Læsetid: 4 min.

Gasmasken er smidt

Kaizers Orchestra er norske jovist, men de får mere ud af at gøre sig fri af det nationale og blive regionale i stedet. I hjemlandet kan de være overalt, og i Danmark kan de være i undergrunden. Og de kan faktisk bedst lide selv at bestemme, hvem de er
23. februar 2008

Kaizers Orchestra er kendt for et udbygget tekstunivers, en konstrueret underverden præget af krig, KGB og suspekte personager. Kaizers Orchestra er kendt for at udgive plader, der først rigtig kommer til live under bandets eksplosive koncerter. Det gider Kaizers Orchestra ikke være kendt for mere. Eller i hvert fald ikke udelukkende.

"Det kunne være meget sjovt at udgive noget, hvor folk siger: Det lyder bedre på plade," siger Geir Zahl, bandets guitarist.

Bandet gav release-koncert på Loppen mandag aften for et specielt inviteret publikum, der mest bestod af dedikerede fans fra hele Skandinavien. Fragtet til Christiania i busser fra Norge via Sverige.

"Vi er jo mere et internationalt band eller et skandinavisk band end et norsk band. Og det er vigtigt for os, at vi også signalerer det i vores valg af spillesteder og så videre. Det her er ikke en norsk plade," siger sekstettens forsanger Janove Ottesen.

Han fortæller, at det er en fordel for bandet, at der er forskel på de forskellige positioner, de har i Skandinavien. I Norge kender alle Kaizers Orchestra. De ser dem på forsiden af ugeblade, ser dokumentar-programmer om dem, læser bøger om dem, hører dem på norsk P3, læser, hører og ser interviews.

"Nordmænd får Kaizer hver uge. Vi er kendisser. I Danmark for eksempel skal folk selv opsøge os, og det er sundt for os, at vi får følelsen af at være et alternativ. Vi vil hellere være et stort undergrundsband, end vi vil være et lille mainstreamband," siger Janove Ottesen.

Kaizers Orchestra spiller ofte i Danmark. Deres internationale gennembrudskoncert var på Roskilde Festival i 2002, og i 2006 udgav de en live-dvd optaget på Vega i København. Energien til koncerterne uden for Norge er måske mere intens, fordi Kaizers Orchestra i så høj grad er et tilvalg for det danske publikum.

"Vi har et mainstreampublikum i Norge. I Danmark er det lidt mere for specielt interesserede og for en alternativ ungdom, som ikke kun er suckers for mainstreammusik, som er det, der fylder mest på markedet i dag," siger Geir Zahl.

Bange for publikum

Janove Ottesen mener, at mainstream dominerer markedet i særlig udpræget gradi Danmark, når han sammenligner med de andre lande, bandet optræder i.

"Her virker det, som om branchen er bange for publikum. De lefler for main-stream. Alle festivalerne har de samme navne, og radiostationerne spiller det samme. Man er bange for at udfordre publikum, og det behøver man virkelig ikke være. Folk er meget åbne for nye ting," siger han.

Kaizers Orchestra har netop med deres nye plade prøvet noget nyt. Det er ikke kun det konstruerede personunivers, der er nedtonet. Det er pladen i sin helhed. Når man lytter til de gamle plader, føler man sig slået i gulvet af en beruset østeuropæisk borebisse, så massiv er polkarytmen og militærterminologien.

Bevidst retningsskifte

Men med Maskineri i maskinen er oplevelsen mere alsidig. Sigøjnervoldsromantikken er intakt, men trukket i baggrunden, for at give plads til mere kompositorisk arbejde. Et retningsskifte, der er helt bevidst. Bandmedlemmerne var ved at være lidt trætte af at være fanget under gasmasken, som dog stadig er gruppens logo.

"Folk har en bestemt opfattelse af, hvad Kaizers Orchestra er. De spørger til, hvem Mr. Kaizer og Dieter Meyer er, og hvorfor jeg går med gasmaske. Men vi er jo meget mere end det. Og det er det, vi gerne vil vise med denne plade. Og det har åbenbart virket. Vi har i hvert fald aldrig før talt med journalister om pladeproduktionen, og det gør vi jo lige nu," siger Janove Ottesen.

Producervalget er også noget atypisk. Bandet har arbejdet sammen med Tom Waits-produceren Mark Howard, der kan bruge timer på forberedelserne i studiet inden optagelsen, så instrumenterne står rigtigt for at skabe den dynamik, der sikrer en mere ægte livelyd på pladen.

"Man kan ikke manipulere sig ud af det i mixningen," siger Geir Zahl: "Det gør studiearbejdet meget intenst, og resultatet lyder bare bedre."

Janove Ottesen tror, at bandet vil fortsætte i denne retning. De er ikke bange for at udfordre publikum.

"Det er jo ikke journalisterne og vores fans, der bestemmer, hvad Kaizer er. Og jeg tror, det er vigtigt, at man tager kontrollen og ikke bare fortsætter med at lave den plade, folk vil have," siger han.

Frihed i fangenskabet

Men selvfølgelig har der også ligget en stor frihed i fangenskabet. Den store fanbase er vokset op omkring Dr. Mowinckel, Constance og Dieter Meyer og dyrker Kaizer-universet, så når bare referencerammen er bevaret, så kan bandet sådan set boltre sig så meget, de vil. Så de fem nordmænd er klar over, at det er en anelse usikker grund, de bevæger sig ud på. Men modtagelsen af pladen har været positiv i hele Skandinavien.

"Vi har selvfølgelig været meget spændte på, hvordan folk ville reagere. Om de bare ville ignorere, at vi forsøger at gå nye veje, men det virker det ikke til, at de gør. Derfor var det virkelig en release-koncert, vi spillede i mandags. Release i ordets sande betydning," siger Geir Zahl.

Kaizers Orchestra giver koncerter i både Odense, Århus og København i løbet af foråret

'Maskineri' udkom mandag og blev anmeldt her i aviseni lørdags

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu