid at skubbe videomaskinen ud i glemslen. Filmselskaberne og elektronikfabrikanterne enedes hurtigt om det nye format - ingen ønskede en langvarig og bekostelig formatkrig som i 1980'erne. Dvd-afspillerne faldt hurtigt i pris, optagerne og filmene det samme, og samtidig var de lyd- og billedmæssige kvaliteter ved dvd så store i forhold til VHS, at de færreste forbrugere krævede særlig overtalelse for at skifte fra analogt til digitalt. Det skadede naturligvis heller ikke udviklingen, at computerindustrien hurtigt annammede formatet og placerede dvd-drev i alle nye computere.

Et spørgsmål om tid

Da dvd'en gjorde sit indtog på markedet, ja, allerede inden, talte man om, at al fremtidig distribution af film og underholdning skulle foregå via internettet. Rigtigt er det da også, at det meste musik i dag downloades, og at det sagtens kan lade sig gøre også at hente film og tv-programmer fra nettet, hvis man har en netforbindelse, der er kraftig nok.

Men det er stadig en særdeles god forretning at producere og distribuere film på fysiske medier som dvd, og gennem de seneste 10 år har japanske elektronikgiganter som Toshiba og Sony febrilsk forsøgt at udvikle et format, som kvalitetsmæssigt kunne slå dvd'en. Det lykkedes med HD DVD og Blu-ray, der begge kan rumme op mod 10 gange så mange informationer som en dvd.

Og så var freden forbi.

De fleste amerikanske filmselskaber, som jo sætter dagsordenen, hvad den slags angår, satsede først på begge heste - det er trods alt dumt at afskære sig fra den ene halvdel af et potentielt lukrativt marked. Alligevel lykkedes det HD DVD at få et lille forspring, blandt andet fordi afspillerne var billigere. Men det var en stakket frist.

Tre milliarder dollars. Så meget anslås det, at Sony har formøblet på at sætte priserne på PlayStation 3 ned. Firmaet tabte mp3- og musikkrigen til Apple, der dominerer med iPod og iTunes, og ville tydeligvis ikke risikere at tabe til Toshiba, hvorfor man satsede hårdt.

For de fleste forbrugere er det umiddelbart en fordel, at man har fundet en vinder af formatkrigen - hvis man da ikke allerede har købt en HD DVD-afspiller. Blu-ray-formatets egentlige gennembrud kommer dog først, når priserne på de dedikerede afspillere og Blu-ray-filmene falder betragteligt, og udvalget af film bliver lige så stort og broget som på almindelig dvd.

Men det er kun et spørgsmål om tid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her