Læsetid: 5 min.

Getafe og Goliat

Det ruller derudaf for Getafe. De er et bevis på, at fodboldens verden svinger lige fra den svimlende tragedie til det rene jubelorgie. Og det behøver ikke at tage mere end 27 sekunder
1. marts 2008

Normalt plejer den madrilenske sportsavis Marca at bære over med Real Madrids tosserier. Men ikke efter kampen mod Michael Laudrups opkomlinge fra Getafe i søndags. "Nu lever ligaen," skrev de med fede bogstaver, "fordi Madrid er en samling bonderøve". Og alt imens Laudrup flankeret af sin tro væbner og knap så spanskkyndige John 'Faxe' Jensen med sædvanlig underdrejet ydmyghed kunne fejre karrierens hidtil største trænertriumf, sjoskede Reals skandaleombruste playmaker Guti væk fra den betagende Bernabéu-grønsvær med tiraden, at sådan går det, "når man spiller som en flok fireårige".

Marcas lillebror, avisen As, excellerede i frappant galgenhumor: "Mens Madrid fejrede et annulleret mål, scorede Getafe et rigtigt ét".

Scenen, hvor ligaen fik en gevaldig blodtransfusion, tog ikke mere end 27 sekunder. Fra 62.59 i kampens hede til 63.26, for nu at være helt præcis. Fodbold er et spil. Og spil har regler. De sætter rammerne for konkurrencebaserede handlinger, hvori to eller flere individer eller grupper af individer vælger strategier med henblik på at maksimere deres egne eller minimere modstanderens vinderchancer. I Real Madrids tilfælde står og falder den maksimering naturligvis med evnen til at kigge på linjedommeren for at se, om der er offside. Men det er jo den frivole side af reglerne. For når mennesker spiller, og den strategiske sans parkeres på ydersiden af påpasseligheden, pumper adrenalinen rundt i kroppen. Tab og vind med samme sind, lyder fyndordet. Sikke noget sludder! Spil handler om at vinde. Intet mindre. Det er praleriets og de dårlige undskyldningers paradis.

Og derfor svinger vi i fodboldens verden lige fra den svimlende tragedie til det rene jubelorgie. Det behøver ikke at tage mere end 27 sekunder. Vinder vores hold, så er det op på lægterne og råbe i kor sammen med de andre i indforstået fællesskab. Taber vi, er det lige til at tude over. Regler kommer udefra. Følelser kommer indefra. De første kender man. De sidste oplever man. Men derfor er det stadig en god idé at kigge på dommeren.

Fodbold er atomer. Nogle gange smelter atomerne sammen på den fede måde. Det sker, at reglerne jubler i takt med den allerbedste taktik. Arjen Robben, Real Madrids dyrt indkøbte, kaninsprintende winger, splitter forsvaret og skaber rum til 'Van Gol', som landsmanden Nistelrooy kaldes på de kanter. Fodbolden "krystalliserer" sig, hedder det. Man kunne kalde det magi. Nemlig når noget uventet og uforklarligt alligevel er resultatet af nogle bagvedliggende regler. Det er bare ikke altid, vi kender dem. Men det gør vi i fodbold. Og derfor kan vi snakke om den. Og skrige vores begejstring eller frustration ud over stadion og stuemøblementet, samtidig med at der også er noget vidunderligt ordløst over fodbold.

Det lignede stumfilm

Bevares, slagsangenes analfikserede refræner kredser sjældent om det. Men fodbold er en rullende emergens. Den er en kompliceret vekselvirkning mellem det regelrette og det tilfældige. Der er altid en fare for, at fodbolden låser sig selv fast og bliver for meget spil. Eller måske åbner den sig for meget i den rene leg, som grusomme modstandere hurtigt kan straffe. Især når man glemmer at holde øje med dommerfløjte og linjeflag.

Og så skete det. Sted: Santiago Bernabéu i Madrid. Kamp: Real Madrid over for Getafe. Tid: 24. februar kl. 62.59. Det var sort magi for bonderøve, emergens i børnehaven. Robben havde netop med stor succes eksekveret en assist fra Raúl, og forløsningen hos både holdkammerater og stadion blev råbt, hvinet og fægtet ud i den madrilenske aftenhimmel. Indtil da var publikum visselullet i søvn af angreb i slowmotion og en sjældent uoplagt Van Gol, men nu var der hokuspokus i kongeklubben, og en kåd Robben inviterede fornøjet og med store gebærder alt lige fra det dybeste forsvar til det højeste angreb til at deltage i sejrsrusen. Og så kom de ellers løbende, alle dem, som normalt er rare at ha', når lokummet brænder. Gago og Cannavaro, for eksempel.

Det lignede en stumfilm skåret over de basale følelsers ABC, hvor ansigtsudtryk er tydeliggjort i pædagogisk oversize. Så da Robben sammen med resten af gutterne endelig spottede en energisk signalerende linjedommer, og da Raúl og Nistelrooy langt om længe blev færdige med at virre feberagtigt med arme og overkrop i det lille målfelt - ja, der var det allerede for sent. Kampens dommer havde helt korrekt markeret for offside (Raúl var et par meter på den forkerte side), og alt imens den mirakuløst skadefri Robben og resten af den kongelige kortege havde travlt med at opføre tribalistisk diskodans ude ved dommerkollegaen, satte Getafes David Belenguer en lynsnar kontra i gang med et fikst frispark til Francisco Casquero, som forlængede til Pablo Hernández og til sidst retur til Ikechukwu Uche. 63.26 stod der på dommerens ur, da Uche med stoisk fatning lirkede bolden ind bag Iker Casillas' kridtstreg. Sig det bare med spansk accent, men det er altså sådan, John Cleese spiller fodbold. Og de lokale lilleputter.

En uheldig ytring

Nu tør vores egen 'Faxe' godt tro på det. I 1992 oplevede han jo selv en emergens i realtime, da den famøse bold, som han ramte lige i røven, var med til at besejre et ellers på papiret stærkere Tyskland i EM-finalen. 16 år senere er det Getafes tur til at få Goliat ned med nakken, og det hjalp beskæmmende lidt på magtbalancen i spansk topfodbold, da Reals serbiske sportsdirektør Pedja Mijatovic i en mavesur post-match-kommentar insisterede på, at dommeren burde have stoppet spillet oven på madrilenernes ikke-eksisterende føring.

Enhver nyuddannet kommunikationsrådgiver ville helt sikkert have lagt kyndigt låg på Mijatovics uigennemtænkte ytring, for med dén har direktøren åbnet en ladeport for de beskyldninger om dommerfavorisering, som Real Madrid slås med sæson efter sæson. Og mens Laudrup lige så stille kan applaudere Getafes vitale tilstedeværelse i ligaen, UEFA-Cup'en og den spanske pokalturnering, blafrer kongeklubbens spin mellem forståelig bekymring for Van Gols helbred, en teenage-agtig fokusering på "sort uheld" i de seneste fire kampe mod Almeria, Betis, Roma og Getafe (stolper, umulige dommere, dén slags) og en næsegrus nedtælling til 'frelseren' Robinhos retur fra sygebænken. Og så selvfølgelig en sentimental erindring om 7-0-sejren over Valladolid for tre uger siden.

"To point!", lød overskriften hos El Mundo Deportivo. Det er afstanden mellem FC Barcelona og Real Madrid i La Liga. Derfor holder de vejret i fem dage i den spanske hovedstad. Det gælder ikke bare om at snuppe alle cifrene fra Recreativo Huelva på udebane i aften og kvalificere sig videre i Champions Leauge med en sejr på eget stadion over AS Roma på onsdag. Noget så umadridistisk som en sejr til byrivalerne Atletico Madrid i aften over Barca kan også gøre det. Og Real har lært lektien. Fra nu af kigger de efter dommeren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu