Interview
Læsetid: 4 min.

Den frygtelige hemmelighed om det syge sind

Asger Baunsbak-Jensen fortæller om at beklæde ansvarsfuld stilling og skjule sine depressioner. Depressioner udløses af det pres, moderne mennesker ofte lever under
Kultur
28. februar 2008

"Jeg har holdt hemmeligt, at jeg fra mine ganske unge år har haft en kronisk lidelse: tilbagevendende depressioner."

Det siger tidligere sognepræst, undervisningsdirektør og landsformand for Det Radikale Venstre, Asger Baunsbak-Jensen.

I bogen Den tynde væg fra år 2000 behandlede han depression i romanform. Nu er han sprunget ud med erindringerne Hemmeligheden, hvor han vedstår, at han selv har været plaget af depressioner livet igennem.

- Du har haft ansvarfulde stillinger, hvor du udadtil skulle fremtræde beslutsom og myndig?

"Jeg har prøvet på ikke at overhøre, hvad den indadvendte side af mit væsen kræver af mig. Den udadvendte side af mig - den, som folk kender - må ikke få lov til at trække mig skæv."

- Den balance kan være svær at holde?

"Ja. Når man som jeg har mødt så megen tillid fra andre mennesker - en del af mit arbejde har været tillidshverv inden for skole, politik og kirke - så kan man komme til at overhøre det indre. Jeg har haft to-tre alvorlige depressionsperioder. Mit råd til andre er: Overhør aldrig dit behov for at finde stilhed. Det er ikke nok at løbetræne."

- Men fysisk aktivitet hjælper?

"Ja. I mine yngre dage løbetrænede jeg hver morgen, inden jeg tog på arbejde. Og nu går jeg mindst fire km hver morgen. Det har jeg også gjort i dag."

Den tunge mørketid

- Men netop den mørke årstid, vi stadig er i... den er tung at bære?

"Jeg lider udpræget af vinterdepression og må - i disse måneder - ty til anti-depressiv medicin. Lad os endelig ikke kalde dem lykkepiller. Det er jo et kemisk stof, som tilsættes - et stof, som den depressive mangler. Man mener, at det er ganske mange procent af befolkningen, der mangler det stof."

- Hvor stor en del, tror du?

"De psykiatere, jeg har spurgt, er indbyrdes uenige. Min erfaring er - og jeg taler med mange mennesker om dette - at statistikken sløres af, at folk gemmer sig med en depression. Skammer sig."

- Og det gælder især, når de fremtræder professionelt?

"Ja. Vi lever i en frygtelig tid, hvor vi kalder på det kreative i mennesket. Men det kreative menneske er også det sårbare menneske. Kan en virksomhed rumme det sårbare? Eller vil den kun have det kreative - og når sygdom rammer, så er det ud?"

- Kom du selv igennem dit højtprofilerede job som undervisningsdirektør, uden at du lod dig mærke med din sygdom?

"Jeg tror det."

- Og ingen anede uråd?

"Jo. Det tror jeg, nogle gjorde."

- Men de spurgte dig aldrig?

"Nej."

- Du har været inde på, at du kan have arvet din sygdom fra din far?

"Jeg var enebarn på en lille gård. Og min far havde depressioner - 'dårlige nerver' hed det dengang. Og vi gemte os med det. Jeg tog ikke kammerater hjem. Fordi de måtte ikke se, at far lå bag nedrullede gardiner og slet ikke kom op. Min store smerte var, at jeg forstod så lidt og følte, at det var min skyld, at far var syg. I øvrigt var far et begavet menneske, som tog mig til politiske møder og gjorde mig interesseret i samfundslivet."

Frygt for dagen og vejen

- Din far var oprindeligt en sund bondedreng...

"...som blev ramt af den spanske syge i 1918, dernæst af lungehindebetændelse, som man dengang enten døde af eller fik uhelbredelig tuberkulose af. Hos ham udbrød den første depression det år - 1932 - hvor Danmark havde de fleste arbejdsløse og stor fattigdom. Det satte sig som en angst hos min far for, om han kunne klare dagen og vejen. Han havde en dygtig praktiserende læge og også dr. Ravn på Nykøbing Statshospial, altså det psykiatriske hospital. Min far havde ikke en dag, fra han var 37, og til han døde som 82-årig, hvor han ikke tog medicin. Men han fik ikke den medicin, som jeg kan få i dag. Far fik sløvende medicin."

- Som yderligere mindskede hans arbejdsevne?

"Jo. Men han havde en jernvilje. Og den har jeg - også - arvet. Der skal en jernvilje til at administrere det depressive sind."

Spiritus og pres

- Det hjælper også, hvis man ikke har smag for spiritus?

"Ja, jeg har aldrig haft trangen til at bruge spiritus."

- Men du forstår dem, der har?

"Ja. Når jeg går forbi uden for Farum Bytorv, går jeg hen og snakker med de 8-10 alkoholikere, som står med cigaretten og fryser. Jeg siger til dem: 'Hvor er det synd for jer, for I har en ubehandlet psykisk sygdom, som I kun kan udholde ved at dulme med spiritus.' Og fra en af dem, jeg har kendt længst, kommer svaret: 'Du har sgu ret, præst.' Min erfaring med mennesker er, at ingen får et alkoholmisbrug, hvis ikke der er en psykisk lidelse eller et overhørt psykisk pres, som ligger til grund."

- Kan vi som samfund gøre mere for at lindre de depressives lidelser?

"Det bliver en krævende proces. For vi er havnet i et markedssamfund, som kun tager mennesket alvorligt som produktions- og forbrugsvæsen. Jeg mener, at det afgørende opgør må være et opgør med de multinationale selskaber..."

- Og du mener, at de har et direkte ansvar for psykisk lidelse?

"Det er i sammenhængen med den enorme forskningsmængde, som virksomhederne omsætter i produktion - en produktion, der skal forbruges - at vi spænder mennesket ud over det, mennesket har natur til. Det nye opgør må begynde med mennesket.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Charlotte Frantzdatter Johansen

Det vi har glemt i vores "moderne" samfund er, at mennesket har en dobbelt natur:

På den ene side er mennesket glad, selvsikker, dygtig, produktiv, kreativ og i en stærk krop.

På den anden side er mennesket ked af det, usikker, bange, fummelfingret, ideforladt, ensom og i en skrøbelig krop.

De færreste mennesker er klar over, at dette er fuldstændig naturligt. Vi har gode dage og vi har dårlige dage - eller hurtige og langsomme dage.

Det ulykkelige ved det moderne samfund er, at det kun er den gode hurtige side, der er accepteret. Det er skamfuldt at vise, at man er menneske og kan blive bange, ked af det eller ensom.

Bliver man alvorligt syg i dagens Danmark bliver man ikke trøstet og holdt om, som man har brug for. Der bliver tværtimod set skævt til een. Man bliver en belastning - og man har sikkert selv været ude om det på en eller anden måde - Man bliver reduceret til en nasser.

"Hvilke værdier er så værd at stræbe efter som hypermoderne menneske, kan man spørge sig selv. Filosof Esther Oluffa Pedersen giver et bud:

"En klassisk filosofisk definition af det gode liv er, at det er et harmonisk liv, hvor det skønne, det gode og det sande er afbalancerede. Harmoni og lykke er ikke et glansbillede af vellykkethed, der skinner på overfladen. Harmoni er, når du for eksempel indgår på skøn vis i relationer til andre mennesker, til kæresten, vennerne, familien og i arbejdet. Det er, når man er oprigtigt interesserede i hinanden. Så kommer vi over i det gode, hvor man søger at respektere og støtte hinanden. Hvor man indser, hvor afhængig man er af hinanden. Det sande, som det sidste, er en kritisk refleksion over, hvilke samfundsmekanismer man lever under, og hvordan man er over for sine medmennesker. Når man ser på sit liv ud fra de tre kriterier, kan man måske vurdere, om der er noget, der skal justeres, så man kan få et godt liv," siger hun." (Det vellykkede liv er ikke lykkeligt, in: Information, 19 marts 2008)

Intet menneske kan hver dag være den store stærke mand, der altid præsterer og bærer andre på sine skuldre. Alle har brug for en skulder at støtte sig til.
Men verden falder sammen for mange, når glansbilledet af Bo-Bedre-livet krakelerer, når kroppen, parforholdet eller drømmestudiet går i stykker. Når presset om perfekthed får hjerne og hjerte til at brænde sammen.

Så længe mennesket ikke er i balance udenpå og indeni - ER der ikke noget lykkeligt liv. Og balancen er svær at finde på egen hånd. Vi har brug for et samfund med et større hjerte!

Det har indtil videre taget mig 15 år (dvs halvdelen af mit liv) at acceptere, at min krop er skrøbelig, at jeg ikke er supermand, at jeg kan blive ked af det og bange, føle mig ensom, usikker, utilstrækkelig - OG at det er helt ok. Hvis jeg accepterer, at jeg har en langsom dag, giver mig lov til at være ked af det og græde - også selvom der ikke er en grund, som jeg kan pege på og sige "det er derfor, jeg græder" - kan jeg finde balancen og få en god i dag - også i morgen.

Finde modet til at drømme om de ting, som jeg gerne vil opnå i mit ufuldkomne fuldkomne liv.

Og finde glæden ved livet: regn man kan danse i, solskin der giver forårsfornemmelser, roen i at lege med en mariehøne, få en kærlig besked, at få læst den gode bog, når nu kroppen ikke vil andet end at ligge på sofaen. Glæden ved at omgå skæbnens spilleregler og alligevel tage en uddannelse, få et job og se verden.

Memento mori - memento vivo: to sider af samme sag...